”Danmark er et af de lande, der igennem mange år har været først og hurtigst til at investere i digitaliseringen, og hvor borgere, virksomheder og den offentlige sektor udnytter mulighederne mere end i mange andre lande. Det forspring skal vi udnytte. Hastigheden for, hvor hurtigt vi omstiller os, er afgørende for, om vi lykkes med at gribe mulighederne og skabe nye job.”
Digitalisering handler altså ikke blot om at lave god, sammenhængende digital infrastruktur, men også om, hvor hurtigt den kan bygges. Og der skal kontinuerligt redegøres for digitaliseringsprojektets hastighed. Fremgangen bliver målt gennem såkaldte vækst- og adoptionsrater. Hvor mange gange er offentlige apps hentet? Hvor mange logins har der været med NemID? Og hvor mange har efterladt digitale spor i e-Boks?
Denne tilgang til at måle succeser er ikke fjernt fra at måle værdien af opslag gennem antal likes, delinger og kommentarer, men hvis digitaliseringen betragtes som et større samfundsprojekt, har denne tilgang nogle udfordringer. For i denne type målinger forsvinder digitaliseringens tabere på samme måde som et Facebook-opslag uden likes eller delinger. Taberne bliver usynlige, da succesen udelukkende måles på de digitaliserede og digitaliseringens egne præmisser.
Tal og statistikker er bestemt væsentlige, men siger ikke meget om, hvad der rent faktisk sker i den hastige overgang fra analog til digital kommunikation. Det gør til gengæld et forskningsprojekt støttet af Fonden Ensomme Gamles Værn, hvilket vi netop har afsluttet med bogen Det skal du ordne på nettet – om digitalt udsatte ældre.
I bogen bliver det hurtigt tydeligt, at fællesnævneren for de digitalt udsatte ikke blot er alderdom. Det er en overraskende bred gruppe, der har udfordringer med den hastighed, hvorved digitalisering foregår. Parametre som indkomst, uddannelsesniveau og bopæl spiller en central rolle i muligheden for at følge med, men projektet beskriver også, hvordan mennesker uden store udfordringer pludselig kan komme i problemer. Det kan fx denne kvinde, som medvirkede i forskningsprojektet, hvor hun fortalte om sine digitale udfordringer efter tabet af sin ægtefælle, der havde stået for det økonomiske og digitale:
”Da min mand for nogle år siden døde, måtte jeg starte helt forfra. I min alder har det ikke kunnet lade sig gøre uden mine børn. Jeg er på den ene side lykkelig for, at de kan hjælpe mig med det her digitale, men samtidig ærgerlig over, at jeg ikke selv kan.”
Vi håber, at forskningsprojektet og bogen kan give anledning til, at digitaliseringssuccesen også bliver målt ud fra nogle mere nuancerede kriterier, som kan beskrive, hvordan digitaliseringen opleves af enkelte mennesker i hverdagen. Det er nødvendigt, hvis vi skal have en bæredygtig digitalisering.