Ny bog om Joe Bidens kampagne
The Joe You Know

Joe Biden blev den 46. præsident. Nu var der bud efter en rar bedstefar. Det var historien, som valgte ham, ikke omvendt. Han var heldig, Trump et inkompetent fjols, og hans store opbakning hos den sorte befolkning post-Black Lives Matters var den altafgørende forskel. Ikke mindst ved at vinde i det efterfølgende senatsvalg i Georgia, så demokraterne nu har magten i begge kamre. Kilde: Getty Images.

I et historisk valg præget af pandemi, Black Lives Matter og beskyldninger om valgsvindel sejrede Joe Biden – den ældste, mest trætte præsidentkandidat nogensinde. Med sine afbalancerede, nærmest reaktionære holdninger, en dont-fuck-up-strategi og sine store menneskelige indlevelsesevne var han den rette modgift til Trumps overdramatiserende, opblæste egotrip. Men Biden havde ikke vundet, hvis ikke lykkens gudinde undervejs i valgkampen havde givet den gamle mand en hjælpende hånd. Den nye campaign trail-bog Lucky: How Joe Biden Barely Won the Presidency fortæller historien om en gammel hvid mands usandsynlige vej til Det Hvide Hus.
Joe Biden vandt valget ved hjælp af en usandsynlig kæde af held. Men han var klar. Han var den rette modpol-modstander til Trump – især i pandemiens skygge – og undervejs formåede Biden og hans kampagne at omdefinere, hvordan man samler penge og mobiliserer vælgere.
 

Held og hårdt arbejde

Trump-tossen er væk. Biden vandt. Nu skal vi forklare hvorfor og hvordan. Efter en lang og hård valgkamp starter historieskrivningen for de politiske nørder. Hvem skal hyldes? Hvem er helte bag Bidens sejr? Valgets budskab skal udledes, og æren deles. Det første bud på en sammenhængende udlægning af Joe Bidens sejr kommer fra Jonathan Allen og Amie Parnes, der i 2017 udgav  #1 New York Times-bestselleren Shattered om Clintons nederlag til Trump. En bog, vi tidligere har anmeldt på Kforum
 
Nu har forfatterne igen, med Lucky: How Joe Biden Barely Won the Presidency, gravet dybt i deres imponerende kildenetværk, især i demokratiske cirkler, og malet det store billede i en præsidentvalgkamp.
 
Hovedkonklusionen er klar: Joe Biden vandt valget ved hjælp af en usandsynlig kæde af held. Men han var klar. Han var den rette modpol-modstander til Trump – især i pandemiens skygge – og undervejs formåede Biden og hans kampagne at omdefinere, hvordan man samler penge og mobiliserer vælgere.




 
Hvor Jonathan Allen og Amie Parnes i deres bog om Hillary Clintons uventede nederlag forsøgte at svare på spørgsmålet: “Hvordan fanden skete det?”, så søger de i den nye bog at svare på spørgsmålet: “Hvordan kunne han være så heldig?”. Hvor bogen fra 2017 handlede om at spille the blame game og uddele kindheste, handler den nye bog om at uddele roser og identificere de begivenheder, der gjorde, at Biden mod alle odds vandt. Forfatterne har taget ja-hatten på og leder altså efter held og helte. Det er både styrken og svagheden i bogen. 
 
Vi får desværre meget lidt om Trump-kampagnen. Spørgsmål som ”hvad fungerede?”, “hvor var deres begrænsninger?” og “hvad kan vi lære af deres indsats?” får man ikke svar på i denne bog. Til gengæld er der en detaljeret beskrivelse af Biden-kampagnens op- og nedture, helt fra de starter op, gennem den svære start i primærvalgkampen, og frem til de kører en effektiv coronavalgkamp fra kælderen i Delaware. Hele persongalleriet på den demokratiske side oprulles, fra kandidaterne i primærvalget og deres interne relationer og intriger til Bidens vinderkampagnestab, der sættes ind som en overbygning på den eksisterende organisation efter supertirsdag. Her møder vi blandt andre talentfulde Jen O'Malley Dillon, en tidligere Obama-medarbejder, som også ledte Beto O’Rourkes optur tidligt i primærvalgkampen, og som i bogens udlægning satte struktur og fokus på kampagnen.  
 
Alt i alt en læseværdig bog, som dog bør suppleres med mere seriøs dækning af Trumps kampagne. Det glæder vi os til, kommer. Her er en lille genvej med seks nedslag i bogens dækning af Bidens usandsynlige vej til Det Hvide Hus.
 

Kaos i Iowa

Helt fra start var Biden den førende demokratiske kandidat. Han lå til omkring 30 pct. af stemmerne i meningsmålingerne. Men med 36 år i Senatet og otte år som vicepræsident var han også den mest kendte. Med andre ord: Selvfølgelig var han den førende kandidat. Det bekymrende var, at hans tal ikke udviklede sig. 
 
Der var tydeligvis ikke den samme begejstring for Biden, som der var for Sanders og Warren – og på forskellige tidspunkter for Harris, O’Rourke og Buttigieg. Biden lå godt på grund af et højt kendskab, men hans kampagne kom aldrig rigtigt i gang. I hele den lange periode, hvor andre kandidater kæmpede om at bide sig fast, virkede det, som om Biden og hans kampagne gik helt i stå.  
 
Her kan man se, at Bidens tal lå fladt, indtil de styrtdykkede fra det første opgør i Iowa den 3. februar. Det var en katastrofal start. Kilde: Real Clear Politics
 
Iowa er en lille stat, men en vigtig strømpil. Deres vælgerforsamling (caucus) den 3. februar var som vanligt den første indikation på, hvem der kan klare sig godt, og dermed et vigtigt skridt i udskillelsesløbet blandt demokraterne.
 
Biden vidste, han ikke ville klare sig godt. Han skulle frem til fjerde stat i primærperlerækken, South Carolina, før demografien passede til hans vælgergrupper, der i høj grad består af sorte og mindre progressive hvide demokrater. Men han skulle bevare skindet på næsen i Iowa, og primo februar så det svært ud. Interne målinger viste, at der nærmest var en vælgermæssig nedsmeltning på vej til ham – han ville ikke engang ligge i top-3. 
 
At Biden overlevede Iowa, skal han dog ikke takke sig selv eller sin kampagne for. Han havde en svag kampagne med få aktivister og svag økonomi. 
 
Til gengæld kæmpede Buttigieg for sit politiske liv. Samtidig var han heldig og slap for at blive udråbt som taber med stort T tidligt. Buttigiegs folk fik fx lagt en Des Moines Register Poll pludseligt på hylden få dage før primærvalget, der ville have udpeget Biden som taber. Det var normalt en enormt toneangivende måling, som ville påvirke vælgerne. Buttigieg-lejren kunne bevise, at den måske var fejlbehæftet til skade for Buttigieg – og Biden. Biden undgik kort sagt at blive omtalt som den forudbestemte taber i dagene op til valget, på trods af den hårde og triste sandhed. 
 
Men det var ikke bare meningsmålingen, der ville kunne have ødelagt Bidens chancer. 
Det ville den totalt manglende opbakning, som Iowas vælgerforsamling (caucus) afspejlede, også. Da resultaterne endelig kom frem, lå Biden langt efter Buttigieg, Sanders og Warren og på niveau med Klobuchar. Et entydigt problematisk resultat for en kandidat, der skulle kunne samle hele landet. Et resultat, der formentligt ville kunne ødelægge enhver form for momentum i de næste primærvalg. Men igen var Biden heldig. 
 
Til Bidens held kom Iowa-resultatet nemlig ikke frem før mange dage senere, og på det tidspunkt handlede det mere om, at demokraterne i Iowa tilsyneladende ikke kunne tælle stemmer, end hvem de rent faktisk havde stemt på. 
 
Det demokratiske parti i Iowa havde købt en ny app til at samle valgresultatet. Men den fejlede totalt. Plan B var at ringe resultaterne ind. Men det gik også galt, formentligt skubbet på vej af Trump-tilhængere, der havde luret ringesystemet og ringede forkerte tal ind. Resultater var en nedsmeltning af stemmeoptællingen, hvilket ledte til et totalt kaos på grund af den katastrofale krisekommunikation fra demokraternes parti i Iowa. Resultatet var, at historien ikke var Bidens ufatteligt dårlige resultat, men derimod demokraternes manglende evne til at afholde et simpelt valg.
 
I lang tid kæmpede de øvrige kandidater for at bide sig fast i primærvalgkampen. Her er det Klobuchar, der lander en lige højre mod Buttigieg, som hun beskylder for at være for ung og uerfaren.
 

Clyburn-effekten

Biden overlevede Iowa og humpede gennem New Hampshire og Nevada. Men det var ikke kønt. Jeg var selv i New Hampshire og må med skam sige, at jeg var tæt på at dømme ham ude. Men Biden slap igennem, fordi de andre kandidater også havde dømt Biden ude. De rettede sig mod hinanden og gav plads til manden i midten. Den gamle bedstefar, som ville skabe ro og tryghed.
 
Den 29. februar var Bidens sidste chance. South Carolina skulle med sin blandede befolkning og mange sorte være hans “firewall”. Her burde – og skulle – han vinde, fordi det passede til hans vælgersegment. 
 
Sejren skulle være overbevisende. Derfor var det helt afgørende, at de sorte vælgere troppede op i stort antal. Biden var og er relativt populær blandt sorte vælgere, men han havde brug for hjælp. 
 
Denne gang leverede Jim Clyburn hånden i ryggen, der hjalp Biden videre. Som mangeårigt medlem af Repræsentanternes Hus fra South Carolina og leder af Kongressens sorte valggruppe (CBC) var han det tætteste, man kommer på en kongemager i South Carolina og en samlende sort politisk figur. 
 
Den 26. februar gav Clyburn en veltimet og helhjertet anbefaling af Biden med hilsen fra sin afdøde kone om, at der var ingen politisk leder, hun elskede mere end gode gamle Joe, for ”vi kender Joe og vigtigst, Joe kender os.” Grunden var lagt for et flot comeback, og et nyt politisk fænomen blev skabt: Clyburn-effekten.
  
 

Supertirsdag

Med den sløve performance i de første tre stater ønskede mange en anden midtersøgende moderat kandidat end Biden. Mainstream-demokraterne troede ikke på Sanders – hverken partiet eller vælgerne. Sanders kunne mobilisere 25 pct. og gjorde det med Trump-lignende iver og populisme. Men det var også hans loft, og han ville aldrig kunne vinde et præsidentvalg, lød den udbredte analyse i demokratiske kredse. 
 
Altså skulle man samle de moderate kræfter om en kandidat, der kunne overbevise tvivlerne i midten. Den kandidat skulle være Joe Biden – forventede alle – men han leverede ikke på det niveau, man havde håbet. Han snublede over ordene, så skrøbelig ud og tabte primærvalg efter primærvalg – indtil South Carolina selvfølgelig. 
 
Derfor kom en række mindre kandidater frem, Harris, Klobuchar og Buttigieg, og pludselig Bloomberg. Michael Bloomberg, en rig erhvervsmand og tidligere republikansk borgmester i New York, havde meldt sig ind i kampen med start fra supertirsdag den 3. marts. Bloomberg havde i årevis støttet gode formål, købt den bedste kampagne, penge kunne skaffe, og fået udviklet smarte memes til den store guldmedalje. Nu skulle det vise sig, om penge kunne slå politisk erfaring og mobilisering af banen. 
 
I dagene op til supertirsdag stod det klart for Klobuchar og Buttigieg, at de ikke kunne blive nomineret. De trak sig begge og pegede på Biden. Så slaget stod nu reelt mellem aktivisten Bernie, filantropen Bloomberg og den gamle moderate Biden. Og resultatet var entydigt: Amerikanerne ville have den Joe, de kender. 
 
Uden en progressiv politik, uden en engagerende kampagne og indtil videre uden særligt mange penge stod Joe Biden til at blive demokraternes præsidentkandidat. En sejr, der tilsyneladende mest byggede på demokraternes – og mange amerikaneres – altoverskyggende had til Trump, toppet af med, at de ikke havde noget imod Joe. 
 

Kong Flu

I foråret 2020 stod Trump stærkt. Arbejdsløsheden var lav, og hans popularitet i basen var stor. Hans strategi var ikke, som så mange andre præsidenter før ham, at søge at nå nye vælgergrupper. Nej, han gik i dybden, ikke i bredden – og det bedre end nogen anden.  
 
På et overordnet plan betød det, at han spillede defensiv på valgkortet; han ville forsvare de stater, han havde vundet i 2016. I forhold til budskaber og politik betød det mere af det samme. Trump ville med sin hårde og aggressive stil nå stadig flere vælgere, der ikke før havde stemt. I konflikten mod Sanders, AOC og med historien om ‘det socialistiske takeover’ af demokraterne ville han mobilisere flere republikanere. 
 
Det kunne måske have virket. Men så ramte virkeligheden, og den ramte hårdt. Den kom indefra som et nyt opbrud i den evige amerikanske racisme-syge, og den kom udefra i form af en global sygdom.
 
Helt tilbage i starten af februar vidste Trump, at COVID-19 var en alvorlig sundhedsrisiko, men han talte den formentligt ned, mest af alt for at undgå alvorlige økonomiske problemer og for at vise, at han var i kontrol. Men det var han ikke. Trumps fantastiske øgenavnsevne hjalp ham ikke, for Kong Flu dræbte stadig amerikanere og drænede økonomien.
 
Rob Woodward afdækker i Rage, hvordan Trump selv udlægger sin nedtoning af COVID-19.
  
Men ikke alene skadede pandemien Trump, den spillede også op til Bidens styrker og nedtonede hans svagheder. Biden valgte fra starten en alvorstung og sikkerhedsfokuseret tilgang. Han stoppede liveoptrædener og lavede et studie i kælderen i Delaware. Og jo mindre han var live, jo mere populær blev han. 
 
Han havde ikke performet godt ved rallies og townhalls, hvilket jeg selv oplevede i New Hampshire, og nu var det pludselig statsmandsagtigt at trække sig tilbage. Godt hjulpet på vej af, at Trump rablede smarte råd med lys og klorokin af på sine daglige pressemøder, hvor han undsagde videnskab og læger – alt imens almindelige amerikanere følte problemerne på egen krop. Nu virkede Bidens bedstefar-branding, som David Trads har beskrevet det, pludselig. 
 
Bidens bedstefar-branding stod især godt, fordi Trump kørte total shit-show
 
Da Trump selv blev syg med corona, kunne han havde grebet muligheden og talt med amerikanerne om alvoren, og hvordan de sammen skulle komme videre. I stedet brugte han igen anledningen til at demonstrere sin styrke og rådede almindelige amerikanere til ikke at lade sig “dominere af virusset”. Samtidig talte Biden roligt om og empatisk om sundhed og jobtab.
 
Biden ændrede ikke sit budskab. Verden ændrede sig.
 

Jeg kan ikke trække vejret

Pandemien ramte udefra. Men samtidigt brød en indre amerikansk sygdom frem. Den 25. maj døde George Floyd under brutal politibehandling. Foto: Getty
  
Floyds sidste ord, “jeg kan ikke trække vejret”, pustede liv i Black Lives Matter-bevægelsen.
Midt i orkanens øje stod Biden trukket ud mellem progressive antiracister på den ene side og lov-og-orden-fundamentalister på den anden side. Det var en svær balancegang. Han ville ikke lukke politistationer eller acceptere uro og optøjer. Men han kunne heller ikke acceptere politiets brutale adfærd og racisme. 
 
Det var et svært sted at stå. Men det stod i skarp kontrast til Trumps udmelding ”when the looting starts, the shooting starts", som med klare racistiske traditioner truede demonstranterne med endnu mere politibrutalitet. Amerikanerne ønskede tydeligvis ikke en præsident, der hælder benzin på racisme-bålet, og klart flere troede, at Biden ville være bedre til at forene Amerika
 
I det hele taget er der intern konflikt i Det Demokratiske Parti, om man vil være et identitetsparti eller et parti for arbejderklassen. Mange kritiserede Hillary Clinton for i for høj grad at lave politik for minoriteter og spille op til identitetspolitik. Kritikken var så, at hun ikke leverede til middelklassen og arbejderne, der efterspørger tryghed og jobs, ikke selvrealisering. Derfor var de plukkeklar for Trump, siger kritikerne. Spørgsmålet er, om Biden med sin mere afdæmpede form har fundet en vej frem i denne konflikt. Svaret afhænger nok i høj grad af, om hans Build Back Better-program bliver en succes.  
 

Kampagnen, der gik online

Pandemien gav ikke alene Biden en kærkommen undskyldning for at blive hjemme i kælderen og sætte fokus på, at han ikke som Trump var aggressiv, tonedøv og tilsyneladende ligeglad med almindelige amerikanere. Den lagde også et pres på Bidens kampagne for at forny sig. 
 
Efter supertirsdag trak Biden et helt nyt lederlag ind i kampagnen. Det havde ikke fungeret, og det skulle op i gear. Jen O'Malley Dillon, der havde en fortid hos Obama og Beto O'Rourke, blev ny kampagneleder. Det gav selvsagt anledning til masser af fnidder og kontorpolitik, men kampagnen fik nyt liv inspireret af Obama-traditionerne. 
 
Det nye hold udviklede, under presset fra pandemien for at gå online, helt nye kampagnemetoder, der forhåbentligt senere vil få sine egne politiske bøger. 
 
For hvordan får man vælgerne til stemmeboksene, når man ikke kan ringe på dørene, som man plejer i amerikansk politik? Og hvordan kan man fundraise, når man ikke rigtigt kan møde folk? Bidens folk fandt nogle gode svar for deres kampagne, og som helt sikkert vil blive studeret af kommende kampagner. 
 
Jen O'Malley Dillon og Rufus Gifford blev helt centrale i Bidens kampagne efter supertirsdag.Foto: Getty
 
Fundraising flyttede online. Og et nyt og meget effektivt våben blev føjet til arsenalet af de allerede eksisterende e-mails: onlinevideokonferencer. De fik etableret et så effektivt system, at der alene i august blev afholdt 25.000 fundraiser-videokonferencer og rejst over 150 mio. mere end Trumps kampagne. Selvom amerikanernes almene uvilje mod Trump formentligt har styrket deres betalingsvilje betydeligt, er det et fantastisk bemærkelsesværdigt resultat. 
 
I amerikanske politiske kampagner ser man typisk “persuasion” og “get-out-the-vote” som to adskilte indsatser. Først skal man overbevise nogle grupper, og derefter skal man have dem til stemmeurnerne. I den nye virkelighed, hvor man ikke kan gå dør til dør, og hvor brevstemmer bliver endnu vigtigere, flyder de to elementer mere sammen. Nu handler det om at etablere “samtaler” med vælgere, om hvad de mener, og hvordan de kan stemme. Og fordi det bedste værktøj  – dør-til-dør – var taget fra dem, måtte de udvikle nye. 
 
O'Malley Dillon satte fokus på telefon-samtaleforløb, SMS-dialoger og endda brevkampagner. Og det virkede. Dør-til-dør blev til onlinesamtaler, og demokratiske vælgere strømmede til brevstemmeurnerne. Igen hjulpet af en vred Trump, der højlydt klagede over, at demokraterne brevstemte. 
 

Held og hårdt arbejde

Så Biden var heldig. Han var den rette mand på rette sted på rette tidspunkt. Men man skal ikke undervurdere det arbejde og den ihærdighed, der ligger bag. Biden har i mindst 44 år arbejdet hårdt på at være positioneret rigtigt for at kunne høste frugterne af lidt held. Og undervejs i valgkampen greb han effektivt de muligheder, der opstod. Sådan er det tit; held, hårdt arbejde og talent følges ad, og på i hvert fald tre områder leverede Biden og hans kampagne:
 
For det første gav Biden Trump god plads til at grave sit eget hul dybere uden at falde til hans niveau. Det står i modsætning til Trumps modstandere i den amerikanske primærvalgkamp i 2016, hvor de eksempelvis snakkede om små hænder og smadrede mobiltelefoner. 
 
For det andet leverede Biden en reel modpol til Trump, hvilken amerikanerne generelt kunne lide eller i hvert fald ikke havde noget imod. Det lykkedes ikke Hillary Clinton, og det havde også været svært for Bernie Sanders.
 
For det tredje formåede Biden efter en svær start at justere sin kampagne og gribe de nye muligheder, som især pandemien gav. Han gik i kælderen, skruede op for empatien og satte fællesskabsdagsordenen forrest. Kampagnemæssigt fornyede hans folk onlinefundraising og get-out-the-vote. 
 
Så held, ja, men også hårdt arbejde og talent. Et talent for ærligt og indfølende at være The Joe You Know.

Relaterede artikler

Bidens bedstefar-branding - Old school is the only school. Demokraterne har haft et kæmpe savn efter en hyggelig og gennemført hæderlig bedstefar. D...
Trumps afsindige afskedssalut - Sidste uges begivenheder i Washington D.C. har vist både talens magt og afmagt for den amerikanske præsident. Med Donald...
Toptragikomiske Trump-tosserier - Den 20. januar 2021 ryger The Donald på porten, og Biden rykker ind i varmen. Trump vil dog ikke blive glemt foreløbig. ...
Bidens balancegang lykkedes (næsten) - I modsætning til regnvejret ved Donald Trumps indsættelsesceremoni for fire år siden så skinnede solen noget så symbolsk...

Giv din stemme

98 stemmer
2,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

43 JOB

SoMe-specialist

Se alle job Indryk job

Job

Global PR Manager

Frist: As soon as possible

SoMe-specialist

Frist: 12. maj

Pressechef

Frist: 7. maj
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.