Så hold dog kæft!
Nogle mennesker er tvangstalere – og man kan argumentere for, at succes er forbeholdt disse ekstroverte snakkehoveder, fordi opmærksomhed her i 2023 er blevet den måske vigtigste form for valuta. Forfatteren Dan Lyons er selvudnævnt talkaholic, og han udgiver snart en bog om, hvorfor det er så svært at tie stille – og hvorfor vi alligevel skal prøve. Titlen er “The Power of Keeping Your Mouth Shut in an Endlessly Noisy World”.
Du møder dem på daglig basis. De, der oversvømmer omgivelserne med en stærk talestrøm, som er umulig ikke at give opmærksomhed.
De, der vader ind i storrumskontoret og med meget høj røst gengiver en nuttet kommentar, som deres barn sagde i går. Lovprisningen af lille Solveig eller Svends humor er tilsyneladende henvendt til nærmeste kollega, men det ville jo ikke gøre noget, hvis hele kontoret blev revet ud af koncentrationen og agerede begejstret publikum.
Tvangstalerne er også kendetegnet ved, at de holder meget få pauser i talestrømmen, selvom du står på spring for et sekunds ro, hvor du kan fremstamme et ”Tak. Det var interessant. Jeg skal lige nå noget. Vi ses”.
Det er dem, du snoozer på sociale medier, fordi de manisk fylder hele dit feed ud med strøtanker og sniksnak. De ser sig selv som et naturligt midtpunkt og overvejer ikke engang, om deres updates gør sig fortjent til andre menneskers dyrebare tid på planeten. Og det er i nogle henseender sødt. For eksempel er mange influencere lidt ligesom børn, der helt begejstret viser alt deres flotte legetøj frem for de voksne. Men problemet kommer, når børnene i ren iver finder endnu en kasse frem og ikke ænser det trætte udtryk i ansigtet på deres publikum.
Talkaholics taler også gerne meget højt i mobilen i toget. Og vedkommendes øjne flakker søgende rundt for at se, om de andre passagerer har fanget alle de kvikke replikker. Også arbejdsmødet med denne type kommer til at trække ud. Og du kan lige så godt opgive at skabe balance i, hvor meget taletid de forskellige mødetalere har. Tvangstaleren tiltusker sig altid mest tid. Og da de sjældent lytter, så ved de ikke altid, at de blot gentager noget, der allerede er blevet sagt, bare med flere ord.
Det er typen, der gerne stolt citerer Pippi Langstrømpe: ”Hvis man er stille for længe, så visner tungen”. En tese, der som bekendt ikke er videnskabeligt belæg for – og ej heller empirisk. For tvangstalere har aldrig været i nærheden af at hvile tungen længe nok, til den bare får belægning.
Er man en mere genert og eftertænksom type, så vælger man ofte at kapitulere. For står man på sin ret til også at bidrage til samtalen, så vil det blot resultere i en slags verbalt våbenkapløb, som du taber. Og din tidsplan og tålmodighed bliver til rygende ruiner.
Og så vinder de ekstroverte snakketrolde tilsyneladende kampen om succes. For det er jo dem, der har 100.000 følgere, ikke?
Talking heads
Det rigtigt nedslående er, at vi – og her kigger jeg på mig selv og andre kommunikationsfolk – selv har været med til at skabe en verden, hvor det handler om konstant at udtrykke sig frem for at lytte og indtrykke sig.
Negativ opmærksomhed er bedre end ingen… eller hvad?
Tale er guld. Tavshed giver ikke engang en bronzemedalje i informationssamfundet.
Du skal være synlig på LinkedIn, på Twitter, på Facebook eller Instagram – og allerhelst give en TED Talk. Og der skal helst postes jævnligt. Desuden skal alle have en podcast, en YouTube-kanal og en uendelig tørst efter lange møder på jobbet.
Vi sluger kurser og litteratur, der gør os bedre til at være på, til at fylde og tale. Ingen kommunikationsrådgivere og PR-folk råder deres kunder til at hapse alt den lytte- og tænketid, de kan vride ud af selskabet. Det handler om kropssprog, stemmeføring og herskermetoder, som gør os bedre til at snuppe taletiden. Hvad, vi fylder den ud med, er ligesom sekundært.
Læg dertil, at vi som samfund belønner og lovpriser ekstroverte, der tør tage ordet. Allerede fra barnsben lærer vi, at de voksne er mest bekvemme ved børn, der tør snakke og med charme opsøger mennesker omkring sig. Generte, sky dagdrømmere, der gerne vil sidde og læse alene, spås ikke de samme muligheder i livet. Ikke, at jeg er bitter…
Vi foretrækker udadvendte receptionsløver til lederstillinger – og sjældent ser man en jobannonce, hvor virksomheden foretrækker en introvert, tænksom og lyttende type.
Personligt er jeg fra naturens side programmeret til at være introvert, men jeg har knoklet med mig selv for at blive én, der tager ordet, både på skrift og i tale, som smalltalker og fyrer vittige bemærkninger af. For jeg har læst ”Det kan jeg blive” anno 2023. Og det ligger i luften, at du ikke kan blive til så meget, hvis du helst vil tie stille og gå i ét med tapetet. Jeg har tilmed udviklet en form for snakkeadfærd, der ikke gør mig godt: Jeg oversharer private ting eller siger noget upassende eller bizart, hvis jeg oplever akavet tavshed. For jeg har lært, at der for guds skyld ikke må være stilhed… vel?
Tag quizzen: Taler du for meget?
Det får vi snart en kontra til. For den selvudnævnte talkaholic, forfatteren Dan Lyons, udkommer 7. marts med en bog, der går kritisk til os, der bidrager til indholdsløs larm.
The Power of Keeping Your Mouth Shut in an Endlessly Noisy World er titlen.
Snakkehovedets biologi
I Time kan man allerede læse et længere uddrag af bogen – og det tegner nyskabende.
Med selverkendelse dykker forfatteren ned i årsagerne til kulturen omkring og konsekvenserne ved at være en talkaholic. Han angriber tilmed ikke blot emnet med overfladiske synsninger.
Han taler blandt andet med kommunikationseksperter, psykiatere og neurologer.
Tidligt i bogprocessen opdagede han, at der er et ord for problemet: talkaholisme. Udtrykket er opfundet af Virginia P. Richmond og James C. McCroskey, kommunikationsforskere fra West Virginia University. De udviklede desuden et spørgeskema for at identificere mennesker, der lider af tilstanden.
Lyons fik 50 point på talkaholic-skalaen: den højst mulige score – og når den ligger så højt, er det ikke længere kun et plus med snakkesaligheden. Der er faktisk grund til bekymring, fordi det kammer over til manglende impulskontrol og tvangsadfærd. Forskerne beskrev talkaholisme som en afhængighed og pointerede, at nok kan en talkaholics talegaver hjælpe dem med at komme fremad i deres karriere, men deres manglende evne til at tøjle deres overtalking kan også føre til personlige og professionelle vanskeligheder.
Og her var mavepusteren til Lyons og hans lidelsesfæller: Talkaholics fortsætter med at tale, selv når de ved, at det, de er ved at sige, vil skade dem. De kan simpelthen ikke stoppe. Og de risikerer, at deres kære samt kollegaer til sidst vender sig bort fra dem, fordi de ikke orker flere monologer eller uopfordrede råd. Talkaholics risikerer at bulldoze folk og fremstå både egocentrerede og storhedsvanvittige, fordi de signalerer, at de ikke kan lære noget af andre.
Den nye erkendelse gjorde forfatteren flov. Og hans videre søgen efter svar bragte ham til biologiske studier af talkaholics.
Den førende inden for feltet er Michael Beatty, en professor, der engang arbejdede med de tidligere nævnte kommunikationsforskere, Richmond og McCroskey. I dag underviser han ved University of Miami.
Beattys studier inden for kommunikationsbiologi er banebrydende. I stedet for at give traditionelle kurser i journalistik og offentlige taler, har han samarbejdet med neurovidenskabsfolk.
I starten mødte han modstand fra andre kommunikationsfolk, men Beatty var sikker på, at han havde ret. "For mig ville det være underligt, hvis den måde, vi kommunikerer på, ikke var relateret til hjernen," sagde han. "Vi vidste bare ikke hvordan."
I 2010 kom gennembruddet. Her opdagede Beatty og hans kolleger, at overdreven snakkesalighed er forbundet med ubalancer i hjernen. Specifikt handler det om balancen mellem neuronaktivitet i venstre og højre del i pandelappen. Ideelt set bør begge sider have omtrent samme mængde neuroaktivitet, når en person er i ro. Hvis der er en asymmetri – hvis din venstre side er mere aktiv end højre – vil du sandsynligvis være genert. Hvis højre side er mere aktiv, vil du sandsynligvis være snakkesalig. Jo større ubalance der er, jo længere ude på snakkesalighedsspektret vil du have tendens til at være.
Høj aktivitet i højre side kan føre til manglende impulskontrol og ditto konsekvensberegning.
”Det kan være en administrerende direktør, der er til et møde, hvor en medarbejder siger dumme ting. Den højrestyrede vil ikke være høflig i situationen. Vedkommende bliver vred og beder medarbejderen om at holde kæft,” eksemplificerer Beatty.
Og desværre kom Beatty, Richmond og McCroskey alle til den samme konklusion i deres forskning: En talkaholic kan ikke bare holde op. Når alt kommer til alt, hævder Beatty, kan du ikke bare zappe dine neuroner tilbage i balance. "Det er ikke helt deterministisk, men der er meget lidt plads til at ændre, hvem du er".
The Sound of Silence
Men Dan Lyons giver det alligevel et skud i bogen.
Bevæbnet med teori, råd og øvelser udviklede han retningslinjer for sig selv og begyndte at praktisere dem. Han droppede næsten sociale medier. Han trænede sig selv til at være i ubehagelig stilhed. Før et Zoom-opkald tog han dybe indåndinger for at bremse sig selv, og forud for mødet havde han skrevet noter om formålet med samtalen, så han kunne holde sig til dagsordenen. Under opkaldet sænkede han stemmen og sin kadence. Han satte et stykke papir på væggen over sin computerskærm med formaninger i punktstørrelse 60: "STILLE! LYTTE! KORTE SVAR! PAK DET IND! I privatlivet stillede han sine børn åbne spørgsmål, lænede sig tilbage og lod dem tale, hvor han tidligere havde buset ud med svar og moraler. Han lærte at lytte, selvom det var svært:
”For de fleste af os er det at tale som at trække vejret. Du tænker ikke over det; du gør det bare. Men når du begynder at være opmærksom på, hvordan du taler, får det dig til at tænke over, hvorfor du taler, som du gør. Du tvinger dig selv til at blive bevidst om noget, der normalt sker ubevidst, som man også gør via meditation eller psykoterapi. Du vender din opmærksomhed indad. Du engagerer dig i selvrefleksion og selvransagelse. Du finder ud af, hvem du er”, skriver han i bogen.
Således opløftet.
Og måske opmuntret af, at fremtiden måske tilhører de lyttende. Måske har det altid været sådan, men vi skal genopdage det efter et par vilde årtier med sociale medier, shitstorme, hurtige informationer og meninger ad libitum.
Tiden kan være inde til at gøre silence great again.
Usynlighed som superpower
Det føles næsten som en usynlighedskappe, når man lærer at holde kæft.
For eksempel lader Apples administrerende direktør, Tim Cook, akavede pauser blive under samtaler. I det hele taget er der en del magtfulde og succesrige mennesker, der gør det stik modsatte af, hvad informationssamfundet skriger skingert på. I stedet for at søge opmærksomhed holder de sig tilbage. Når de taler, er de forsigtige med, hvad de siger.
Og i fire årtier var Joe Biden kendt for at lade mundtøjet løbe. Men i 2020 lærte han disciplinen at holde sin stemme lav og sine svar korte. Han lærte at holde pause, før han talte, og give kedelige svar; nu er han præsident. Albert Einstein var et introvert menneske, der elskede ensomhed. Den afdøde højesteretsdommer og ligestillingsikon Ruth Bader Ginsburg valgte sine ord så omhyggeligt og tog så smertefuldt lange pauser, at hendes ansatte udviklede "Two-Mississippi-reglen": Afslut det, du siger, og tæl derefter "en Mississippi ... to Mississippi", før du taler igen.
På de hjemlige breddegrader har vi Søren Pape, der tæskede til tops i meningsmålingerne, da han forholdt sig i ro, mens de andre partiledere tog ordet og til tider dummede sig. Da han åbnede munden og blev statsministerkandidat, så åbnede medierne alle hans skabe, hvor især ét skelet ved navn Josue raslede ud i mange dele.
Moralen er, at selvom de færreste af os bliver udnævnt til højesteretsdommer, bliver techmilliardærer eller bare statsministerkandidat i et land uden høje bjerge, så er det værd at lytte samt ulejlige sin forstand, inden man tager andres tid med sin tale.
I bogen er Dan Lyons gennem en proces, hvor han lærer at lytte og dermed får et bedre forhold til sin kone, børn og samarbejdspartnere. Og hans klare konklusion er:
Uanset om du vil forhandle prisen på en ny bil eller et nyt hus, om du gerne vil bevæge dig op ad karrierestigen, prøveløslades eller vinde folks sympati og dermed påvirke dem positivt:
Lær først at holde din kæft.
Artiklen er skrevet på baggrund af uddrag fra STFU: The Power of Keeping Your Mouth Shut in an Endlessly Noisy World af Dan Lyons. Udgives af Henry Holt and Company den 7. marts 2023.
