Lobbyisme starter med Kierkegaard

Hvordan får man politikerne på Borgen eller borgmesterkontoret i tale? Vel at mærke, så de lytter? Og handler? Gør, som Kierkegaard siger: Start der, hvor politikerne er, sæt dig i deres sted. Følg dem på en erkendelsesrejse, og led dem frem mod en god fælles løsning. Det handler ikke om at herske, men om at hjælpe. Det handler ikke om at presse på, men om tålmodigt at vise en vej. Vi giver her fem elementer til den politiske hjælperejse.
En hovedpointe i “Lobbyistens værktøjskasse” er, at du skal gå til politikerne, som Kierkegaard går til sine medmennesker.
En hovedpointe i “Lobbyistens værktøjskasse” er, at du skal gå til politikerne, som Kierkegaard går til sine medmennesker.
af Jakob Sand Kirk

Start med Kierkegaard

I er ikke i tvivl. Jeres sag er god. I oplever, at sandheden er på jeres side, og at I legitimt kan forfølge sagen. I har ret, og I har ret til at forfølge sagen. Det er et rigtigt godt udgangspunkt, men det er ikke nok til at lave god interessevaretagelse.#REKLAMEPLADS#

 

Al god interessevaretagelse starter med at sætte sig i den andens sted. Uanset hvor god en sag, du har, skal du tage udgangspunkt i den andens ståsted og derfra hjælpe med at finde en ny og fælles forståelse. Med andre ord: Start med Kierkegaard.

 

At man, naar det i Sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er og begynde der.

Men al sand Hjælp begynder med Ydmygelse: Hjælperen maa først ydmyge sig under dem, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae, hvad den Anden forstaar.

Søren Kierkegaard: ”Brudstykker af en ligefrem Meddelelse” (1859)

 

Helstøbt politisk interessevaretagelse

Men Kierkegaard er ikke nok. I skal gå systematisk og professionelt til værks. Som rådgiver for en lang række organisationer og virksomheder oplever jeg da også, at flere og flere ønsker at agere professionelt i deres politiske interessevaretagelse. Men hvad skal man egentlig gøre for at få politisk gennemslagskraft? Hvordan får man sin sag til at slå igennem på Borgen eller borgmesterkontoret?

 

Det er både meget enkelt og meget kompliceret. Mit helt korte svar er: Tag udgangspunkt i beslutningstagernes situation, vær systematisk, tænk langsigtet, handl agilt, og husk: Det er et gentaget spil.

 

Gennem mit arbejde med politisk interessevaretagelse og strategisk kommunikation har jeg samlet en værktøjskasse, der hjælper dig til at levere helstøbt politisk interessevaretagelse. Jeg har samlet dem i en lille, ny bog: Lobbyistens værktøjskasse – Sådan styrker du din organisations politiske interessevaretagelse og fremmer den gode sag. Her får du de fem vigtigste råd.

 


Den gode interessevaretager møder politikeren, der hvor hun er, hjælper med at bygge en god sag og tænker indsatsen sammen med sin organisations øvrige kommunikations- og relationsarbejde. Billede: Lobbyistens Værktøjskasse, forside.

 

1. What is in it for them?

Al god interessevaretagelse starter med at sætte sig i beslutningstagernes sted. I skal svare på spørgsmålet: What is in it for them?

 

Hvis en sag skal bæres igennem, skal der være nok med interesse i at bære den – i Folketinget er tallet 90. Og partierne er vel at mærke ikke valgt for at varetage dine interesser. Du skal forstå, hvordan du kan hjælpe dem. 

 

Derfor skal I meget nøje overveje, hvordan I mobiliserer beslutningstagere og meningsdannere nok, hvilke har en interesse i at tage sagen til sig: Hvad er deres motivation for at gøre det? Hvordan hjælper det dem politisk og kommunikativt? Det skal I have klare svar på og tage udgangspunkt i.

 

2. En god sag 

Det skal være en god sag og ikke blot for jer. Jeres interessevaretagelse skal knytte an til et bredere problem for de aktører, I har dialog med, og for samfundet som sådan.

 

Projektet skal handle om at løse et fælles problem eller problemkompleks for offentligheden, for beslutningstageren og for din organisation eller virksomhed. 

 

Det er din opgave som interessevaretager at være hjælperen eller facilitatoren, der tålmodigt hjælper alle interessenterne med at få løst et problem hver især. Kommunikativt skal I understøtte arbejdet ved at dokumentere sagen både analytisk og med konkrete eksempler, med data og følelser.

 

3. Sagen skal modnes 

I skal systematisk arbejde for at modne jeres sag, så den reelt bliver en god sag for dem, der kan og vil tage den til sig. En moden sag er velfunderet og løsningsorienteret. Du kan ikke forvente, at nogen vil tage din sag til sig, hvis du ikke kan dokumentere dens konsekvenser. 

 

Der skal være et solidt fundament af analyse, der viser konsekvensernes omfang og omkostninger samtidig med, at der skal være mennesker og historier bag. Det er også vigtigt, at sagen har relevant folkelig opbakning og eller pressemæssig bevågenhed.

 

Derudover skal der være konkrete, realiserbare løsninger, som er mulige for dine samarbejdspartnere at bære frem. Ultimative løsninger og proklamationer er ikke interessevaretagelse – det er ren kommunikation. 

 

4. Integreret kommunikation og interessevaretagelse

I arbejdet med den politiske interessevaretagelse er det vigtigt ikke at tænke for snævert på henvendelser og møder med politikere, embedsmænd og organisationer. God interessevaretagelse forener – når det er bedst – et engageret bagland, en stærk kommunikation og god politisk kontakt.

 

I har som organisation eller virksomhed formentlig allerede en række forskellige medier og aktiviteter, der anvendt rigtigt kan styrke jeres politiske interessevaretagelse. Og formår I at integrere jeres kommunikation og interessevaretagelse, kan der opstå en positiv synergi, så I bedre når såvel bagland som offentligheden og beslutningstagerne.

 

5. Det politiske og kommunikative hamsterhjul 

I får formentligt aldrig helt det, I ønskede. Men hvis I er dygtige, har dagsordenen flyttet sig, og der er nu bedre forståelse for jeres sag. Dermed er grundlaget lagt for næste runde. For politisk interessevaretagelse er et gentaget spil.

 

Så brænd aldrig jeres broer, behandl alle jeres medier og samarbejdspartnere godt og ærligt. Sats på langsigtede samarbejder og gensidig respekt. Alt, hvad I gør, skal kunne tåle både at havne på forsiden og runde familiefrokosten – ellers er det ikke nogen god idé hverken etisk eller pragmatisk. I kommer altid en runde mere rundt i hamsterhjulet og møder jeres tidligere handlinger og erfaringer. 

 

Helstøbt politisk interessevaretagelse

Tænker I som Kierkegaard, og tager I disse fem råd til jer, har I al mulig chance for at få politisk gennemslagskraft. For Danmark er et land, hvor politikere, medier og embedsfolk generelt er åbne og tilgængelige for alle aktører, der forstår den politiske og mediemæssige virkelighed, kender sin besøgelsestid og spiller med åbne kort.


Så min anbefaling til alle jer, der gerne vil levere en helstøbt politisk interessevaretagelse, er:
Tag udgangspunkt i beslutningstagernes situation, vær systematisk, tænk langsigtet, handl agilt og husk, at det hele er et gentaget spil.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også