Sig det nu bare!
Gitte Gravengaard og Lene Rimestad har skrevet en grundig bog om journalisternes praktikforløb og det svære ved at arbejde i et fag, hvor en stor del af den samlede viden og læring er tavs. Men det er den tilhørende webside, der nok vil blive brugt mest på praktikstederne.
“Det er pissegodt, det du har skrevet. Det er super. Han siger da noget alligevel. Jeg tror, at vi kører noget af det i avisen i morgen.”
Ordene, som refereres i Gitte Gravengaard og Lene Rimestads nye bog ‘Journalist i praktik’, falder fra en redaktør til en praktikant på et webmedie. Og redaktøren synes uden tvivl, at han eller hun har leveret feedback til praktikanten, ovenikøbet en opmuntrende en af slagsen.
Jeg genkender situationen, og det kunne såmænd være mig, der var redaktøren i situationen. Men hvad er det præcis, at praktikanten skal bruge de rosende ord til? Redaktøren siger bare, at det er godt, men ikke hvorfor. Praktikanten får svært ved at lære noget konkret af rosen.
Praktikanterne tager slæbet, men hvordan giver du dem anerkendelse?
Eksemplet viser noget af det sværeste i vores profession: Det er en støjende verden, men en stor del af vores viden er tavs. Vi er så gode til ord, men så utrolig dårlige til at sætte ord på vores fag. Vi taler om mavefornemmelser og nyhedsnæser. Vi fornemmer instinktivt, hvad der er en god historie eller en god rubrik, men vi kan ikke forklare, hvad der gør den god.
‘Journalist i praktik’ viser, hvor ofte det gør det svært at være praktikant - og for så vidt også uddannet journalist, skulle jeg hilse og sige. Rigtig meget kommunikation i vores branche foregår i dyb og tavs underforståethed, men den taler alligevel sit sprog. Det gælder f.eks., når redaktører og kolleger skal udtrykke anerkendelse. En stor del foregår implicit, og man må selv lære at oversætte det: Mere ansvar er ros, opmærksomhed og taletid er ros, at få lov at arbejde med egne idéer er ros. Det siges bare ikke.
Rigtig svært bliver det imidlertid, når det er kritik, som bliver implicit og indirekte. Når man bliver ignoreret og talt hen over hovedet på, får rutineopgaver og ikke får lov til at arbejde med egne ideer. Også det foregår tyst, og det kan gøre selv garvede journalister forvirrede og ulykkelige, men helt svært er det som praktikant at finde vej i de her tyste labyrinter af ris og ros, succes og fiasko og uudtalte forventninger.
.jpg)
Det er dejligt med ros. Men hvis praktikanten skal lære noget, er det nødvendigt at uddybe, hvad der var godt og hvorfor. Kilde: GettyImages/Merve Karahan.
De mange tavse meldinger er en af hovedpointerne i ‘Journalist i praktik’ og går igen i flere kapitler. Et af problemerne er, at journalistik som egentlig profession stadig er et ungt fag. Mange af os, der sidder eller har siddet som redaktører, har en journalistisk håndværkeruddannelse bag os, ikke en akademisk uddannelse, og vi reflekterer sjældent over faget på akademisk vis. Vi har aldrig lært hvordan.
Dertil kommer, at forskningen i journalistik også er ung, og det er først nu, at en egentlig akademisk begrebsverden bygges op om faget. Vi er med andre ord stadig ganske mange derude, som mangler ordene til at forklare, hvad vi foretager os, og hvorfor vi gør det. Vi har bare lært, at sådan gør vi, og det giver vi videre på bedste beskub.
Bedste beskub er imidlertid ikke altid godt nok, og selv om langt de fleste praktikanter er rigtig glade for deres praktikforløb og synes, de har lært en hel masse, så kunne mange utvivlsomt have lært mere, og de er heller ikke altid sikre på, præcis hvad det er, de har lært. Men de fleste kan genkende og producere en god historie, når de ser den.
Er det så ikke godt nok, kunne man spørge. Bare de kan levere varen? Og jo, der bliver jo bedrevet masser af glimrende journalistik derude, så det er fint. Men kan man ikke reflektere over sit fag, bliver det også sværere at udvikle det og nytænke det.
.jpg)
Lene Rimestad og Gitte Gravengaard er forfatterne bag bogen ‘Journalist i praktik’, der er udgivet på Samfundslitteratur. Kilde: Privatfoto.
Lidt for akademisk
Her kommer ‘Journalist i praktik’ til hjælp med masser af teori og forslag til analyse og refleksion i slutningen af de enkelte kapitler, og bogen kommer gennem de dele af vores fag, som vi som journalister sjældent selv skænker en tanke: organisationskultur, socialisering, læringsprocesser osv.
Det hele bygger på og er krydret med konkrete eksempler og citater fra forskningsprojektet ‘Praktikantundersøgelsen’, hvor 12 journalistpraktikanter blev fulgt gennem hele deres praktikforløb, inklusive feltanalyser.
De konkrete eksempler er en styrke ved bogen, som forklarer, hvordan idealer og virkelighed kan støde sammen, hvordan jagten på idéer kan få praktikanter til at overskride egen etik og ødelægge venskaber, og hvordan det føles at være den oversete, mens de andre er redaktørens yndlingspraktikanter.
Desværre bliver bogen for en håndværksjournalist som undertegnede også lige lovlig akademisk, de mange eksempler til trods. En sætning som "Det er netop hovedpointen i strukturationsteorien, at der eksisterer en dialektisk relation mellem strukturen og aktøren, hvor de to gensidigt påvirker hinanden" er et eksempel på den type formidling, som efter mit bedste bud vil få mange af de gamle DJH-journalister (fra dengang det stadig hed sådan) til at hoppe fra og derefter fortsætte med at gøre, som de altid har gjort, når de har ansvar for praktikanter.
'Journalist i praktik' har masser af gode eksempler på praktik i praksis, men til tider bliver bogen lidt for akademisk tung. Kilde: GettyImages.
Det er ærgerligt, for der er masser af brugbare råd og tips undervejs, blandt andet en grundig og god vejledning til praktikanterne om, hvordan de bedst muligt præsenterer deres idé på redaktionsmøderne - noget, som ofte er virkelig svært og kan medføre en tromling, selv om idéen egentlig er god, og som det vil være godt også for praktikantvejledere at kunne give videre.
Jeg kan også have mine tvivl i forhold til, om bogen vil ramme professionsbachelorerne på det nuværende DMJX i Aarhus, hvor uddannelsen stadig er mere praktisk end akademisk. Derimod vil den utvivlsomt være lettere for de studerende på RUC og SDU, som er vant til det akademiske og den langsomme opbygning, hvor man selv skal reflektere undervejs.
.png)
De studerendes hverdag på DMJX i Aarhus, hvor uddannelsen er mere praktisk end de akademiske uddannelser på RUC og SDU.
Heldigvis har ‘Journalist i praktik’ suppleret det akademiske med hjemmesiden praktikantvejleder.dk, hvor der er gode, konkrete råd til især praktikstederne og praktikantvejlederne, men også til undervisere og praktikanter.
Her kan man blandt andet få anvisning på, hvordan man skaber et godt læringsmiljø og håndterer de forskellige typer praktikanter. Der er også mulighed for at finde ud af, hvilken type praktikantvejleder man selv er, hvordan man håndterer feedback osv.
Det er meget anvendeligt og kan bruges uden bogen, og mit gæt er, at det nok er hjemmesiden, der umiddelbart vil blive brugt mest ude på
praktikstederne.
Hjemmesiden henvender sig både til praktikantvejledere, undervisere og praktikanter, og siden bidrager med konkrete råd og værktøjer.
Jeg vil imidlertid anbefale halvstuderede håndværksjournalisttyper som mig selv at give bogen en chance. Den er langt fra utilgængeligt akademisk. Der er indsigter undervejs, som er nyttige også for uddannede og ikke kun dem, der har med praktikanter at gøre.
Bogen er desuden et godt redskab for redaktionelle ledere, som får mulighed for at få et bedre indblik i deres egen organisation og redaktionens kultur samt en viden om, hvordan medarbejdere i det hele taget lærer og trives bedst muligt.
Kan vi give vores praktikanter en bedre uddannelse, er vi med til at give vores fag en bedre fremtid. Og som jeg plejer at sige: Man skal være god ved praktikanter. En dag er de ens chef.
