Med Musk til Mars

Du kan lige så godt lære Elon Musk at kende: Han former vores fremtid og er på vej til at blive en af verdens rigeste, mest indflydelsesrige personer. Han er manden bag PayPal, Tesla og andre succesfulde startup-eventyr. En ny supervelskrevet biografi fortæller hans historie. Dog skal den læses på eget ansvar, for man risikerer at lægge bogen fra sig med lige dele ærefrygt, inspiration og mindreværdsfølelse.
Elon Musk er en mand med en mission, en mission af interplanetarisk format - bogstaveligt talt. I 2002 grundlagde han firmaet SpaceX, på hvis website man kan læse følgende mission statement, som må siges at have et lidt større scope end de fleste andre virksomheders: ”SpaceX designs, manufactures and launches advanced rockets and spacecraft. The company was founded in 2002 to revolutionize space technology, with the ultimate goal of enabling people to live on other planets”. 
 
En ny biografi af Ashlee Vance beskriver Elon Musks liv. Han er manden bag flere succesfulde Silicon Valley-eventyr, og hans bedrifter kan få selv den mest selvtilfredse til at føle mindreværd. Kilde: Amazon.com. 
 
Vil redde menneskeheden – fra os selv
Allerede som barn legede Elon med raketter. Han designede sine egne og mixede selv drivmidlet af diverse kemikalier. Han designede også et computerspil som 12-årig, som hed Blastar, hvor det gjaldt om at udrydde et fremmed rumskib. I dag vil han redde menneskeheden fra udryddelse. Hvad han præcis er bange for, fremgår ikke klart af biografien, men der er vel også muligheder nok: atomkrig, sygdom, klimaødelæggelse etc. Han nævner dog specifikt Googles udvikling af intelligente robotter som en af de plausible måder, vi kan ende med at udrydde os selv på inden for en overskuelig fremtid. Forestil dig fx en af disse robotter med en Gatling Gun og et softwareprogram, der kortslutter, og du har en scene som taget ud af Terminator-filmene.
 
Elon Musk har været optaget af rummet, siden han var barn. Som 12-årig udviklede han computerspillet Blastar, hvor man skulle udrydde fremmede rumskibe. 
 
Brutal opvækst i Sydafrika
Har Elon Musk læst for meget sci-fi? Ja, uden tvivl. Han er en kæmpe nørd, der under sin brutale opvækst i Sydafrika søgte tilflugt i bøger. Han læste ofte ti timer om dagen, ikke mindst sci-fi. En familiehemmelighed, som det ikke lykkes forfatteren af biografien at få lirket op, skygger over Musks barndom. Hans far, Errol, var ingeniør og har lært Elon mangt og meget. Men han var også en ekstremt negativ faktor i Elons unge liv og medvirkende til, at Elon flygtede fra familien, så snart det kunne lade sig gøre. Hvad faderen gjorde, er der ingen, der vil udtale sig om, men tiden i Sydafrika formede Elons karakter og gav ham en styrke og hårdhed, som han har overlevet på siden.
 
Vejen til succes ifølge Elon Musk. Kilde: Simplethingcalledlife.com.
 
Den ægte Iron Man
Fortalere for Elon Musk kalder ham genial og nævner ofte hans utrolige evne til at optage og omsætte information. Modstandere, herunder tidligere medarbejdere, kalder ham en borderline-autist og en forfærdelig leder. Under alle omstændigheder har han en medfødt evne til at lære hurtigere end andre dødelige, han kan arbejde mere end de fleste (og her taler vi ifølge biografien om +120 timer om ugen i årevis uden ferie), og han knækker ikke, når hans familieliv eller forretningsliv står på afgrundens rand. Han er en opfindertype, som er lavet af jern, og han har faktisk fungeret som inspiration for Robert Downey Jr. op til optagelserne af den første Iron Man. Derudover havde han en birolle i Iron Man II - og faktisk også i Thank you for Smoking og Machete Kills!
 
Elon Musk spiller sig selv i en birolle i Iron Man II. Kilde: Wired.com.
 
Det lyder alt sammen som en joke. Men det er det ikke. Elon Musk lever i en anden verden end os andre, en verden, der ligger ude i fremtiden og venter på os. Musk siger et sted: ”I would like to die thinking that humanity has a bright future. If we can solve the sustainable energy and be well on our way to becoming a multiplanetary species with a self-sustaining civilization on another planet – to cobe with a worst-case scenario happening and extinguishing human consciousness – then, I think that would be really good”.
 
Elon Musk foran SpaceX’s Falcon 9. Kilde: Universetoday.com.
 
Satellit-internettet kommer
Elon Musk grundlagde altså SpaceX for at kolonisere andre planeter, i første omgang Mars. Vejen dertil går over udvikling af en rumfartsteknologi og en organisation, som kan sende tilstrækkeligt mange raketter af sted ofte nok til at opbygge en koloni over de næste, hvem ved, 50-70 år. Det er utroligt ressourcetungt, men SpaceX tjener solide penge på at sende satellitter i omløb om Jorden for NASA og private firmaer. Musk har også planer om at skabe et satellit-internet, der via satellitter skal tilbyde højhastighedsinternet alle steder på Jorden uden udlægning af et eneste kabel. Vinder han kapløbet om oprettelsen af et satellit-internet, vil det give ham ressourcer til at fortsætte sine interplanetariske projekter. Han er dog ikke ene om at ville skabe et internet i omløb om Jorden. Firmaet OneWeb arbejder mod det samme mål og bruger Richard Bransons virksomhed Virgin Galactic til at opsende i første omgang 39 rumraketter med en eller flere satellitter om bord. 
 
Elon Musks stjernestatus blev endeligt cementeret, da han optrådte i det 564. afsnit af The Simpsons, vist på Fox 25. januar 2015.
 
Elon Musk satser alt
En vigtig ingrediens i Musks serielle succes er adgangen til kapital. Siden sin første vellykkede startup sidst i 90’erne har han været i stand til og ikke mindst villig til at investere stort i sine projekter. Hvor andre entreprenører i dot.com-bonanza’en solgte deres firma, tog pengene og købte en sydhavsø, har Musk ad flere omgange investeret alle sine penge i et projekt, hver en cent, ud fra sin leveregel om hellere at gå ned end ikke at gøre alt for at lykkes. Og der er tale om store beløb.
 
Det første firma
Efter kun to dage på Stanford University droppede Musk ud for at lave sit første startup-firma, Zip2, sammen med sin bror. Zip2 var et website, som kunne fortælle internetbrugerne (de få, der nu var i 1995), hvor de kunne finde den nærmeste pizza-bager, og hvordan de kom derhen. Sådan en slags ur-udgave af Google Maps og Yelp. I 1999 købte Compaq Computers firmaet for 307 mio. USD, og Musk tjente 22 mio. USD.
 
Stanford University var for stillesiddende for Musk. Efter to dage droppede han ud for at skabe Zip2 til pizzahungrende internetbrugere.
 
Musk får sin præmie
Musk og hans team havde arbejdet dag og nat i årevis for at skabe Zip2, og da de scorede kassen på det, skulle det fejres. Musk har altid været vild med hurtige biler, og han købte intet mindre end verdens hurtigste på det tidspunkt, en McLaren F1 til en mio. USD, som han siden smadrede, uden at den var forsikret. I dette klip fra en dokumentarfilm får han bilen leveret. Det er en ung og kæk Elon Musk, vi møder her. Læg mærke til, hvordan han tjekker sin mobil, mens han er på TV. Længere henne i indslaget praler han med at kunne rejse 50 mio. USD med et par telefonopringninger. Det skulle senere vise sig ikke at være tom snak.
 
Elon Musk modtager sin nye McLaren F1 sammen med sin første kone, Justine.
 
PayPal pays off
Så snart Elon Musk havde solgt Zip2, annoncerede han sit næste projekt, X.com, som ikke havde noget med porno at gøre, men derimod var et forsøg på at opbygge en ægte internetbank. X.coms største konkurrent var Confinity, som havde PayPal som sit mest lovende produkt. Efter at have bekriget hinanden fusionerede de to firmaer i 2000, og Musk fortsatte som CEO. Det var dog en stakket frist, for mange medarbejdere i det nye firma mente, at Musk var en forfærdelig leder, og sidst på året blev Musk kuppet ud af ledelsen. Den nye CEO omdøbte firmaet til PayPal, Musk blev degraderet til rådgiver for ledelsen, men han fortsatte med at investere i firmaet, i takt med at kapitalen blev brændt op i sindssyg vækst.
 
Da PayPal blev solgt til eBay i 2002 for 1,5 mia. USD, var Musk den største enkeltinvestor og scorede omkring 250 mia. USD. Kloge hoveder og iagttagere diskuterede længe, om Musk skulle regnes som en af grundlæggerne af PayPal, eller om han bare var en heldig investor. Biografien argumenterer for at medregne ham blandt grundlæggerne, og under alle omstændigheder havde Musk nu hård valuta til at forfølge en af sine gamle ideer: At skabe en el-bil, som kunne konkurrere med den globale autobranche og dens indgroede forbrændingsteknologi.
 
Tesla – fra nærdød til bæredygtigt luksusbrand
I 2003 grundlagde Martin Eberhard og Marc Tarpenning Tesla med ønsket om at skabe den første fuldelektriske sportsvogn i verden. Den seneste succesfulde startup i autobranchen var Chryslers etablering i 1925, så det var en opgave af historiske dimensioner at skabe en ny og disruptiv succes i autobranchen. Endnu en gang er der tvivl om, hvorvidt det er rimeligt at regne Musk blandt grundlæggerne, da det først var i 2004, at Musk kom ind i billedet i den første investeringsrunde. Her hostede han op med næsten alle de 7,5 mio. USD, der skulle til for at udvikle den første Tesla-model, Roadster'en. Musk var dog langt fra kun en investor, da han anførte udviklingen af flere komponenter. Fra 2003 var Musk bestyrelsesformand, og i 2007 fjernede han Eberhard som CEO, da en enig bestyrelse mente, at det var Eberhards ansvar, at omkostningerne var skyhøje, og firmaets burn rate af kapitalen var for høj. 
 
Musk greb dybt i egne lommer, da den første Tesla-model, Tesla Roadster, skulle udvikles. Roadster'en blev produceret fra 2008-2012.
 
Sidst i 2008 var Tesla tæt på at dø. Kassen var tom, og der var kun leveret 147 biler. Hver bil havde på det tidspunkt kostet 1,3 mio. USD at producere, hvilket naturligvis var totalt uholdbart. Men halvandet år senere var skuden vendt, og juli 2009 blev den første måned med overskud. Året efter gik Tesla på børsen for at rejse kapital til at videreudvikle og markedsføre den nye Model S, luksus Sedan (book en prøvekørsel i København her).
 
Tesla Model S, som ramte bilmarkedet i 2012. Teslas mission er “at accelerere verdens omstilling til bæredygtig transport” - på den sexede måde.
 
At Tesla klarede skærene i 2008, skyldtes i høj grad Musks evne til at rejse kapital og hans villighed til at gribe dybt i egen lomme, hver gang det var nødvendigt. Så måske var han ikke en af grundlæggerne, men Musk var i hvert fald en af dem, der holdt firmaet i live og skabte en spektakulær succes. I dag er han CEO i både Tesla og SpaceX og bestyrelsesformand i firmaet SolarCity, der producerer og installerer solceller.
 
Musk har ændret fire brancher
Elon Musk er ikke lige så kendt som manden bag Facebook, Mark Zuckerberg, men hans bidrag til verden synes langt større. Sat på spidsen har Zuckerberg givet os mulighed for at dele billeder af katte og babyer, mens Jack Dorsey og hans partnere med Twitter har givet os 140 anslag. Til sammenligning har Musk totalt ændret fire forskellige brancher: bankverdenen med PayPal, autobranchen med Tesla, energibranchen med SolarCity og rumfartsbranchen med SpaceX. Mere imponerende bliver det, når man tænker på, hvor tunge og gennemregulerede disse brancher er, og hvor sjældent der sker større forandringer her.
 
Musk har faktisk bygget et lille radikalt imperium af nye teknologier, som spiller sammen og gør hinanden stærkere: Tesla og SpaceX deler viden om materialer og produktionsmetoder med hinanden. Tesla laver batterier, som SolarCity sælger. Og SolarCity laver solcellepaneler til Teslas ladestationer. Den vigtigste overfører af viden og teknologi mellem virksomhederne er Musk, som deler sin tid mellem alle tre.
 
Truende mindreværd
Biografier er fantastiske, fordi man kommer bag om og tæt på, og man kan lære en masse og måske ligefrem udvikle sig selv ved at spejle sig i den biograferede person. Men med Elon Musk er der fare for, at inspirationen slår over i ærefrygt og en håndgribelig følelse af mindreværd. Man kan bare ikke være med her. Manden er entreprenør, ingeniør, opfinder, investor, CEO for to firmaer på samme tid og milliardær. Fuck...! Her er en lille guide til, hvad du kan sige, hvis dit barn spørger, hvorfor Musk kan skabe firmaer med et knips, når du stadig kæmper med at lave et skur i haven.
 
Milliardæren Musk har tilsyneladende magiske fingre, der skaber succesvirksomheder i en rask strøm. Kilde: Giphy.com.
 
Musk = Gates+Jobs
Folk i tech-industrien sammenligner Elon Musk med Apples nu afdøde Steve Jobs og Microsofts Bill Gates. Han er nærmest en opgraderet version af de to, men lidt venligere end Jobs og lidt mere raffineret end Gates. Jobs er kendt for sin opmærksomhed på detaljerne, men forfatteren til biografien vurderer, at Jobs ikke havde fingrene ligeså dybt begravet i udviklingen af Apples produkter, som Musk har i sine firmaers produkter. Til gengæld havde Jobs bedre styr på kommunikation og marketing, end Musk har.
 
Hvor meget tid kræver en kvinde om ugen?!
At skabe resultater i den skala har dog ikke været uden omkostninger for Musk selv, hans familie og hans medarbejdere. Han er på tredje ægteskab – med to forskellige kvinder. I 2000 giftede han sig med Justine Wilson, med hvem han har fem sønner (trillinger og tvillinger), og skilt igen i 2008. I 2010 blev han gift med Talulah Riley, skilt i 2012, gift igen i 2013, og i begyndelsen af 2015 skulle de skilles igen.
 
Musks arbejdsliv har kostet dyrt på kærlighedskontoen: tre ægteskaber og tre skilsmisser siden år 2000. Kilde: Giphy.com.
 
Mens de var separeret, ledte Musk efter en ny kæreste, og et sted i biografien deler han disse overvejelser: ”I need to find a girlfriend. That’s why I need to carve out just a little bit more time. I think maybe even another five to ten – how much does a woman want a week? Maybe ten hours? That’s kind of the minimum? I don’t know”. Seneste nye fra Musks kærlighedsliv udgør en fantastisk overskrift: ”Elon Musk has second thoughts about getting a second divorce from his second wife”.
 
Fyret for en stavefejl
Musks medarbejdere mærker også, at det koster at arbejde for en game-changer. Musk stiller de samme krav til sine medarbejdere som til sig selv, og det er massivt. Ifølge biografien er han fx ikke bleg for at fyre en marketingmedarbejder, hvis vedkommende laver en stavefejl i en email. Det her aktuelle jobopslag for Tesla i Oslo viser meget godt, hvad der forventes af en Communications Manager i Tesla. Det er især karakteristisk, at man skal være ”tough”, hvis man skal gøre sig håb om at få jobbet. Det er også rendyrket Musk-stil, at man som kommunikationsmedarbejder opsøger og retter misinformation i markedet. Alle fejl skal elimineres. Derudover skal man i det pågældende job ”consistently create personal and professional stretch goals and meet them”. Velkommen til Musk-land. Her skal du være klar til at opgive dit liv og arbejde for at ændre verden. Først her på Jorden med elbiler og solenergi, senere på Mars for at kolonisere galaksen.
 
En magnet for gode historier
Ashlee Vances biografi om Elon Musk kan varmt anbefales. Ashlee Vance er til daglig ”technology writer” på Bloomberg Businessweek, og biografien er skrevet i samme Businessweek-stil. Sproget er enkelt, uakademisk med punch og drive, gennemsyret af dyb indsigt baseret på grundig research. Stilen veksler mellem nærværende detaljer og sammenhængende overblik og oser af begejstring. Vance kunne også have skrevet en kritisk biografi, men han tager parti for Elon Musk uden dog at glemme mandens skyggesider og alle konflikterne. Elon Musk er den mest interessante person i lang tid, han tiltrækker gode historier som en magnet, og biografien rummer langt flere historier, end der kan fortælles her. Enough said. Just get it!
 
 
”Elon Musk – How the Billionaire CEO of SpaceX and Tesla is shaping our Future”, Ashlee Vance, 392 sider, udkommet maj 2015, 13,60 pund på amazon.co.uk.
 
Mere om Musk på Wait but why.
 
Documentar: Revenge of the Electric Car

TED Talks: Elon Musk: The mind behind Tesla, SpaceX, SolarCity

Khan Academy: Interview With Elon Musk

Quora: What is it like to work with Elon Musk?

SXSW: Interview with Elon Musk

Consumer Reports: Tesla Model S: The Electric Car that Shatters Every Myth

Wired: How the Tesla Model S is Made

Interview: Elon Musk says he’s a bigger fan of Edison than Tesla

Interview: Elon Musk gets introspective

Business Insider: Former SpaceX Exec Explains How Elon Musk Taught Himself Rocket Science

Esquire: Elon Musk: The Triumph of His Will

Oxford Martin School: Elon Musk on The Future of Energy and Transport

MIT Interview: Elon Musk compares AI efforts to “Summoning the Demon”

Documentar: Billionaire Elon Musk : How I Became The Real ‘Iron Man’

Reddit: Elon Musk AMA

Chris Anderson: Chris Anderson on Elon Musk, the World’s Most Remarkable Entrepreneur

Engineering.com: Who’s Better? Engineers or Scientists?

Forbes: Big Day For SpaceX As Elon Musk Tells His Mom ‘I Haven’t Started Yet’
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også