Globalisering, migration, uroligheder osv. Det offentlige skal være klædt på til at håndtere en ny verden. Den offentlige sektor er allerede verdensmester i digitalisering ifølge FN. Det offentlige har succesfuldt digitaliseret meget af borgerservicen, så vi nu næsten kan gøre alt hjemmefra med få klik på nettet. Men den digitale transformation kommer til at blive langt mere gennemgribende for kommuner og regioner. Medarbejdere skal omskoles og måske fyres, og nye kompetencer skal ind. Borgere skal både tættere på beslutninger samtidig med, at de vil komme til at møde mindre personale. Sundhedssektoren skal fx udnytte mere sundhedsdata for at møde borgeres krav og behov, og sagsbehandling kan køre langt hurtigere og mere effektivt med softwarerobotter. Implementering af selvkørende transport, anvendelse af droner, sammenkøring af åbne data, blockchain, it-sikkerhed, AI i alle services, osv. osv. Der er mange potentialer for den offentlige sektor, og de kan ikke bare løses alene af en specialist i den enkelte kommune. Ny Syntese er svaret, lyder mantraet i disse år. Det er en teori og metode for ledelse af offentlige organisationer. 

Ny Syntese går sin sejrsgang i det offentlige. Fra væksthusets pjece.

Hvad er Ny Syntese? 

Den canadiske forsker og konsulent Jocelyne Bourgon er ophavskvinde til Ny Syntese, der foreløbigt er beskrevet i to bøger: A New Synthesis of Public Adminis­tration: Serving in the 21st Century og The New Synthesis of Public Adminis­tration Fieldbook. Den første bog findes også i en tilpasset dansk version med Kristian Dahl fra bureauet Lead. Konceptet er vokset frem siden midten af 00’erne, først ud af et forskningsprojekt og i dag som et privat foretagende.

Syntese betyder her koblingen mellem de gode gamle ledelsesformer ud fra styrings- og ressourceperspektiver, hvad Bourgon kalder compliance og performance med det nye mere borgervendte og involverende paradigme benævnt emergence og i den sammenhæng også modstandsdygtighed (resilience). Modellen her er grundsubstansen og viser de fire dimensioner. 

X-aksen viser forskellen mellem det offentlige system og administration til venstre og det kollektive og borgervendte til højre. Y-aksen viser forskellen på, om værdi skabes som offentligt politik eller rent civilt. I modellen giver det fire fokusområder, der skal kombineres gennem “og” i modellens midte.

Hvad er styrken ved modellen? 

De fire yderpunkter i modellen er dimensionerne, der rejser spørgsmålet om, hos hvem man gerne vil se forandringer og resultater (Y-aksen), og hvem der skal skabe dem (X-aksen). Handler det fx om intern effektivisering eller borgervendt produktudvikling?

Modellen giver en mere dækkende forståelse af, at man ikke kun kan nøjes med enten effektivisering gennem New Public Managements Excel-ark eller fri leg og rundkreds med borgere. Man kan heller ikke bare kaste sig ud i et helt nyt paradigmeskift, men må bygge på det bedste af det, man har gjort i mange år. Man må kombinere og afveje, hvornår hvilken tilgang er bedst.

Compliance, at følge reglerne og være effektiv, er altid vigtigt i mødet med borgeren. Men der skal også performance til, hvor man tilbyder mere og bedre service for allerhelst færre penge. Og de løsninger, man udvikler, skal så helst være baserede på dyb indsigt i borgeres behov, der har været med til at skabe de helt rigtige løsninger (emergence), der gør det muligt at lave langvarige forbedringer og services (resilience).

Selvom man skal gøre det hele, er det svært at gøre på samme tid, og hvis man prøver opstår konflikter let. Modellen tematiserer dermed også, hvordan de forskellige tilgange kan være i naturlig konflikt med hinanden, og hvordan netop den viden sat i proces kan være med til at skabe løsninger.

Hvor compliance, performance og emergence giver forskellige fokusområder på enten regelopfyldelse, service eller involvering, synes resilience at operere på et andet niveau. Modstandskraft mod kriser og tilpasningsevne kan jo siges at være et resultat af hver af de tre andre anvendt på det rigtige tidspunkt. På trods af denne niveauforskel, der gør modellen en smule inkongruent, er resilience et forfriskende indspark til de tre andre, der giver god mening i forhold til langsigtede strategier i det offentlige, hvor borgervendte services skal holde mere end 3 år.  

De fire ekstra perspektiver (linser)

Bourgon introducerer også et mere anvendelsesorienteret perspektiv til modellen ved at introducere fire linser, man kan se sit arbejde igennem: positioning, leveraging, engaging og synthesizing.

Positioning handler om, hvordan man rammesætter eller definerer sit problem/sin opgave. Det er afgørende for, hvilke type løsninger man udvikler. Det gælder om at definere opgaven ret bredt fra begyndelsen, så løsningerne også kan være flere.

Leveraging handler om at udnytte ressourcer, der allerede findes, fx gennem privat-offentlige samarbejder, i stedet for at opfinde alt selv.

Engaging handler om at inddrage borgere i processer og samskabende løsninger gennem fælles ansvar.

Synthesizing handler om at skabe en fortælling om en bedre fremtid. Gennem italesættelse af en positiv fremtid kan man involvere og skabe et fælles projekt.

Fire fokusområder plus fire linser. En fiks ledelsesmodel med løsningen på det offentliges udfordringer.

Ny Syntese som tankesæt og metode

På workshops og i kommuner, hvor de selv vælger at prøve kræfter med Ny Syntese, bruger man enten rammen som en baggrund eller et tankesæt eller mere håndfast som en metode, der typisk gennemlever 4 faser:

1. Optegning af matrix og valg af et caseområde. Ledere placerer derefter nuværende indsatser med post-its de steder på figuren, de passer.
2. Hvert felt gennemarbejdes, og det vurderes, hvad der er styrker og svagheder ved indsatsen dér, hvor den ligger, og hvad der er brug for mere af.
3. Roller og ansvar tilskrives nye opgaver, der er opstået ud af prioriteringen.
4. Lokal oversættelse af de nye valg i den kontekst, hvor de skal implementeres.

Hvad var den gamle syntese?    

Ny Syntese har bestemt noget buzz over sig. Det er tidens hottes term i det offentlige Danmark. Men det er lidt uklart, hvad vi overhovedet taler om, fordi Bourgon og venner bruger mange forskellige ord: en metode, en undersøgelsesproces, en teori, en model, en ramme, et perspektiv, et udvidet tankesæt, fokusområder eller et vejkort. Ny Syntese som begreb er i sig selv også lettere uforståeligt. Hvad var den gamle syntese ud over en klassisk model for administration? Og var det en syntese?

Syntese giver mening forstået som, at man kombinerer både det, at man skal have styr på tingene (compliance) og yde højt serviceniveau for pengene (performance), og det, at man skal samskabe med borgere og andre aktører. Men læner man sig med ordet syntese strikt op ad den hegelske dialektiske tankegang, betyder det faktisk, at teserne smelter sammen i noget nyt tredje i en fremadskridende udvikling. Men konflikten mellem perspektiverne og deres ret forskellige ideologier er jo ret evident. Derfor er paradigmeteorien fra Kuhn også et bedre beskrivelsesapparat. Men lad nu det ligge.

Hvert 7. år brændes teltpladsen ned, og en ny religion blomstrer op 

Man kan ikke lade være med at tænke, at der er noget forstemmende over, at det offentlige så ofte undergår store forandringer med nye buzzwords. Man skal ikke tale længe med en kommunalt ansat, før de brokker sig over endnu en organisationsændring og et nyt koncept og tankesæt, de skal lære for at være med i menigheden – for nu at sige det lidt kritisk. Heldigvis ser det ud til, at de fleste steder, hvor man arbejder med Ny Syntese i kommunerne, har en meget lavpraktisk og fornuftig tilgang. Det er mest konsulenter, whitepapers, pjecer og den slags, der har for mange egeninteresser, der p.t. synes at være lige lovlige ukritiske i deres besyngning af Ny Syntese. Der er nok desværre ikke én formel for alle udfordringer. 

Ny vin på gamle flasker?

Ny Syntese kan bestemt give nye perspektiver til den offentlige ledelse med de fire dimensioner og linser. Og det er et langt mere nuanceret forståelsesapparat end at svinge imellem endeløse samskabelsesprocesser eller økonomisk effektivisering.

Men netop ideerne om at samskabe med borgerne, skabe gode services og sikre økonomisk rationalitet og politisk tryghed er vist ganske gamle flasker. Lidt ny vin er dog ikke at foragte.