Ny Martin Scorsese-film
Tak til Netflix for The Irishman

De to aldrende superstjerner Al Pacino (Jimmy Hoffa) og Robert De Niro (Frank Sheeran) har de bærende hovedroller i Martin Scoseses nye film The Irishman. /Scanpix

Skrevet af

Bo Plantin
Manuskriptforfatter

15 artikler

0 indlæg

The Irishman er lang, langsom og mættet af gode skuespilpræstationer. Den er med andre ord langt fra nutidens actionfyldte Marvel-blockbustere. Af samme grund havde Martin Scorsese svært ved at få sin storfilm finansieret. Heldigvis sprang Netfilx ind på banen og reddede dagen for både Scorsese og publikum, der har fået adgang til en mesterlig film, som skal ses hjemme i sofaen.

Set ud fra et kommunikationsstandpunkt er det virkelig ikke særligt klogt at lade sin spillefilm vare tre og en halv time. Den kan for det første kun få halvt så mange visninger om dagen i biografen, så hvis du ikke har et brand, hvor der loyalt følger millioner af fans med i kølvandet, ja, så ryger den ud efter en uge. Det var så også meningen med Martin Scorseses nye gangster-epos The Irishman. Vi skal nemlig sidde hjemme i stuen og se den på Netflix – og dele den op i 2, 3, 4 dele. Måske.

 

 

The Irishman handler om Robert De Niros karakter, Frank Sheeran, der kommer under vingen hos Russell Bufalino, spillet af Joe Pesci. Denne introducerer så Sheeran for Jimmy Hoffa, Al Pacino, og Sheeran og Hoffa ender faktisk med at blive nære venner. Sheeran er egentlig en simpel button man, hitman, husmaler, morder, ja, kært barn har mange navne.

 

Filmen er baseret på romanen I Heard You Paint Houses, hvilket åbenbart er slang for: Jeg har hørt, at du slår folk ihjel, og den fortæller historien om manden, der angiveligt slog fagforeningsbossen Jimmy Hoffa ihjel. Hoffa var næsten lige så berømt som Kennedy tilbage i 1960'erne, men løb så ind i forskellige korruptionsproblemer og forsvandt pludselig fra Jordens overflade i 1975. Man har altid ment, at det nok var mafiaen, der skaffede ham af vejen, men man har aldrig fundet et lig endsige fået en tilståelse, man kunne bruge til noget. Men det er værd at huske på, at alle karaktererne i filmen er baseret på rigtige mennesker.

 

De store filmstudier sagde nej!

For nylig var Martin Scorsese ude med kritik af den lange række af superheltefilm, der har hærget biograferne det sidste årti. Flere af dem er faktisk glimrende film, men Scorseses kritik gik på, at den her tendens med gigantiske blockbusterfilm snildt kan have en negativ effekt på andre, mindre spektakulære film. Og dermed har han en pointe i den forstand, at den lange række af Marvel-film har været så stor en pengemaskine, at distributørerne faktisk mister interessen for mindre, mere komplekse film, der måske ikke indtjener det store, hvis overhovedet noget. Og det har da i den sammenhæng også været noget nær umuligt for den gamle mester at finde finansieringen til The Irishman.

 

De store selskaber mente ikke, at der ville være et publikum til en film om gamle mænd, der virkelig ikke var særligt søde ved hinanden. Også selvom det var De Niro, Pesci, Pacino og endda Harvey Keitel, for de unge mennesker, de, der går i biffen OG køber alle special edition blu-rayerne og altså betaler hele gildet, gider da ikke se den slags. Og det er måske også rigtig nok. Men så er det, Netflix træder til og redder dagen.

 

Martin Scorsese instruerer Robert De Niro og Al Pacino i The Irishman – en film, der havde svært ved at finde
finansering i en filmverden, hvor de store blockbustere regerer
. /Scanpix 

 

En film, man skal være i humør til

The Irishman er en film, man skal være i humør til. Sådan er det tit med rigtig gode film. De er også lidt et stykke arbejde. Der er jo også forskel på at læse Forbrydelse og straf og så den nyeste Jussi-krimi – lige meget hvor blændende en prosaist den gode Dostoj’ var. Der er med andre ord ikke meget fart over feltet, som i f.eks. Goodfellas, men derimod er filmen det, man på så flot dansk kalder en slow burn-fortælling. Oveni dette er den endda også overordentlig underfortalt og -spillet. Aldrig har hverken Pesci eller De Niro gjort mindre. Reel vold er der ikke meget af, og det er for det meste holdt i nøgterne totalbilleder – eller endda lige uden for rammen. Der er ikke noget flash over det her. Det er ikke ”fedt”.

 

Da jeg lige havde set filmen, lå jeg længe på sofaen og spekulerede over, hvad fanden det var, jeg egentlig havde set. Ikke at jeg ikke forstod plottet, scenerne, replikkerne eller den slags, selvfølgelig. Men der er noget umiskendelig nyt over The Irishman. Og det lyder jo skørt, når man tænker på, at det er en gangsterfilm af manden, der har lavet 5 gangsterfilm før. Og det er så sandelig heller ikke scenografien og typerne og dialekterne endsige musikken, der er ny, nej, det er vinklen. For der er en spleen inde i De Niros Frank Sheeran. Han er en fortabt sjæl, der lærte at dræbe under krigen mod nazisterne, brugte denne ”evne” i sit videre liv og så her ender med at skulle myrde sin bedste ven. Filmen er en tragedie af rang. Og filmen fokuserer faktisk på det element af livet. Der er ikke megen munterhed i det liv, og der er virkelig heller ikke megen kærlighed, og det på trods af, at Frank Sheeran faktisk er omgivet af kone og intet mindre end fire døtre.

 

Et andet element af The Irishman, hvilket også bidrog til det høje budget og derved også finansieringsproblemerne, er computereffekterne. For filmen spænder over godt og vel 4-5 årtier, hvorfor De Niro, Pesci, Pacino, der er henholdsvis 76, 76 og 79 år gamle, bliver kraftigt forynget via computereffekter. Man kan diskutere for evigt, om de effekter nu også er så gode, som de bør være, men faktum er, at det er de ikke. Nogle gange ser det helt fint ud, og så tænker man ikke over det, men andre gange gør det, at skuespillerne ser decideret underlige ud – og man bliver hevet ud af illusionen. Men selvfølgelig skal det prøves, og det er kun gennem disse forsøg, at det til sidst bliver så perfekt, at vi kan genskabe en ung Cary Grant, Doris Day eller Humphrey Bogart, eller hvad vi nu kunne have lyst til. Angiveligt skulle der være en film på vej med intet mindre end James Dean i hovedrollen. Vi får se.

 

Fantastisk skuespil

Den primære nydelse, man kan hive ud af den her film, er skuespillet. De Niro, Pesci og Pacino er selvfølgelig bedre end de fleste i deres branche. Specielt er Joe Pescis underspillede facon virkelig dragende, og der er rent faktisk scener, hvor der ikke bliver sagt et ord, men hvor der ikke desto mindre bliver kommunikeret et væld af informationer karaktererne imellem. Pesci kan med et blik og en trækning ved munden give ordren til et mord. Det er ærefrygtindgydende at beskue.

 

Men vi må endelig ikke glemme den fra filmen næsten kriminelt fraværende Harvey Keitel, der kan lige så meget som sine brothers in arms. Jesse Plemons, der spiller Jimmy Hoffas søn, er også en smule aparte underbrugt, thi han er ellers en karakterskuespiller, der virkelig kan få en scene til at vibrere; jeg venter stadig på en god hovedrolle til ham. Og sidst, men bestemt ikke mindst er der Stephen Graham, der spiller Anthony 'Tony Pro' Provenzano, og han beviser i den grad sit værd over for de gamle stjerner. Jeg har i hvert fald aldrig set nogen i en sådan grad spille op til både Pacino og De Niro.

 

Lyd, klip og fotografi er, som resten af Scorseses vision for The Irishman, underspillet. Man bemærker det dårligt nok, og det i sig selv er sandhedsvidne om dets ekstraordinært høje kvalitet.

 

Men er det her så en film for alle? Også dem, der foretrækker deres helte i kapper? Nej. Det er en film for voksne mennesker, der kan tåle at ”kede sig” en smule, der klukker af små vittigheder, nyder lange indstillinger af ansigter, der kigger, tænker, føler – og måske hjælper det, hvis man også kender navnet Jimmy Hoffa. Hvis den var blevet klippet op til en miniserie på 3-4 afsnit, havde den fået et langt større publikum, men det er bare ikke sådan, det her klaver spiller. Det er en ret smal film til 150 millioner dollars. Og det er kun ganske, ganske få mennesker forundt at få lov til at lave noget sådant. Martin Scorsese er en af disse få.

Giv din stemme

20 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

50 JOB

Digital fundraiser

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.