Sel-Fie
DR’s portrætserie om Fie Laursen bliver et portræt af den altdominerende logik om, at likes, visninger og opmærksomhed er lig med anerkendelse og succes. Lad det være sagt med det samme: DR’s dokumentarserie om Fie Laursen er noget af det mest deprimerende, jeg har set i flere år. Men den er også vigtig, tankevækkende og stærk!
Flere gange undervejs tænker man: ”Hvad f***** har du gang i?”, og den ellers ganske regelrette og tålmodige journalist bryder ud i nogenlunde samme spørgsmål i sidste afsnit, da Fie Laursen beslutter sig for, at hendes fremtidige indtægtskilde primært skal være pornoplatformen OnlyFans. Det er da også fristende at betragte dokumentaren – og store dele af Fie Laursens hidtidige tilstedeværelse på diverse digitale platforme – som et freakshow, men betragter man fænomenet Fie Laursen som sådan, overser man et vigtigt aspekt.
For nok er Fie Laursen måske et eksempel på forældre uden grænser – det er nu ikke til at konkludere på baggrund af dokumentaren, selvom jeg som forælder givetvis ville have handlet anderledes i nogle af de skildrede situationer. Og nok har Fie Laursen diagnoser, og nok har hun forsøgt selvmord, hvilket selvfølgelig gør hende til en kontroversiel hovedperson. Ja, naturligvis er hun ekstrem. Men som ekstrem er hun ikke afgørende anderledes eller fremmed i forhold til normalen – hun forstørrer tværtimod nogle tendenser, som kendetegner normalen, og hvis vi overser dét, forstår vi hverken Fie Laursen eller normalen.
Den franske sociolog og filosof Jean Baudrillard har skrevet om Disneyland, at idéen med Disneyland primært er at tegne et billede af, at der inden for hegnet er en konstrueret, ”uvirkelig” verden tydeligt afgrænset fra den virkelige virkelighed udenfor. At selve Disneylands funktion er at legitimere virkeligheden udenfor som virkelig i kontrast til den konstruerede virkelighed inde. For Baudrillard er det en løgn – begge virkeligheder er lige konstruerede, lige hyperreelle, én stor udflydende masse. Hegnets rolle er, at vi ikke skal opdage løgnen.
Hvis vi på samme måde hegner Fie Laursen inde og betragter hende som noget afgørende anderledes end normaliteten ”herude”, risikerer vi at bedrage os selv.
Fie Laursen er opmærksomhedsøkonomiens kommunikator par excellence
”Jo flere visninger jeg havde, og jo flere likes jeg havde på mine ting, desto mere var jeg egentlig værd,” siger Fie Laursen i første afsnit. ”Værd” i flere af hinanden afledte betydninger: Det øgede antal likes i sig selv gør hende mere værd at rette opmærksomheden mod i en medieret virkelighed, hvor alle – medier, virksomheder, ngo’er, politiske organisationer, venner og alt midtimellem – kæmper om netop opmærksomheden. Og opmærksomheden er penge værd.
Visninger og likes er rå valuta. Kilde: DRTV
Hvordan kan Fie Laursen tjene – med egne ord – 100.000 kroner på en Instagram Story? Fordi opmærksomheden er der. Fordi det virker. Fordi hun er dét værd.
Pointen er, at det er antallet af likes og opmærksomheden i sig selv, der er valutaen – og vejen til likes ligger i høj grad i den konstante overskridelse som sådan snarere end i noget substantielt.
Min foretrukne nyhedsudsendelse (og jeg mener det) Ultra Nyt havde tidligere på året et indslag med den 22-årige youtuber Mr. Beast. Som noget af det første nævnes, at han har rundet 50 millioner følgere – derefter kommer spørgsmålet: Hvem er han? Og hvordan fik han den store succes? Ergo: 50 millioner følgere definerer i sig selv succesen.
”Han overgår sig selv og éns vildeste fantasi i hver video,” siger værten. Fx spiser han en pizza til 400.000 kroner og køber en privat ø. Han poster videoer af penge og vilde biler og bragede for alvor igennem opmærksomhedsmuren, da han talte fra 1 til 100.000 live på YouTube. Sagt med den største selvfølgelighed. Overskridelsen – en hvilken som helst – er grundlaget for visninger og følgere, som igen er grundlaget for succes.
Det ved Fie Laursen, og det ved alle dem, der hitter i opmærksomhedsøkonomien. Men det ved Ultra Nyts seere og alle vi andre jo også inderst inde. Fra 1.g.-eleven bag det følgende citat til vores egen like-økonomi på Facebook og Instagram:
”Nogen gange når man har kysset med en pige til en fest, og det var dejligt, så går man bagefter ind på IG, og så lige pludselig ser man hendes billeder og ser, at hun ikke har særlig mange følgere. Man tænker, hun er en taber – det tænker man da, hvis man er ærlig. Så ser man hende, og man får et andet billede af hende, at hun ikke er socialt accepteret. Så ændrer man holdning og dropper hende. Det er forkert, men sådan er det.”
Fie Laursens Stockholmsyndrom – og alle vores andres
”Jeg er jo ikke dum. Jeg kan jo godt se, at det ser fucked op ud,” siger Fie Laursen, og alligevel bliver hun ved. Ved og ved og ved med at overskride grænser og tiltrække opmærksomhed. Som hun siger på et andet tidspunkt: ”Det blev en del af mit image. Fuckboys, fester og at filme det hele. Alle skulle følge med.”
Fie ved godt hvordan man får likes og opmærksomhed. Formlen lyder på grænsesøgende og ekstrem adfærd. Kilde: DRTV
Hvad er de sociale platforme, hvis ikke de er detailudviklede til at belønne os for at lade alle følge med, at lade os jagte anerkendelsen for åben skærm (og selv tjene størstedelen af pengene på det)? Nogle mennesker udnytter dem bedre end andre – nogle med større personlige omkostninger til følge. Men vi er der næsten alle sammen, og vi bliver skolet i, at likes og visninger i sig selv er succes. At de udgør den vigtigste valuta i kampen om opmærksomheden.
Og hvordan booster man som kommunikatør i dét landskab i øvrigt opmærksomheden omkring sin person umiddelbart inden dokumentarpremieren? Et meget godt bud er at springe offentligt ud som muslim tre dage før…
Fie Laursen mestrer at kommunikere krystalklart gennem opmærksomhedsøkonomiens massive og konstante informationsbombardement. Hendes værktøjer er grænsesøgende og ekstreme og dermed tabloide og algoritmevenlige, og hendes vare er hendes eget brand. Hun er ekstrem, men hun agerer inden for den samme diskurs som alle os andre.
Men er det så godt? Det burde vi diskutere. Men den diskussion starter ikke ved dokumentaren. Den starter ikke ved Fie Laursen. Den starter et helt andet sted.
