|
|
Nuancering af designtænkningsbegrebet
Designtænkning: et banalt innovationsteater?

Debatten om designtænkningsbegrebet mangler nuancer. For designtænkning er ifølge professor Ida Engholm, Kunstakademiets Designskole, hverken en simpel metode eller et begreb, man bør frygte. Der ligger nemlig værdifuld forskning bag begrebet, hvilken kan bidrage til debatten. Foto: valentinrussanov / Getty Images

Skrevet af

Ida Engholm
Professor

1 artikler

0 indlæg

Tak til Mads Bødker, lektor ved CBS, for at rejse en debat om "designtænkning" i Kforums spalter. Som Christian Bason deler jeg ikke din pessimisme, men er enig i, at der er behov for en nuancering af begrebet, siger Ida Engholm, professor ved Kunstakademiets Designskole.
Der er bestemt grund til at være på vagt over for den udvanding af designtænkningsbegrebet, som Mads Bødker peger på i sit indlæg, men frem for at bidrage til at tale designtænkning ned eller ligefrem holde igen med at bruge begrebet, som Christian Bason fortæller, at DDC gør, mener jeg derimod, at det bør være en opgave at "tale designtænkning op" ved at nuancere og positionere begrebet.
 
I det anliggende er jeg enig med Mads Bødker i, at det er en vag aftapning af designfagligheden, der i de senere år har vundet indpas verden over, stærkt anført af ledende kreative konsulentbureauer, virksomheder og organisationer. Derudover er jeg også på linje med Bødkers analyse af, at den voksende udbredelse af designtænkning i høj grad må tilskrives Stanford Universitys og designvirksomheden IDEOs massive promovering af designtænkning som effektiv innovationsmetode.
 
Standford Universitys webinar om designtænkning.
 
Ud fra et designforskningsfagligt synspunkt kan det undre, at det er lykkedes IDEO/Stanford at formidle designtænkning som en metode opfundet i eget regi og at cirkulere forsimplede udgaver af tilgangen, men jeg mener ikke, at det er et forhold, der bør give anledning til opgivende dystre tanker eller forsigtighed med at bruge begrebet. Derimod bør en styrket indsats for en positionering af designtænkning som en forskningsunderbygget erkendelses- og praksisform bidrage til at nuancere debatten.
 
Designtænkning er ikke en metode, men en faglighed
Læser man interviews med David Kelley, en af grundlæggerne af IDEO og professor ved Stanford University, og de bestsellerudgivelser fra kredsen omkring IDEO, hvilke har bidraget til promoveringen af designtænkning uden for de traditionelle designkredse (se f.eks. Dunne and Martin, 2006; Brown, 2008, 2009; Martin, 2009; Brown & Wyatt, 2010), er der absolut ingen henvisninger til den righoldige forskning, der har udfoldet sig inden for det fagprofessionelle designfags teoretisk-metodiske studier fra 1960'erne og frem.
 
I lyset af, at hovedaktørerne David Kelley og Roger Martin begge er forskere (Martin også Dean på Rotman School of Business University i Toronto), kan det undre, at ingen af dem tilsyneladende har orienteret sig i denne litteratur, inden de besluttede sig for at promovere "designtænkning". Det er enten udtryk for dårlig forskningsskik eller arrogance.
 
Et udpluk af de tidligere nævnte bestsellerudgivelser.
 
Af samme grund er IDEO/Stanford-versionen af designtænkning også så forenklet, at den har kunnet sættes på banal formel – en "everybody could do it, just by following the steps"-orienteret tilgang (se f.eks. direktør for IDEO Tim Browns introduktion i Harvard Business Review, 2008). I tilgift til IDEOs promovering er det på Stanford Universitys hjemmeside muligt at downloade de enkle tools som reklame for universitetets private kurser.
 
Med massiv markedsføring af gratis "innovationsværktøjer" fra et hæderkronet universitet og med artikler i Havard Business Review er det måske ikke så mærkeligt, at designtænkning i Stanford/IDEO-udgaven har gået sin sejrsgang i virksomheder og konsulenthuse verden over. Men med henvisning til førnævnte forskningsfaglige indvending naturligvis med det forventelige resultat, at designtænkning selvsagt aldrig som enkeltstående metode kan imødekomme de forventninger om nemme veje til svar på komplekse problemstillinger, som de lover.
 
Som alle andre fagprofessionelle tilgange afhænger designtænkningens eksekvering og resultater altid af et komplekst felt af faktorer som f.eks. ledelse, facilitering og forhold som økonomi, kultur, organisationsstruktur og implementering. Som tankeeksperiment kunne man passende spørge, hvordan managementforskningen ville forholde sig til, at f.eks. et hæderkronet designuniversitet promoverede udvalgte ledelsesfelter som enkle, kulørt fremstillede kogebogsopskrifter.
 
Behøver man at sige, at det ville blive betragtet som naivt og useriøst? I Danmark ville vi så formodentlig også stille os kritiske overfor, at et universitet og en privat virksomhed var så affilierede med samme personkreds på centrale poster, som det ses i IDEO/Stanford-dyaden.
 
Når designforskningen sover i timen
Inden for det fagprofessionelle designfag kan man begræde, at designforskningen har sovet i timen, mens designfagets kernefaglige tænknings- og praksisform er blevet udtyndet til banalt innovationsteater. Skal man dog tage den positive kasket på, så har IDEO/Stanfords aktiviteter affødt, at designtænkning har fået en central placering i den internationale innovations- og ledelsesdebat med den konsekvens, at vi i dag løber åbne døre ind, når man fortæller om værdien af design.
 
For de fagprofessionelle designuddannelser har den bredere interesse for designtænkning betydet, at vores kandidater i dag har en langt større erhvervsmæssig bane at spille deres kompetencer ind på.
 
På Kunstakademiets Designskole har vi desuden også glæde af at kunne udbyde efteruddannelsesprogrammer til "ikke-designere", der gerne vil stifte bekendtskab med designfagets metoder. Ikke for "at give metoderne væk", men for at skabe en dybere forståelse for den fagprofessionelle designers måder at tænke og arbejde på og dermed promovere vores kandidater i nye kontekster end de klassisk designfaglige.
 
På KADK, Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, udbydes efteruddannelsesprogrammer, hvor blandt andet designtænkning indgår. Foto: Ritzau Scanpix
 
På den kritiske side er der imidlertid behov for en offensiv indsats i forhold til at igangsætte en mere nuanceret debat om, hvad designtænkning er og ikke er. Det sker allerede i designforskningen, hvor der i øjeblikket pågår diskussioner af de udvidede forståelser af designtænkning, herunder af IDEO/Stanfords version i forhold til de etablerede designfaglige forskningsfelter (se bl.a. Kimbell 2011, 2012; Johansson-Skölberg & Woodlilla 2013).
 
I forlængelse af disse igangværende initiativer mener jeg, at det er væsentligt ikke at indtage en pessimistisk eller fravælgende optik. I stedet bør vi, der arbejder inden for designforskning, designuddannelse og designfremme, bidrage til at udbrede en dybere forståelse og diskussion af den etablerede tænknings- og praksisform og dens forskningsfaglige fundamenter.
 
Som med alle andre fagligheder er der ikke nogen entydig definition af designtænkning. Det er en dynamisk faglighed i vedvarende udvikling, og den kan ikke løsrives fra de forsknings- og praksismæssige kontekster, den udfoldes og debatteres i.
 
Ikke desto mindre kan der i forhold til anliggendet om at bidrage til en fremadrettet debat indkredses en række kendetegn, som kan siges at være nogle af de definerende træk ved designtænkning:
 
1. Designtænkning er ikke en metode, men en faglighed med mangeårig praksis og forskningsmæssig forankring inden for i særdeleshed de såkaldte Design Methods- og Design Studies-traditioner samt Participatory Design.
 
2. Designtænkning er ikke kun en refleksiv kognitiv praksis (tænkning), men udfoldes i dialog med et materiale i en konkret designsituation. Som også Bødker fastslår, er designtænkning kendetegnet ved refleksion-i-handling (jvf. Schön 1983), i en dialog – som Bason skriver – mellem designtænkning og design-doing (jvf. Lucy Kimbell 2011).
 
 

Uanset, om man arbejder med produktudvikling, nye services eller strategiplaner, er den flerdimensionelle måde at rammesætte problemer og skabe forslag til løsninger en effektiv tilgang til at nå hurtigt frem til et produkt eller en ydelse, der giver mening i den kontekst, de skal virke.

 
 
3. Designtænkning foregår i en vekselvirkning mellem problem og løsning. I modsætning til traditionelle tilgange til problemløsning inden for f.eks. projektledelsesfaget, hvor man først forsøger at analysere problemet til bunds, før man kommer med forslag til løsninger, tilnærmer designtænkningen sig problemet gennem en forslagsstillende tilgang.
 
Det sker gennem metoder som skitsering, rapid prototyping, scenarieudvikling, mv, hvilke hos dygtige designtænkere bidrager til at give en rammesætning af problemers karakter og til løbende at skabe glimt af mulige løsninger.
 
Uanset, om man arbejder med produktudvikling, nye services eller strategiplaner, er den flerdimensionelle måde at rammesætte problemer og skabe forslag til løsninger en effektiv tilgang til at nå hurtigt frem til et produkt eller en ydelse, der giver mening i den kontekst, de skal virke.
 
4. Designtænkning udfolder sig som en loopende, såkaldt iterativ proces, der strækker sig over flere faser af såkaldt divergent (åbnende, forslagsstillende tænkning og materialisering/konceptualisering) og konvergent (lukkende, konkretiserende tænkning og materialisering/konceptualisering).
 
Vekselvirkningen mellem "at åbne" og "at lukke" i en proces bidrager til at sikre, at et projekt både realiseres i forhold til de opstillede succeskriterier og projektmål, og at der samtidig skabes rum for innovation.
 
Designtænkning er en iterativ proces, der skaber rum for innovation i et projekt.
 
5. Designtænkning fordrer en materialisering af en løsning, der enten kan være fysisk eller digital eller immateriel-konceptuel, men der er et output; en form. I modsætning til traditionel projektledelse, hvis endemål kan være opfyldelse af en målsætning eller et succeskriterium, er slutmålet for designtænkning et "produkt" i bred forstand, hvilket løser opgaver/problemstillinger og giver mening i den eller de kontekster, det skal anvendes.
 
6. Designtænkning egner sig til komplekse problemstillinger, såkaldte wicked problems, der ikke gives entydigt rigtige eller forkerte svar på. Designtænkningens forslagsstillende vej til mulige løsninger er en effektiv metode til via designgreb, herunder bl.a. skitsering, materialisering, konceptualisering, formgivning, at reflektere over og samle komplekse kravspecifikationer op i færdige løsninger, der giver brugsmæssig, kulturel eller social mening.
 
7. Designtænkning kan anvendes i alle mulige kontekster, der strækker sig fra klassisk produktudvikling over service- og systemdesign til strategisk design, i sidstnævnte gennem nye genrer som design governance og såkaldt "speculative design", hvor design er en indgang til at spekulere over og skabe fremtidsbilleder på komplekse samfundsudfordringer i den store skala.
 
8. Designtænkning er en integrerende disciplin (jvf. f.eks. Buchanan 1992), der, jvf. ovenstående punkt, kan integrere viden fra mange fagområder og koordinere flere ekspertiser omkring udvikling af nye produkter eller ydelser. Designkompetencen kan være koordineret af designere eller af andre fagligheder, der har designere i deres teams, og hvor designkompetencen således er distribueret ud i et tværfagligt teamwork.
 
 

Som Bødker er inde på, kræver det store ressourcer at gennemføre participatory- og co-design-orienterede processer, og der er ikke nogen quickfix-løsninger her, som IDEO/Stanford ellers lader forstå.

 
 
9. Designtænkning kan indbefatte inddragelse af brugere. Her anvendes metoder som skitsering, prototyping, scenarier, narrativer til at gøre designprocesserne transparente for brugere, så de kan forholde sig til de mulige løsningsforslag  enten ved at indgå i afgrænsede faser af designprocessen som informanter eller som meddesignere, såkaldte co-designere, igennem hele processen.
 
Her kan designmetoder f.eks. være en vej til "at øve sig på fremtiden" (se f.eks. Halse et al. 2010), hvor designere sammen med de kommende brugere finder frem til den løsning, der giver bedst mening i forhold til de behov, der afvejes gennem processens fælles "trial and errors".
 
Som Bødker er inde på, kræver det store ressourcer at gennemføre participatory- og co-design-orienterede processer, og der er ikke nogen quickfix-løsninger her, som IDEO/Stanford ellers lader forstå.
 
10. Designtænkning behøver ikke involvere brugere, men kan f.eks. udfoldes som design art, kritisk design eller som designbaseret innovation. Sidstnævnte forudsætter jvf. innovationsteoretikere som Roberto Verganti (2009) en "indefra-ud-tilgang". Frem for at lytte til, hvad brugerne vil have, lytter man i stedet efter den sensibilitet og trendfølsomhed, som designere og kunstnere er besiddelse af.
 
Det er ikke mindst dét, som Apple har haft så stor succes med, og som uden tvivl har spillet ind på, at de i dag er verdens mest værdifulde virksomhed. Med en designdrevet tilgang er det antagelsen, at virksomheder har mulighed for at give brugerne dét, "de ikke vidste, de ville have", og det er i nogle sammenhænge ofte langt mere innovativt end at tage brugerne med på råd.
 
 

Designtænkning er sjovt og kan give effektive genveje til løsningsforslag, men som med al anden praksis indebærer succes altid hårdt arbejde. After the ecstasy, the laundry. Det gælder også i designtænkning.

 
 
11. Designtænkning er ikke noget, der kun udfolder sig i starten af en proces. Med Liz Sanders begreb om ”The Fuzzy Front-end” (e.g. 2006) har der været en tilbøjelighed til at se designtænkning som en kreativ og sjov metode til at komme over den besværlige projektstart og sikre, at virksomheder får innovative input i opstartsfasen til nye produkt- eller forretningsideer.
 
Hos Roger Martin har det affødt, at han har placeret en kreativ front-end på sin klassiske ”Knowledge Funnel”; en fase, der i hans udlægning har fået overskriften ”Mystery”. Det er her de grå habitter skal have lov til at være kreative og opholde sig en stund i det åbne uforudsigelige (Martin 2009).
 
Resten af tunnellen, hvor der opdyrkes mere viden om den opgave eller det problem, der skal løses, er til gengæld ganske lineær og rationelt drevet og derfor ikke særlig designtænkningsorienteret.
 
12. Designtænkning kræver øvelse. Som alle andre fagligheder kræver det de berømte 10.000 timers praktisering for at blive ekspert. Designforskeren Nigel Cross taler om ”designerly ways of knowing” (2006). Det handler om at have erfaring nok til at kunne udfolde de kvalificerede gæt på løsninger, der ligger i den forslagsstillende, såkaldte abduktive tænkning, der ifølge Cross er særlig for designfaget.
 
13. Designtænkning kræver hårdt arbejde, for at de ideer, forslag, billeder og drømme, der genereres i den første forførende fase, som IDEO/Stanford, m.fl. har så meget fokus på, kan realiseres. Som i al anden organisations- og ledelsesteori er udfordringen i den fagprofessionelle designtænkning ikke kun at få ideer eller udstikke visioner, men at realisere dem gennem forankring og nye og ændrede praksisser.
 
Designtænkning er sjovt og kan give effektive genveje til løsningsforslag, men som med al anden praksis indebærer succes altid hårdt arbejde. After the ecstasy, the laundry. Det gælder også i designtænkning.
 
Der kunne tilføjes flere og andre punkter om designtænkning, men lad debatten fortsætte med en opfordring om en positiv og konstruktiv nuancering af designtænkning som den vigtige erkendelses- og praksisform, den er.​​​​​​

Relaterede artikler

30 ideer til mere kreative møder - 9 ud 10 oplever jævnligt spildtid ved møder. Dårlige møder fører til trætte og frustrerede medarbejdere. Møder er tit dy...
Er du også bange for grafer? - Er du også bange for grafer? Du har været der før. Det var et helvede. Der var både x- og y-akser, og det endte med at l...
Dystre tanker om Design Thinking - Ofte hører man begrebet ”Design Thinking” (eller DT) brugt om en særligt kreativ metode, der kan få selv de mest konserv...
Designtænkning: Glasset er stadig halvt fyldt - Mads Bødker, forsker ved CBS, deler i Kforum i sidste uge en række ”dystre tanker om designtænkning”. Jeg deler ikke pes...
McKinsey: Design = $$$$ - Med umådelig god timing - idet ugen her har budt på interessant kritik af designtænkningsbegrebet (eller strategisk desi...

Giv din stemme

20 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

54 JOB

Kommunikationspraktikant

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.