Novos k-direktør har sænket stressniveau med 25 pct.

Da Katrine Sperling, kommunikationsdirektør i Novo Nordisk, gik ned med stress i 10 måneder, blev hun nysgerrig på, hvordan man kan arbejde på nye måder, der "forebygger at hjernen brænder sammen”. Det har reduceret stressniveauet i k-afdelingen med 25 pct. på et år og hænger sammen med en særlig ”superpower”, som bliver eftertragtet i fremtiden, mener hun.
Katrine Sperling har i dag mere fokus på at koble af fra sit grænseløse job som kommunikationsdirektør i Novo Nordisk. Foto: Privatfoto
Katrine Sperling har i dag mere fokus på at koble af fra sit grænseløse job som kommunikationsdirektør i Novo Nordisk. Foto: Privatfoto
Siden Katrine Sperling blev sygemeldt med stress i ti måneder fra sit job som kommunikationschef i Novo Nordisk for godt to år siden, har hun ændret måden, hun selv og kommunikationsafdelingen arbejder på. Det har blandt andet fået hendes øjne op for en ny "superpower". 
 
På et år har det reduceret stressniveauet med 25 procent og givet en række andre positive effekter, fortæller hun. 
 
”Vi har ikke bare reduceret det generelle stressniveau i afdelingen; det lige så positive er, at vi kan se, at scorene for kreativitet, medarbejdernes generelle energiniveau samt følelsen af at udrette mere på de strategisk vigtige opgaver, ikke kun dem, der haster, er steget markant,” siger Katrine Sperling. 
 
Debatten om stress i arbejdslivet er aktualiseret af, at endnu en toppolitiker trækker stikket på grund af stress.
 
Denne gang gælder det forsvars- og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der sygemeldte sig på ubestemt tid i sidste uge med en besked på Facebook. 
 

Stress er stadig "skamfuldt"

Åbenheden om stress peger i den rigtige retning, mener Katrine Sperling.
 
”Det er positivt, at det er blevet mere almindeligt at melde ærligt ud omkring en stress-sygemelding. Det er forudsætningen for overhovdet at kunne få ændret noget som helst. Vi skal kunne tale om det, for ellers kan vi ikke få fjernet det skamfulde, der stadig er forbundet med sygdommen,” siger hun og tilføjer:  
 
”Og hvis man som sygemeldt læner sig for meget ind i det skamfulde, risikerer man, at man fjerner sit fokus fra det, der er det egentlige problem.”
 
Dog er det kun første skridt at tale mere åbent om stress. De mange stress-tilfælde kalder også på handling, understreger Katrine Sperling.
 
”Vi er nødt til at tale om, hvordan vi kan indrette vores arbejdsliv på en måde, så vi i højere grad forebygger, at hjernen brænder sammen. Det er selvfølgelig et ansvar den enkelte arbejdsplads skal påtage sig. Men det er også et ansvar, den enkelte skal tage på sig,” siger hun. 
 
Selv har Katrine Sperling været åben om sin stress-sygemelding, siden hun vendte tilbage: 
 
 

K-branchen har udfordringer med grænseløst arbejde

Ifølge Katrine Sperling er stress-udfodringen ikke mindst relevant for folk i kommunikationsbranchen.
 
”De fleste af os i kommunikationsfaget oplever de udfordringer, der følger med ved at have et grænseløst arbejde. Det er meget nemt at havne i fælden med at være "på" hele tiden. Det er meget usundt for hjernen, der jo er vores allerstørste aktiv i den type jobs, som vi har,” siger hun. 
 
Selv er Katrine Sperling leder for en afdeling på cirka 50 ansatte på hovedkontoret og omkring 300 ansatte globalt, med alt hvad det indebærer af ansvar og medarbejdere i forskellige tidszoner.
 
Hun ser visse sammenfald mellem den rolle og det pres, som flere toppolitikere er bukket under for i den senere tid.
 
”Om man arbejder i en global virksomhed eller i politik, går ud på et i forhold til oplevelsen af, at alle hiver i én. Gerne på samme tid. Og ofte med forskelligrettede interesser," siger hun og fortsætter:
 
"Jeg er helt med på, at politik er lidt anderledes end de fleste andre erhverv, men fælles er, at arbejdsmængden er voldsom, og hvis man ikke sætter nogle rammer for sig selv, kan man nemt arbejde sig selv ihjel." 
 

Gør op med stress-myte

Derfor vil Katrine Sperling også gerne gøre op med en forestilling, som mange, der ikke selv har været nede med stress, har, oplever hun. 
 
”Der behøver ikke også være noget i privatlivet, hvilket der var i mit tilfælde, men jeg hører ofte fra folk, der ikke har oplevet stress, at man først bliver syg med stress, når der er udfordringer i begge verdener," siger hun og tilføjer:
 
"Men sådan forholder det sig ikke nødvendigvis. Vores hjerner brænder sammen, hvis vi ikke passer på og er bevidste om også at restituere. Og derfor er det så vigtigt, at vi er intentionelle med, hvordan vi bruger vores tid." 
 
Fornemmelsen for og overblikket over ens tid fordufter dog, når man har stress eller er på vej til at få det. Derfor er det svært at slå bremserne i, selvom alle advarselslamper lyser.
 
”Det farlige ved stress er, at man instinktivt gør alt det forkerte, når man først er kommet inde i den onde spiral. Man arbejder mere, hårdere og længere i stedet for at gå væk, få en pause og se tingene lidt på afstand. Ofte skal der hjælp fra en nær kollega, familie eller ven, før man stopper op og indser, hvor galt det er fat,” siger Katrine Sperling.
 

Fire nye måder at arbejde på i Novos k-afdeling

Selvom løsningen på kort sigt er at sygemelde sig, hvis man er stressramt, er den på længere sigt at arbejde på nye måder, har hun erfaret.
 
”Inden jeg blev syg, havde vi selvsagt meget travlt i min afdeling. Oppe i mit hoved så jeg kun to mulige løsninger: enten at ansætte flere medarbejdere eller lave mindre. Men jeg har fundet ud af, at der også er en tredje vej, som handler om, hvordan man arbejder,” siger Katrine Sperling og tilføjer:
 
”Min stress-sygemelding blev startskuddet til en nysgerrighed på, hvor skadeligt det er for hjernen at arbejde, som mange af os gør.”
 
I det seneste år har kommunikationsafdelingen i Novo Nordisk derfor haft fokus på dels at finde den rette balance mellem tid på kontoret og hjemmearbejde dels på fire temaer, der alle har at gøre med, hvordan man arbejder.
 
Målet har været bredere end blot at undgå stress – ledestjernen har været, hvordan man inderetter en inspirerende arbejdsplads, der giver hjernen de bedste arbejdsbetingelser, fortæller Katrine Sperling. 
 
Fire nye måder at arbejde på i Novo Nordisks kommunikationsafdeling:
 
1. Start dagen med dine vigtigste opgaver. Mange i afdelingen har en times fokustid om morgenen, hvor hjernen er mest frisk.  ”Det er ikke nødvendigt, at alle hopper i hamsterhjulet af nyheder og mails fra morgenstunden,” siger Katrine Sperling.
 
2. Fokus på at reducere den tid, man bruger på mails.
 
3. Fokus på at reducere tiden på møder.
 
4. Fokus på inspiration og læring. ”At lære nyt er også en vigtig del af ens arbejde, så det at gå en tur og lytte til en podcast frem for kun at bruge dagen på at slukke ildebrande er vigtigt at være bevidst om,” siger Katrine Sperling. 
 
Trods de fælles fokusområder har en vigtig læring været, at der ikke er en one size fits all-model for, hvordan man bedst indretter sin arbejdsdag,
 

Fremtidens "superpower"

Fleksibelt arbejde er en del af løsningen, fordi nogle har nemmere ved at koncentrere sig, når de arbejder hjemme. Men det behøver ikke nødvendigvis at være en hel dag, fortæller Katrine Sperling.
 
”To timer om formiddagen, hvor man kan arbejde uforstyrret, mens hjernen er frisk, kan gøre underværker,” siger hun og tilføjer:
 
”Men det handler ikke kun om, at alle andre ikke skal forstyrre os. Mange af os laver også selv masser af overspringshandlinger, fordi det kræver mere af hjernen at gå ned i de mere komplicerede opgaver. Det er svært at ændre vaner.”
 
Men hjernen fungerer ikke optimalt, og vi arbejder heller ikke effektivt, hvis vi shift tasker, det vil sige skifter mellem opgaver, fremhæver Katrine Sperling. 
 
"Vi spilder en masse tid og når sjældent rigtig i dybden med de vigtige opgaver." 
 
Derfor bliver en bestemt evne særligt efterspurgt i fremtiden, mener hun: 
 
”På grund af digitale medier og storrumskontorer har mange mistet evnen til at fordybe sig. Men jeg tror på, at fordybelse bliver fremtidens superpower. De, der mestrer det, vil være i høj kurs." 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job