Hvorfor er Royal Run 10 kilometer royalt lefleri?
Efter Royal Run: Endnu en gang sidder jeg med en fornemmelse af, at kæden er faldet af i den måde, som DR og TV 2 dækker kongehuset på. Der bliver efterhånden smurt så tykt på lefle-kontoen, at kvalmegrænsen for længst er overskredet. Jeg har så svært ved at acceptere, at ellers seriøse medier har udviklet sig til Billed-Bladet på speed, når de skal dække personer med krone på. Kandidaterne til den omvendte Cavling i lefleri står tydeligvis i kø i målområdet.
af Kristian Lund Pedersen
Jeg vil derfor gerne kende de kriterier, der skal til for at blive udvalgt til at dække vores kongelige, for det er da i hvert fald ikke de normale nyhedskriterier, som ellers er gældende, når erhvervsliv, politik osv. dækkes. Jeg synes vitterligt, det er chokerende at opleve, at selv anerkendte og normalt dygtige tv-værter fuldstændig mister alt værdighed i deres journalistiske virke, når de nærmest går i trance for at overgøre selv de mindste banaliteter, som kongehuset foretager sig.
Jeg er blevet opdraget til at få ros, når jeg fortjener det. Sådan opdrager jeg også mine egne børn. Sådan tror jeg faktisk, de fleste har det. Derfor er det også hovedrystende at opleve, når de kongelige i så ekstrem grad skal hyldes for at tage et par løbesko på, bruge tid med deres børn eller hilse pænt på andre mennesker. Der skal lidt mere til i min bog.
Min pointe er ikke, journalisterne skal bruge en festdag som Royal Run til at jagte de kongelige og stille dem alle mulige kritiske spørgsmål, som ikke har noget med arrangementet at gøre. Slet ikke.
I respekt for kongehuset bør der være tid til, at visse medier lige stopper op og kigger sig selv i spejlet og reflekterer over den rolle, de har i et demokratisk samfund. Og det er her, jeg faktisk har min største bekymring.
Men der må være en balance i det, som i bund og grund alene bør bygge på lidt sund fornuft. Det er, som om de i studiet gejler hinanden så meget op, at de fuldstændig mister fornemmelsen af, at vi rent faktisk har med mennesker at gøre, som bør tages alvorligt og ikke behandles som små porcelænsfigurer, der optræder i en helt anden virkelighed end vores. Vi lever altså i 2022, og enevælden er ophørt.
Hvordan kan vi i bred enighed sidde hovedrystende og iagttage statsmedier i Rusland og Nordkorea tegne billeder af deres statsledere, som tydeligvis ikke er noget demokratisk samfund værdigt? Kilde: Scanpix / Philip Daval
Og det er ikke, fordi jeg har noget imod de kongelige. Modsat synes jeg, der bliver talt ned til dem, som dækningen har udviklet sig, hvor de bliver tiltalt og talt til, som om de er fem år gamle. Og derfor mener jeg også, at man gør dem en bjørnetjeneste ved at fratage dem enhver form for værdighed og tilsidesætte den gængse måde, der ellers normalt drives journalistik på.
Så i respekt for kongehuset bør der være tid til, at visse medier lige stopper op og kigger sig selv i spejlet og reflekterer over den rolle, de har i et demokratisk samfund. Og det er her, jeg faktisk har min største bekymring.
For hvordan kan vi i bred enighed sidde hovedrystende og iagttage statsmedier i Rusland og Nordkorea tegne billeder af deres statsledere, som tydeligvis ikke er noget demokratisk samfund værdigt? Eller gang på gang blive chokeret over Fox News’ ensporede måde at se verden på, når vores to største tv-stationer falder i fuldstændig samme fælde, når det kommer til kongehuset?
Det bringer mig hen til min anden bekymring. For hvad er det, der gør, at DR og TV 2 har behov for at puste så gevaldigt til en nationalisme, som kongehuset mere og mere tages som gidsel i? Hvorfor skal de i så ekstrem grad være billede på det nationale fællesskab? Hvad er det, vi savner eller ligefrem frygter, når DR og TV 2 på den måde skal bruge kongehuset som rambuk til at vise, hvem vi er? De er jo ikke ligefrem repræsentanter for gennemsnitsdanskeren, men alligevel er der tilsyneladende et kæmpe behov for at trække dem derned for så at hylde dem for i bund og grund at opføre sig ordentligt og udvise almindelig fornuftig medmenneskelighed.
Jeg håber derfor, at når der hos DR og TV 2 bliver evalueret på dækningen af Royal Run, at der er en redaktør eller to til stede, der ud over at kigge på seertal tager det ansvar på sig, det er at give retvisende billeder af virkeligheden og de kongelige. At de overvejer, hvad det egentlig er, de med deres dækning puster til, og hvad det betyder for deres troværdighed som ellers respekterede kritiske medier.
