Norden for nybegyndere

Min skandinaviske chef sagde altid til mig: ”Kort dine mails ned. De er alt for lange og med alt for meget ”pynt” og formalia som ”please”, og ”jeg tillader mig at henvise til den og den ...”Bare fjern det.", fik jeg at vide, og ”Bare sig det, du skal sige.” I mit nye job arbejder jeg nu sammen med folk fra Storbritannien og skal til at finde det hele frem igen.

Ordene er Cynthia Flanigans. Den amerikanske kvinde fra New Mexico flyttede til Sverige i 1995 og skulle omstille sig fra amerikansk arbejds- og livsmentalitet til nordisk. Det var ikke nemt.

Uddraget her er fra den nye bog: Norden for nybegyndere – om at leve og arbejde i de nordiske lande skrevet af Kirsten Weiss. Bogen er lidt over 200 sider; den er letlæst, underholdende, endda ret sjov og har man arbejdet i en global virksomhed, er det svært ikke at trække på smilebåndet engang imellem, fordi man i høj grad genkender situationerne og problemstillingerne fra sin egen arbejdsplads.

Bogen henvender sig både til nytilflyttere og til indbyggere, der vil lære sig selv lidt bedre at kende.

Kirsten Weiss deler bogen, så alle de nordiske lande får et kapitel med en kort introduktion bestående af et kort interviewportræt af en udlænding, der kommer fra Frankrig, Tyskland, USA, England osv., og en kort beskrivelse af personens tanker om Skandinavien både på arbejdspladsen og udenfor. Derefter er der nogle generelle betragtninger om landet og dets indbyggere og forskellene fra de andre nordiske lande.

Tyske Reiner Perau er direktør for Dansk-Tysk Handelskammer, og han har boet og arbejdet i Danmark siden 2008. Han blev overrasket over flere ting i Danmark.

”I Tyskland er der meget mere smalltalk på kontoret. Den slags har danskere slet ikke tid til. I Tyskland kan du godt starte et møde kl. 10 mandag morgen med at tale 20 minutter om gårsdagens fodboldkampe i Bundesligaen. Det går ikke i Danmark. Det er interessant, for det er jo helt modsat klicheerne om danskere og tyskere: Jeg kommer her til Danmark som en afslappet tysker med tendens til at holde ineffektive møder! Det er mine kollegaer her på kontoret i København, der har lært mig at være mere effektiv”, siger Reiner Perau, der også siger, at man skal vænne sig til, at alt ikke er minutiøst planlagt.

”Man skal virkelig vænne sig til det danske: ”Det går nok ...” Det irriterer mig stadigvæk.

Reiner Perau fra Dansk-Tysk Handelskammer skulle lige vænne sig til den danske mødekultur. Kilde: Scanpix/Søren Bidstrup.

Vi er uhøflige

Reiner Perau bemærker også, at danskere taler ret uhøfligt, og det går igen i hele bogen. Ikke så overraskende er det et generelt træk for skandinaver, især danskere, at vi er ret uhøflige. Vi mener ikke, at der er nogen som helst grund til høflighedsfraser – heller ikke selvom de mennesker, vi taler til, i høj grad er vant til en mere høflig tiltale.

Nu er de i Norden, og så kan de lige så godt vænne sig til vores måde at gøre det på. Og vi er meget uformelle. Det går også igen, at vi ikke tåler personlig kritik, men vi kritiserer konstant strukturer, så længe der er ikke er nogen decideret person for enden af kritikken.

Kinesiske Fei Chen er dansk gift og har haft stort set hele sin karriere i Grundfos, Coloplast, Novozymes og Foss. Hun fandt hurtigt ud af, at danskere ikke bryder sig om såkaldt micromanagement.

”Det opfattes, som om du ikke stoler på dem. Folk i Skandinavien forventer, at du involverer dem og senere inddrager dem i beslutningerne. Det er her, motivationen hos skandinaviske medarbejdere ligger. Som chef i Skandinavien skal du hver dag bevise, at der er en grund til, at det netop er dig, der er chef; hvorfor netop du blev leder.”

Hun siger, at udlændinge skal være klar over, at danskerne er svære at komme ind på livet af. ”Folk er åbne, når de er på arbejde, men arbejde og fritid er to helt adskilte ting i Skandinavien.”

Fei Chen, kemiingeniør og leder i Grundfos, bemærkede danskernes aversion mod micromanagement. Kilde: Scanpix/Marie Hald.

Positiv stress

En fransk leder af et nordisk datterselskab arbejder i Sverige og bor i København efter flere år i Dubai. Han bliver spurgt, hvad der overraskede ham mest på den nordiske arbejdsplads.

”Min første observation var fraværet af hierarkier. Det var meget slående. Både i forhold til hierarkier i Frankrig, men også i Dubai. I Norden er det meget vigtigt at være lige, og man skal helst ikke komme udefra og sige, at man måske kunne gøre tingene på en anden måde.”

Franskmanden blev også spurgt om, hvad der irriterede ham i arbejdskulturen i Norden.

”Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne skabe noget mere positiv stress. I starten af året var vi bagud i forhold til budgettet, så jeg samlede folk for at få ideer til, hvad vi kunne gøre. Reaktionen var sådan: ”ja, ja ...” Så senere samlede jeg igen folk og fortalte dem, at vi stadig var bagud, og hvad kunne vi gøre? Reaktionen var den samme. Det er meget svært at skabe en form for krisebevidsthed her og prøve nye ting af. Jeg beder ikke folk om at arbejde i døgndrift – som de ville have gjort i Mellemøsten, hvor man ikke var gået hjem, før man havde analyseret tallene og lagt en ny plan. Men bare om at forstå, at vi er bagud – og komme med ideer.”

Når man selv har arbejdet en årrække i en global virksomhed, er der meget nyttigt at hente i Norden for nybegyndere. Både i forhold til medarbejdere, der rent fysisk befinder sig samme sted som dig selv, men også i forbindelse med dine kollegaer ude i verden. At en CEO på et billede i det interne newsletter ikke har slips på og måske starter sin månedlige editorial med en lille vittighed, er meget almindeligt i Skandinavien, men i Malaysia og Singapore bliver der virkelig lagt mærke til det.

I Danmark har ledelsen intet problem med, at artiklen, du skriver som kommunikationsmand/-kvinde, handler om chaufføren eller rengøringsassistenten i firmaet, men i USA eller Mellemøsten bør du også inkludere en artikel, et citat eller i det mindste et billede af en CEO eller i hvert fald den lokale chef.

Stor national forskel på kritik af ledelsen

Ifølge bogen er der også meget stor national forskel på, hvor meget man diskuterer med ledelsen. Amerikanske Cynthia Flanigan siger, at hun var ved at få smørrebrødet galt i halsen, da hun hørte sine svenske kollegaer kritisere chefen lige op i hans ansigt, mens alle hørte på det. Det ville en amerikaner aldrig gøre, siger hun.

Denne forskel tror jeg, at der er mange, der genkender. Jeg har oplevet, at det næsten var umuligt at få nogen form for kritik af ledelsen fra medarbejdere i eksempelvis Polen, Slovakiet og Malaysia, mens medarbejderne i Norge og Sverige har ledelsesbrokket sig igennem et helt dagsseminar.

Personligt har jeg arbejdet meget sammen med amerikanere og lærte for mange år siden, at amerikanerne påskønner lidt mere høflighed og forbehold i omgangsformerne, end fx tyskerne gør. Selvom amerikanere kalder dig buddy og pal, er de ikke nødvendigvis så easy-going, som de virker. Det skal man lige lære og indstille sig på. På godt og ondt, mest godt, er der næsten altid en agenda med det, amerikanere gør og siger. Der er ikke noget fordægtigt over det. De er bare mere målrettede, end det lyder til.

Jeg har oplevet en amerikansk leder tale football en hel time med mig, lige da jeg mødte ham. Da jeg umiddelbart bagefter interviewede ham til et portræt, var han ekstremt velforberedt på mine spørgsmål (som jeg havde sendt i forvejen) og havde både strategier og vision klar og sine svar gennemarbejdet.

Det giver sig selv, at der er mange generaliseringer i bogen, når man taler om disse nationale forskelle. Men ikke desto mindre genkender man mange af de specifikke kendetegn og udtalelser fra udlændinge i Norden. Bogen – eller udvalgte uddrag fra den – kan også være et glimrende udgangspunkt for en diskussion på et seminar eller en workshop i en global virksomhed, der ikke har for meget berøringsangst i forhold til nationale forskelle. Man vil få sig et godt grin og sikkert en god debat bagefter.

Norden for nybegyndere er nærmest et must for ledere i globale virksomheder med ansatte fra mange forskellige lande, og kommunikations- og HR-folk i samme virksomheder bør også læse med.

Bogen holder sig langt væk fra at fælde dom og forsøger ikke på nogen måde at fremhæve nogen nationaliteter eller arbejdsstrukturer frem for andre. Det er en klog og opmærksom bog, og den er fyldt med gode eksempler. Anbefalet herfra!