Drop nu dit pseudoarbejde!
For 100 år siden var alle overbeviste om, at vi i dag ville arbejde 15 timer om ugen. Det skete ikke. Og det var ikke, fordi effektiviseringerne udeblev. Vi arbejder stadig på livet løs. I en ny bog, Pseudoarbejde - hvordan vi fik travlt med at lave ingenting, undersøger antropologen Dennis Nørmark og filosoffen Anders Fogh Jensen det moderne arbejdslivs skyggeside: de manglende resultater og meningsløsheden. Og de slår til lyd for civil ulydighed i arbejdslivet. Se videointerviewet med forfatterne.
af Redaktionen
Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen udkommer den 20. april med deres nye bog Pseudoarbejde. Bogen er et opråb til alle os, der har et lønarbejde. Vores arbejde er nemlig, hævder forfatterne, blevet til pseudo, fordi vi mangler mening med det, vi laver. Et problem, der åbentbart er flyttet med fra industrisamfundet, selvom vi her i Norden forlængst har forladt bilfabrikkernes samlebånd og udmærket kender til vores arbejdes slutprodukter. Så var der egentlig ikke også pseudoarbejde i gamle dage?
I dag arbejder vi alt for meget uden at lave noget. Vi laver ikke noget vigtigt i hvert fald. I forhold til, hvor meget tid vi bruger på at arbejde, rykker vi utroligt lidt på de parametre, der virkelig betyder noget her i livet. Hver dag gør vi meget af det samme. For forskellige aftagere og med forskelligt sigte, but still.
Fra man begynder på en arbejdsplads, til man har lært at gøre det, man skal, går der et par uger eller en måned, afhængig af hvor komplekst et arbejdsområde, man varetager. Derfra er det ren Sisyfos; det samme og det samme i små variationer.
Man forstår, hvorfor forfatterne kalder det moderne arbejdsliv absurd.
Vi har opfundet computere og kommunikationssystemer, der skal gøre vores arbejdsliv lettere. Men vi arbejder ikke mindre af den grund. Vi har bare fået flere ting at se til på én gang. En af årsagerne er, at vi stadig tænker industrilogisk og kobler tid og penge. Men hvad skal man som leder gøre for at undgå pseudoarbejde?
Svend Brinkman-titlerne
Man kan ikke undgå at føle sig en lille smule ramt af Nørmarks og Fogh Jensens pointer, når man arbejder i kommunikationsbranchen. For hvor vigtigt er det egentligt at tale om noget? Og tale om, hvordan man taler om noget på forskellige platforme til forskellige målgrupper? Er det noget, der nærer os og giver værdi ud over det materielle? Er det noget, man kan bygge en identitet på? Er det noget, der sætter massive aftryk i leret, og som bliver stående, når man en dag er borte? Tja.
Nørmark og Fogh Jensen har givet deres kapitler Svend Brinkman-titler som "Så gå dog hjem", "Kom lidt ned på jorden" og "Styr din positivitet" – og sætter i første kapitel af fra restaureringen af Frank Lloyd Wrights fremtidsby Broadacre City. Det gamle slogan Handling gi'r forvandling kommer én i hu – forfatterne skriver tydeligvis ikke for at diagnosticere; de vil faktisk forandringen. Men det virker som om pseudo er så indlejret i vores arbejdsliv, at det svært kan undgås.
Man fristes til at sige, at hele forløbet med OK18, forhandlingernes sammenbrud og udsigten til lockout kunne være symptom på, at nogen har glemt, hvorfor det hedder et arbejdsliv. Hvis man skal til at skændes om retten til at nyde sin leverpostejmad i fred, er der noget galt. Spørgsmålet er, om der i sidste ende er andre end lønarbejderen selv - dig og mig - der kan bryde med psedorutinen.
Pseudoarbejde - hvordan vi fik travlt med at lave ingenting udkommer på Gyldendal den 19. april.
