Nisse-hygge-horror

Udover at signalere en klar afstandtagen fra den klassiske danske julekalenders sødmefulde hygge får vi i groteske voldshandlinger flere centrale problematikker i serien ridset op.

For det første er nisserne utilfredse med forholdene på den isolerede ø, Aarmandsø, de lever på. Og det forstår man sådan set godt. Et nissebarn bliver kørt ned. Derudover holder øens beboere nisserne indespærret på et reservat, som er omkranset af et rustent og grimt hegn, der sørger for at holde dem væk fra resten af samfundet. Hegnet er strømførende og forhindrer derfor nisserne i at gå frit omkring på den ø, de har været på så langt tilbage, som nogen kan huske.

Dette bringer os frem til det andet store tema i Nisser, nemlig kontrasten mellem (stor)by og land. For det er når storbyfamilien ankommer til øen, at tingene begynder at gå galt. Familien er taget til øen netop for at undgå det hektiske liv i trædemøllen, komme væk fra bylivet og tættere på naturen. Men de bringer desværre byens vaner og forbrug med sig.

Hyggehorror i familiens skød

Ideen om, at julen varer lige til påske, kan man i Nissers univers med andre ord stikke skråt op. Juletemaet kan kun med nød og næppe siges at tælle som seriens tredje og sidste store tema. For ganske vist er der nisser, juletræer og julepynt med i Nisser. Men der går ikke mange øjeblikke, fra Josefine og hendes familie er ankommet til den afsidesliggende ø, før alle skændes og blodet flyder.

På den måde afspejler serien julemåneden meget godt. Som en form for metafor for, hvad der egentlig foregår i december, er irriterende familiemedlemmer, ubehagelige naboer, alt for meget kød, stress og jag noget nærmere julens virkelighed end den virkelighed, der præsenteres i Jul på Slottet, Pyrus eller Nissebanden. Det er tydeligt, at seriens skabere gerne vil være lidt bad boy-agtige, når de forsøger at vende julekalenderens konventioner på hovedet. Ganske vist hedder hovedpersonen Josefine, men det er ikke hende og Jesus, der er i højsædet her, men hårdtpumpet horror med alt, hvad dertil hører af skyde- og slagvåben, skrig og splatter.

Vi har set det før

Ideen med at tage noget, der er hyggeligt og sødt, og så vende det 180 grader, så det bliver ubehageligt, uhyggeligt eller frastødende, har vi set mange gange før. Og også ofte netop i juleregi. The Julekalender, De Nattergales bud på en anti-julekalender, har i år eksempelvis 30-årsjubilæum. Ligesom Nisser, så spiller The Julekalender på forskellen mellem by og land, det store udland og det hjemlige. En stor del af seriens komik lå i forskellene på seriens onde væsner, nåsåerne, der med karikeret københavnsk dialekt og vendinger blev sat i kontrast med de rolige og sindige vestjyder, der havde et ganske andet syn på tilværelsen – og det danske sprog – samt selvfølgelig i nisserne, de løjerlige væsner fra nord, der talte en spøjs blanding af engelsk og vestjysk.

Så deeeet… Foto: The Julekalender

Glem the trouble

Jul på Vesterbro og Bad Santa

Senere fulgte Anders Matthesens Jul på Vesterbro, der flyttede fokusset fra det landlige til det (dengang) hårde liv på Vesterbro. For Matthesen stod Vesterbro som den sidste bastion af det gamle København, hvor man stadig kunne nå at opleve den sande københavner, som vi oprindeligt kendte dem, men som nu var under trussel: luderen, lommetyven og pølsemanden. Serien ender da også med ærkekøbenhavneren Stewarts endeligt, såvel som København selv, der jævnes til jorden af en atombombe.

Foto: Jul på Vesterbro

Skæver vi til USA, har vi film som Bad Santa, hvor Billy Bob Thornton spiller en depraveret og alkoholiseret indbrudstyv, der forklædt som julemand slås og bedriver hor samt stjæler fra alle, inklusive børn, for at give til sig selv, men ikke bliver meget mere lykkelig af den grund.

Billy Bob giver den som beruset og ubehageligt røvhul i “Bad Santa”.

Gremlins – nuttet ondskab

Og endelig er der inspirationen fra Gremlins. I anti-juleklassikeren fra 1984 bliver den hyggelige lille Gizmo, en nuttet og pelset såkaldt “mogwai”, på rekordtid til flere hundrede “gremlins”, onde væsner med øglehud, der i løbet af en enkelt decemberaften slagter det meste af en mindre by et sted i USA. Ligesom i Nisser går det i Gremlins også galt, fordi en ellers velmenende familiefar bryder de regler, han allerede i første scene har fået forklaret meget tydeligt (Gremlins: Mogwais er ikke til salg. Nisser: Følg kystvejen). Og som det også er tilfældet i Nisser, så bliver dette første brud gjort uendeligt meget værre, når den kommende generation nærmest omgående overskrider et sæt regler, som også de har fået forklaret meget tydeligt (Gremlins: Giv dem ikke mad efter midnat. Nisser: Hold dig væk fra hegnet, lad være med at stjæle babyer, bliv uden for reservatet, lad være med at dræbe nisserne).

”Don’t feed them after midnight…”

Nisser er som bekendt sagnvæsner og lige så specifikt skandinaviske, som “gremlins” er angelsaksiske. Det er alt andet lige med deres helt eget twist, at skaberne bag Nisser søsætter sin egen hyggehorror, især for et dansk publikum. For nisser kan godt være drillesyge, men de leder sædvanligvis ikke små børn langt ud i skoven for at dø, som “elves” (den engelske oversættelse af seriens danske titel, red.) kan have for vane, ligesom de heller ikke i samlet flok går amok i en kollektiv blodrus, som vi ser det i Gremlins. Nisser er hyggelige og i dag harmløse væsener, vi med glæde lukker ind i vores hjem, og som vi uden større bekymringer giver mad. Selv efter midnat.

GIF: Gremlins

At vende alt dette på hovedet og insistere på, at nisser ikke er hyggelige, at vi ikke skal invitere dem ind i vores hjem, men at vi skal ofre køer til dem, så de kan få stillet deres blodtørst, er en idé, der faktisk fungerer.

Bedre end The Rain

Der er nok mange, der kommer til at hade Nisser, måske endda lige så meget som de hadede The Rain. For det er samme skaberhold, der står bag. Selv hadede jeg ikke The Rain, omend jeg godt kan forstå frustrationen over hvor lidt logik, der var i serien, og hvor ublu den saksede fra andre film og serier.

Nisser er dog bedre end The Rain. Særligt vinklingen mellem natur og menneske behandles på en måde, der helt op til slutningen stiller spørgsmål ved, hvem der egentlig er de onde, ligesom der pirkes til flere klicheer i genren – hvilket man næppe kan sige gjaldt The Rain.

Hovedpersonen er svær at fatte sympati for

For det første er der de titulære nisser, seriens monstre, som jeg dog personligt ofte holdt næsten lige så meget med, som jeg holdt med menneskene. Nisserne vises fra allerførste scene at være kødædere og rovdyr, og også ganske brutale. Men det er rovdyr jo som udgangspunkt, for ellers dør de.

Herudover er der øens beboere, der står i en form for religiøs pagt med nisserne, både som dem, der varetager en gammel tradition, omverden ikke må høre om, men også som en slags værn for både omverdenen og nisserne. De portrætteres først som underlige og skumle, men viser sig efterhånden at være det modsatte.

Og til sidst har vi så familien, de udefrakommende. Klassisk inden for horrorgenren er der tale om en kernefamilie, der skal væk fra storbyens jag og ræs, men også ender med at tager skeletterne i skabet med (The Shining). Det er dem, vi i sidste ende skal holde med, men også dem, der uforvarende udløser den forandring, der slipper monsteret løs.

Josefine, lillesøsteren i familien, virker til at være en hovedperson af en art, og burde klassisk også være det. Hun er barn og i udgangspunktet uskyldsren, men hun er bare utrolig svær at fatte sympati for. Som den yngste og mest barnlige i familien har hun ganske vist et tilsyneladende naturligt bånd med babynissen, som de ved et uheld er kommet til at køre over. Som i E.T., en anden firser-klassiker, som Nisser også låner flittigt fra, er det de (tilsyneladende) uskyldsrene børn, der kan opnå forbindelse og kommunikation med væsenet udefra. Det er da også netop Josefine, der både modigt og empatisk sniger sig ud i mørket for at opspore og finde nissebarnet, ligesom det er hende, der i al hemmelighed plejer og passer det. Her får bybarnet altså et godt og sundt bånd til et væsen fra naturen. Men så går det galt. For ulig Elliott, og de andre børn i Spielbergs klassiker, vil Josefine ikke gå med til, at nissebabyen kan få lov til at ”phone home” eller blive forenet med sin egen art.

Josefine laver en række fatale fejlslutninger, der vil lede til adskillige dødsfald inden for menneske-, nisse- og kvægverdenen. Bjørneunger, tigerunger, ja, selv krokodilleunger kan jo se søde ud, når de er babyer, men at holde vilde dyr som kæledyr er dømt til at gå galt (se eksempelvis, hvordan det gik i Tiger King eller Grizzly Man).

Foto: Nisser

At Josefine bliver fortryllet, kan man ikke klandre hende for. Problemet er bare, at Josefine bliver for egenrådig og så fokuseret på sine egne behov, at hun nægter at indse, hvad det egentlig er, hun har med at gøre.

Nissen vil for eksempel ikke spise den mad, hun tilbyder, og da hun og broderen finder en død og sønderrevet kat hos babynissen, nægter hun at acceptere det åbenlyse. I modsætning til Elliott fra E.T., der netop ofrer sig selv og sin kærlighed til rumvæsnet, for at det kan vende tilbage til sin egen planet, har Josefine selv ikke tænkt sig at ofre noget som helst.

Hun tænker udelukkende på sig selv og sine egne behov og er villig til at ofre alt og alle andre for at opnå det, hun ønsker. Ifølge de traditionelle regler for horror, men endnu mere for folkeeventyr, burde Josefine ikke overleve. Hun overtræder samtlige regelsæt og befalinger og gør intet for at rette op på den skade, hun forvolder.

Børn kan også være selviske og destruktive

Trods seriens mange klicheer har den øjeblikke af originalitet og nerve. I et af de næstsidste afsnit forsøger Josefines mor at berolige hende, da Josefine langt om længe indser, at det ikke alene var dumt at stjæle nissebarnet, men også at beholde den. ”Jeg skulle aldrig have taget den!”, råber Josefine, hvortil hendes mor svarer: ”Nej, det er ikke din skyld. Du har ikke gjort noget galt. Hvad end der er sket på den her ø, er det ikke din skyld.”

Det er jo det, vi gør som forældre, netop fordi vi vil skærme barnet. Men her tager serien ingen fanger. Karen, øens matriark, spillet eminent af Ann Eleonora Jørgensen, bryder ind og siger det, vi har tænkt hele vejen.

”Men det er det jo. Det er din skyld. Du tog en unge og ville ikke aflevere den igen. Vi prøvede at løse det, men du løb tilbage. Folk er døde på grund af dig.”

Da det viser sig, at Josefine tillige har dræbt en af nisserne og dermed potentielt startet en krig mellem mennesker og nisser, bliver det klart, at Nisser reelt kunne give sig hen til skovens dybe stille (hor)ro(r). Og her bliver Nisser, i hvert fald for en stund, mere end en metervare fra Netflix med et snert af hyggehorror, et dash af nordic noir og sjove sweatere. Et barn kan jo netop være uskyldsrent og klarsynet, men også selvisk, destruktivt og uden omtanke for sine omgivelser.

Øko-horror, folk-horror og naturens sammenbrud/genkomst

Det seneste årti har set en opblomstring af to nye begreber inden for horror, hvilke er nært beslægtede. Det ene, øko-horror, beskæftiger sig med naturen som kilden til det monstrøse. Frygten for rovdyr og naturens ubarmhjertighed er den mest basale kilde til denne form for horror, men med klimakrisen og de mange andre menneskeskabte problemer, der hærger kloden, er fokus skiftet.

Den monstrøse natur er nu ikke ude efter det enkelte menneske som føde (Dødens Gab), men menneskeheden som sådan. Folk-horror, på den anden side, har større fokus på det menneskelige, men dog netop også de mennesker, for hvem dyb spiritualitet, ældgamle traditioner og en tæt forbindelse til naturen anses som værende en kilde til rædsel for de ankommende byboere. Nylige eksempler på dette er film som Hereditary eller Midsommar, men den helt store klassiker er The Wicker Man, som Nisser (endnu engang) skylder en del. I folk-horror ser vi igen skellet mellem by og land hårdt optrukket, for det er i byboerens fremmedgørelse fra naturen, at det moderne menneske mister fodfæstet.

Ari Asters sublime “Midsommar”, hvor sollys, grønne marker og et flor af blomster bliver til rædsel, når skellet mellem natur og mennesker smelter sammen. Foto: Midsommar

Nisser byder på både øko-horror og folk-horror, som er nært beslægtede. Og et stykke af vejen tænkte jeg, at Nisser måske faktisk havde modet til ligesom The Wicker Man og Midsommar at tage den helt derud, hvor bymennesket ikke kan bunde, og naturen tager over. Der er lidt julehyggeglimt i øjet engang imellem, men det er tydeligt intentionen, at vi skal være oprigtigt bange for nisserne. Nisser er ond. Men den er ikke ond nok. Og det bliver til et problem, når den til dels ønsker at være ondskabsfuld, men i sidste øjeblik får kolde fødder og selv løber skrigende væk fra sit eget præmis: At det moderne menneske er ondt, at det udøver vold mod naturen, og at naturen nu vil slå tilbage.

Vi ser igen og igen i Nisser bymenneskets mangel på respekt over for naturen, og hvilken skade det resulterer i. Udover Josefine og hendes familie hører vi på et tidspunkt, at tingene på øen ændrede sig, da der kom et savværk til øen. Mange af øens beboere, skønt de længe havde levet i harmoni med træerne og nisserne, tog arbejde på savværket. Og så forskubbede balancen sig. Det gøres ikke helt klart, om nisserne allerede var blodtørstige vilddyr, der blot fik nok af menneskets invasion af deres jagtmarker, eller om det var et kemisk udslip af en art, der har gjort dem monstrøse, men det er i og for sig også ligegyldigt. Øboerne, der burde vide bedre, tog arbejde på de udefrakommendes savværk for profittens skyld. Og det har de – og nisserne – måttet bøde for siden.

Der er et ærgerligt og spildt potentiale her. Både i seriens milde spidning af vores ødsle juletraditioner (lad nu VÆRE med at fælde træer kun for at have dem stående et par dage inde i stuen!), men også i antydningerne af, at mennesket og ikke nissen er monsteret, og at den vold, der udøves på et strukturelt plan mod naturen, er mere end nisserne, øen og kloden kan bære, men som aldrig følges til dørs.