Fyre Festival-fiasko: Influencerstuntet, der snød alle

Fyre Festival blæste alle omkuld med verdens måske mest massive influencer-markedsføring. Men hvad der skulle have været en eksklusiv VIP-musikfestival i Pablo Escobars ø-paradis, endte med snaskede ostemadder og nødhjælpstelte. Lektor Bo Kampmann Walter undersøger, hvordan det kunne gå så galt.
Billeder af de "luksuriøse" faciliteter, da gæsterne ankom. Det viste sig at være telte, der var beregnet til nødhjælp efter orkanen Matthew.
Billeder af de "luksuriøse" faciliteter, da gæsterne ankom. Det viste sig at være telte, der var beregnet til nødhjælp efter orkanen Matthew.
af Bo Kampmann Walther

Det er historien om verdens fedeste fest, der aldrig fandt sted. Fyre-gate og fængslingen af iværksætteren Billy McFarland kommer i kølvandet på flere år med mediernes selvransagende blikke.

Leaks i alle afskygninger. Redwashing, ideologisk narrefisse og postulerende hjertevarme svøbt i profitmaksimering. Shitstorm efter shitstorm, hvor de sociale medier har vist sig ligeså ferme til at målrette forbrugerismen som til at destabilisere hele molevitten.

Er vi virkelig ikke blevet klogere?

Netflix-dokumentar: The Greatest Party That Never Happened.  

 

Dokumentaren om Fyre – ”FYRE: The Greatest Party That Never Happened” – kører lige nu på Netflix. Streamingtjenesten Hulu har også lavet en film om festivalen, der skulle have været århundredets fest.

Det var foråret 2017. Fotomodeller og Instagram-kendisser stod i kø for at promovere begivenheden, som skulle finde sted på en privat ø i Bahamas ejet af narkobaronen Pablo Escobar.

Himlen var blå, smilene var brede, og bikinierne sad fotogent løse og lokkende på klækkeligt betalte influencers.

Investorerne smed bunker af dollars efter eventen. Pitchen, som McFarland og den fallerede rapper Ja Rule havde med sig i lommen, lovede en event uden sidestykke med hot musik, kulinarisk magi og hvide strande.

 

Den store illusion
Det hele viste sig selvfølgelig at være en photoshoppet illusion. April 2017 blev Billy McFarland idømt en fængselsstraf på 6 år. Han skal betale 26 millioner dollars tilbage.

Hundredevis af gæster strandede under panikagtige tilstande på Great Exuma Island. Imens tweetede de og viste billeder af snaskede ostemadder og iltfattige kødannelser, så hele verden kunne grine og græde med.

Gæsterne, de rige og forkælede møgunger, blev ufrivillige hovedpersoner i en gigantisk docusoap, der tematiserede grænsen mellem virkelighed og fiktion, og det ligeså skrøbelige skot mellem drøm og shitstorm.

Men det var også helt almindelige mennesker, der blev taget med bukserne nede. ”Gennemsnitlige tabere”, som tech-iværksætteren og arrangøren McFarland hånligt bemærker i Netflix-dokumentaren til sin partner, den konstant berusede Ja Rule.

Sekundet efter fiser de to afsted på en vandscooter og kan ses instruere endnu en orange supermodel i at spænde SoMe-generationen op til lir.

 


Der var ikke meget luksus over maden på Fyre Festival. 

I stedet for VIP-behandling og privatfly fra Miami fik festivalgæsterne smattede ostemadder, bands, der aflyste i sidste øjeblik, interimistiske nødhjælpstelte og forsinkede flyafgange.

Juni 2017 blev McFarland arresteret igen, denne gang for at sælge falske billetter til musikarrangementer gennem et andet selskab, NYC VIP Access.

“Den anger, jeg føler, er ubærlig”, siger McFarland til domstolen.

“Jeg har levet hver eneste dag med visheden om, at jeg bogstaveligt talt ødelagde mine venners og families liv”, klynker han. Siden har McFarland påberåbt sig bipolar sindslidelse med sygelig trang til at være berømt.

 

Kunsten at markedsføre
Fyre-festivalen var ikke det første markedsføringsstunt, hvor sociale medier spillede en afgørende rolle. Det har vi set før, endda længe før Instagram og Facebook.

Men skalaen stak ud. Den var enorm. Billetterne var udsolgte på to dage. Også selvom gæsterne intet fik at vide om logistik, refundering og andre almindeligheder.

 

”Der blev lokket med VIP. Der var en million-dollarskattejagt. Du ville vågne i en cabana, lave yoga på stranden, spise morgenmad med Kendall Jenner”

 

Kaosset var, skriver Vice UK, af bibelske dimensioner: ”Instagram giver, Twitter tager”.

Som én af interviewpersonerne siger i dokumentaren: ”Magtfulde modeller skabte den hér festival, og et enkelt billede af ost på toastbrød rev det hele fra hinanden”.

Reklame for Fyre Festival. 

 

VIP-drøm
Det er ikke kun McFarland, der skal betale regningen. Topmodeller som Kendall Jenner, Bella Hadid og Emily Ratajkowski, der alle var med i den glittede reklamekampagne for festivalen, risikerer at blive stævnet og retsforfulgt.

Jenner, der tidligere har gjort sig uheldigt bemærket som blikfang i en tåbelig Pepsi-reklame, fik desuden halvanden millioner kroner for at reklamere for festivalen på sine sociale medier.

Det ligner en dekadent overklasses voldsomme himmelflugt og ligeså larmende deroute. Men, skriver MarketWatch, McFarlands partytrick gik i lige så høj grad, hvis ikke mere, ud over the average guy:

”Der blev lokket med VIP. Der var en million-dollarskattejagt. Du ville vågne i en cabana, lave yoga på stranden, spise morgenmad med Kendall Jenner”, fortæller én af gæsterne, Dylan Caccamesi, en 23-årig musiker og bartender fra Atlantic City.

 

Fyre er komisk, fordi man kan sidde og grine sammen med Netflix. Den er også tragisk, fordi McFarlands og Ja Rules tyndfede arrogance gik ud over helt almindelige mennesker og ikke bare de superrige.

 

”Ironien er, at selvfølgelig var der de rige, som aldrig har prøvet at arbejde, men de fleste, jeg rendte ind i, var lige som mig”, siger Caccamesi.

”Så hørte vi på Twitter, at de, der skulle optræde, aflyste. Og så lige pludselig begyndte folk at løbe, og der var én, der sagde: ’De giver os ikke telte – det er først til mølle!’”.

 

Tjen penge på skidtet
Et sted i dokumentaren omskriver Ja Rule bedraget til ”fake advertisement. Ja Rule er et imbecilt menneske. Det samme gælder Kendall Jenner, der tilsyneladende ikke har lært af sin Pepsi-medvirken og den virale shitstorm, hun sammen med læskegiganten havnede i.

Investorerne, der imødekommende lod sig sparke i måsen forført af pitch og sweettalk, må sidde tilbage med en klæg smag i munden.


Billy McFarland. 

 

McFarland er en kompromisløs sociopat, der aldrig kommer til at betale sin gæld tilbage, og hele miseren kan passende opsummeres i Ja Rules dumsmarte skål:

”Here’s to livin’ like movie stars, partying like rock stars and fucking like porn stars”.

 

De skyldige
Men hvem er ellers skyldige? Hvad med alle os, og hvad med alle medierne, der nu stimler sammen om Fyre som gribbe i et trafikuheld?

Som Soundvenues Kristian Karl skriver, er det ikke bare Netflix- og Twitter-publikummet, der får fyldt på den moralske benzintank, nu hvor McFarland er hevet på skafottet.

Fyre luner nemlig ikke blot i den kulturelle kapital. Der er penge i tragedien. Se bare mediebureauet Jerry Media. De stod for en del af Fyres promotion og forbigås næsten i tavshed i Netflix’ dokumentar.

Nu tjener de ”gode penge på at lave mediekampagner for det her snydeprojekt” sammen med Netflix og Vice Studios, anfører Kristian Karl.

Set fra en markedsføringsvinkel er Fyre-skandalen klar som is: Man kan ikke have en guldrandet plan A uden at have en snusfornuftig plan B.

 

Det er en god historie. Både dén om markedsføring, altså, at hvis man skal lokke med Instagram, så skal man også have styr på Twitter. Og dén om forestillingen over for virkeligheden.

 

Hvis man giver med Instagram – hele haremmet af kendisser og hulkindede opportunister i modetøj – så skal man også være parat med brandslukning på Twitter.

Guerilla Biz i den hér målestok er fedt – når det lykkes! Resten er skinbarlig virkelighed, hvor himlen hives ned på jorden under stor ståhej, og hvor benovelsen over en laber larve, man måske kan spise morgenmad med på en mælkehvid drømmestrand, overtrumfes af en ostemad.

 

Det komiske og det tragiske
Fyre er komisk, fordi man kan sidde og grine sammen med Netflix. Den er også tragisk, fordi McFarlands og Ja Rules tyndfede arrogance gik ud over helt almindelige mennesker og ikke bare de superrige.

Eventen, på én gang reel og virtuel, manifesterede det velvillige bedrag, vi dagligt udsætter os selv for på sociale medier. Den var iscenesættelse på en massiv skala. Arenaen var en narko-ø i Bahamas, maddingen var Jenners Bambi-øjne, og McFarland er skurken, som fældes af Netflix’ politikorps og Twitter-regimets slumrende celler.

 


Fyre Festival blev ikke som forventet. 

 

Det er vildt, at Fyre-gate kommer i kølvandet på år med mediernes selvransagende blikke. Leaks i alle afskygninger. Der er skrevet om redwashing, om ideologisk narrefisse og postulerende hjertevarme svøbt i profitmaksimering.

Der har været shitstorm efter shitstorm, hvor de sociale medier har vist sig ligeså ferme til at målrette forbrugerismen som til at destabilisere hele molevitten.

Er vi ikke blevet klogere? Ind på scenen, på sit Klods Hans-agtige æsel med den altid stenede Ja Rule ved sin side, ankom Billy McFarland.

 

Det lykkedes ham [Billy McFarland, red.] jo trods alt at give et crash course i, hvordan man ikke skal markedsføre en social drøm uden at have krisekommunikationen på stand by.

 

Han gav os historien om, hvor lidt der skal til for at bondefange os. En yacht med erotiske duller. Kodak-øjeblikke og kulturel kapital lige ned i lommen på en samtid, der råber og drømmer i flok, men pynter sig i ensomhed.

En Don Quixote-fortælling om, hvor hurtigt blændværket og eskapismen kollapser i ostemadder og øllet flokadfærd.

Det er en god historie. Både dén om markedsføring, altså, at hvis man skal lokke med Instagram, så skal man også have styr på Twitter. Og dén om forestillingen over for virkeligheden.

Klods Hans var klodset, men fik prinsessen. Don Quixote var en gudsbenådet løgner, men gjorde spændet mellem drøm og fakta til evig kunst. McFarland endte i fængsel.

 

At vise røv på ungpigeværelset
Fortællingen kan potentielt blive ved og ved med at spinde guld, og den kan løftes durk over i ungpigeværelset, hvor der dagligt vises røv og plirres med vipperne.

 

Sådan har det været lige siden: Hvis du spiller rig og succesfuld intensivt og længe nok, tror omgivelserne på, at det er den skinbarlige sandhed.

 

Det komiske er, at så mange mennesker betalte bunker af dollars for en drøm, der gik totalt galt, før den overhovedet begyndte.

Det er komisk, at både jantelov og uhæmmet festbegær tilfredsstilles af Fyre somfranchise. Hvem vil ikke gerne sippe drinks under en tilgivende, blå himmel? Og hvem vil ikke gerne gyse over en komatøs SoMe-ungdom, der besvimer i køen til flyet og hulker snot over, at Kendall Jenner valgte at blive hjemme?

Det tragiske er, at selve medielogikken bag kværner videre, som om intet var hændt. Overskriften? McFarland tabte, Netflix vandt.

 

Kunst?
I starten af 70’erne ankom David Bowie til USA. Pladeselskabet gjorde alt for, at han skulle se rig og succesfuld ud fra dag ét. Limousiner, groupies i metermål og røde løbere var indkøbt for lånte penge.

For en stund lappede Bowie det i sig. Alligevel krystalliserede fremmedgørelsen oven på det kapitalistiske tag-selv-bord sig i blivende mesterværker som Diamand Dogs ogYoung Americans.

Sådan har det været lige siden: Hvis du spiller rig og succesfuld intensivt og længe nok, tror omgivelserne på, at det er den skinbarlige sandhed.

Er McFarlands PR-stunt i virkeligheden kunst? Er det en social installation i realtime? Street art for lallende idioter, der vakler ind og ud af selvpromoveringens anarki? ”Free for all!”, siger McFarland om de FEMA-lignende telte, som festivalgæsterne må slås om.

Man kunne tolke det som en allegori over opstigningen til kendis i SoMe-æraen. Der er fri adgang for alle.

Alle kan poste et billede eller lave en blog, inklusiv hende på teenageværelset, der hiver ned i trusserne og strutter med kindbenene i håbet om at få en kæreste.

Og dog. McFarlands fladpandede svindelnumre tåler ingen kvalitativ sammenligning med Bowies lånte limo. McFarland sidder næppe i fængselscellen og fejrer sin egen triumf.

Det lykkedes ham jo trods alt at give et crash course i, hvordan man ikke skal markedsføre en social drøm uden at have krisekommunikationen på stand by.

Imens lukrerer Netflix videre på mediecirkusset. Ja Rule sumper ovre i hjørnet med en dagdrøm om at knalde som en pornostjerne.

Og Kendall Jenner har stadig ikke fattet, at blikfang ikke er hele sandheden. Lige indtil den næste event. Caribiske øer og velvillige idioter er der jo nok af.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også