Et mord eller to justitsmord

Netflix' mest populære serie lige nu er en dokumentar: 'Making a Murderer'. Steven Avery har siddet 18 år i fængsel, for noget han ikke har gjort, og nu bliver han anklaget for en ny forbrydelse. Og et fuldstændig absurd retsdrama udspiller sig dernæst for den chokerede seer. Spørgsmålet er: Kan man stole på myndighederne?
Tilbage i 1985 blev Steven Avery arresteret og sigtet for voldtægt og mordforsøg. Han blev idømt 32 års fængsel. Der var bare ét problem. Han var uskyldig i anklagerne. Til at begynde med er det dét 'Making a Murderer' handler om. Om en mand der har siddet i fængsel i 18 år, for en forbrydelse han ikke har begået. Og hvad så nu?
 
Politiets mug shot af Steven Avery.
 
Men var Steven Avery ellers en mønsterborger? På ingen måde. Han var tidligere dømt for henholdsvis indbrud, overfald, ulovlig besiddelse af et våben og dyremishandling. Steven Avery var faktisk lidt af et fjog i sine unge dage – det er vi mange, der har været i større eller mindre grad – men i USA er der stor risiko for at komme i fængsel for at være et fjog. At sætte folk i fængsel, det er noget man faktisk er passioneret omkring. 
 
Da Steven Avery blev løsladt takket være nogle DNA-oplysninger, der endegyldigt beviste, at han ikke havde voldtaget nogen som helst, var han en glad mand. På de levende billeder optaget på dagen for hans løsladelse, ligner han en sød, lille trold med stort skæg. Han prøver at fortsætte sit liv som tidligere. Hans familie ejer et stort autoophug i byen Manitowoc i Wisconsin, og de bor alle på grunden.
 
Derudover arbejder Avery sammen med lokale politikere for at få sammensat en lov, der så vidt muligt skal forhindre, at folk bliver uskyldigt dømt.
 
Kan vi stole på myndighederne?
I selskab med nogle advokater beslutter Steven Avery sig for at sagsøge byen, den tidligere statsanklager og den tidligere sherif for sin fejlagtige fængsling – for 36 millioner dollars. Sagen bliver gennemgået godt og grundigt. Og selvom man i 1985 ikke havde den fornødne DNA-videnskab til at rense Avery, så kommer det blandt andet frem, at myndighederne tilbage i 1996 blev gjort opmærksom på, at en anden mand i en by i nærheden havde nævnt, at han havde begået en voldtægt i Manitowoc - og at en uskyldig mand sad i fængsel for det.
 
Men den oplysning tog politiet i Manitowoc ikke synderlig notits af, faktisk blev den kun skrevet ned. Og det er her, en af dokumentarseriens tematiske grundsten bliver lagt: Kan vi stole på myndighederne? Kan vi stole på politiet?
 
Herefter går der højst en måned, før Steven Avery bliver anklaget for mordet på en ung kvinde, Teresa Halbach. Hun besøger Avery Autoophug d. 31. oktober for at tage billeder af en bil, der er til salg. Og derefter ser ingen noget til hende. Efter nogle dage finder man hendes bil på autoophug-grunden, der er blodpletter i den, og de matcher Steven Averys blod.
 
Lidt senere finder man hendes knogler i et bålsted bag Averys lille hus. Man finder også knogler et andet sted nogle kilometer borte. Senere finder man nøglen til Teresas bil i Averys soveværelse. Det ser mildest talt ikke for godt ud, men Avery insisterer på, at han er uskyldig. Og politiet kigger ikke på andre ”persons of interest”. Hvis man synes, at den her sag allerede er rigeligt speget, så bare vent, for der kommer mere. Meget mere.
 
Ondskabens essens
Men det vil jeg ikke afsløre her. Man skal jo se det. Hellere vil jeg forsøge at dykke ned i, hvad det er, dokumentarserien gerne vil fortælle os med sin historie. Og det er ikke kun én ting. Hovedvinklen er naturligvis, ”Mand, der har siddet uskyldig i fængsel i 18 år, bliver efter sin frikendelse anklaget for et mord, han måske ikke har begået”.
 
Hvis vi var bare 50% sikre på, at Avery var skyldig i mordet på Halbach, så var der næppe nogen, der havde set det hele til ende. Og serien prøver i øvrigt ikke at overbevise os om hverken det ene eller det andet. Så temaet er justitsmord; om frygten for justitsmord, om potentielt justitsmord. Men serien handler også om korruption, såvel monetær som moralsk - og om en familie, der bliver flået i stykker.
 
Steven Avery i retten. Stillbillede fra serien/ Netflix.
 
En af de ting, der har sat sig dybest i mig, er måden, retssagen bliver kørt på. For hvad anklageren ikke har af faktiske, konkrete beviser, det digter han sig til. Offentligheden bliver fortalt en passioneret gyserhistorie om en grusom, pervers, ond mand, der voldtager og myrder og parterer og brænder en ”uskyldig, lille pige” – som anklageren på et tidspunkt rent faktisk kalder den 25-årige afdøde kvinde.
 
Her er intet køligt overblik at finde, ingen logik eller objektivitet. Både anklagemyndigheden og politiet er fanget i deres følelsers tunnelsyn. Hvis man skal have en mand dømt, så skal han åbenbart digtes helt derud, hvor han bliver kaldt ”Evil Incarnate”; altså en art ”Ondskabens Essens”. Det er rent ud sagt rystende at være vidne til, hvordan yderst veluddannede mennesker falder for fristelsen til at benytte en så primitiv retorik.
 
På trods af, at dokumentaren som sagt ikke forsøger at overbevise os om Averys skyld eller uskyld, så formår anklagemyndigheden at fremstå så vanvittig, at vi nærmest glemmer alt om det. For er det ikke anklagemyndighedens job, at få den skyldige dømt, frem for den man simpelthen har mest lyst til at dømme? Der bliver kørt en facon så arrogant, at man komplet glemmer, at måske er man selv i stand til at begå alvorlige fejl. Og det er præcis en af de mest tungtvejende overvejelser her.
 
Trend: Justitsmord
Den manglende ydmyghed fra myndighedernes side, og den manglende indsigt i egen fejlbarlighed, er det største problem i det amerikanske retssystem, som den ene af Averys forsvarere, Dean Strang, nærmest grådkvalt pointerer. Den her type adfærd blev vi også vidne til i sommeren 2014, da en ung, dansk mand, Malthe Thomsen, blev arresteret i New York, falskt anklaget for pædofili. Han måtte bruge en formue på at rense sit navn og blive sat fri igen. Og dertil kommer, at han nu utvivlsomt skal bruge tid og penge på at komme sig over de traumer, han er blevet udsat for i fængslet, Riker's Island, i New York.
 
'Making a Murderer' fortsætter en trend, som startede med 'Serial'-podcasten, der ligeledes handler om et potentielt justitsmord. Den blev efterfulgt af 'The Jinx', der handler om mangel på justits. For et par år siden kom 'The Central Park Five', der absolut handler om justitsmord, og det endda et racistisk et af slagsen.
 
Podcasten Serial undersøgte forløbet efter mordet på amerikanske Hae Min Lee.
 
Og det er nok sandsynligt, at vi nu bliver vidne til en lind strøm af denne form for produktioner, men der ligger faktisk en perlerække af True Crime-dokumentarer spredt ud over de sidste mange år, nok startende med 'The Thin Blue Line' fra 1988, efterfulgt af 'Paradise Lost'-trilogien fra henholdsvis 1996, 2000 og 2011, og 'The Staircase' fra 2004 for bare at nævne et par stykker. Med ganske få undtagelser handler disse film om justitsmord, reelle såvel som potentielle, så der er vel nærmest tale om en genre indenfor dokumentar.
 
Men 'Making a Murderer' skiller sig, ligesom 'The Jinx', ud fra mængden i og med, at den er optaget in medias res, da den er filmet, imens det hele foregår, over en periode på 10 år, fra arrestationen i 2005 til udgivelsen i 2015. Og det hjælper gevaldigt på fordybelsen, skulle jeg hilse at sige. Det er underholdende, fængende, frustrerende og skræmmende på samme tid.
 
Det kan godt være, at Steven Avery myrdede Teresa Halbach. Jeg ved det ikke, for den eneste ting anklagemyndigheden i Manitowoc, Wisconsin, har overbevist mig om er, at de på ingen måde er i stand til at se bjælken i eget øje.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også