Nekrolog fra en deaktiveret profil
Jeg har fået nok af Facebooks kunstcensur

De sociale medier overgår diktaturer i censur og blokerer flittigt billeder og brugere for nøgenhed. Det er kunsten, det går ud over. Katrine Pedersen har fået nok.

På Facebook er der ikke plads til uperfekte kroppe, en piercet topmodel eller en sort ung mand med sminke og smykker. De sociale medier er historieløs censur fra Silicon Valley, og derfor siger ekspert i kommunikation og medieudvikling Katrine Pedersen farvel og tak. Her følger hendes nekrolog fra en deaktiveret facebookprofil.
Forleden delte jeg en invitation til lancering af min nye bog på Facebook, eller det vil sige, jeg nåede ikke at invitere, før jeg blev smidt af med teksten: ”Du kan ikke lave opslag eller kommentere i 24 timer. Dette opslag overtræder vores fællesskabsregler.” Paradoksalt nok indeholdt invitationen en aften på museet Bakkehuset og en rejse fra Knud Lyne Rahbek og trykkefriheden til censur i en digital tidsalder. Opslaget blev et af mine sidste på Facebook som privatperson.
 
 
Under enevældet fandt grupper af intellektuelle fritænkere sammen omkring Rahbeks tidsskrifter Minerva og Tilskueren og i Bakkehuset. Rahbek talte for ytringsfrihed og oplysningstidens frihedsideer såvel som menneskerettigheder, hvilket betød, at han var under skærpet opsyn fra enevældets censurapparat.
 
Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann, H.C. Ørsted, Henrich Steffens, H.C. Andersen, Poul Martin Møller, Christian Winther, P.A. Heiberg og mange flere var blandt Bakkehusets gæster. Sidstnævnte blev som bekendt landsforvist og fik desuden en bøde på 150 rigsdaler for ordene: ”Ordner hænger man på idioter”.
 
Kroppe i forfald er ikke et hit på de sociale medier. Her er et billede fra Human Bodies af Nadav Kander.
 
News-feed eller old-feed
Dét opslag, der forårsagede, at jeg blev forvist af Facebook indeholdt kunst! Og ”kunst er farlig”, sagde Picasso som bekendt. I det digitale univers – på platforme som YouTube, Twitter og Facebook – håndteres kunst som vold og porno. Mudrede censurmetoder og -principper, der pejler efter markedslogik og -krav såvel som algoritmer, der trænes uden tanke på kontekst,  skaber enevældslignende tilstande i det digitale univers.
 
Det er der såmænd intet nyt i – vi er efterhånden blevet stopfodret med historier om sociale medier, der fjerner indhold og personer, der ikke lever op til de såkaldte ”fællesskabsregler.” Det er ingen nyhed. Og heri ligger det problematiske – for i jagten på at komme først med det nyeste nye, jagten på likes og chancen for at gå breaking, forkaster vi gårsdagens indhold og haster videre til næste nyhedsfix. Det er newsfeed-psykologi. Der findes i øvrigt ingen old-feed-model, for historien er besværlig, den er alt for lang, den kan ikke moses ned i en statusopdatering.
 
Censur af menneskekroppe
Min allersidste Facebook-begivenhed, en invitation til lancering af bogen Le Belle et le Bête, (der udgives af det New York-baserede Pan & The Dream i samarbejde med bl.a. Nick Knight), som jeg har været co-editor på, indeholdt bl.a. et interview med Nadav Kander.
 
Kander er kendt for sine portrætter af magtens mænd og kvinder, som det ikoniske Time Magasin coverfoto af den amerikanske præsident Donald Trump. Interviewet omhandlede hans værk Human Bodies, der visualiserer uperfekte kroppe og kroppe i forfald: “Jeg ville bag om den måde, vi er vant til at se skønhed, som noget, der er perfekt. Der findes ikke skønhed uden det uperfekte: Hvis du kun ser skønheden i det, lever du et halvt liv.”
 
Nadav Kander er kendt for sine portrætter af magtens mænd og kvinder  her er det hans billede af præsident Donald Trump.
 
Og på sociale medier er der tilsyneladende kun plads til det halve liv. Her hyldes charmen i øjeblikket. Gamle, slidte kroppe er særligt farlige, da de minder os om, at vi alle en dag skal dø. Alderdom er nytteløst, uproduktivt og matcher ikke accelerationssamfundet og effektivitetsdyrkelse. Et billed-Google-resultat af det engelske ord ”grandmom” er fx et tydeligt eksempel på, hvilken værdi en platform som Google tillægger ordet: en passiv, venlig, æblekindet og hvid kvinde vel at mærke.
 
Den samme form for standardisering af mennesker gør sig gældende i forhold til køn og kropsidealer. Kroppe, der ikke passer ind i den digitale standardopfattelse, betragtes som overtrædelse af de såkaldte fællesskabsregler, der medfører censur eller udelukkelse på samme vis som i tilfælde med vold og porno. Og der skal ikke meget til. Kate Moss var også i mit opslag – hun optræder i bogen sammen med Lara Stone i en fotoserie af Nikolai Von Bismark, der vrider gængse Instagramperfekthedsidealer og kønsstereotyper.
 
Et billede af en piercet Kate Moss var for meget for Facebook, der fjernede billedet.
 
Og et piercet Kate Moss-ansigt var tilsyneladende for meget for Facebook. Et andet værk, der blev fjernet, er Paul Westlakes Beauty Boys, der bl.a. viser en sort ung mand med sminke og smykker. I august åbnede udstillingen The Violators i Brooklyn, hvilken viser en række kunstnere, der alle er blevet censureret og/eller udelukket af sociale medier.
 
Udstillingen er et indspark i en aktuel debat, der handler om sociale mediers undertrykkelse af minoritetsgrupper som LGBTQ+-kunstnere. Ironisk nok har selv markedsføring af udstillingen været genstand for censur, da en af de medvirkende kunstnere fik sin Facebookprofil lukket i en måned for at have delt et link til udstillingen.
 
Digitale grænsevagter
Problemet er ikke, at vi kan risikere at få fotos fjernet eller profiler lukket. Problemet er, at vi lader disse virksomheder beslutte og diktere kultur på samme vis, som enevælden dikterede den offentlige samtale. Men den store forskel fra datidens censur til censur i en digital æra er, at den i dag varetages af amerikanske tech-virksomheders automatiserede systemer.
 
Censuren er både håndteret af algoritmer og i tilfælde monitoreret af mennesker, der har få sekunder til at vurdere om indhold skal fjernes. At der overhovedet forekommer censur, er den almindelige SoMe-bruger ikke nødvendigvis vidende om. De sorteringsmekanismer, der finder sted af kunst og kroppe, foregår i det skjulte. Teknologi er ikke neutral – den er menneskeskabt og præget af intentioner.
 
For tech-virksomheder som Google, Twitter og Facebook vil intentionen altid være markedsorienteret – det handler om at få brugeren til blive lidt længere for at sikre, at der er varer på hylderne til annoncørerne. Og det foregår efter logikken, at indhold, der forstyrrer masserne og i værste fald kan få dem til at logge af, må lade livet.
 
Censur under diktatur
Jeg tweetede engang et foto af en ældre kvinde med et blottet bryst. Et screenshot af skuespillerinden Florinda Chico fra den spanske film Cría Cuervos fra 1975 af instruktøren Carlos Saura. Teksten, der fulgte fotoet lød: ”This is not a nipple, this is art and it reminds us of it’s tremendous power to fight repression.” Det blev fjernet af Twitter, da det ifølge virksomheden brød med deres retningslinjer.
 
Florinda Chicos bryster kunne ikke være på Twitter.
 
Der var nøgenhed, men der var også en kontekst, der paradoksalt nok udgør et verdenshistorisk eksempel på kunsten som et våben mod autoritære systemer –  et opgør med undertrykkende regimers censurmetoder. Sauras film formåede på én og samme tid at narre Francos censurapparat på grund af sit metaforiske sprog og samtidig spidde den døende diktator med sin sylespidse kritik. En film skabt under en diktator, der ellers var kendt for at eliminere kunst og intellektuel kritik.
 
Geraldine Chaplin, der spiller hovedrollen i filmen, fortæller i et interview til det tyske TAZ: ”Politik var allestedsnærværende i vores daglige liv, vi diskuterede altid politik. Når vi lavede en ny film, besluttede vi, at vi ikke ville være martyrer. Nej, vi ville lave en intelligent film, der ikke var slave af censuren. Det første spørgsmål, vi altid fik, var: ‘Hvad er fjernet af censuren?’. Men intet var nogensinde fjernet fra en Saura-film. Det politiske var skjult. Det var som at lege katten efter musen.”
 
En trailer fra filmen Cría Cuervos, der formåede at slippe udenom Francos censur – men ikke Twitters.
 
Filmen slap igennem censuren under Franco, men måtte lade livet på Twitter i 2016. En af de platforme, hvor størstedelen af verdens befolkning modtager deres nyheder. Senere i 2017 blev fotoet af Florinda Chico bedt fjernet fra min blog thehumansituation.org. Efterfølgende inviterede Saura mig til sit hjem lidt uden for Madrid. Formålet var et interview om kunst og diktatur til bogen Emperor’s New Clothes – Art and Censorship in a Digital Age.
 
Men det blev aldrig trykt på grund af censur. Rettighederne til Sauras filmklassikere ejes i dag af produktionsselskabet Video Mercury. De forbød foto af Chico at blive trykt af kommercielle årsager og sendte i stedet et mere ”normalt” foto af skuespillerinden Florinda Chico. Et opstillet PR-foto af skuespillerinden. Og således ender historien om et fotos vej gennem censurhistorien i to forskellige årtier.
 
At sammenligne et diktatur med censur af kunst på sociale medier kan måske synes som en overdrivelse. Censur kan være nødvendigt, og det er naturligvis vigtigt, at ulovligt indhold bortcensureres på de sociale medier, og vi skal alle kunne være der med hensyntagen til de forskellige kulturer, der er repræsenteret i den globale landsby. Men så simpelt er det ikke. At dømme efter de mange eksempler på kunst, der igennem tiderne er blevet fjernet, må spørgsmålet nødvendigvis stilles: Er kunsten farlig? Og i så fald hvornår og hvorfor?
 
Digitale grænsevagter
2018 har været præget af overskrifter om tech-giganternes magt som grænsevagter i afgørelsen af, “hvad der må passere den digitale grænse,” og hvad der ikke må. I april 2018 offentliggjorde Mark Zuckerberg Facebooks censur-guidelines, der ifølge hans opdatering skulle skabe et mere demokratisk og uafhængigt system.
 
Ikke desto mindre valgte virksomheden kun at offentliggøre et uddrag og ikke de dokumenter, der året forinden afslørede et utilstrækkeligt system, der favoriserer kommercielle strukturer og bestemte grupper og i den forbindelse blev beskyldt for at stigmatisere minoritetsgrupper. Utilsigtet? Ganske sikkert, og netop derfor alvorligt. Virksomheden promoverer sig ligesom Google ofte på demokrati og demokratisering af information.
 
Men det er en selvspundet demokratiopfattelse, som den franske filosof Barbara Cassin problematiserer i sin netop udkomne engelske oversættelse og opdatering af den franske version (2009), Google Me: One Click-democracy. Hun har undersøgt den enorme indflydelse amerikanske tech-virksomheder har haft på måden, hvorpå viden formes og formidles. Hun siger bl.a.: ”Google er mesteren af kulturdemokrati, bare uden kultur og demokrati.”
 
Kultur er som sprog  flertydigt og foranderligt, og betydning afhænger bl.a. af kontekst. Men i det digitale univers har ord, viden, information og kommunikation kun værdi, når det kan pakkes i salgbare kategorier og handles som varer og services (Cassin, 2018, og David A. Vise, The Google Story NY, Delacorte, 2005). Og kunst hører ganske enkelt ikke hjemme i et supermarked – kun i de rette doser og i et format, der sikrer at forbrugeren bliver lidt længere.
 
Tech-industrien dikterer fremtidige vaner og værdier
Værdier former adfærd og handling; de reflekterer kultur og definerer et fællesskab. Engang påvirkede kulturen den teknologiske udvikling, i dag er det omvendt – tech-industrien definerer vores fremtidige vaner og værdier. På nuværende tidspunkt tæller den gruppe, der sidder i maskinrummet i diverse tech-virksomheder, en meget snæver sammensætning af kompetencer, hvor programmørens evner er hævet over alt andet.
 
Til et foredrag hos Google taler Sara Wachter-Boettcher om sin bog Technically Wrong og om, hvordan apps og algoritmer ikke er neutrale, men biased.
 
Som webdesigner Sara Wachter-Boettcher konkluderer i bogen Technically Wrong fra 2018: ” Tech-industrien værdsætter tekniske færdigheder, men devaluerer systematisk mennesker, der bringer vigtige kompetencer til bordet, der kunne styrke produkter både etisk og kommercielt: Mennesker med humanistisk kunnen-kompetencer er nødvendige for at kunne tage højde for historisk og kulturel kontekst, identificere ubevidste forudindtagede holdninger og fordomme og sætte empati i relation til brugerbehov”.
 
Etik må nødvendigvis være afsættet for den teknologiske udvikling, der i fremtiden kommer til at præge menneskers liv og valg. Tech-siloen må sprænges for at få mangfoldighed i maskinrummet og kunsten tilbage i den digitale offentlige samtale.

Relaterede artikler

Teknologien har kontrollen - Teknologerne drømmer om, at teknologien kører sig selv. Resultatet er magtesløshed, for når teknologien kører sig selv, ...
Vi er forsøgskaninerne i det sociale eksperiment - Nettet og de sociale medier har på rekordtid ændret rammerne for vores måde at kommunikere og omgås med hinanden på, og ...
Du er ikke Facebooks hund - Facebook ændrer sig hele tiden! Det er umuligt at følge med! Brugerne flytter sig hele tiden! Vi skal være med på alt de...
Jes Dorph og de falske reklamer - Danske berømtheder bliver i stigende grad brugt som blikfang i falske nyhedsartikler, der i virkeligheden er slet skjult...
Nej tak til fromhedsfremvisning - 7-Eleven gør det. McDonald's gør det. Ben and Jerry's gør det. Bilka gør det. Visa gør det. Plastrer deres produkter til...
"Vi kan desværre ikke tilbyde honorar" - Sætningen ”vi kan desværre ikke tilbyde honorar” er så almindelig i kunstbranchen, at man som kunstner nærmest bliver fo...
100 indflydelsesrige kvinder fra kultur- og medieverdenen - Kforum synes, der mangler en kultur- og mediekvinde eller to (eller måske 100) på Berlingskes liste over de 100 mest ind...
Brug Facebook som brugerne i 2019 - Hvordan kommunikerer du bedst med dine kunder i 2019? Daniel Käfer, Facebooks Country Manager for Danmark, peger på tre ...
Facebook 15 år - Året er 2004. Mark Zuckerberg er en ung Harvardstuderende, der studerer psykologi og IT. Sammen med to kammerater laver ...

Giv din stemme

12 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

52 JOB

Digital Communications Coordinator

Se alle job Indryk job

Job

Student Assistant

Frist: 31. juli

Digital redaktør

Frist: 9. august kl. 12.00

Kommunikationskonsulent

Frist: 20. august kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.