Der var tre ting, der slog mig, da jeg for nogle uger siden mødtes med Naser Khader på Ida Davidsen, den københavnske smørrebrødsinstitution.
For det første at de livvagter, der har været en del af hans liv i årevis, efter Paris-terroren var endnu tættere på, end de plejede. En påmindelse om, at der findes ekstremister, som er fuld af afsky over hans kamp for at modernisere islam.
For det andet at han – trods enorm succes som forsker, radiovært, ekspert, forfatter med internationalt format – brændte efter at komme tilbage i politik, fordi alt det, han ved så uendeligt meget om, er blevet de vigtigste emner. Pligten kalder.
For det tredje at hans folkelighed fortsat brænder igennem. Folk nikker anerkendende, trykker ham i hånden, takker ham. Ida Davidsen ønsker at opkalde et stykke smørrebrød efter ham. Roastbeef eller kalvefilet med rødbedehummus, foreslår han. Sådan er det altid at mødes med Naser, som brænder for sagen, er dybt vidende, har internationalt udsyn, er elsket af de fleste.
Naser Khader udstråler folkelighed og entusiasme. Kilde: Polfoto/Niels Hougaard.
Jeg mødte ham første gang i midten af 1990'erne – efter hans bestseller ’Ære og Skam’, som gav os en ny forståelse for indvandrere. Han sad i Borgerrepræsentationen i København, men det var åbenlyst, at han var skabt til noget større. Jeg var begejstret. Så Naser som den transformative politiker, som bedre end nogen anden ville kunne bygge bro mellem det gamle og det nye Danmark. Jeg så ham som en person, der som John F. Kennedy, Robert Kennedy og Martin Luther King i 1960'erne kunne skabe håb om en bedre sameksistens mellem folk med forskelligt udgangspunkt.
Naser Khader, den nu genopstandne politiker, er min ven gennem 20 år – og derfor skal alt, hvad jeg skriver om ham, naturligvis læses i det lys. Som for eksempel da jeg i de vidunderlige majdage i 2007, da Ny Alliance netop var stiftet, løssluppent
skrev følgende:
”Khader er det tætteste, vi i Danmark er på en Kennedy – med et smittende engagement, stærke værdier, ægte følelser og frem for alt med et kolossalt drive i forhold til at løse den afgørende politiske kamp i de kommende årtier: Nemlig at vinde kampen om unge muslimers sjæl – så de lander i vores demokratiske lejr. Khader er en fundamentalistisk tilhænger af demokratiet – i Danmark og resten af verden – men han er en hardliner med et humanistisk mål.”
Det er der mildest talt blevet grinet meget af siden. Ny Alliance, der unægtelig lignede en revolution, endte som en komisk døgnflue. Allermest fordi Naser – alle hans andre talenter ufortalt – simpelthen var en dårlig politisk, administrativ leder, som ikke havde styr på alle de detaljer, som man selvfølgelig skal have som formand.
Ny Alliance lignede en revolution, da partiet blev stiftet, men endte som en komisk døgnflue. Kilde: Polfoto/Jens Dige.
Jeg holder alligevel fast i, at Naser fortsat er en af vores allervigtigste danske politikere. Hans viden om alt det, der er afgørende i samfundsudviklingen – integration, islam, Mellemøsten, terror, radikalisering, Syrienskrigere, kristendommen, religionens rolle – er enestående.
Naser Khader flowchart. Foto: Tomas Ditlevsen.
Efter tre år uden for Folketinget er han endnu stærkere: Tiden er blandt andet brugt på at etablere suveræne internationale netværk blandt moderate muslimer, som senest
indrykkede en helsidesannonce i New York Times til kamp mod islamisme.
Han er forsker på en anerkendt tænketank i Washington og var, indtil for nylig, medvært på ’Arabiske Stemmer’, det hippe P1-program. Hans nyeste bog, ’Bekendelser fra en kulturkristen muslim’, giver et fantastisk bud på en bedre muslimsk verden.
Men er det nu en god ide, at Naser vender tilbage til politik – og er det i øvrigt en gevinst for De Konservative, at han stiller op igen? Svaret er ja til begge dele.
Er det en gevinst for Det Konservative Folkeparti, at Naser Khader stiller op? Polfoto/Gregers Tycho.
For det første er Naser en politisk leder med globalt format. I et lille land, hvor udenrigspolitik kun fylder lidt, og hvor mange politiske kommentatorer stort set er ligeglade med omverdenen, har man det med at fokusere på, at han engang ikke kunne huske en detalje om skat. Man burde i stedet se på, hvor fænomenal hans viden er om de allerstørste linjer.
For det andet har De Konservative åbenlyst behov for en stærk, værdibaseret politiker. Han er jo konservativ – i Per Stig Møller-traditionen. Ikke i Hans Engell-stilen, hvor alt handler om bulderbassemetoder. Det er sikkert derfor, at Engell ikke har haft andet end hån tilovers for Nasers tilbagekomst i dansk politik:
”Khader bliver uden betydning for konservative.”
Khader taler om de konservative værdier og mål på De Konservatives landsråd i 2009.
Nu stiller han så op i Århus – nationens næststørste by. Han bliver næsten med statsgaranti valgt til Folketinget – og Naser har efter et lille eksil uden for politik alle muligheder for at vise, hvad han er værd. Det er meget, skulle jeg hilse og sige.