Naser Khader har efterhånden en længere liste af stormfulde ture i pressen bag sig, men formår at overleve hver gang. Vi kigger nærmere på Khaders krisehåndtering.
Naser Khader er endt i mudderkamp med Stig Matthiesen, da de begge bebrejder hinanden for plagiering i deres bog "Hjertet bløder". Men for Khader er det langt fra første gang, han er ude i anklager i pressen, dog uden at det lader til at have synlige konsekvenser for hverken ham eller hans karriere. Men hvordan lykkes det ham at slippe udenom hver gang?
Vi er enige om, at det for langt de fleste mennesker er en karrieredræber af rang at skulle stå på mål for en bogudgivelse, som har så fatale mangler, at det store forlag, som står bag ved udgivelsen, vælger at destruere oplaget.
Det er ikke desto mindre, hvad der er hændt den konservative Naser Khader. Medierne har været nådesløse i deres kritik, hertil kollegaen
Carsten Jensen: ”Khader er noget, der er værre end en bedrager. Han er en selvbedrager. Overbevist om sin egen kroniske uskyld udpeger han i den anklage, der er blevet rejst imod ham for plagiat, sin medforfatter til bogen "Hjertet bløder", Stig Matthiesen, som den skyldige".
Khader, overleveren par excellence
Når Khader efter denne røvtur faktisk forbløffer gennem sit overskud – dokumenteret gennem den blomstergave med medfølgende Balancid Novum-tabletter mod sure opstød, han med et glimt i øjet har sendt Jensen – skyldes det nogle ret sublime mekanismer i det mediale samfund, som det er værd at kigge nærmere på.
Det er bogen "Hjertet bløder" af Naser Khader og Stig Matthiesen, der er under massiv kritik for at have flere afsnit, der er kopieret fra bl.a. engelske tekster. Berlingske har redegjort for at helt op til 86 procent af nogle afsnit er plagiat. Se eksemplerne her.
Når Khader, eller for eksemplets skyld en bilagsmanisk Lars Løkke eller en selvudnævnt cand.phil. som Christian Have kan overleve tiltag, som ville koste almindelige dødelige karrieren, skyldes det selvsagt den kontekst og det netværk, d’herrer fungerer i.
Endnu mere pinligt!
Plagiatgate er ikke engang det værste, Khader har præsteret. Hans lederskab af Ny Alliance var næsten så lalleglad, at man efter at have studeret Guldbrandsens TV-dokumentar ”Dagbog fra midten” spørger sig selv, om Khader og hans daværende parti var genstand for noget så utilstedeligt som fjendtlig overtagelse? Lars Trier skrev i
Politiken den 7. februar 2009: ”Alt begynder at falde fra hinanden, da Khader pludselig vælger at støtte sig ensidigt til Østergaard – der tidligere har været Lars Løkke Rasmussens spindoktor. Hendes håbløse og uengagerede råd får hende til at fremstå som en trojansk hest, sendt af Venstre.”
Trods disse pinligheder er Khader fremdeles i kurs. Plagiatgate minder os nemlig også om den ekstremt behændige positionering, han har begået på det politiske firmament. Hvor netværksforskere som socialpsykologen Stanley Milgram og sociologen Duncan J. Watts beskæftiger sig med ”six degrees of separation”, nemlig at der typisk er seks led fra afsender til rette tilsigtede modtager, så tegner Naser Khader de ”sociometric stars” som navnlig Milgram – analogt med sociologen Paul Lazarsfelds koncept om ”opinionsledere” – mener at have indkredset. Nemlig mennesker, som gennem deres hyperaktivitet og passion i højere grad er i stand til at transmittere budskaber and andre.
Sociometric star
Khader er sådan en ”sociometric star”. I et Danmark, der de sidste fyrre år – med det muslimske som aktiv katalysator – har været under forvandling fra et udpræget homogent stammesamfund mod et multietnisk samfund, har Khader indtaget rollen som en effektiv mediator mellem den gamle og den ny verden.
Khader er en ægte first mover, den første ikke-vestlige indvandrer, der er nået til tops i dansk politik, og med ham har ansvarlige politikere fået – a propos de seks led, man gennemsnitlig skal igennem med sit budskab – en mere direkte adgang til de vigtige spørgsmål, som udspringer af det mellemøstlige brændpunkt. Khader har senere kunnet forstærke sin rolle som mediator gennem sin tilknytning til Hudson Institute i Washington.
Brugerne vil have deres Khader
Set fra en brugersynsvinkel, fra politikerne, fra danske beslutningstagere er der indlysende fordele i at bruge Khader frem for andre (etniske danske), der er flere led fra de tiltagende vigtige områder, han beskæftiger sig med.
Khader har med sin store uddannelse og strategiske herkomst for længst gjort sig uundværlig, hvilket igen matcher netværkslitteraturens bud om, at man skal variere sit netværk. I bogen ”Personlig handlekraft” (Gyldendal, 2008) advarer psykologen Stig Kjerulf direkte karrieremennesket mod at skabe sig et for homogent netværk. Man skal med mellemrum tjekke det for ”Hvor mange har samme uddannelsesmæssige baggrund som dig? Hvor mange har haft samme vilkår i opvæksten som dig?... Hvor mange forskellige nationaliteter rummer dit netværk?”
Christian Have fra Have Kommunikation er blot én på listen over kendte kultur- eller politikpersoner, der har snydt med deres titler, formentlig for at vinde mere autoritet indenfor deres felt. Listen rummer også navne som Inger Støjberg, Stein Bagger og Rigmor Zobel. Kilde: Scanpix
Tilbagevendende fænomen
Det samme kan siges om Lars Løkke Rasmussen og hans tåbelige bilagssager, der minder om krejleri af værste skuffer. Løkke er ikke nogen JFK, Jens Otto Krag eller Emmanuel Macron. Men omvendt, hvilken ledende Venstre-politiker har ellers med så uforbeholden ildhu stillet op til alle mulige og umulige situationer?
Tilsvarende, for at tage et andet punktnedslag, var det pinligt, da
Lars Fogt i BT strippede kreativ direktør Christian Have for en cand.phil.-titel som Københavns Universitet ikke ville kendes ved at have udstedt. Have, hvis firma havde og har store kontrakter med offentlige kulturinstitutioner, havde endda i tidsskriftet Gaffa under overskriften
”20 spørgsmål til professoren” redegjort for studiefag og endt uddannelse. Væk røg hans to adjungerede professorater ved Aalborg Universitet og CBS.
Når Have alligevel holder, skyldes det cirka de samme omstændigheder som i Khaders tilfælde, nemlig at Haves omhyggeligt afpassede positionering og oparbejdede goodwill og knowhow overstråler de små (pinlige) bump på vejen.
Løssluppenhed skal mestres
Hvor eventguruens titelromantiseringer mildnes af det forhold, at den kunstneriske verden, han tjener, netop er illusionernes verden, så er et andet forhold, at pinlighedsfaktoren med det mediale samfunds udvikling er blevet et moving target. Som sociologen John B. Thompson er inde på i ”Political Scandal. Power and Visibility in the Media Age” (Polity, 2000) så er grænsen mellem frontstage og backstage (for nu at bruge begreber fra Erving Goffman) uigenkaldeligt rykket til ufordel for aktørernes privatliv (backstage).
Plagiatanklagerne er langt fra Naser Khaders første stormtur i pressen. Stiftelsen af partiet Ny Alliance (siden Liberal Alliance) og efterfølgende indmeldelse i Det Konservative Folkeparti er bare endnu et eksempel på Naser Khaders ture i presse-manegen.
Konsekvensen er, at mange af de tåbeligheder og tossestreger, man tidligere kunne afreagere i privatlivet, nu risikerer at blive del af ens fremtoning i offentligheden. Konsekvensen er, at reality-samfundet er et mere løssluppent samfund, hvor der blandt beslutningstagere og opinionsdannere breder sig en forståelse af, at normerne er under forhandling, og at man i dag kan overleve fejlgreb, der i det præ-digitale samfund ville koste en karrieren.
Tidligere kunne skandaler skjules og indhylles i et uigennemsigtigt slør. Navnlig kriseramte pampere havde tidligere travlt med at aktivere alle de ”klemmer”, de gennem årene havde fået på netværk og samarbejdspartnere, for ikke at styrte i dybet. Vi ved, at Mærsk Mc-Kinney Møller i positiv forstand opretholdt et system med at tilføje visitkort med påtegninger (så han efterfølgende bedre kunne tale med dem) i sin Rolodex-kalender. I Niels Krause-Kjærs roman ”Kongekabale” fra årtusindeskiftet har den onde spindoktor i en mere sinister sammenhæng travlt med at bogføre alle sine mange forbindelsers fejltrin til senere brug.
I dag er tilgangen mere proaktiv, og ”klemmerne” betyder måske mindre. Thompson taler om skandalernes ”no-consequence”.
Hvor man i det 20. århundrede kunne score store point på gode manerer og høvisk optræden, så har scenen umærkeligt ændret sig i retning af, at også seriøse aktører skal stræbe efter at mestre en løssluppenhed og en teatralskhed, som tidligere hørte privatlivet til. Det kan Khader med sine tabletter mod sure opstød (Balancid Novum) til kritiker nr. 1; det kan Løkke med sin uimponerede, altid slagfærdige, jordbundne vinderattitude; det kan Have ved at fremmane en titel, som i den virkelige verden gør ham til en lige så stor kunstner som de scenekunstnere i den uvirkelige verden, han ellers repræsenterer.