Din sygdom er en fortælling
Det er måske alment kendt, at litteraturlæsning gør os til bedre mennesker. Men kan man blive en bedre læge af at læse Thomas Mann? Kan Suzanne Brøgger og Pia Tafdrup hjælpe sygdomsramte på landets hospitaler? Kan Henrik Nordbrandt gøre alkoholikeren til afholdsmand? Med den amerikanske litteraturforsker Rita Felski i spidsen skal en forskergruppe på Syddansk Universitet nu undersøge litteraturens sociale og medicinske potentiale.
Danmarks Grundforskningsfond har bevilget 28 millioner til det tværfaglige projekt, som bærer titlen "Uses of Literature: The Social Dimensions of Literature” og involverer et samarbejde mellem fakulteterne og institutterne for sundhedsvidenskab, historie og statskundskab med det sigte at undersøge, hvordan litteraturen kan gøre os klogere på områder inden for sundhed, samfund og politik.
Forskningsprojektet forsøger at bygge bro mellem kunstens fiktive univers og den virkelige verden for på den måde at kunne udforske samt drage nytte af litteraturens performative potentiale og i samme ombæring afhjælpe litteraturstudiets stigende legitimationskrise.
Litteraturprofessor Rita Felski fra University of Virginia.
Litteraturens krise
I 2006 lavede Bush-regeringen en uddannelsesplan, som udelukkende beskæftigede sig med teknologiske og videnskabelige uddannelser, der kunne skabe hurtig profit. I 2014 nedlagde den danske regering 4.000 studiepladser, hovedsageligt på humanistiske studier, med den begrundelse, at man ønskede at tilpasse uddannelsesmulighederne efter jobmarkedets behov.
Den amerikanske filosof Martha Nussbaums værk "Not for Profit: Why Democracy Needs the Humanities" tager sit afsæt i denne stigende nedprioritering af de humanistiske studier og forsøger hertil at retfærdiggøre humaniora, hvis eksistensberettigelse, ifølge Nussbaum, er funderet på evnen til at sikre almen dannelse, moralsk opdragelse, kulturarv og demokrati.
Litteraturforsker Rita Felski undersøger selvsamme problematik, men går mere praktisk til værks i bogen "Uses of Literature", hvori hun i al dets komplicerede enkelthed stiller spørgsmålet: Hvad kan vi bruge litteraturen til? Dette spørgsmål kommer i en tid, hvor litteraturstudiets legitimitetskrise er mere presserende end nogensinde før, og ifølge Felski er det litteraturstudiets egen skyld.
Felski mener, at litteraturstudiets forankring i ’the ethos of critique’, eller hvad Paul Ricoeur omtalte som ’hermeneutics of suspiscion’, hvor litteraturanalytikeren har fællestræk med detektiven, der dissekerer, demaskerer og dekonstruerer teksten for at afsløre litteraturens dybereliggende hemmeligheder, bevirker, at litteraturstudiet i stigende grad synes forbeholdt en eksklusiv, elitær klub og mindre grad kerer sig om litteraturens almennyttighed og samfundsmæssige relevans: ”Literary studies is entirely to blame for its own state of malaise. The rise of theory led to the death of literature”.
Felski om forskellen mellem den akademiske litteraturlæsning og den almindelige læsers tilgang til litteraturen.
Rita Felskis kritik af den kritiske litteraturlæsning er inspireret af Eve Sedgwick, der i artiklen ”Paranoid Reading or Reparative Reading” udruller en kritik af den ’paranoide læsning’, som hun i tråd med Felski anser for både at være tautologisk og selvpropaganderende.
Sedgwick mener ligeledes, at den kritiske metode er ude af trit med virkelige mennesker og virkelige følelser, hvilket får Sedgwick – og Felski med – til at plædere for at omfavne hverdagen, virkeligheden og affekterne.
Altså et ønske om at bygge bro mellem litteraturens fiktion og samfundets realiteter. Et fokusskifte fra, hvad teksten betyder, til hvad teksten gør. En undersøgelse af litteraturens sociale og performative potentiale for på den måde at understrege (og forsvare) litteraturens aktualitet, betydning og relevans i et bredere samfundsmæssigt perspektiv.
Rita Felski opfatter nemlig ikke litteraturen som ren og skær 'tekst', men i højere grad som aktører, der aktivt er medvirkende til at forme vores forståelse af virkeligheden og vice versa: ”Rather than pitting literary theory against common knowledge, I hope to build better bridges between them”.
Litteraturen som social aktør
Idéen om litteraturen som social aktant henter Felski fra den franske sociolog Bruno Latours aktør-netværksteori (ANT), som er funderet på idéen om, at verden er et stort hybridt, holistisk og heterogent netværk bestående af aktører, hvorved subjekt og objekt, tekst og kontekst, fiktion og faktion ikke kan adskilles eller betragtes isoleret. Tværtimod influerer og former de hinanden kontinuerligt.
Felski abonnerer på Latours aktør-netværksteori, fordi hun mener, den kan bruges til at redefinere forholdet mellem samfund, læser og litteratur, da teorien nægter at tænke på disse instanser som separate, men tværtom som gensidigt skabende. Litteratur skal ifølge Felski forstås som en 'mediator': en social aktant, som spiller en signifikant rolle i samfundet.
Latour forstår da heller ikke litteraturen som et analyseobjekt, men derimod som en vigtig allieret i forsøget på at udrede sociale erfaringer.
I "Reassembling the Social" skriver han: “When everything else has failed, the resource of fiction can bring – through the use of counterfactual history, thought experiments [...] – the solid objects of today into the fluid states where their connections with humans may make sense. Here again, sociologists have a lot to learn from artists.”
Den franske sociolog Bruno Latour.
Den narrative medicin
Begrebet ’narrativ medicin’ handler grundlæggende om at optimere kommunikationen mellem behandler og patient, da man mener, at gode kommunikative kompetencer er gavnlige for helbredelsesprocessen. Tilgangen motiverer derfor lægen til at have blik for patientens kontekst samt de relationelle, psykologiske dimensioner, der opstår i forbindelse med sygdom.
Forskningsprojektet på SDU arbejder ud fra tesen om, at skønlitteratur og ’creative writing’ hos sundhedspersonalet vil forbedre deres kommunikation. Litteraturprofessor Anne-Marie Mai, som er værtsprofessor for Rita Felski, mener, at et samarbejde mellem læge- og litteraturvidenskab vil vise sig at være en stærk alliance, som vil lede til nye forståelser af sygdomme.
På SDU har man derfor oprettet et obligatorisk valgfag i patientfortællinger på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, hvor litteraturprofessorer underviser læger og sundhedsvidenskabelige kandidatstuderende.
Her bruges litteraturen til at skabe en større forståelse af, hvad det vil sige at være patient, og indsigt i sygdommen fra et ikke-medicinsk perspektiv. Det er hovedtesen, at der i litteraturen gemmer sig svar, der ikke kan findes i en medicinsk håndbog.
Litteraturen – faglitteratur såvel som skønlitteratur - er en menneskelig erfaringsbank fyldt med udtryk og indtryk. Skønlitteraturen adskiller sig blot fra faglitteraturen ved at tilbyde erfaringer, der ikke blot afspejler virkeligheden, men som også forholder sig til dem.
En læge ved ganske givet alt om den demente patients symptomer, dennes adfærdsændring og de kemiske processer, der finder sted i hjernen. Men den dementes følelser er uden for den medicinske lærebogs rækkevidde.
Her kan digter Pia Tafdrup være behjælpelig, når hun i digtet "Min brors øjne" åbenbarer den demente mands perspektiv og indre følelsesliv. I Kirsten Thorups roman "Ingenmandsland" beskriver også hun, hvordan hovedpersonen Carl Sørensen, som kæmper med tiltagende demens, oplever at miste sin hukommelse, bevidsthed og selvkontrol.
Dette identitets- og suverænitetstab, som Carl Sørensen oplever, giver læseren indblik i og forståelse for, hvordan den demente oplever sin sygdom og dens følger såsom ensomhed, isolation og angst. Litteraturen skaber ikke alene et bredere perspektiv, men giver ligeledes adgang til ord, stemninger og sindbilleder.
Hvor lægevidenskaben handler om at have en krop, centrerer litteraturen sig om at være menneske. Skønlitteratur er ikke et spejl, som med skalpelskarp præcision kan reflektere en menneskelig bevidsthed, men den kan skabe nærvær, empati og indføling, hvilket har vist sig at være lige så afgørende for behandlingsforløbet.
På valgfaget på SDU skal vordende læger derfor tilegne sig litteraturvidenskabelige kompetencer, herunder et blik for detaljen, samt øje for det, der bliver sagt – og vigtigere endnu det, der ikke bliver sagt. Målsætningen er at videregive fortællende egenskaber, bedre sprogbrug og mellemmenneskelig indsigt for på den måde at skabe bedre læger og sygeplejersker.
Bogen ”Syg litteratur” er et inspirationsværk, som rummer et bredt udvalg af skønlitterære tekster, der alle handler om sygdom, behandling og rehabilitering. Bogens hensigt er at åbne op for nye måder at tale om det sundhedsfaglige arbejde i det danske sundhedsvæsen.
Litteraturen skal ikke instrumentaliseres
Kritikerne gruer imidlertid for, at litteraturen bliver instrumentaliseret og reduceret til ren og skær brugsredskab. 'L’art pour l’art', græder de og insisterer på litteraturens selvtilstrækkelige, immanente potentiale. Litteraturen skal ikke retfærdiggøres igennem sin samfundsmæssige nytte, den retfærdiggør sig selv.
Felski understreger dog, at hun ikke er bannerfører for en total afvisning af den metodiske læsning, men derimod blot advokerer for en udvidelse af den. Af samme grund referer hun til sit værk "Uses of Literature" som et 'un-manifesto', da hun modsat vrede avantgardister, der bestræber sig på at nedbryde og forkaste den dominerende kunstforståelse, ønsker at åbne op, skabe og udvide den eksisterende litteraturforståelse.
Der er således ikke tale om en destruktiv omvæltning, hvor man afskriver litteraturens særlige kvaliteter, men derimod en udvidelse af litteraturens potentiale, som allerede ligger gemt i litteraturen, men som vi endnu ikke har fået øjnene op for.
