Fortjente hug til Journalistforbundet
Skomagerens børn går med hullede sko, siger ordsproget. Og Dansk Journalistforbund laver elendig krisekommunikation.
af Lone Sewerin
Det står klart efter den seneste uges kaos i fagforbundet, hvor en banal fratrædelsesaftale med fagbladet Journalistens redaktør har udviklet sig til en alvorlig krise.
Fredag den 28. juni blev der udsendt en pressemeddelelse om fagbladsredaktørens afgang. Søndag trak forbundsformanden sig tilbage. Journalistforbundets hovedbestyrelse var tavs. Kun den nye formand udtalte sig, uden at sige ret meget. I skrivende stund har godt 200 medlemmer skrevet under på et krav om, at der skal holdes ekstraordinært delegeretmøde, så hele hovedbestyrelsen kan forklare forløbet og komme på valg.
Journalistforbundets top har fået fortjente hug for sin håndtering af sagen. Men hvorfor gik det så galt? Blandt andet fordi Dansk Journalistforbund – som ellers også organiserer kommunikatører – overtrådte nogle af de mest elementære regler i krisekommunikationens ABC. Her kommer tre af de vigtigste:
1. Dobbeltmoral straffes
Ytringsfrihed er en kerneværdi for Dansk Journalistforbund. Så duer det ikke at begrunde fyringen af fagbladsredaktøren med, at ”hans journalistisk kompromisløse linje har også slidt på relationen mellem parterne, og DJ er nået til et punkt, hvor der må en ny person på posten”. Slet ikke!
2. Forklaringen mangler
To dage efter fyringen af fagbladsredaktøren og udsendelsen af den famøse pressemeddelelse er der lukket møde i Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelsen. Her går formanden af. Næstformanden overtager posten. Begge kommunikerer de på en måde, der er Kreml værdig. Den afgående formand laver envejskommunikation på Facebook. Fra hovedbestyrelsen er det kun den nye formand, der udtaler sig – uden at komme med en god forklaring på, hvad der egentlig foregår. Det får blot krisen til at vokse.
3. Ingen intern kommunikation
Én ting er, at den eksterne kommunikation kom skævt afsted. Endnu mere katastrofalt er det, at DJ fuldstændig glemte at kommunikere med egne medlemmer undervejs. Krisekommunikationens ABC siger: altid, altid, ALTID intern kommunikation før ekstern kommunikation! Skab rum for spørgmål og kritik, og giv ærlige svar. Her er, hvad der i stedet skete: Fagbladet Journalisten rapporterede flittigt i sin onlineudgave, og medlemmerne kommenterede på sagen både her og på sociale medier. Men hovedbestyrelsen gik ikke i direkte dialog med medlemmerne. Resultat: Medlemmer vender sig mod hovedbestyrelsen og kræver ekstraordinært delegeretmøde. Krisen er total.
Og hvad så nu? Den nye hovedbestyrelse har 4. juli lagt en udtalelse ud på Dansk Journalistforbunds hjemmeside, hvor man forklarer, hvorfor medlemmerne ikke kan få en forklaring:
“Det handler om, at vi forsøger at holde sammen på vores forbund i en ekstremt svær situation, hvor en del af den viden, der efterspørges, er fortrolig,” skriver hovedbestyrelsen i udtalelsen, der er rettet til forbundets medlemmer. Og den glemmer i samme åndedrag, at netop medlemmerne af Dansk Journalistforbund lægger faglig stolthed i at få fortrolige oplysninger frem i lyset og derfor må forvente, at deres egen fagforening går forrest.
“Vi er rigtig kede af, at denne sag er endt med at blive så omfattende,” slutter hovedbestyrelsen sit skriv. Det er det tætteste, forbundets ledelse kommer på at gøre det, der virker allerbedst, når man skal lægge en krise ned:
4. Sig undskyld
Men undskyldningen er for vag, og den kommer for sent. Det kommer til at tage lang tid at lappe hullerne i Dansk Journalistforbund.
