Valgkampens tre k-vindere og den klare forbier

De tre bedste

Socialistisk Folkeparti

SF bør få alverdens ros for at køre den nok mest konsistente kommunikation i løbet af valgkampen: Der har ikke været den mindste slinger i valsen. Nej, de har ikke opfundet den dybe tallerken eller gamblet for at vinde nyt terræn, de har tværtimod gjort deres bedste for at minde vælgerne om, hvad SF står for. Simpelt, skarpt og virkningsfuldt.

Partiet har nemlig et stærkt brand og ejerskab på få, men vigtige og klart definerede dagsordener: børn, ligestilling, miljø. Og valgkampen har for SF derfor handlet om at stå stærkest, hvor de ér stærkest. Kommunikationen har været on brand, og for et parti, der alligevel ikke er med i kapløbet om Statsministeriet, er det klart det smarteste.

I stedet for at forsøge at markere sig på alle dagsordener, som Venstre, Konservative og Socialdemokratiet naturligvis skal gøre, behøver SF kun markere sig på kernepublikummets hovedinteresser. Det giver en mere strømlinet og klarere kommunikation.

F.eks. har de talt om børns trivsel længe inden valgudskrivelsen og hele vejen igennem. Det må efterhånden hænge dem langt ud af halsen, men det er sådan, man kommunikerer sin politik: gentagelse, gentagelse, gentagelse – indtil der ikke er en eneste vælger i det ganske land, der er det mindste i tvivl om, hvilket parti der kerer sig mest for børns trivsel.

Og hvor andre partier halvvejs igennem nok ville mene, at nu måtte vælgerne da for pokker have fattet det, har SF haft ydmyghed nok til at gentage det en gang til.

Kernefortællingen står klippefast, og det er flot arbejde.

SF har været on brand ved blandt at fokusere på børn.

Liberal Alliance

Helt omvendt har vi her et parti, der har taget chance på chance. De har konstant lagt hele lortet på rouletten, og på forunderlig vis er de blevet ved med at vinde dobbelt tilbage.

I forgrunden har de den unge, karismatiske Alex Vanopslagh, der i analyser såvel som i meningsmålinger har fået en del berettiget anerkendelse. Men LA er også beviset på, at politik og politisk kommunikation er en holdsport. Bag Vanopslagh står nemlig et dreamteam af unge hotshots, der gør alle de ting, som de ovre i de store partier kigger beundrende på, men alligevel ikke tør kopiere.

I flæng kan nævnes en flyver med et stort Vanopslagh-banner efter sig, en serie af virale videoer med dystopiske scener fra et socialdemokratisk Fremtidsdanmark, en autografseance på Københavns Hovedbanegård, massiv tilstedeværelse på de helt unge menneskers yndlingsmedie TikTok osv., osv.

Kommunikationen har været lige så fandenivoldsk og ung som det hold, der stod bag, og de har ikke været nervøse for at skubbe de vælgere fra sig, der alligevel ikke kunne drømme om at stemme LA. De er ikke et catch all-parti, og det forsøger de ikke at være. I bytte har de fået de af Venstres og Konservatives vælgere, der syntes, det var blevet for kedeligt der, hvor de plejede at sætte krydset.

Nu skal partiet så vise, om de kan fastholde publikummets interesse, når valgkampen er forbi. Deres unge vælgere er notorisk illoyale. Desuden skal LA kunne gøre brug af deres nyvundne mandater. Og det er en helt, helt anden disciplin.

Alex Vanopslagh mødes af en flok unge fans, da han har afgivet sin stemme. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Moderaterne (Lars Løkke)

Der findes store comebacks i sportens verden. George Foreman, Michael Jordan, Tiger Woods for bare at nævne eksempler. Fælles for de tre er, at de må bøje sig i støvet for Lars Løkke.

Inden valgudskrivelsen blev der grinet hånligt i krogene. Tænk sig, at en tidligere statsminister med ubegrænset taletid i medierne dårligt kunne svinge sit nye parti op over spærregrænsen. Den ene dag var han lige præcis inde, den næste var han ikke.

Det var, indtil valget blev udskrevet. Allerede i første partilederdebat blev vi mindet om, hvorfor kun en tåbe ikke frygter Lars Løkke. Et konkret eksempel: Mens de 13 andre partiledere artigt deltog i programmets selskabsleg med papskilte, der med JA eller NEJ fortalte, om de havde kødfrie dage derhjemme, nægtede Løkke at gå med på præmissen.

”Når jeg ikke svarede på det her, så er det, fordi jeg synes, det er lidt irrelevant,” sagde han. Og på den måde skete der to ting:

For det første stjal han spotlightet i en overfyldt debat, hvor der langt fra var taletid nok til alle. Igennem alle debatterne har han været eminent til at tage ordet præcist, når det passede ham. Og til at tale om nøjagtigt, hvad han havde lyst til.

For det andet illustrerede han mesterligt, at han er ovre al muligt pjat. Underforstået, fordi han har set og oplevet alt. Han er kommet tilbage for at vende politik på hovedet, og han har ikke i sinde at spille efter andre regler end sine egne. Det er – undskyld udtrykket – politisk big dick energy.

Ikke så underligt fik han i løbet af valgkampen suget Venstres, Socialdemokratiets og Radikales vælgere til sig. Fra at rode rundt nede omkring spærregrænsen endte han med at være en seriøs kandidat til statsministerposten på under fire uger. Og det er intet mindre end imponerende.

Lars Løkke Rasmussen har om nogen formået at stjæle spotlightet under valgkampen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Forbieren

Radikale Venstre

Det må være skæbnens grusomme ironi, at partiet, der udløste valgkampen, også endte med at være blandt dem, der har tabt mest. Radikale står i skrivende stund til en halvering og sandsynligvis også nogle lange dage med selvransagelse og evalueringsmøder.

Årsagerne til, at Radikale tvang Mette Frederiksen til at udskrive valg er stadig uklare: Efter minkkommissionens beretning havde partiet mistet tilliden til statsministeren, men ønskede ikke en advokatundersøgelse. I stedet ville de have hende til at udskrive valg, dog først flere uger senere, og så agtede de i øvrigt at gøre hende til statsminister igen. Sådan cirka. Der kunne man godt have lagt lidt krudt i at forberede et mundret standardsvar til.

Partiets leder, Sofie Carsten Nielsen, blev også sendt en tur til Lolland, hvor hun bl.a. skulle sidde i kassen i Rema 1000 og fra den plads tale politik. Idéen har grangiveligt været at tage ud i "virkeligheden" og tale med "virkelige mennesker", men det efterlod det indtryk, at Rema 1000 på Lolland var det mest bøvede sted, Radikale kunne komme i tanke om. Et sted, fine folk normalt ikke kommer, og hvor man nok ikke går ret meget op i politik. Dér skød Radikale sig selv i foden, for pilen pegede tilbage på dem selv som storbysnobber på udflugt. Især da Sofie Carsten Nielsen ville have øens beboere til at droppe deres gasfyr – der dog ikke findes et eneste af, da der ikke går en gasledning til Lolland.

Særligt ondt må det gøre, når Moderaterne stormer ind i Folketinget på at snakke om bredt samarbejde og regering hen over midten. En dagsorden, der i årtier har været Radikales, men altså nu skal deles med det – om målingerne holder stik – markant større, nye parti.

Hvorfor dog ikke have slået sig op på at være byernes parti? Gå imod Socialdemokratiets gavechecks til lukningstruede lokalkøbmænd i døende provinssmåbyer. Slået et slag for luftforureningen i de større byer. Givet ekstra gas på at få udflytning af offentlige arbejdspladser og studiepladser til at fylde i valgkampen?

Langt de fleste partier faldt over hinanden for at være provinsforkæmpere, og det efterlod et gabende tomrum i byerne, som kun yderpartierne i hver sin ende – og til dels Moderaterne – fuldtonet er gået efter. Her kunne café-partiet over dem alle nok have scoret gode stemmer. I stedet for at tabe dem i Rema 1000 på Lolland.