"K-krisen", alle universiteter drømmer om

Minidagbog fra Københavns Universitets centrale kommunikationsafdeling, hvor en ekstraordinær travlhed pludselig ramte på den bedst tænkelige måde, da den første dansker i 25 år modtog en nobelpris.
Morten Meldal modtager nobelprisen i kemi.
Morten Meldal modtager nobelprisen i kemi.
På Københavns Universitet er vi meget optagede af, at vores forskning kommer ud og møder danskerne. Ikke alene dem, der i forvejen interesserer sig for forsknings- og uddannelsessektoren, men i høj grad også dem uden for den boble.  
 
Derfor var det også ualmindeligt uheldigt, at nyheden om nobelprisen skulle lande lige den dag, hvor folketingsvalget endelig blev udskrevet. Det gjorde det sværere at nå ud, men derfor også endnu vigtigere, at vi selv kunne udkomme effektivt på universitetets kanaler på sociale medier. Her er nedslag fra de travle dage. Og til sidst et par lektier, som vi tager med til næste gang. 
 

Kl. 11.47: Nyheden breaker 

 
Vi spiste heldigvis tidligt frokost, og mens vi går de fire etager fra kantinen i kælderen til vores kontorer, begynder notifikationerne at rulle ind. I vores ”universitetskommunikations- og presseverden” er en nobelpris til en forsker fra Københavns Universitet den største faglige nyhed, der kan komme. For et mediehus svarer det i volumen og væsentlighed til, at der udskrives valg. Ironisk nok. 
 
Vi havde igennem længere tid forberedt en temaside med forskningsvinkler på valget. Den skulle lanceres, så snart valget blev udskrevet. Men det må vente.  
 
Om formiddagen er professor Morten Meldal blevet ringet personligt op af Nobelkomitéen og har fået det at vide. Men universitetet ved det først, da svenskerne udsender nyheden. 
 
 
Vi samles og lægger en hurtig plan. Det er nobelprisen i kemi, så det er ikke helt nemt stof at skulle formidle. Inden dagen er omme, er vi alle selvudnævnte eksperter i den såkaldte ”klikkemi”. 
 
Lige nu er prioriteten at få noget ud hurtigt. Så kan vi fylde detaljer på senere. Twitter er derfor det første, vi kaster os over. Universitetet kan komme til at se dum ud, hvis ikke vi er hurtige nu. Universitetets kommunikationsdirektør tweeter som den første 12.09, og rektor hurtigt derefter. Næsten på samme tidspunkt går universitetets første tweet ud.  
 

Kl. 12.15: Twitter først 

 
Vi ville gerne have været et par minutter hurtigere ude, men vi er løbet ind i dagens første lille problem: Vi mangler et godt billede af professor Morten Meldal. Københavns Universitet skal selvfølgelig ikke bare dele Nobelkomitéens tweet. Vi har nogle gamle billeder af Meldal, men de er ikke særligt gode. Løsningen bliver at downloade en tegning, som komitéen har fået lavet af ham, og klippe den lidt til. Og så ellers ud med det.
 
 
211.228 eksponeringer 24 timer efter (7.149 reaktioner, 92 kommentarer, 71 delinger).
 
Og så hurtigt over til LinkedIn, hvor vi kort derefter er ude med dette: 
 
 
 
Samtidig med at den centrale kommunikationsafdeling arbejder på højtryk, sker det samme på fakultetet SCIENCE, som kemi hører under. Her kimer telefonen konstant med interesserede journalister fra ind- og udland. På fakultetet er et stort arbejde i gang med at indkalde til doorstep-pressemøde, lave pressemeddelelse og en landing page på hjemmesiden. Der er en løbende dialog om, hvem der gør hvad, mellem den centrale kommunikation og fakultet. 
 

Kl. 13.50: autentisk video og pressemøde 

 
Et tweet fra en af modtagerens kollegaer er begyndt at få meget medvind og rækkevidde. Det er en fin lille – meget ”autentisk” video – hvor de fejrer prisen på den halvmørke gang på instituttet. Den skal vi have fat i.
 
 
Vi finder et telefonnummer på manden bag, der hurtigt svarer, at den må vi meget gerne bruge – mange tak igen, Jiwoong. Og så er vi igen på det lidt lavpraktiske plan, da det aldrig er helt uproblematisk at sende videoer i ordentlig kvalitet. Facebook er den naturlige platform her, og vi vil selvfølgelig selv kunne uploade filen. Vi ender med at grabbe den fra Twitter, som heldigvis ikke har komprimeret den for meget.
 
78.282 i rækkevidde efter 24 timer (5.121 likes mv., 207 kommentarer, 287 delinger). 
 
Vi holder et hurtigt statusmøde igen. I alt har vi ni kanaler på sociale medier, der skal prioriteres. Plus en hjemmeside, på to sprog. Pressemødet med den danske og internationale presse er sat til 14.30. Professor Morten Meldal har før pressemødet fået et hurtigt brief på, hvad han kan sige, og tager ellers mødet med pressen i stiv arm. Efter pressemødet bliver medierne håndteret i kø, og der bliver fundet tid til, at Meldal kan tale med store medier i telefonen som f.eks. Wall Street Journal.    
 
 
 
Rektor på Københavns Universitet, Henrik C. Wegener. Efter 24 timer: 16.349 eksponeringer (17 retweets, 3 quote tweets, 246 likes) 
 

Onsdag 14.51: hjemmeside og flere tweets 

En nyhed er i al hast blevet skrevet af fakultetet, og vi laver et topbanner til KU’s hjemmeside, så den er det første, som besøgende møder. I mellemtiden har vi kunnet konstatere, at en nyhed fra 2011, som også handler om vinderen, Morten Meldal, er begyndt at trække en masse trafik via Google-søgninger. Det er selvsagt sværere at styre. Vi redirecter trafikken til den nye nyhed, der nu begynder at få god eksponering.  
 
Parallelt opdaterer vi hele dagen det første tweet med flere tweets, så tråden f.eks. også linker til den gode video – og nu selvfølgelig nyheden på hjemmesiden.  
 
 

Onsdag 16.05 

Vi har lagt videoen fra fejringen af Meldal på instituttet ud som reel på Instagram, men laver også vores egne billeder og video under og efter pressemødet. Nyheden om prisen har hurtigt bredt sig til andre ansatte og studerende, som er spontant mødt op, så der er en fin begejstring i det store lokale, som vi prøver at få med på billederne.  
 
Fra vores første story, hvor vi har fanget den glade modtager: 
 
Inden dagen er omme, har vi over 700 nye følgere på Instagram.
 

Torsdag: dagen derpå 

 
Folketingsvalget har uden sammenligning fyldt mest, men alle store danske medier har nu parallelt en bred dækning af nobelprisen også. Det er tid til at få klippet vores egen mere gennemarbejdede video, hvor optagelserne fra onsdag eftermiddag kan bruges. 
 
Den sender vi bredt ud torsdag eftermiddag. Her fra Facebook, hvor den under 24 timer senere er nået ud til over 200.000. Den her har nu en rækkevidde på over en million.
 
 
 

Fredag 

Vores nye nobelmodtager er glad for den officielle KU-trøje. Han havde den tilfældigvis på onsdag, og trøjen er med på de billeder, der er gået Jorden rundt. Det er vi godt tilfredse med. Det fejres med et lille ”Nobel-udsalg” i universitetets webshop.
 
 
 

Hvad så næste gang? 

Beskrivelsen ovenfor dækker kun en lille del af, hvad der foregik, men hvad kan vi så lære af forløbet? En nobelpris er en unik begivenhed, så det kan være vanskeligt at lave en kvalificeret vurdering af indsatsen, for hvad skal man sammenligne med? Vi har kunnet se lidt mod de andre universiteter, som også havde en modtager – prisen var delt på tre forskere – og her ser det i hvert fald på sociale medier ganske fint ud set med KU-briller. Se f.eks. universitet Stanford her på Facebook, og læg mærke til antallet af interaktioner på deres videoer – det er OK, men de har også voldsomt mange følgere. 
 
Vi kan blive skarpere på at aftale helt utvetydigt, hvem der ejer processen og har det overordnede ansvar. Et universitet som KU med ni milliarder i omsætning er selvfølgelig en kompleks administrativ størrelse, men det er vilkårene. Vi kan f.eks. bedre bruge vores interne kriselog til hurtigt at afstemme arbejdsopgaverne og koordinere internt, hvilket vi ville gøre, hvis der var tale om en ulykkelig hændelse. Altså: Vi har en masse redskaber til at håndtere ”rigtige” kriser. Dem kunne vi have bragt bedre i spil her også, for i princippet er der ingen forskel på håndteringen af en negativ og en positiv akut opstået hændelse. 
 
Vi tager bestemt også med, at det er vigtigt selv at have et hold af stærke og fleksible video, web- og sociale medier-kompetencer, der kan rykke hurtigt og levere i mange formater på dansk og engelsk.  
 
Det er vigtigt at opfange de første autentiske "håndholdte" indtryk. Som mange andre har vi oplevet en tendens væk fra for poleret indhold på egne kanaler. Brugerne gider ikke at se på noget, der ligner TV – eller Instagram for fem år siden. Næste gang vil vi mere systematisk gå efter hurtigt at få den slags billeder og stemninger ind. Altså med det samme tage kontakt til dem, der er allertættest på historien, og få dem til at tænde kameraet. Eller f.eks. selv være taget ud på fakultetet endnu tidligere. 
 
Er du i øvrigt blevet nysgerrig på, hvad klikkemi går ud på, skulle du tage at følge vores kanaler på sociale medier. Vi er slet ikke færdig med nobelprisen og planlægger f.eks. en minidokumentar, hvor vi følger Meldal på job og får en forklaring på – og en visualisering af – hvad det hele går ud på. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også