Republikansk retorik: Trump eller kaos
Trumps tale ved Republikanernes partikonvent var på mange måder et skoleeksempel på de to sider af Trumps retorik, der har været i duel, hver gang præsidenten har talt ved større offentlige begivenheder. Den tøvende statsmand over for supersælgeren Trump.
af Mark Herron
Republikanernes budskab har igennem deres partikonvent været fokuseret på at vise sig som forsvarere af den amerikanske historie – som den er. Der er ikke plads til den tvivl og selvransagelse, som Demokraterne har lagt op til.
Denne stadfæstelse har trukket på en visuel baggrund af en række nationale monumenter, herunder f.eks. vicepræsident Mike Pence ved Fort McHenry, hvor nationalsangen, The Star-Spangled Banner, om det amerikanske flags overlevelsesevne stammer fra.
Trump har selv varmet op med taler og interviews ved The Lincoln Memorial og Mount Rushmore, før det hele kulminerede foran Det Hvide Hus torsdag aften amerikansk tid.
Det Hvide Hus – ikke kun et hus, men et hjem
Trump holdt sig heller ikke tilbage fra at fremhæve det unikke bagtæppe. Men hans henvisning til stedet i begyndelsen af talen og så igen i slutningen er også et fint eksempel på, hvordan talen gik fra at være fokuseret på statsmandsretorik og en gennemgang af tidligere præsidenters historiske bedrifter under USA's kriser til simpel selvhævdelse for Trump og hans tilhængere.
Indledningsvis beskrev Trump de forskellige præsidenter, han har været glad for at fremhæve som sine ligemænd:
"This has been the home of larger-than-life figures like Teddy Roosevelt and Andrew Jackson, who rallied Americans to bold visions of a bigger and brighter future. Within these walls lived tenacious generals, like President Grant and Eisenhower, who led our soldiers in the cause of freedom. From these grounds, Thomas Jefferson sent Lewis and Clark on a daring expedition to cross a wild and unchartered continent. In the depths of a bloody civil war, President Abraham Lincoln looked out these very windows upon a half-completed Washington Monument, and asked God, in his providence to save our nation. Two weeks after Pearl Harbor, Franklin Delano Roosevelt welcomed Winston Churchill. And just inside they set our people on a course to victory in the Second World War."
Det var en historisk hitliste, som kunne passe til de fleste præsidenters taler, men den blev leveret af en Trump, som var tydeligt nervøs og holdt godt fast om podiet, mens han kneb øjnene sammen for at fokusere på de telepromptere, som han tidligere har gjort grin med.
Som talen udviklede sig, slappede Trump mere af, og det gav også plads til hans personlige talestil med humoristiske og patosfyldte punchlines tilføjet til talemanus. Det gjaldt også hans call-back til Det Hvide Hus som talested:
"The fact is I’m here (ser bagud) what’s the name of that building? But I’ll say it differently. The fact is we’re here and they’re not. To me one of the most beautiful buildings anywhere in the world, it’s not a building, it’s a home, as far as I’m concerned. It’s not even a house, it’s a home."
Her var Trump nået igennem transformationen i den timelange tale, hvor den landsfaderlige statsmandspersona var forduftet til fordel for den præsidentielle provokatør, der har splittet snarere end samlet landet. En fuldt bevidst strategi.
Trump classic
Når først Trump slap podiet, leverede han flere af de traditionelle elementer i sin talestil. Det handlede om at overdrive sine resultater så meget som muligt:
"And I say very modestly that I have done more for the African-American community than any president since Abraham Lincoln, our first Republican president."
Nærmest ironisk beskrev Trump denne kobling til Lincoln som værende beskeden for at understrege, at der ikke kunne være tvivl om ytringens validitet – på trods af f.eks. Lyndon Johnsons gennemgribende lovgivning under borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne.
Der var også sidebemærkningerne, som punkterede ellers alvorlige emner som udenrigspolitik. Her handler det om flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem i Israel:
"But not only did we talk about it as a future site, we got it built. Rather than spending $1 billion on a new building as planned, we took an already-owned existing building in a better location. Real estate deal, right?"
Trumps force som taler er hans tætte forbindelse til et levende publikum, men det betyder også, at han tit spænder ben for sig selv ved at underminere alvoren af budskabet for at levere en spontan og hurtig punchline.
Og så var der talefejlene, som i dette citat om amerikanernes forbrug af kinesiske varer:
“… and we will end our resilience for bad things.”
I et kort øjeblik så det ud til, at Trump overvejede at gå tilbage og rette sig selv, men i stedet for at rette ”resilience”, til hvad man må gå ud fra var ”reliance”, tromlede Trump videre i talen.
Den strikse faderfigur på slap og konspiratorisk line
Trumps fokus var at bevare det USA, han mener, han har beskyttet under sine år som præsident. Det gjaldt ikke mindst statuerne af forskellige amerikanske historiske personer, som demonstranter har krævet taget ned:
“When the anarchists started ripping down our statues and monuments, right outside, I signed an order immediately. 10 years in prison, and it was a miracle, it all stopped. No more statues. They said, that’s just too long, as they looked at a statue. I think we’ll rip it down. Then they said 10 years in prison I think that’s too long, let’s go home… That is who they were. Americans build their future. We don’t tear down our past.”
For Trump er historiens monumenter bogstaveligt talt mejslet i sten og kan ikke ændres af nutidens debatter om fortidens betydning for USA. Et angreb på disse monumenter er derved også et angreb på præsidenten, og et angreb på præsidenten er et angreb på folket, som Trump mindede publikum om:
"Always remember they’re coming after me because I am fighting for you. That’s what’s happening. And remember this, they spied on my campaign and they got caught. Let’s see now what happens."
Trump gør demonstranterne og Demokraternes kritik af ham som præsident til en kritik af sine vælgere, fordi de har stemt på ham. Demokraterne er kort sagt ikke kun ude efter Trump – de er ude efter hans vælgere, som de afskyr.
Trump i en nøddeskal
Præsidentens partikonventtale kan gå hen og blive en klassiker i arkivet af Trumps taler – om ikke andet, så fordi den på en time opsummerer de elementer i hans retorik, som hans støtter elsker, og de elementer, som modstanderne fremhæver som årsagen til, at han ikke skal have fire år mere som præsident.
