#EngangVarJegFlygtning

Den 13. juni delte den ukendte radikale kandidat Samira Nawa Amini et billede af sin far med teksten: "I dag er jeg underviser #EngangVarJegFlygtning". Motivationen var et opgør med valgdebattens fokus på flygtninge som et antal i stedet for mulige medborgere. Hendes opråb og opfordring til andre flygtninge om at gøre det samme blev fulgt op, og enkelte postede deres egne billeder på Facebook.

Med kampagnen #EngangVarJegFlygtning har den hidtil ukendte kandidat Samira Nawa Amini formået at få taletid i de nationale medier. Kilde: Facebook.

Siden i lørdags har 358.957 personer interageret med hendes opslag, og det har opnået 127.419 synes godt om, 3.707 kommentarer, 13.321 delinger og 2.077.774 klik på opslagene ifølge Samira Nawa Aminis egen Facebook-statistik. I løbet af mandagen nåede tiltaget national opmærksomhed med optrædener på bl.a. TV 2, DR2 og i BT.

Kursus: Læg en digital strategi, der styrker forretningen.

Det er virkelig imponerende for en kampagne af en relativt ukendt kandidat. Det lykkedes hende at slå igennem til de etablerede medier på egne præmisser, hvilket kun få kandidater har gjort i denne valgkamp. Eneste andet gode eksempel er Jeppe Bruus, kandidat for Socialdemokraterne, der med sin event ”Jeg stemmer nej til at sætte børn i fængsel” har over 83.000 tilmeldte og er nået ud til over 3,2 millioner brugere ifølge hans egen Facebook-statistik. Han brød ligeledes gennem lydmuren og fik national omtale på en sag, hvor andre tags og tiltag ellers forsøgte at kapre emnet via tags som #dajegvar12 og #børnerbørn.

Derfor blev #EngangVarJegFlygtning så succesfuld

Kampagnen havde perfekt timing. Tre dage før opslaget offentliggjorde Mandag Morgen en undersøgelse, der viste, at udlændingedebatten er blevet så rå og negativt tonet, at næsten halvdelen af danskerne skammer sig over den. En følelse, som Amini delte. Som hun skrev i sit første Facebook-opslag: “NOK ER NOK”. “Vi befinder os i et kapløb mod umenneskeligheden - og det er som om vi bare må og skal vinde”.

Men selvom debatten kørte på alle mediekanaler, havde ingen formået at give folk en let måde at deltage og tilkendegive deres holdning på. Med Aminis initiativ kom der noget, som var rart at dele: Ingen har noget imod, at folk har et arbejde. Selvom det er i en politisk kontekst, så er selve budskabet ufarligt at støtte op om. Det gør også, at det er lige til at syntes godt om. Du var en person i nød, men nu har du formået at skifte den tildelte titel ud med en selvvalgt professionel titel. Det er nærmest som en genfødsel - i form af en twoliner-meme. What’s not to like?

Kampagnen er helt igennem visuel, og derfor vandrer den let på de sociale medier. Kilde: Facebook.

I modsætning til de andre protest-tags, som vi har set i denne valgkamp, så indeholdt Aminis kampagne samtidig et stramt og klart format: et billede af en person, der holder et skilt med deres professionelle titel og kampagnens hashtag. Folk skriver ofte en lille tekst til at ledsage billedet, men alt det vigtige for kampagnen er en del af selve billedet. Det gør det utroligt nemt for kampagnen at vandre, uden at den mister sit budskab. Vi ved også, at det, at hele kampagnen dermed er visuel, betyder, at flere vil dele og like på sociale medier.

Det er helt almindelige mennesker, der tager del i #EngangVarJegFlygtning. Det giver kampagnen et anstrøg af ægthed. Kilde: Facebook.

Et sidste succeselement findes i, at der er tale om helt almindelige mennesker – et prædikat, som også kan bruges om Amini selv, da hun, indtil kampagnen hev hende frem i medierne, var ganske ukendt for de fleste danskere. Opslaget virker dermed ægte. Der er ikke tale om en karrierepolitiker, der har planlagt en kampagne for at slå bedst muligt igennem. Man tror hende, når hun skriver, at hun har fået nok, og føler, at hun må gøre noget.

#JeSuisArbejdende

Ser man lidt nærmere på kampagnens byggesten, er det ikke bare formatet og budskabet, der fungerer, det rammer også ned i tidsånden. Kampagnen formår at ramme ind i to af de store samfundsdebatter, der har kørt i medierne det sidste års tid, omkring de arbejdsløse og indvandrerne (hvori flygtninge ofte bliver nævnt i samme åndedræt). Der er diskussioner omkring, hvordan vores kontanthjælp og dagpengesystem skal se ud, men der er ingen politikere, der mener, at folk ikke gerne vil arbejde, hvis de er i stand til det.

Den konsensus passer #EngangVarJegFlygtning perfekt til. Med to linjer, et billede og et tag formår tidligere flygtninge af proklamere over for danskerne, at de er ligesom dem; de er også bare deres arbejde. De er ikke længere mennesker, der flygter, de er mennesker, der arbejder. Som Amini selv udtrykte det til BT: ”Pointen med min kampagne er, at der allerede er nogle flygtninge i Danmark i dag, som er aktive medborgere, og de bidrager hver dag til det danske samfund. Vi bør se på flygtninge som en ressource”.

Mens 00’ernes indvandringsdebat handlede om, hvorvidt DF skulle eje danskheden og dannebrog, så handler 10’ernes debat om at arbejde og derigennem yde sit bidrag. Det handler ikke længere om at være gået fra at være fremmed til at være dansk statsborger, der kan dansk og har taget en danskhedsprøve, men om at gå fra at være på passiv forsørgelse til at være aktiv i arbejde.

Alt godt får en ende

De eneste, som reelt kan udvide kampagnen, er flygtninge, der melder sig selv på banen med et billede og en titel. Men da mængden af potentielle flygtninge ikke er umådelig stor, er det begrænset, hvor mange der reelt kan bidrage. De fleste, der deler kampagnen, deler med en besked om, at de synes, det er en fin kampagne. Eller at de støtter op om de her mennesker. Der er dermed flere posts og tweets omkring kampagnen, end der er opslag med historier om tidligere flygtninge, der nu er i job.

Selvom det er begrænset, hvor mange mennesker der reelt kan poste bidrag til kampagnen, får #EngangVarJegFlygtning masser af opbakning fra ikke-flygtninge. Kilde: Facebook.

Der mangler med andre ord en ”gammeldansker”-pendant, der ville kunne rumme andre mennesker end tidligere flygtninge og deres efterkommere, hvis kampagnen for alvor skal blive stor. I skrivende stund er der 69 bidrag til selve kampagnen, og selvom den sidste omgang billeder stadig bliver delt – 515 delinger og 5.087 likes – er der et stykke op til det oprindelige opslag, der slog igennem med over 27.300 likes og 2.904 delinger (igen ifølge Aminis egen Facebook-statistik). På Twitter er omtalen af kampagnen ligeledes stilnet af - med få mentions og re-tweets her fire dage efter lanceringen.

Men gør det noget?

Fordi kampagnen er så fokuseret, står den også skarpere, hvilket for Samira Nawa Amini gør den til en bedre platform. Selvom andre kandidater fra Radikale Venstre, SF’eren Karina Lorentzen og Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten har bidraget til opmærksomheden på kampagnen, så kan de ikke overskygge Amini. Hun er nemlig den eneste, der har en personlig forbindelse til kampagnen og kan fungere som den, der opsamler og spreder budskabet, i takt med at flere deltager.

Og eftersom valget er i morgen, så er det ikke et dårligt tidspunkt at have peaket på. Desværre skal der nok mere til, for at Samira Nawa Amini også bliver valgt ind. Hun er opstillet i Københavns storkreds, hvor Radikale Venstre lige nu kun står til at få to mandater. Mandater, som, uheldigvis for Amini, forventes at gå til Manu Sareen og Ida Auken.