Ny Radius CPH-partner vil smide langtidsplanerne ud

Kommunikationsbureauet Radius CPH's nye partner, Kasper Ibsen Beck, har over et årtis erfaring fra virksomheder som Arla og Vestas. Han har lært ikke at skue for langt ud i fremtiden og i stedet være agil og løse problemer her og nu.
Kasper Ibsen Beck kommer med 18 års erfaring med kommunikation, public affairs og omdømme. Foto: Radius CPH
Kasper Ibsen Beck kommer med 18 års erfaring med kommunikation, public affairs og omdømme. Foto: Radius CPH
Kommunikationbranchen har ændret sig heftigt over det seneste årti. Det mener Kasper Ipsen Beck, ny partner i kommunikationsbureauet Radius CPH. Han har været kommunikationsdirektør i Arla Danmark siden 2012, hvor han har opbygget mange erfaringer inden for virksomhedskommunikation med mange interessenter, men skifter nu til den rådgivende side. 
 
"Jeg glæder mig meget til at flytte over på rådgiversiden for forskellige virksomheder. Indkøbet af konsulentydelser og rådgivning har forandret sig meget de seneste år, og jeg mener ydmygt, at jeg har nogle erfaringer at bidrage med. Hvor man f.eks. tidligere lavede langsigtede strategier, skal man i dag være langt mere agil og være parat til se bort fra langtidsplanerne og agere her og nu. Det stiller store og andre krav til rådgivningssiden at kunne levere på denne omstilling," fortæller han.
 
Kasper Ibsen Beck ser to store forandringsområder inden for virksomhedskommunikation, som er blevet mere kompleks: den digitale transformation og en større klimadagsorden.
 
"Klimadagsordenen og den digitale transformation har ændret hele måden, virksomheder skal operere på. Der er et langt større sammenspil mellem kommunikation, meningsdannelse og politik i forhold til tidligere. Der vil jeg gerne bruge min værktøjskasse til at hjælpe flere forskellige virksomheder med at løse disse udfordringer."
 
Radius CPH har ca. 50 ansatte og rådgiver mellemstore og store virksomheder, private equity-fonde og selskaber samt private velgørende fonde og dele af den offentlige sektor. Partnergruppen i Radius består nu af Nicolaj Taudorf Andersen, Henrik Fallesen, Mads Bech Larsen og Kasper Ibsen Beck. Michael Kristiansen er desuden tilknyttet som associeret partner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også