Trenden er trøstetøj

Karl Lagerfeld udtalte engang, at ”joggingbukser er et tegn på nederlag. Du har mistet kontrollen over dit liv og har derfor købt et par joggingbukser.” Citatet rammer os mere præcist end nogensinde før. Hvorfor? Fordi vi reelt set har mistet kontrollen over vores liv under corona, og fordi vi stort set alle sammen er endt i et par joggingbukser. Den hårde virkelighed har ført os direkte ind i en trend, der ikke er til at overse, nemlig trøstetøjet! Men hvordan endte vi i trøstetøj? Og hvilken betydning har det for os i hverdagen, at vi gemmer os bag fleece, termo og lag på lag? Det ser Manou Messmann, forbrugerekspert med speciale i modens psykologi, nærmere på.
Vi befinder os alle i den samme tragiske pandemi, og for at søge trøst, omsorg og kærtegn tyer vi direkte til den trøstende beklædning, der består af bløde materialer som fleece, termo og joggingtøj. Vi vil krammes i en utryg verden. Ikke bare af vores mor, men af vores beklædning. Foto: Lucas de Ruiter/courtesy Santa Kupča.
Vi befinder os alle i den samme tragiske pandemi, og for at søge trøst, omsorg og kærtegn tyer vi direkte til den trøstende beklædning, der består af bløde materialer som fleece, termo og joggingtøj. Vi vil krammes i en utryg verden. Ikke bare af vores mor, men af vores beklædning. Foto: Lucas de Ruiter/courtesy Santa Kupča.

Manglende energi afspejles i garderoben


Det hele startede så godt. Vi klædte os på i vores hvide skjorter, gik i bad, redte håret og havde måske endda et par pæne sko på under bordet. Vi var fulde af gåpåmod og en ”det-skal-nok-gå”-attitude, men 11 måneder senere er det vanskeligt at holde gejsten oppe. Antallet af hvide skjorter til Zoom-møderne er faldet, og flere er startet op med den ”opdelte påklædning”, hvor man er professionelt klædt foroven og casual klædt under bordet. Man har ikke nødvendigvis været i bad – klippet er man i hvert fald ikke – og makeuppen er, hvis ikke fraværende, så meget begrænset. For det er ikke nemt at holde humør, kampgejst og arbejdsmoral oppe kombineret med hjemmeundervisning, kæmpe bunker af vasketøj og indkøbslister til aftensmaden. Vi befinder os alle i den samme tragiske situation, og for at søge trøst, omsorg og kærtegn tyer vi direkte til den trøstende beklædning, der består af bløde materialer som fleece, termo og joggingtøj. Vi vil krammes. Ikke bare af vores mor, men af vores beklædning. 

 

Foto: Lucas de Ruiter/courtesy Santa Kupča
 

Hjemmekontorsgarderoben
 

Resultatet er altså blevet en garderobe, der har udviklet sig, siden corona introducerede sig selv og sendte hele Danmark hjem til vores alternative arbejdsstationer. Helt konkret kan vi se en enorm udvikling inden for det, vi normalt vil kalde ”hyggetøj”. Der er noteret en femdobling af salg af nattøj hos Marks & Spencer siden corona tog fat, og flere brands har taget “trøste-tøjet” til sig under begreber som ”loungewear”, ”casual luxury” eller ”supermodel off duty”. For det ville nok ikke sælge helt lige så godt, hvis vi kaldte en spade for en spade og solgte de bløde bukser som ”jeg er gået kold”-garderoben eller ”intet overskud tilbage”-news. I stedet pakker vi den ubehagelige sandhed ind og serverer det løse og bløde tøj i mere appetitlige termer.

 
Vi befinder os alle i den samme tragiske pandemi, og for at søge trøst, omsorg og kærtegn tyer vi direkte til den trøstende beklædning, der består af bløde materialer som fleece, termo og joggingtøj. Vi vil krammes i en utryg verden. Ikke bare af vores mor, men af vores beklædning. 
 

Trøstetøj er til for at trøste os
 

Corona-habitten har ligesom alt andet fået en betegnelse, men den dækker ikke over det deprimerede aspekt i sig selv, men i stedet over menneskets behov for at klæde sig mere opmuntrende i hverdagen. Ifølge Collins Dictionary er trøstetøj det behagelige tøj, du iklæder dig for at få det bedre i svære tider. Når vi iklæder os en stor fleecetrøje, bløde joggingbukser eller går til bageren i vores Moncler eller Ugg-bamsestøvler, så føler vi os beskyttede. Vi er beskyttede fra den hårde verden, vi befinder os i, og kan slappe af bag vores rustning, der er bygget op af lag på lag – toppet med en termodragt. Trøstetøjet er altså kendetegnet ved en form for forpuppelse, hvor vi kan gemme os i en tryg hule. Jo flere lag, jo bedre, og jo blødere og varmere, jo bedre. Vi skal helst ende op med en følelse af at ligge i vores moders livmoder.
 

Den trendy fortolkning af trøstetøj
 

Trøstetøj kan selvfølgelig erhverves i både Bilka og Føtex, men hvis du ikke skal miste besindelsen totalt og ligefrem opsøge en depressiv tilstand, så kan løsningen være at gå efter en mere trendy fortolkning af trøstetøjet. Esquire, der står bag den nye betegnelse, forklarer, at det smukke i trøstetøj er, at det blevet skabt af mennesker, der sidder derhjemme og keder sig. De er uinspirerede og ubevidst sultne efter et mere inspirerende udtryk. Dette behov hos forbrugerne har flere brands taget til sig, bl. a Ganni, Rotate, 7 Days Active, Les Deux og Sporty & Rich. Disse brands har fortolket den nedtrykte sweatsuit i utallige farver og former, så selv den mest stilsikre business-mand/-kvinde kan være tryg ved at kaste sig ud i den mere casual stil. Uniqlo er sågar begyndt at vise hele ”hjemmekontorskonteksten”, hvis man skulle være i tvivl om, hvor man går klædt i det bløde tøj...
 
Uniqlo viser os, at vi stadig kan smile, selvom vi er nødsagede til at ty til trøstetøjet. Vi skal blot sørge for, at det ser lidt lækkert ud. Foto: www.Uniqlo.com 
 

Det tøj, vi er mest effektive i, er rent faktisk den lidt stive påklædning, som vi ser det på arbejdspladser med den traditionelle dresscode med skjorte og blazer. De ydre lag påvirker vores indre sindstilstand, og det er netop derfor, at vi føler os mere produktive, når de høje hæle kommer på, eller vores tøj sidder til i stedet for at hænge løst.


Trøstetøj i luksusudgave 
 

Hvis du er Karl Lagerfeld-typen, der er decideret angst omkring et joggingsæt og forbinder det med Bilka og overførselsindkomst, så er der håb forude. En lang række førende modebrands har nemlig forstået denne angst og ved, at vi gerne vil fortælle andet og mere med vores beklædning, end at vi har kastet håndklædet i ringen og blot forsøger at overleve day by day. I stedet vil vi gerne fortælle, at vi stadig har ”styr på vores shit” og måske endda også får trænet derhjemme. Og hvis det er det, vi gerne vil illustrere med vores påklædning, så er tidligere nævnt brands perfekte! 
 
Les Deux viser, hvordan du kan kombinere den trygge sweatshirt med din præ-corona-garderobe og dermed tilfredsstille både din sårbare sjæl og din chef på samme tid. Foto: Les Deux’ Instagram.
 
Ganni har vist os et af de smarteste trøstetøjstricks nogensinde, nemlig, hvordan en krave kan forvandle din trøstesweater til “lækker overskudssweater”. Foto: www.ganni.com.
 
7 Days Active giver os det ultimative trøstetøj, hvis man gerne vil bevare illusionen om en aktiv hverdag. De fleste af os har jo for længst mistet både gejst og sixpack, men når vi hopper i en tracksuit fra 7 Days Active, er vi et skridt nærmere den lækre basket-krop. Foto: 7 Days Actives Instagram.
 
LoveShackFancy er til alle, der gerne vil trøstes og samtidig have et mentalt boost. For det er det, tøj kan; påvirke vores mentale tilstand, så vi bliver en bedre udgave af os selv. Foto: LoveShackFancys Instagram.
 
Anine Bing og Sporty & Rich er begge brands, der leverer 100 %, når det kommer til trøstetøj, der illustrerer alt andet end underskud. Så hvis du vil bevare din nedtrykte tilstand som en hemmelighed, så er løsningen at fremstå så dekadent afslappet som overhovedet muligt. Foto: www.aninebing.com.
 
Hvad gør den afslappede påklædning ved os?
 
Men er det lykken at hoppe i bluser, der ligner dyner, gamle joggingbukser og udtrådte Uggs? Nej, langtfra. Studier viser, at det tøj, vi er mest effektive i, rent faktisk er den lidt stive påklædning, som vi ser det på arbejdspladser med den traditionelle dresscode med skjorte og blazer. De ydre lag påvirker vores indre sindstilstand, og det er netop derfor, at vi føler os mere produktive, når de høje hæle kommer på, eller vores tøj sidder til i stedet for at hænge løst. At vi så kan købe os til en mere lækker udgave af den nussede træningsdragt, hjælper absolut på både humør og sindstilstand, men det er først, når vi mærker tøjet stramme op om vores krop, at vi selv strammer op – bogstaveligt talt. Trøstetøj kan uden tvivl lindre vores sårbare tilstand og frustration, men når det kommer til produktivitet og effektivitet, så kommer trøstetøjet til kort. 
 
Trøstetøjet vil dermed blive erstattet af fighter-garderoben, der vil bestå af skarpe skuldre, slips til både kvinder og mænd og mange flere høje hæle!
 

Trøstetøjets afløser lurer liiiige om hjørnet, og det bliver skarpt

 
Trøstetøjet peaker lige nu, og trenden vil fortsætte i resten af lockdown. Men for enden af regnbuen ligger der en ny dag og lurer, nemlig en hverdag uden lockdown, hvor vi alle sammen i større eller mindre omfang skal tilbage til vores vante hverdag og dermed også vores kontorer. Efter at have levet i en puppelignende tilstand i alt for mange måneder længes vi efter at få styr på vores liv igen.
 
Resultatet vil være en strammere, skarpere og måske endda en mere skræddersyet garderobe. Når vi tilbringer for meget tid i én form for beklædning, ja, så drages vi automatisk af det modsatte – og i dette tilfælde vil det blive den mere skarpe og definerede stil. En uniform, der fortæller os selv og omverdenen, at vi tager os selv seriøst, at vi strammer op og er klar til kamp og til at vise os selv og vores ambitioner frem igen.
 
Trøstetøjet vil dermed blive erstattet af fighter-garderoben, der vil bestå af skarpe skuldre, slips til både kvinder og mænd og mange flere høje hæle! Så selvom vores forståelse af den traditionelle dresscode er ved at blive udfordret gennem trøstetøjet, så vil de fleste af os søge mod de stive former igen – for at skabe en mere positiv fortælling end Karl Lagerfelds og for at fortælle os selv og vores omverden, at vi ikke har lidt et nederlag. Vi gav os selv en pause til at trække vejret, så vi kom stærkere ud på den anden side – med eller uden joggingbukser på.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også