Lykketoft: Det bliver ikke populært. Men konsekvent
Mogens Lykketoft holdt en over 40 år gammel tale på Folkemødet. Og den gav stadig mening. Læs hvorfor i et miniinterview med Lykketoft.
af Redaktionen
Giver det mening at holde en over 40 år gammel tale? Ja, siger Mogens Lykketoft. For selvom der er sket meget både i politik, i kommunikation og i verden på de godt 40 år, der er gået, så mener lederen for FN's generalforsamling, at talen både indholdsmæssigt og kommunikationsmæssigt stadig holder vand.
Det sagde han til Kforum, da vi talte med ham, kort efter at han havde holdt sin tale udenfor Domen i Allinge lørdag.
Kulturorganisationen Golden Days havde på Folkemødet opfordret Mogens Lykketoft, Margrete Auken og Anne Grete Holmsgaard til at finde en tale frem fra 70’erne og holde den igen. Foto: Kforum.
Mogens Lykketoft, hvorfor valgte du netop denne tale?
”Jeg overvejede tre forskellige, men jeg synes faktisk, at denne tale meget godt passede til det, jeg her i nutiden skulle tale om på Folkemødet."
En over 40 år gammel tale, holder den i dag rent kommunikationsmæssigt?
”Ja, det synes jeg. Det kan da godt være, at sprogbrugen er lidt anderledes i dag, og at det var lidt stift dengang, men man skal tænke på, at det er skrevet som fremlæggelse af et valgprogram,” svarede Mogens Lykketoft.
Hvad med indholdet? Er det ikke forældet?
”De fleste emner er stadig aktuelle. Faktisk var talen ikke længere væk, end at jeg stadig kunne huske, hvad jeg mente med det, jeg skrev, ” sagde Mogens Lykketoft og tilføjede:
”Man siger ofte, at man som ung er venstreorienteret, og så bliver man højreorienteret som gammel, men jeg har ikke ændret mig. Jeg er faktisk mere tilbøjelig til at sige, som Mogens Fog (politiker fra Danmarks Kommunistiske Parti, red.), sagde engang, nemlig at alt, hvad han sagde, efter han blev 30, var variationer over noget, han havde tænkt før han blev 30.”
Kforum benyttede lejligheden til at spørge Mogens Lykketoft, hvem han i dag kunne se som en ung udgave af sig selv. Her nævnte han Peter Hummelgaard (kandidat for S, red.), hvis det skulle være en mand, og på Kforums kommentar om, at han da også gerne måtte nævne en kvinde, så var svaret: ”Lad det bare blive ved Peter Hummelgaard, ellers skal jeg forklare, hvorfor der er nogen, jeg ikke nævner. Og der er heldigvis en række, der også kunne nævnes”.
Talen fra 1974
Vi bringer her Mogens Lykketofts tale fra 1974. Talen er en tekst, han skrev i fagforeningsbladet Stof & Saks, et brancheblad for håndarbejdere. Lykketoft havde en fast klumme i bladet. I februar 1974 består klummen af en række punkter, som han anbefaler som grundlag for et nyt manifest for Socialdemokratiet:
Mogens Lykketoft ved skrivebordet i 70erne. Foto: Scanpix/Allan Moe.
Forslag til valgmanifest
Valgets resultat i december og sammensætningen af Folketinget gør det sandsynligt, at nyvalg ikke ligger meget langt ude i fremtiden.
Derfor er det meget vigtigt, at Socialdemokratiet formulerer de retningslinjer, der skal fremlægges i næste valgkamp.
Jeg tror, man på længere sigt står sig ved at fremlægge et vidtskuende program uden alt for stærk skelen til ”marginal”-vælgernes interesser.
Her er et udkast:
1. Socialdemokratiet erkender den uhyre ulige fordeling af denne verdens rigdom. Derfor må Danmark hurtigst muligt bringe sin ulandsbistand op på mindst 1 procent af nationalindkomsten. Ulandsbistanden bør i højere grad samles om nationer, der har skabt den nødvendige sociale disciplin og lighed, og som kæmper for uafhængighed af udenlandsk økonomisk infiltration. Danmark må aktivt støtte kampen for social retfærdighed og national frigørelse i de fattige lande, idet denne kamps lykkelige afslutning er en afgørende forudsætning for fremtidigt samarbejde og balance.
2. Socialdemokratiet erkender, at knapheden på naturgivne mineraler og energikilder, den tiltagende forgiftning af menneskenes naturlige omgivelser, og nødvendigheden af forstærket international indkomstudjævning vil sætte snævre grænser for vore egne muligheder for forbrugsstigning.
Derfor må vi i fællesskab gennem holdningsændring og demokratisk styring af udviklingen fremkalde en samfundsøkonomisk bedre anvendelse af produktionsmulighederne og forstærke arbejdet for en jævnere velstandsfordeling.
Der må ske en samordning af erhvervslivets og samfundets investeringer, så kollektiv indsats ikke spildes eller fremkaldes af privat uansvarlighed med arbejdskraften eller kapitalanlægget – og således at samfundets kræfter sættes ind, så de bedst muligt støtter en ønskelig udvikling i den private produktion. Investeringsstyringen kræver blandt andet samfundets overtagelse af storbankerne.
3. Socialdemokratiet kræver en omfattende reform af arbejdslivet iværksat, så der sikres effektiv tryghed og større lighed i bestemmelsesretten over produktionsmidlerne. Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet må begrænses væsentligt – om nødvendigt ved lov.
Der må lovfæstes en voksende, kollektivt organiseret medejendomsret for de ansatte som et skridt på vej til økonomisk demokrati.
Ad disse veje skabes forudsætninger for gradvis at nedbryde den skarpe opdeling i arbejdsfunktioner og over- og underordnelsesforhold, der er roden til den skæve indkomstfordeling. Derved kan langt flere sikres et menings- og ansvarsfyldt arbejde og den sociale lagdeling rokkes.
4. Fagbevægelsen må igen gives den afgørende indflydelse på arbejdsformidlingen, så der kan skabes et instrument til effektiv varetagelse af de svages situation på arbejdsmarkedet.
Der må ved lov sikres alle en funktionær-lignende ansættelsestryghed.
Ved en kombination af påbud og offentlige tilskud må der sikres egnede jobtilbud til de grupper af ældre, ufaglærte og handicappede, som teknikkens hårde krav hidtil i foruroligende omfang har skubbet over på passiv forsørgelse ved social pension.
5. Samfundet må stærkere og mere målrettet sikre – og eventuelt påbyde – familier med småbørn rigelig social bistand og gode boligforhold.
Målet må være at sikre, at ingen familie tvinges til af økonomiske grunde at lade begge forældre være i arbejde, så længe børnene er under 3-årsalderen.
Til gengæld må det være en lighedsmålsætning at skabe bredere – og mindre institutionsprægede – muligheder for fælles pasning af børnene i den videre førskolealder: Fordi videre kontakt end til forældre og søskende skaber en frugtbar baggrund for at nedbryde sociale og miljømæssige forskelle, og for at forhindre ny sociale tabere i at blive skabt. Men videre børnepasningsmuligheder i det lokale fællesskab sikrer også forældrene en valgfrihed til erhvervsarbejde – en udvikling der bør understøttes ved mere fleksible tilbud om arbejdstider.
Mogens Lykketoft ser klare ligheder mellem de omstændigheder Danmark var under ved Jordskredsvalget i 1973 - og hvor vi er i dag.
6. Social – og sundhedspolitikken må planlægges under ét med det mål at omprioritere til fordel for en forebyggende social-medicinsk indsats.
- Aldersdomsforsorgen må indrettes, så alle myndigheder tilskyndes til at gennemføre de menneskeligt set mest ønskelige løsninger. Det vil sige, at man på enhver måde må understøtte de ældres forbliven i meningsfyldt beskæftigelse og sikre dem mulighed for trods svagelighed at blive boende i eget hjem
- Generel hastighedsbegrænsning i trafikken må fastholdes, og staten må give tilskud til trafiksikkerhedsudstyr.
- Tobaksbeskatning bør forhøjes væsentligt, tobaksreklamer forbydes og informationen om sundhedsfaren ved rygning forstærkes.
- Alkoholambulatorier må have rigeligere midler, og informationen om alkoholisme forstærkes.
7. Der må gennemføres en kraftig forenkling af skatterne og de sociale ydelser. Skattetrykket må omlægges fra indkomstskat til produktionsafgifter og beskatning af ejendomsbesiddelse og formuegevinster.
I takt med nedbringelsen af de sociale omkostninger – det vil sige bedre arbejdsmiljø og i almindelighed stærkere vægt på forebyggelse – vil man kunne nedsætte behovet for offentlige ydelser. Men samtidig bør udviklingen i skattetrykket bremses gennem stærk tilbageholdenhed med lønfremgang for offentligt ansatte, der de senere år har opnået særlig gunstige arbejdsvilkår sammenlignet med de private erhverv som helhed.
8. Der må gives statsstøtte til en langt mere omfattende information fra de politiske partier til vælgerne, og bringes flere politiske informations- og debatudsendelser i TV og radio. Det må være formålet at bryde kapitalstærke bladhuses meningsformidlingsmonopol og styrke kontakten mellem politikere og vælgere.
Folkestyret må decentraliseres ved at lægge et stadigt større ansvar – og mere ensartede økonomiske muligheder – ud til kommuner og lokale råd og nævn i bomiljøerne.
Lad mig afslutningsvis bemærke, at de 8 punkter kunne være den sammenpressede konklusion af lighedskommissionens redegørelse ”Kravet om lighed”.
Det er mit håb, at arbejderbevægelsen vil bruge oppositionstiden til at uddrage noget i retning af disse hovedlinjer. Det vil ikke alt sammen være lige populært.
Men det vil være konsekvent.
