Sådan afværger du et tyrkisk militærkup 2.0

Kuppet blev født på WhatsApp. Det døde på FaceTime. Den tyrkiske regering blev reddet på målstregen fra et voldeligt militærkup ved at gøre modstand igennem de selvsamme sociale medier, som man har slået hårdt ned på de seneste tre år.
 
Sådan lyder en af beskederne i den WhatsApp-gruppe, som bagmændende bag militærkupforsøget i Tyrkiet havde oprettet blot få minutter før, de første kampvogne rullede ud på Istanbuls gader. Koncist og kortfattet, som militærfolk taler, forløber resten af gruppebeskeden mellem kuppets ledere, som et interaktivt kommentarspor til (endnu) et voldeligt kapitel i Tyrkiets historie.
 
Hvad der lignede billeder fra et militærkup i slut-90’erne – med lavtflyvende kampfly brølende igennem natten og kampvogne på gaderne, viste sig at blive udkæmpet på de sociale medier. Militærkup 2.0 skal udkæmpes med iPhone.
 
 
Akkurat som kupforsøget tog sine spæde skridt på WhatsApp, blev det tilsvarende lagt i graven af videochatten FaceTime. Militærkuppet rullede på fjerde time uden en eneste melding fra regeringstoppen, da en CNN-journalist med ekstraordinært gode kontakter fik arrangeret et FaceTime-opkald med Tyrkiets præsident Erdogan, som var blevet evakueret og placeret på et sikkert fly.
 
Erdogans livestream under militærkuppet, juli 2016. 
 
Forbindelsen blev oprettet live i studiet på studieværtens telefon. En millionskare fulgte med på skærmen på det ikke-regeringstro tv-medie, som Erdogan flere gange har forsøgt at true med lukning. Paradokset hang endnu i luften, da han tonede frem på telefonen og bad sine vælgere gå på gaden for at "forsvare nationens ære." Det var et afgørende øjeblik. Kupforsøget mister sit stærke momentum, når landets folkevalgte leder ganske uskadt kan fordømme sine modstandere, søsætte sin modpropaganda og kalde sine tilhængere ud på gaderne.
 
Med et stærkt offerkort på hånden satte Erdogan skub i en kraftig mobiliseringsmekanisme, som fik tyrkere ud på gaderne i hobetal for at konfrontere fodsoldaterne. Snart blev den tyrkiske twitter-sfære fyldt med billeder af civile AKP-tilhængere på kampvogne, i slåskamp med soldater og som mørke silhouetter i tåregasskyer.
 
Fronterne blev trukket skarpt op på de sociale medier  et militærkup i en smartphone-æra, 15. juli på Twitter.
 
Et vellykket kup kræver mere end bare militær sabelraslen og en let blokade af de sociale medier. Det er umådelig svært at fastholde monopolet på informationsstrømmen i en tid, hvor de traditionelle medier ikke længere er en hovedpulsåre, men hvor sociale medier som Twitter, Facebook og WhatsApp udgør et vigtigt, nuancerende og ofte kritisk kommentarspor til den virkelighed, der udfolder sig på fjernsynsskærmen. Og på gaden.
 
Ingen lytter til AM-båndet
 
 
skrev en tyrkisk journalistkollega til mig, da jeg spurgte ind til, hvordan folk holdte sig opdateret, mens kupforsøget endnu rullede og informationerne var sparsomme.
 
Twitter har siden de velkendte Gezi Park-protester i sommeren 2013 overtaget tronen som Tyrkiets krise-medie nummer ét. Det er mærkværdigt i et land, hvor internetdækningen halter langt bagud efter OECD-standarder og er koncentreret i det velstående Vesttyrkiet, alt imens det primært kurdisk- og armensk-befolkede Østtyrkiet stadig mangler tilstrækkelig bredbånd- og 3G-dækning.
 
En skarp skillelinje mellem demonstranter og politifolk i Gezi Park, Istanbul d. 15 juni 2013. Omtrent tre år før folket på de sociale medier bliver kaldt til kamp af Erdogan. Polfoto/Ghirda Vadim.
 
Men i et land, hvor regeringen overtager mediehus efter mediehus i jagten på at slå ned på alternative strømninger i samfundet, nærer befolkningen stor mistillid til statsvenlige medier – særligt statsradiofonien. Derfor klikker befolkningen ind på alternative medier, når krisen ruller, og man forsøger at finde hovede og hale i nyhedsstrømmen. Folk fæstner blikket på grupper af borgerjournalister som blandt andre 140Journos og Ötekilerin Postasi  (De udstødtes Dagblad) – de ukronede konger af den nye mediebølge i Tyrkiet.
 
Overgangen er sket gradvist, mens AKP-regeringens jerntæppe har sænket sig over det tyrkiske medielandskab. Tv-stationer er blevet opkøbt, AKP har hevet store dagblade i byretten for at være lidt for kække i nyhedsdækningen, og købt sig ind på store mediekonglomerater. Ingen løfter øjenbrynene, når de seks store regeringsvenlige dagblade i Tyrkiet bringer akkurat samme rubrikker på forsiden, som var den redaktionelle linje dikteret ovenfra.
 
Journalister i Tyrkiet sammenligner derfor statsradiofonien TRT (den tyrkiske pandang til DR) med AM-båndet på radioen: Skrattende, støvet og fra fordums tid.
 
 
Men de nye medier er ikke fløjet under regeringens radar. De sociale medier er "som kniven i hånden på en morder," erklærede præsident Erdogan efter Gezi Park-protesterne i sommeren 2013. Det var nemlig hér, at en hel ungdomsgeneration fandt ud af, at de rå, ucensorerede informationer næsten udelukkende kan findes på et netværk af krypterede apps som WhatsApp, Signal, Threema og de hurtige sociale medier som Twitter og senerehen Periscope. Og ikke på de store tv-kanaler. Det massive potentiale for mobilisering og den manglende kontrol med informationsstrømmen skræmmer naturligvis en statsleder, som deler de politiske vande så skarpt og i så stor skala, som Erdogan gør.
 
Kend din målgruppe
For store dele af Tyrkiets befolkning er Signal, Threema og selv Twitter endnu obskure navne på blokken; forbeholdt unge storby-bohemer. Nyhedsstrømmen har derfor begrænset rækkevidde på tværs af generationsskel og socio-økonomiske skillelinjer, når informationerne rejser igennem de ucensorerede digitale platforme.
 
Selfie med policen. Ja hvorfor ikke? Getty/NurPhoto. 
 
Præsident Erdogans kernevælgere og stærkeste støtter skal nemlig ikke findes blandt storby-bohemerne, men blandt den islamisk-konservative middelklasse i Midt- og Nordtyrkiet. Bønder, fabriksarbejdere og ufaglærte dagsarbejdere søger ikke deres daglige nyhedsfix på Twitter, men får deres lokalnyheder igennem moskéen, kortklubben og tehuset; lokalsamfundets knudepunkter.
 
Men hvordan rækker en kup-truet præsident ud til sit græsrodsnetværk og sine kernevælgere, når internet og Facebook ikke er en mulighed? Som taget ud af Macchiaveli’s håndbog til den magtfuldkomne leder Fyrsten, så rakte Erdogan hånden ud til sit store netværk af statskontrollerede moskéer.
 
Civile tyrkere har overtaget en pro-kup-kampvogn i Ankara, London Evening Post.
 
Omkring midnat modtog Tyrkiets omkring 110.000 imamer sms-beskeder fra statsministeriet, der bad dem om at kalde til bøn og mobilisere deres menigheder rundt omkring i landet. Allerede Kl 01.30 gjaldede de først kampråb ud fra moskéernes minareter. "Kom ud på gaden og kæmp for jeres land, jeres ære, jeres leder," lød det.
 
Kend din målgruppe, lyder standard-mantraet i kommunikationsbranchen. Det gælder i særdeleshed også for mellemøstlige magthavere i knibe.
 
Pres på de traditionelle medier fortsætter
Paradokset var svært at overse, mens minareterne skiftevis kaldte til bøn og borgerkrig. AKP-regeringens klapjagt på de traditionelle medier har tvunget vælgernes tillid til nyhedsmedier helt i bund. Men i krisetider viser det sig, at selv regeringen er tvunget til at ty til de selvsamme mobiliseringsværktøjer, som man så intenst frygter at miste magten til.
 
Mens denne artikel udkommer torsdag 28. juli, er endnu 128 mediehuse blevet lukket, 89 journalister ønsket anholdt i de seneste 24 timer.
 
Tweet fra præsidentkontoret:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også