Mikroaggression forklaret
Ondt, ondere, mikroaggressiv

De mikroaggressive fryser deres ofre ude af fællesskabet – og protesterer ofrene, så er de sarte, nærtagende, krænkelsesparate eller forstår slet og ret ikke en joke.

Skrevet af

Mette Kirstine Goddiksen
Journalist

17 artikler

0 indlæg

Mikroaggression er på overfladen uskyldige kommentarer, jokes eller handlinger, der under overfladen understreger og forstærker fordomme om minoriteter og traditionelt set svagere grupper af mennesker. Det er som små giftpile, der punkterer ofrenes håb om nogensinde at blive inkluderet i det store fællesskab eller set som ligeværdige. Og så er opførslen svær at varedeklarere og stort set uden konsekvenser for de mikroaggressive.
”Nå, sådan nogle som dig ser vel Melodi Grand Prix i aften?”
 
Spørgsmålet er henvendt til arbejdspladsens eneste homoseksuelle, som i øvrigt ikke tidligere har tilkendegivet en særlig interesse i sangkonkurrencen.
 
Eller hvad med sådan en lille én: 
 
”Herligt, du er med på virksomhedens atletikhold/i medarbejderbandet, Abdalla, for du kan jo løbe stærkt/du har jo naturlig rytme.”
 
Eller den her:
 
“Sådan nogle som dig drikker vel helst en kælderkold bajer, så jeg vil spare dig for en masse kedelig snak om min store vininteresse” – henvendt til håndværkeren, som er hyret til en praktisk opgave på den akademiske arbejdsplads. 
 
Mikroaggressiv adfærd er også, når ressourcestærke målrettet går efter at hænge ud med minoritetsgrupper, og når de mennesker reduceres til accessories. Et smykke, der signaler rummelighed. Det kunne være den tjekkede kvinde, der søger en homoseksuel mand som “veninde” – “fordi de er så gode til at snakke om følelser.” Eller når ressourcestærke studerende går ned på den lokale bodega og overdrevent flasher, hvor meget de er nede med manden på gulvet. De er for eksempel på få minutter på fornavn med Knud, Henning og Børge i baren – som hellere vil drikke deres øl i fred.
 
Et illustrativt eksempel er filmen Undtagelsen, som er spækfyldt med mikroaggressioner og giver et godt billede af hvordan det virker på landets arbejdspladser.
 
Genial gift
Ja. Mikroaggression er en særlig effektiv gift, som siver verbalt og nonverbalt mellem mennesker. Den er et produkt af fordomme, og giftudslip kan benægtes, selvom ofrene mentalt set ligger gispende på gulvet. 
 
Og det ganske geniale ved at være mikroaggressiv frem for åbent aggressiv er, at det er svært at spore og svært at holde gerningsmanden ansvarlig for. Mikroaggressioner er guf for især konfliktsky og/eller perfide mennesker, der lige har nogle fordomme, der trykker. Noget, de skal have presset ud mellem sidebenene, som en oldschool, men meget præcis talemåde lyder. 
 
For hvem har egentlig ikke lyst til at få ventileret sin formørkede sjæl uden at skulle stå til ansvar?
 
Mikroaggression er også et kendt onkelhumor-greb, da man kan få lov til at sparke nedad og derigennem føle sig større, men stadig dække sig ind under, at man bare er en vittig hund, der gerne vil løsne den åh så korrekte korrekte stemning op.
 
Hallo dernede
Mikroaggressiv adfærd bunder i fordomme om minoritetsgrupper, traditionelt svagere samfundsgrupper eller medmennesker med færre ressourcer, uddannelsesmæssigt eller økonomisk.
 
Den kan vise sit grimme ansigt, når for eksempel et medlem af kultureliten ”for at være i øjenhøjde” pædagogisk forklarer Birthe fra Brovst, at Lou-i-si-a-na er sådan et kunst-mu-se-um, som ligger på den ø, hvor ”Vild med dans” bliver optaget.
 
Og en mediemæssig variant: Når indslag om en jysk fodboldklub starter med stemningsbilleder af traktorer, træsko og tomme Valash-flasker. Eller kilder i radioen præsenteres af københavnerværten, der med overbærende smil i stemmen siger, at nu har vi Jytte med hele vejen fra [kikset forsøg på dialekt] Aaaaaaalborg. Så er der altså lagt op til, at kilden skal arbejde umanerlig hårdt for at blive opfattet som klog og relevant.
 
Mange brune/sorte mennesker giver også det her klassiske eksempel, hvor de bliver spurgt, hvor de kommer fra: De føler sandsynligvis, at de kommer fra Randers, men de kan godt se på spørgeren, at hun forventer noget mere eksotisk, der inkluderer kath eller bongotrommer. Og så føler de desuden, at der er lang vej til målet om at blive inkluderet.
 
Mange vil mene, at det oversåtende var en uskyldig bemærkning, men graver man lidt dybere er det en mikroaggression
 
Tale er sølv – mikroaggression er guld  
Mikroaggressiv adfærd er ikke nødvendigvis verbal. Den kan også give sig udtryk i, at man ser lige igennem rengøringshjælpen på hotelgangen – eller man ikke nedlader sig selv til at svare kasseassistentens monotone ”Vil du have bonnen/hav en god dag”. 
 
Et andet eksempel kunne være, at man ved tjek ud efterlader en halv pakke Oreo-kiks på natbordet til stuepigen, fordi man tager for givet, at hun er fattig og bliver enormt glad for krummerne fra de riges bord.
 
Mikroaggression er på en tragisk måde ret komisk, og bevidst brug af denne skamløse form for nedgørelse af medmennesker afføder på en underlig måde også respekt. Det er, fordi mikroaggressionsmestrene jo sætter deres ofre skakmat. Tænk bare på enkegrevinde Violet Crawley af Grantham fra Downtown Abbey, spillet af Maggie Smith, der med kunstnerisk finesse rammer sit mål respektindgydende præcist med sine passiv-aggressive uforskammetheder.
 
Men mikroaggression skal tages alvorlig, da den også kan forårsage betydelig skade på dem, der står på mål for den, herunder give angst, depression og hjertesygdomme, som en artikel af Dorianne St. Fleur på Fastcompany.com påpeger.
 
Lille pjattehoved, altså
Et udbredt eksempel på ubevidst, mikroaggressiv adfærd er, når pæne mennesker giver Hus Forbi-sælgeren tyve kroner og overskudsagtigt beder den hjemløse om at beholde avisen og sælge den til en anden. For med den – tilsyneladende – venlige handling fortæller man også den hjemløse, at produktet, han/hun sælger og sandsynligvis er stolt af, ikke har en reel værdi. Det er sådan et pjattejob, som dybest set handler om at score almisser. Man reducerer den hjemløse til en tigger.
 
Det helt store problem med mikroaggressiv adfærd er, at den ikke er håndgribelig og direkte som ordinær, aggressiv adfærd. Det gør den svær at hive frem i lyset og påtale. Vi er for eksempel nogle stykker, der stadig kan huske teenagepigers gruppedynamik, hvor mikroaggressionerne siver som giftgas, der lammer al handling eller mulighed for at give tilbage. 
 
Ikke mindst, fordi ens første reaktion på mikroaggressiv adfærd er ”WTF. Blev jeg lige fornærmet der?!” Det tager lige de her forbandede sekunder at analysere det sagte, overkomme sin egen kedafdethed, samle mod og formulere et modsvar. Og til den tid, så er samtalen videre. 
 
De fleste har prøvet denne vrede, summende fornemmelse i kroppen ved sengetid, fordi man endelig har haft tid til at formulere et skarpt modsvar, der kunne trække bukserne af den mikroaggressive – men man kan desværre ikke ringe vedkommende op. Det ville blot give et akavet ”hvad snakker du dog om, og hvorfor er du nu efter mig”-øjeblik.
 
Du kan ikke bevise en skid!
Og hvis man bestemmer sig for at klage til ledelsen/sladre til sin storebror/tage opførslen op til et personalemøde, så er det svært at forklare præcis, hvad man anklager den mikroaggressive for. Ofte ender det i noget rod og subjektive fortolkninger – eller man ender som offer med at være én, der – tilsyneladende – grundløst anklager andre for at have et skjult motiv eller en fordom over for én. Skjulte hensigter er nemlig svære at bevise, og den mikroaggressive klarer frisag. Eller får måske endda sympati fra fællesskabet på grund af det karaktermord, som vedkommende nu er offer for. 
 
Det er en tabersag for offeret for mikroaggression.
 
Den mikroaggressive kan nemlig altid dække sig ind under, at noget blev sagt eller gjort i den bedste mening, at den forurettede har misforstået det eller bare er alt for sart.
 
Nej, førerhunnen i klassen fnisede og rullede da ikke øjne af underdog Miriams stammende engelskoplæsning: Hun kom da bare til at tænke på noget sjovt, som var sket i frikvarteret, og nu bliver hun angrebet med beskyldninger! Voila: Rollerne mellem gerningsmand og offer er byttet om.
 
Intention og motiv er vigtigt i forhold til at tolke mikroaggression – og det vil netop altid være fortolkninger, hvorfor de er uhåndgribelige.

Stakkels festlige Frank 
Mikroaggressioner er et effektivt redskab i den politiske værktøjskasse. Frank Jensen demonstrerede denne manøvre fortrinligt, da han forsvarede sig med, at han var en festlig mand, der ikke bare sad på et mørkt overborgmesterkontor, men som gerne ville ud at have det sjovt. Ergo: Der findes ingen gylden mellemvej 
mellem total isolation og liderlig øreslik. Frank er det virkelige offer, fordi sarte kvinder ikke under ham lidt fest i gaden.
 
Man kan ikke just sige, at Franks #MeToo-fortrædeligheder var mikroaggressive og diskrete, men det var hans selvforsvar i forhold til at gøre sig selv til det virkelige offer.
 
Manøvren med at bytte rollerne om hedder DARVO og blev opfundet af psykologen Jennifer Freyd. DARVO står for Deny, Attack, Reverse Victim and Offender.
 
Vågn op, woke people
Mikroaggressiv adfærd kan være tilsigtet, men den kan også være ganske ubevidst. Sådan er det i sagens natur med adfærd, der bunder i indgroede fordomme. 
 
LeanIn.org lavede for nylig en undersøgelse, hvor man målte, hvorvidt farvede på forskellige amerikanske arbejdspladser følte, de havde allierede på jobbet, der behandlede dem som ligeværdige kolleger.  Resultatet viste, at over 80 % af de hvide medarbejdere så sig selv som allierede og ligestillede med deres farvede kolleger, men kun 45 % af de sorte kvinder og 55 % af de latinamerikanske medarbejdere følte, at de havde stærke allierede på arbejdspladsen. 
 
Og mange af os, der føler os vældigt woke, kommer unægteligt til at jokke i spinaten, bede den japanske udvekslingsstuderende om at hjælpe os med at forstå et nyt kamera, per automatik undlade at ønske pizzamanden god jul eller ubevidst formode, at manden i kitlen på sygehuset er læge, ikke sygeplejerske.
 
Det er okay. Hjernen har altid sat medmennesker i båse. Det er nødvendigt for at kunne navigere hurtigt i en kompleks verden. Øvelsen er blot at lytte og være empatisk, hvis medmennesker høfligt påtaler, at du har stødt dem – og ikke per automatik smide dem i den der kasse med tåbelige krænkelsesparate, hvor hende der med “Den danske sang er en ung blond pige” vel stadig ligger og raller.
 
I nogle tilfælde kan der være noget om snakken: At blive fornærmet over kan sagtens være for sart og selvhøjtideligt. Men for at uddele det stempel skal du først lytte. For i rigtig mange tilfælde er det svært for dig at forstå helt ind i kernen, hvordan det er at være en polsk nedbrydningsmedarbejder, når du selv er Ida, der har gået på RUC, og som er vokset op med egen pony i øvre middelklasse. 
 
Jagten på antigiften
Det ville være vildt, hvis jeg nu kunne rulle en stensikker modgift ud mod mikroaggression. Det kan jeg ikke, men jeg kan dele konkrete erfaringer. Tips, om I vil.
 
Når du oplever mikroaggression:
  1. Slå det ikke hen som ligegyldigt, hvis en kommentar eller opførsel slog dig som mikroaggressiv. Den slags har det med at blive i kroppen, hvis man ikke konfronterer det.
 
  1. Spørg den mikroaggressive så nysgerrigt og så naivt, som du kan: “Når du siger sådan, hvad mener du så konkret?”. Og er de uforstående, så forklar, hvordan du forstod kommentaren. Det giver den, der ikke mente kommentaren i ond mening, en chance for at sige undskyld eller forklare sig. Og er der tale om en konfliktsky, der blot skulle af med en giftpil, så får du sikkert kun bortforklaringer, men i det mindste kan du nyde, at de ligger dér og vrider sig for at slippe væk. I det tidligere Louisiana-eksempel kunne Birthe spørge: Når du på den måde prøver at hjælpe mig og forklarer mig tingene, så tænker jeg, at du antager, jeg ikke ved noget om kunst. Er det korrekt forstået?
 
  1. Er du i en position – og det er mange ofre for mikroaggression – hvor du er længere nede i hierarkiet end gerningsmanden m/k, så forklar sagen til din leder (hvis det er i jobregi). Og er du leder/HR-chef: Vær nu vågen og lydhør, også i forhold til de personalegnidninger, der ikke direkte blinker i neon. Erfaringen er, at der også er én mikroaggressiv byld til at starte med, men den smitter med voldsom hast. Du har fået tildelt skalpellen, og du har ansvaret for at skære den slags væk, selvom det kan give noget værre svineri til at starte med.
 
  1. Arbejd på et højere plan for at komme fordomme og nedladenhed til livs, hvis du altså har tid. Mikroaggression siver ned fra et højere sted. 
 
Til slut et skriftemål
Mit personlige lavpunkt i forhold til at være mikroaggressiv, selvom jeg følte mig både woke og vittig, var, da jeg efter X antal øl sagde følgende til en homoseksuel bekendt, der glad fortalte, at Silas Holst og Jakob Fauerby havde vundet vild med dans: Ork, de handicappede har altid bedre chancer i de der konkurrencer på grund af sympati- og wokepoint!
 
Min mening var egentlig at imitere og latterliggøre folk, der vitterligt stadig anser homoseksuelle som handicappede. Jeg troede, hun vidste, at jeg er endeløst ligeglad med folks seksuelle orientering. 
 
Og at jeg elsker (mørke)sort humor, fordi den er så pokkers effektiv til at få skovlen under hykleri, selvhøjtidelighed, magtfuldkommenhed – og ja – fordomme.
 
Det vidste hun ikke. Min kommentar blev taget gravalvorligt. Hun var vel pissetræt af heteroer, der –  javist – tror, de gør det kærligt, men alligevel påpeger, at hun tilhører en anden gruppe. Og hendes udtryk gjorde mig ædru i lynfart.
 
Hvad der for én er en harmløs joke, hvis mening er at anerkende en minoritet – endda indikere, at vi står sammen mod de rigtig fordomsfulde – er for en anden en respektløs, bøvet – og måske endda ondskabsfuld – joke. 
 
Jeg var pisseirriterende Så selvom man har de bedste intentioner, og selvom man har en overvældende trang til at gå i forsvar og forklare de noble intentioner, så er der kun ét at gøre:
 
Ned med paraderne, lyt, forklar, og sig eventuelt undskyld. 
 

Relaterede artikler

Woke kan ødelægge dit brand - Er reklamebureauerne stoppet med at sælge og begyndt på at redde verden? Er det reklamebureauernes politiske korrekthed ...
Rosevinsræbet fra Esplanaden - Mærsk står for kulturel arrogance og økonomisk redelighed. Med den spritnye rekrutteringsvideo ”Together, All The Way” s...

Giv din stemme

18 stemmer
3,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

49 JOB

Communication Advisor

Se alle job Indryk job

Job

Journalist

Frist: 26. november

Grafiker

Frist: 29. november

Senior presserådgiver

Frist: 6. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.