Kan Trump tweete sig til sejr den 6. november?

Om 14 dage går USA til valg, og selvom præsidenten ikke står på stemmesedlen, så er ingen i tvivl om, at midtvejsvalget er en folkeafstemning om Trump. Meget står på spil: Flertallet i Kongressens to kamre og de vigtige guvernørposter, som danner basen for præsidentvalget i 2020. Lige nu er opløbet tæt: Demokraterne fører i kampen om Repræsentanternes Hus, og republikanerne forventes at holde Senatet. I flere stater er der kamp til stregen, og pengene vælter ind til kampagner, der ikke ligner dem, vi ser i Danmark.
Meget står på spil, når amerikanerne går til midtvejsvalg i november. Det står tæt mellem demokraterne og republikanerne, men hvem ender med at løbe med hvad? Og hvad har det af konsekvenser for den nuværende præsident, Donald Trump? Foto: SOPA Images/Getty Images
Meget står på spil, når amerikanerne går til midtvejsvalg i november. Det står tæt mellem demokraterne og republikanerne, men hvem ender med at løbe med hvad? Og hvad har det af konsekvenser for den nuværende præsident, Donald Trump? Foto: SOPA Images/Getty Images
af Annegrethe Rasmussen
WASHINGTON D.C. – Den 6. november vælger amerikanerne de politikere, der skal sidde i Kongressen de kommende to år frem mod præsidentvalget i 2020. I dag sidder republikanerne på begge kamre – både Repræsentanternes Hus og Senatet, og i Det Hvide Hus sidder Trump. P.t. siger meningsmålingerne, at demokraterne kan vinde i hvert fald Huset tilbage, mens Senatet sandsynligvis forbliver på republikanske hænder.
 
Men hvad sker der så? Vil demokraterne rejse en rigsretssag? Hvad betyder valget for præsident Trump? Hvad med lovgivningsprocessen i Kongressen?
 
Hvor står slaget ude i enkeltstaterne, og hvad brænder amerikanerne for? Hvis de altså brænder – normalt er der ikke mere end 40 %, der stemmer ved midtvejsvalgene, og især kniber det for de unge, hvilket er dårligt nyt for demokraterne.
 
Men ingen regel uden undtagelse; nye undersøgelser tyder på, at Trump har fået et rekordhøjt antal kvinder op af sofaen – og de agter ikke at stemme på ham, tværtimod. På den anden side gav nomineringen af højesteretsdommer Brett Kavanaugh vind i sejlene og medvind for republikanerne, hvor mange, især mænd, mener, at #MeToo og beskyldningerne mod dommeren, der ikke kunne bevidnes eller bevises, endte i en heksejagt og folkedomstol.
 
Sagen om Christine Blasey og Brett Kavanaugh fik #MeToo-tilhængere på gaden for at protestere mod Kavanaugh, der senere blev udnævnt til højesteretsdommer.
 
Med andre ord – alt kan ske.
 
Lad mig svare på et par nøglespørgsmål og give et bud på, hvad der er på spil til sidst.
 
Hvad betyder valget for præsident Trump personligt?
Selvom Donald Trump ikke står på stemmesedlen, skal man ikke tage fejl. Uanset hvad vil dette valg blive set som en folkeafstemning om præsidenten. Og hans popularitet er på den ene side historisk lav; omkring 40 % synes om ham, og omkring 50 % synes ikke om ham, hvis man tager det samlede gennemsnit af alle meningsmålinger blandt alle voksne og potentielt stemmeberettigede vælgere. Hvis man udelukkende ser på registrerede vælgere, der tenderer mod at være ældre og mere hvide, er tallet hhv. 43 % og 52 %. På den anden side er hans popularitet blandt republikanske vælgere meget høj, omkring 80 %, og han har en trofast base på omkring 30 % af vælgerne, der er "med ham uanset hvad".
 
Nu er det ikke usædvanligt, at midtvejsvalgene bliver set som en popularitetskonkurrence for den siddende præsident – også selvom valget jo ellers netop handler om de lokale valg (ude i staterne) og Kongressen (i Washington D.C.) Sådan er det altid.
 
Men med Trump er der kommet en ekstra personlig dimension på tegnebrættet, fordi han også foretrækker, at alt handler om ham. Andre præsidenter har bevidst kørt en mindre personorienteret eller bombastisk stil, men det er, som de fleste, der er interesserede i amerikansk politik, vil vide, ikke sådan klaveret spiller i Det Hvide Hus p.t.
 
 
 
Men det vil naturligvis også være nemmest for Trump og bedst for hans politiske dagsorden, hvis hans eget parti fortsat sidder på begge kamre i Kongressen. Ikke fordi Trump er klassisk republikaner (for det er han ikke), men fordi demokraterne vil være meget utilbøjelige til at hjælpe ham med noget som helst og formentlig både vil køre en ren obstruktionslinje og forsøge at få ham hevet for rigsretten.
 
Hvem vinder i Huset og Senatet?
Mit bedste bud er, at demokraterne vinder Huset, og republikanerne holder skindet på næsen i Senatet. Dels fordi 'valgmatematikken' er imod demokraterne i Senatet, dels fordi republikanerne som sagt har fået lidt mere vind i de ellers lidt slappe sejl efter sejren i højesteret.
 
Hvad kommer udfaldet til at betyde for amerikansk politik frem mod 2020
Sandsynligvis ikke noget radikalt. Det kan lyde besynderligt, for på den ene side er det jo ret afgørende, hvem der har flertal i ethvert lands parlament, og da især i verdens fortsat ledende supermagt. Og ligegyldigt er det selvfølgelig ikke. Men rigtig mange beslutninger, f.eks. beslutninger om skatten og miljøet, der allerede er taget – Trump har f.eks. gennemført en historisk skattereform i år – og andre beslutninger, der f.eks. vedrører investeringer, bliver typisk taget i en alliance mellem private virksomheder og de magtfulde delstater, hvor de føderale myndigheder ikke blander sig.
 
 
Når det er sagt, kan det naturligvis få dramatiske konsekvenser, hvis et af partierne vinder begge kamre, for så kan der laves ganske store indenrigspolitiske vedtagelser på f.eks. sundhed og miljø, ligesom man også kan forvente, at Mueller-undersøgelsen om Trump-kampagnens forbindelse til Rusland vil blive forsøgt saboteret i Kongressen, hvis republikanerne beholder flertallet.
 
Under alle omstændigheder vil der næppe komme en immigrationsreform, som ellers vil være en af de allervigtigste uenigheder, ligesom man næppe heller skal sætte næsen op efter reformer på social security (pensioner), Medicaid og Medicare – som ellers er sindssygt dyre og desperat har brug for ændringer. Men det er upopulært, og om et år går alt i ”præsidentvalgkamp-mode”, og så vil intet ske.
 
På udenrigspolitikken har præsidenten sit traditionelle prærogativ, så her vil udfaldet ikke få afgørende betydning. Når det gælder Trumps mest dramatiske kursskifte er det faktisk sket inden for egne rækker – nemlig på frihandel, hvor Trump allerede har drejet sit parti, der historisk set har været fast tilhænger af frihandel, i en helt anden retning.
 
Bliver der rigsretssag, hvis demokraterne vinder Kongressen?
Der er næppe tvivl om, at demokraterne vil indlede en sag, hvis de vinder Huset. Men der kommer næppe noget ud af det forsøg, selv hvis der bliver indledt en sag – med mindre, naturligvis, at Bob Mueller ender med at konkludere, at præsidenten aktivt samarbejdede med russerne op til præsidentvalget.
 
Hvorvidt præsidenten aktivt samarbejdede med russerne er op til Robert Mueller at konkludere. Foto: J. Scott Applewhite/Ritzau Scanpix
 
For det er ikke forfatningsstridigt at lade sig udnytte eller have ført en håbløs uforberedt og på visse punkter uprofessionel kampagne – som enhver, der har været i nærheden af Bob Woodwards "Fear", vil vide, var tilfældet.
 
Det er ikke smart – og mange er allerede blevet både sigtet og dømt, når det drejer sig om samarbejde med russerne, og især for at lyve for FBI. Men disse 'mange' er ikke folk fra Trumps absolutte indercirkel, heller ikke selvom Paul Manafort var kampagnechef, for han var ikke fra den "ægte indercirkel", der kun tæller Trumps børn, svigerbørn, Hope Hicks, Kelleyanne Conway og Steve Bannon.
 
 
Og med mindre republikanerne vender sig mod Trump, hvilket intet tyder på, de vil gøre, vil der ikke være det påkrævede to tredejdeles flertal i Senatet imod ham for, at han ville blive dømt.
 
Med andre ord ville det i givet fald gå som med Bill Clinton i sin tid: Man kan indlede en sag, men Senatet vil frikende ham. Også selvom demokraterne er klar med en såkaldt "laundry list" over andre påståede forbrydelser end lige samarbejdet med russerne – især hvad angår hans økonomiske dispositioner, f.eks. med udenlandske 'business interests' og hans forsøg på at bestikke tidligere elskerinder med kampagnemidler.
 
Hvem er favoritter til at blive demokraternes spidskandidat ved næste valg – for Trump bliver vel siddende?
Det sidste kan man roligt regne med. Han flytter sig ikke. Og med mindre midtvejsvalget ender som en fuldtonet katastrofe og nedsmeltning (hvilket intet tyder på) for GOP, så vil der næppe komme en troværdig intern udfordrer til Trump.
 
Men hvad så med demokraterne? Den sikreste kandidat lige nu er senatoren fra Massachusetts, Elizabeth Warren. Hun har opbygget et imponerende netværk i alle stater og opbygger i disse måneder en stor loyal base i sit eget parti. Det er demokraterne ofte dårlige til, men her er hun tidligt ude. Hun gør det først og fremmest ved at hjælpe partifæller i andre stater – selv sidder hun særdeles sikkert i sadlen.
 
Elizabeth Warren, senator fra Massachusetts, er en af favoritterne til at blive demokraternes spidskandidat ved næste valg. Foto: Boston Globe/Getty Images
 
Andre mulige kandidater er Bernie Sanders og Joe Biden, trods deres høje alder, samt Cory Booker (tidligere borgmester, nu senator for New Jersey) og Kirsten Gillibrand (senator, New York).
 
Bernie Sanders, en anden favorit hos demokraterne, taler til en demonstration mod Kavanaugh. Foto: Drew Angerer/Getty Images
 
Men meget kan ske. Det er ”early days”, og lige nu er den demokratiske udfordrer til Ted Cruz i Texas, mediedarlingen over dem alle hos demokraterne, den telegeniske Beto O'Rourke, som af visse dånende fans, og der er mange, kaldes for 'en ny Kennedy’.
Medierne elsker ham, og han har indsamlet så mange penge, at han nu har tre gange så mange som Cruz i kampagnekassen; 38.1 millioner dollars fra en million mennesker i årets tredje kvartal.
 
Mediedarlingen og 'en ny Kennedy' Beto O'Rourke fra demokraterne. Foto: Pool/Getty Images
 
Sluttelig er der ”the dark horse” – en af USA’s rigeste mænd, tidligere borgmester for New York Michael Bloomberg, der i givet fald vil bejle til demokraterne trods sin fortid som både republikaner og uafhængig. Bloomberg er rig nok til at være en reel kandidat, men med hans moderate politik på flere områder – især inden for økonomien – vil det være svært for ham at vinde nomineringen i et parti, der på flere punkter er drejet markant til venstre.
 
Bloomberg er dog både særdeles ”grøn” og en markant stemme for f.eks. våbenkontrol og ligestilling – to punkter, der betyder meget på venstrefløjen i USA lige nu, så han skal med på listen.
 
Tidligere borgmester for New York og "the dark horse" Michael Bloomberg. Foto: Mike Marsland/Getty Images
 
Den store kulturkamp
Men hen over hele valgkampen svæver der nogle hede identitetspolitiske vinde – #MeToo er en af dem – som skal med, hvis man vil forstå, hvad der er på spil.
 
For Donald Trump vandt i virkeligeden – er min påstand – af én bestemt grund: en dyb og inderlig længsel i dele af vælgerkorpset efter ”de gode gamle dage i Amerika”.
 
For demokraterne og præsidenten tilbyder to radikalt forskellige versioner af Amerika. De første er til det mangefarvede og multikulturelle, mens Trump repræsenterer en dyb længsel efter fortidens påståede orden, hvor alle kendte deres plads – inklusive kvinderne i køkkenet og den hvide mand øverst i samfundspyramiden.
 
Et Amerika, hvor der var home fried chicken i ovnen, og den lokale kirke var det sted, børnene kunne få vafler og pandekager i menighedshuset søndag morgen, mens de voksne lyttede til præsten. Et Amerika, hvor et ægteskab var en kristen forening mellem mand og kvinde, og hvor det at være homoseksuel følgelig måtte rubriceres som en skamfuld afvigelse, der helst skulle siges så lidt om som muligt. Et Amerika, hvor begrebet LBGTQ, transseksuelle eller aseksuelle lige så godt kunne have været fra en anden galakse.
 
I fortidens USA anno 1950 havde man heller ikke overvejet at være bange for, hvad man spiste. Der var ingen stigmatisering over for kulhydrater eller gluten, og kål var noget, fattige mennesker spiste i Europa i 1930’erne. Vækst og biler var et ubetinget gode, og alle fejrede Thanksgiving og jul, ikke ramadan eller Eid. Og Mexico var et sted, man kunne overveje at tage på ferie – ikke et sted, hvorfra immigranter i hundredetusindevis rejste over grænsen for at finde et liv, der var mindre trøstesløst end det, de lod bag sig.
 
 
Og endelig var hvide mennesker per definition rigere, bedre uddannede og naturligvis mere magtfulde end alle andre – ikke fordi det stod i loven, der naturligvis var lige for alle, men fordi det bare var sådan. Et Amerika, hvor verden med andre ord endnu ikke var højteknologisk og mangefarvet, og hvor skydevåben var et forfatningssikret gode til brug for borgerens eget forsvar – ikke et dræbende middel, som frustrerede unge i skoleskyderier eller radikaliserede religiøse ekstremister mejede uskyldige ned med.
 
Denne kulturkløft er usynlig i de større byer, hvor den urbane elite anser sig selv som moderne, progressiv og fremsynet, og den nævnes mest i bekymrede analyser og klummer i New York Times eller Washington Post som et eksempel på, at noget er gået galt i Amerika.
 
At landet ikke længere ser optimistisk fremad – hvilket ellers er en forudsætning for tesen om den amerikanske drøm: At i morgen bliver bedre end i dag – men et land, der angst forsøger at skærme sig mod en globaliseret fremtid.
 
 
Der vil også stå noget i analyserne om, at ’sammenhængskraften er forsvundet’, og USA er ved at knække midtover – eller den ene procent er stukket af fra resten. Hvilket er sandt.
 
Disse sprækker i samfundets firmament kan være økonomiske, fordi den veluddannede elite økonomisk fjerner sig med stormskridt fra den fattigere brede middelklasse og en mindre dybt forarmet gruppe af ledige og udstødte.
 
Men skellet er også, og måske lige så meget, et kulturelt skisma, der ikke nødvendigvis handler om, hvorvidt den førnævnte elite, der tjener pænt og har gode jobs, føler sig borgerlige og stemmer på republikanerne, eller om de kalder sig selv venstreorienterede og stemmer på demokraterne.
 
For i ingen af disse lejre i det pæne borgerskab drømmer man sig tilbage til fortidens USA. Det er ikke her, man sukker over, at retten til homoægteskaber blev gjort lovlig i alle USA’s stater i 2011. Men hvis man surfer rundt på internettet eller tænder for FOX News om natten, går der ikke lang tid, før den dybe længsel får mæle. I såvel lukkede digitale grupper som åbne diskussionsfora på sociale medier og i ildsprudlende meningsbårne udsendelser på diverse talk-radio shows.
 
Hvilket USA vil vi have? – Kom til foredrag og debat den 25. oktober i København
Så ja, midtvejsvalget er også en kulturkamp. Det er kampen om, hvilken version af USA der skal i førersædet:
 
Er det det mangefarvede Amerika, som i 2011 fik en sundhedsreform, der giver alle borgerne ret til sundhedsydelser, og hvor multikulturalisme dominerer; hvor fri hash pibler frem, og hvor flere stater giver rettigheder til transkønnede; hvor Hollywood og de store amerikanske firmaer regelmæssigt bringer henholdsvis film og reklamer med bøsser – og et par enkelte lesbiske – i ledende roller; hvor Silicon Valley driver væksten, og veluddannede kvinder dominerer på universiteterne og har udmanøvreret deres mandlige studiekammerater i de store byers lag af mellemledere og unge chefer?
 
Eller er det Trumps version af USA, der vil vinde? En supermagt, der har vendt sig mod frihandel (uanset at netop tilslutningen til handelsaftaler har været et adelsmærke for republikanerne tidligere, mens demokraterne typisk har været bekymrede over arbejdstagernes rettigheder og løn samt en mulig yderligere belastning af miljøet) og prioriterer jobskabelse i et ”America First”-drive.
 
Vil Trumps version af USA vinde? Foto: Michael B. Thomas.
 
Et USA, der er rustet til tænderne militært, men som til gengæld ikke kerer sig om demokrati og menneskerettigheder, og som kritiserer NATO og fortsat minimerer sit engagement i både Europa og Asien, og som har planer om at bygge en fysisk mur langs grænsen til Mexico og udvise omkring 11 millioner mennesker fra landet.
 
Mød skribenten af denne artikel og Kforums USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen, på Kreativitet & Kommunikations debataften "Når Trump tweeter" på Klub den 25. oktober. Det foregår her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job