Der er næppe tvivl om, at demokraterne vil indlede en sag, hvis de vinder Huset. Men der kommer næppe noget ud af det forsøg, selv hvis der bliver indledt en sag – med mindre, naturligvis, at Bob Mueller ender med at konkludere, at præsidenten aktivt samarbejdede med russerne op til præsidentvalget.
For det er ikke forfatningsstridigt at lade sig udnytte eller have ført en håbløs uforberedt og på visse punkter uprofessionel kampagne – som enhver, der har været i nærheden af Bob Woodwards "Fear", vil vide, var tilfældet.
Det er ikke smart – og mange er allerede blevet både sigtet og dømt, når det drejer sig om samarbejde med russerne, og især for at lyve for FBI. Men disse 'mange' er ikke folk fra Trumps absolutte indercirkel, heller ikke selvom Paul Manafort var kampagnechef, for han var ikke fra den "ægte indercirkel", der kun tæller Trumps børn, svigerbørn, Hope Hicks, Kelleyanne Conway og Steve Bannon.
Og med mindre republikanerne vender sig mod Trump, hvilket intet tyder på, de vil gøre, vil der ikke være det påkrævede to tredejdeles flertal i Senatet imod ham for, at han ville blive dømt.
Med andre ord ville det i givet fald gå som med Bill Clinton i sin tid: Man kan indlede en sag, men Senatet vil frikende ham. Også selvom demokraterne er klar med en såkaldt "laundry list" over andre påståede forbrydelser end lige samarbejdet med russerne – især hvad angår hans økonomiske dispositioner, f.eks. med udenlandske 'business interests' og hans forsøg på at bestikke tidligere elskerinder med kampagnemidler.
Hvem er favoritter til at blive demokraternes spidskandidat ved næste valg – for Trump bliver vel siddende?
Det sidste kan man roligt regne med. Han flytter sig ikke. Og med mindre midtvejsvalget ender som en fuldtonet katastrofe og nedsmeltning (hvilket intet tyder på) for GOP, så vil der næppe komme en troværdig intern udfordrer til Trump.
Men hvad så med demokraterne? Den sikreste kandidat lige nu er senatoren fra Massachusetts, Elizabeth Warren. Hun har opbygget et imponerende netværk i alle stater og opbygger i disse måneder en stor loyal base i sit eget parti. Det er demokraterne ofte dårlige til, men her er hun tidligt ude. Hun gør det først og fremmest ved at hjælpe partifæller i andre stater – selv sidder hun særdeles sikkert i sadlen.
Elizabeth Warren, senator fra Massachusetts, er en af favoritterne til at blive demokraternes spidskandidat ved næste valg. Foto: Boston Globe/Getty Images
Andre mulige kandidater er Bernie Sanders og Joe Biden, trods deres høje alder, samt Cory Booker (tidligere borgmester, nu senator for New Jersey) og Kirsten Gillibrand (senator, New York).
Bernie Sanders, en anden favorit hos demokraterne, taler til en demonstration mod Kavanaugh. Foto: Drew Angerer/Getty Images
Men meget kan ske. Det er ”early days”, og lige nu er den demokratiske udfordrer til Ted Cruz i Texas, mediedarlingen over dem alle hos demokraterne, den telegeniske Beto O'Rourke, som af visse dånende fans, og der er mange, kaldes for 'en ny Kennedy’.
Medierne elsker ham, og han har indsamlet så mange penge, at han nu har tre gange så mange som Cruz i kampagnekassen; 38.1 millioner dollars fra en million mennesker i årets tredje kvartal.
Mediedarlingen og 'en ny Kennedy' Beto O'Rourke fra demokraterne. Foto: Pool/Getty Images
Sluttelig er der ”the dark horse” – en af USA’s rigeste mænd, tidligere borgmester for New York Michael Bloomberg, der i givet fald vil bejle til demokraterne trods sin fortid som både republikaner og uafhængig. Bloomberg er rig nok til at være en reel kandidat, men med hans moderate politik på flere områder – især inden for økonomien – vil det være svært for ham at vinde nomineringen i et parti, der på flere punkter er drejet markant til venstre.
Bloomberg er dog både særdeles ”grøn” og en markant stemme for f.eks. våbenkontrol og ligestilling – to punkter, der betyder meget på venstrefløjen i USA lige nu, så han skal med på listen.
Tidligere borgmester for New York og "the dark horse" Michael Bloomberg. Foto: Mike Marsland/Getty Images
Den store kulturkamp
Men hen over hele valgkampen svæver der nogle hede identitetspolitiske vinde – #MeToo er en af dem – som skal med, hvis man vil forstå, hvad der er på spil.
For Donald Trump vandt i virkeligeden – er min påstand – af én bestemt grund: en dyb og inderlig længsel i dele af vælgerkorpset efter ”de gode gamle dage i Amerika”.
For demokraterne og præsidenten tilbyder to radikalt forskellige versioner af Amerika. De første er til det mangefarvede og multikulturelle, mens Trump repræsenterer en dyb længsel efter fortidens påståede orden, hvor alle kendte deres plads – inklusive kvinderne i køkkenet og den hvide mand øverst i samfundspyramiden.
Et Amerika, hvor der var home fried chicken i ovnen, og den lokale kirke var det sted, børnene kunne få vafler og pandekager i menighedshuset søndag morgen, mens de voksne lyttede til præsten. Et Amerika, hvor et ægteskab var en kristen forening mellem mand og kvinde, og hvor det at være homoseksuel følgelig måtte rubriceres som en skamfuld afvigelse, der helst skulle siges så lidt om som muligt. Et Amerika, hvor begrebet LBGTQ, transseksuelle eller aseksuelle lige så godt kunne have været fra en anden galakse.
I fortidens USA anno 1950 havde man heller ikke overvejet at være bange for, hvad man spiste. Der var ingen stigmatisering over for kulhydrater eller gluten, og kål var noget, fattige mennesker spiste i Europa i 1930’erne. Vækst og biler var et ubetinget gode, og alle fejrede Thanksgiving og jul, ikke ramadan eller Eid. Og Mexico var et sted, man kunne overveje at tage på ferie – ikke et sted, hvorfra immigranter i hundredetusindevis rejste over grænsen for at finde et liv, der var mindre trøstesløst end det, de lod bag sig.
Og endelig var hvide mennesker per definition rigere, bedre uddannede og naturligvis mere magtfulde end alle andre – ikke fordi det stod i loven, der naturligvis var lige for alle, men fordi det bare var sådan. Et Amerika, hvor verden med andre ord endnu ikke var højteknologisk og mangefarvet, og hvor skydevåben var et forfatningssikret gode til brug for borgerens eget forsvar – ikke et dræbende middel, som frustrerede unge i skoleskyderier eller radikaliserede religiøse ekstremister mejede uskyldige ned med.
Denne kulturkløft er usynlig i de større byer, hvor den urbane elite anser sig selv som moderne, progressiv og fremsynet, og den nævnes mest i bekymrede analyser og klummer i New York Times eller Washington Post som et eksempel på, at noget er gået galt i Amerika.
At landet ikke længere ser optimistisk fremad – hvilket ellers er en forudsætning for tesen om den amerikanske drøm: At i morgen bliver bedre end i dag – men et land, der angst forsøger at skærme sig mod en globaliseret fremtid.
Der vil også stå noget i analyserne om, at ’sammenhængskraften er forsvundet’, og USA er ved at knække midtover – eller den ene procent er stukket af fra resten. Hvilket er sandt.
Disse sprækker i samfundets firmament kan være økonomiske, fordi den veluddannede elite økonomisk fjerner sig med stormskridt fra den fattigere brede middelklasse og en mindre dybt forarmet gruppe af ledige og udstødte.
Men skellet er også, og måske lige så meget, et kulturelt skisma, der ikke nødvendigvis handler om, hvorvidt den førnævnte elite, der tjener pænt og har gode jobs, føler sig borgerlige og stemmer på republikanerne, eller om de kalder sig selv venstreorienterede og stemmer på demokraterne.
For i ingen af disse lejre i det pæne borgerskab drømmer man sig tilbage til fortidens USA. Det er ikke her, man sukker over, at retten til homoægteskaber blev gjort lovlig i alle USA’s stater i 2011. Men hvis man surfer rundt på internettet eller tænder for FOX News om natten, går der ikke lang tid, før den dybe længsel får mæle. I såvel lukkede digitale grupper som åbne diskussionsfora på sociale medier og i ildsprudlende meningsbårne udsendelser på diverse talk-radio shows.
Hvilket USA vil vi have? – Kom til foredrag og debat den 25. oktober i København
Så ja, midtvejsvalget er også en kulturkamp. Det er kampen om, hvilken version af USA der skal i førersædet:
Er det det mangefarvede Amerika, som i 2011 fik en sundhedsreform, der giver alle borgerne ret til sundhedsydelser, og hvor multikulturalisme dominerer; hvor fri hash pibler frem, og hvor flere stater giver rettigheder til transkønnede; hvor Hollywood og de store amerikanske firmaer regelmæssigt bringer henholdsvis film og reklamer med bøsser – og et par enkelte lesbiske – i ledende roller; hvor Silicon Valley driver væksten, og veluddannede kvinder dominerer på universiteterne og har udmanøvreret deres mandlige studiekammerater i de store byers lag af mellemledere og unge chefer?
Eller er det Trumps version af USA, der vil vinde? En supermagt, der har vendt sig mod frihandel (uanset at netop tilslutningen til handelsaftaler har været et adelsmærke for republikanerne tidligere, mens demokraterne typisk har været bekymrede over arbejdstagernes rettigheder og løn samt en mulig yderligere belastning af miljøet) og prioriterer jobskabelse i et ”America First”-drive.
Vil Trumps version af USA vinde? Foto: Michael B. Thomas.
Et USA, der er rustet til tænderne militært, men som til gengæld ikke kerer sig om demokrati og menneskerettigheder, og som kritiserer NATO og fortsat minimerer sit engagement i både Europa og Asien, og som har planer om at bygge en fysisk mur langs grænsen til Mexico og udvise omkring 11 millioner mennesker fra landet.
Mød skribenten af denne artikel og Kforums USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen, på Kreativitet & Kommunikations debataften "Når Trump tweeter" på Klub den 25. oktober.
Det foregår her.