Det femte element er et løbehjul

Første eventyrlystne firma på banen var det amerikanske Lime, som kom allerede i oktober 2018 – før løbehjulene overhovedet var lovlige. Siden januar 2019 har TIER og Voi tilbudt de små elektriske fartdjævle til alle – og inden året er omme, har vi sikkert fået et par aktører mere på banen.

Insekter på vejene

I dag ser man dem som byens insekter sværme omkring i gadebilledet – præcis som insekter er de ret ligeglade med, hvor andre trafikanter er, og hvad de vil. Vigtigere er det for dem at komme til deres bestemmelsessted. Og netop i det billede har vi både løbehjulenes styrke og svaghed.

De små elektriske brædder er ved første øjekast næste logiske trin på mobilitetens udviklingstrappe: Et let og hurtigt transportmiddel, der ikke kan ejes. Det perfekte billede på ‘urban software’ og en simpel løsning på et gammelt problem: Hvordan kommer jeg nemt fra stationen til mit møde eller på arbejde i en fart – uden at skulle vente på busser, taxier, rickshaws, bycykler eller anden transport? Ja, som mobility as a cheap service. Flere analytikere fremhæver, at privatbilen som transportform i fremtiden er død, fordi den er så dyr, langsom i storbyerne og står stille og ubrugt den største del af tiden.

I Paris har bystyret hurtigt fået nok. Efter et par ulykker er der lagt stærke begrænsninger på rullebræddernes udfoldelser. Kilde: Gettyimages.

Go with the flow

Det, man køber med de små løbehjul, er udelukkende bevægelsen: Her er ingen chauffør, ingen hjælp af nogen art, næsten ikke nogen genstand: Blot et bræt, et styr og to små, smalle hjul – og det er naturligvis attraktionen. De små løbehjul har indbygget GPS og kan derfor selv fortælle dig, hvor de er.

Det irriterende er, at de ikke selv kan sørge for, at de ikke står og roder rundt omkring i gadebilledet, men udlejningsvirksomhederne indsamler dem om natten og sørger for, at de bliver repareret og ladet op – så hvad er problemet? Dette er da den perfekte, moderne – og grønne – måde at bevæge sig rundt i København på. Eller ikke?

Løbehjulenes ungdom

Faktisk er øjeblikkets konflikt et præcist ekko af storbyernes ungdom. I begyndelsen af det 20. århundrede – lige da bilen var blevet opfundet – kom også det motoriserede løbehjul. Dengang stod kampen mellem massetransport som sporvogne og den individuelle transport repræsenteret af biler, cykler og løbehjul.

Lady Florence Norman (1884-1964) på et motoriseret løbehjul, cirka 1916. Transportmidlet, der kostede omkring en fjerdedel af en bil, var en gave fra hendes mand, politikeren og journalisten Sir Henry Norman. Kilde: Paul Thompson/FPG/Archive Photos/Getty Images.

Gaderne var egentlig mest til hestevogne og fodgængere på den tid, men fordi bilen var sådan en fantastisk ting – og fordi det lykkedes folk som Henry Ford at gøre den tilgængelig for almindelige mennesker – var det bilen, der vandt slaget om fremtiden. Det var derfor også bilens logik, der kom til at præge al bybygning i det 20. århundrede.

Er det det, vi vil?

Efter den indledende fascination er det, som om Københavns forhold til løbehjulene er kølnet lidt. Sådan er det også gået i San Francisco, Denver, Oakland og mange andre byer i USA. Dels er der hastigheden. Løbehjulene kan køre omkring 20 kilometer i timen, hvilket altså er meget hurtigt i forhold til den almindelige hastighed i Indre By. Udlejerne siger, at man bør have cykelhjelm på, når man bruger dem, men det er der stort set ingen, der har – i stedet racer de unge brugere afsted, gerne to på ét sæt hjul, og der har allerede været adskillige ulykker – eller tæt-på-ulykker i Indre By.

Det drejer sig naturligvis om tilvænning. I snart hundrede år har København været en cykelby, så vi har udviklet en meget finkornet forhandlingssituation mellem fodgængere, bilister og cyklister. Når der pludselig kommer en helt ny spiller på banen, er det klart, at der bliver ballade, men den del af problemet skal nok løse sig selv efterhånden.

Man kan imidlertid konstatere, at løbehjulene efter den første eufori i øjeblikket er kommet ind i en realismefase. I de seneste måneder har aviserne meldt om dødsulykker i både Barcelona og Paris, og i stort set alle europæiske storbyer er et ‘backlash’ i gang. Byerne begrænser antallet af løbehjul, sætter hastighedsgrænserne ned og gør i det hele taget, hvad de kan for at finde en overenskomst mellem hjul og ben.

Det er nemt at skaffe sig dele til et nyt transportmiddel, hvis man er opfindertypen. Kilde: Getty Images

Er de overhovedet grønne?

Værre er det med bæredygtigheden. Undersøgelser fra USA viser, at gennemsnitslevetiden for et udlejningsløbehjul er cirka en måneds tid. De er simpelthen så dårligt skruet sammen, at de går i stykker på et par uger. Og da lige præcis et par uger er ‘break even’-punktet for et elløbehjul, har udlejerne ingen interesse i at reparere dem ud over den dato, og de bliver så bare hugget op og kasseret som al anden brugt elektronik. Når man indregner produktionsomkostningerne – i CO2 – er det med andre ord på ingen måde en bæredygtig løsning.

De er lydløse og nuttede på en meget moderne måde, og derfor ligner de små løbehjul fremtiden, men i virkeligheden er de måske allerede passé. En slags mobil pendant til kassettebånd eller lignende teknologier, der for længst er sendt til historiens store pulterkammer. Løbehjulene peger på et problem og foreslår en løsning, men desværre en, der ikke har fremtiden i sig. Man kan derfor håbe, at en talentfuld designer vil tage selve grundkonceptet – lethed, bevægelse, GPS og smartphone-interaktion – og give det en tur i centrifugen. Så kunne vi måske for alvor skabe fremtidens urbane mikrotransportløsning.

Revolutionen kommer

Sagen er jo nemlig den, at vi står på kanten af en urban transportrevolution. Det er de fleste enige om. Også de mennesker, der ikke nødvendigvis abonnerer på den sædvanlige form for jubeloptimistisk teknologibegejstring, der trives i Californien og tilgrænsende områder, som Danmark.

Står vi snart over for et trafikkaos a la det, vi har set i Luc Bessons The Fifth Element? Foto: Screenshot fra Luc Bessons The Fifth Element.

Hvis man kniber øjnene lidt sammen, ser man for sit indre blik en ikke så fjern fremtid, der vil minde om gadescenerne fra Luc Bessons The Fifth Element: store slugter med lagdelt trafik i alle tempi, flyvende biler, droner, svævende skateboards og hvad ved jeg. For sådan bliver det om få år, hvis vi ikke passer på. I øjeblikket står den urbane transportverden lige foran sit disruptionøjeblik.

Den service og den designer, der for alvor formår at adskille bevægelse fra et dedikeret transportmiddel, vil vinde fremtiden på samme måde som Airbnb, Uber og Facebook. Desværre er det i København også, som det har været i forhold til de ovennævnte services: Reguleringen kan ikke følge med. Byer overalt i den vestlige verden forsøger at mediere bekvemmeligheden i den øjeblikkelige, allestedsnærværende ‘sidste kilometer’-transport med det almindelige sammenbrud i lov og orden, denne transport medfører.

At vi ikke har knækket koden endnu, er let at overbevise sig selv om. Prøv at tænke bare få år frem, når gaderne ikke blot handler om fodgængere, biler, cykler og løbehjul, men også rummer flyvende skateboards, førerløse pakkeleveringsvogne, droner og noget helt syvende, som ikke er opfundet endnu.

Byens svar?

Foreløbig virker Københavns problemer med de populære løbehjul desværre som en konflikt, der ikke kan løses, og som en kortvarig modedille, der vil gå i sig selv igen, når nyhedens interesse har fortaget sig. Københavns Kommune ved heller ikke helt, hvordan den skal forholde sig, og har her i juni måned vedtaget en forsøgsordning, der ikke tillader mere end 200 løbehjul i Indre By og 3.000 i brokvartererne.

I betragtning af, at det netop er i Indre By, at udlejningsbaseret ‘sidste-kilometer’-transport har sin berettigelse, virker det mest af alt som en langsom kvælning af rullehjulene. Så til alle unge designere: Kom nu på banen! Alle delene findes rundt omkring på gader og stræder i København. OPFIND!