Diktatorspin og lysfirmalakaj

PR-bureauer skilter normalt ikke med kunderne, men nu har rådgiveren Michael Ulveman åbnet motorhjelmen gennem sin deltagelse i Anders Aggers program "Indefra". Det er fascinerende tv, men om det gør noget godt for branchen, er et andet spørgsmål.
Rådgiveren Michael Ulveman har været fokus for DR2-programmet: Indefra med Anders Agger. Men er det en god ide, at kommunikationsrådgivere eksponerer sig selv på den måde? Scanpix/Keld Navntoft.
Rådgiveren Michael Ulveman har været fokus for DR2-programmet: Indefra med Anders Agger. Men er det en god ide, at kommunikationsrådgivere eksponerer sig selv på den måde? Scanpix/Keld Navntoft.
af Joachim Sperling
Tidligere har vi set koryfæer som Lars Rebien Sørensen, Niels B. Christiansen og kokken Paul Cunningham portrætteret i programmet. Og Anders Agger tryllebinder sit offer, så hele familien Danmark inviteres ind bag facaden. Selvom Anders Agger er foragtet af mange af sine københavnske tv-kollegaer, kommer vi ikke uden om, at han i rollen som fluen på væggen kan sit kram.
 
Du kan se DR2 programmet: Indefra med Anders Agger - rådgiver her. Kilde/dr.dk
                                                           
Agger er fluen på væggen
Jeg forstår udmærket, at topchefer gerne vil vise noget mere af sig selv, for normalt må de gemme sig bag en mur af nøgletal og corporate announcements. Mennesket bag magten kommer sjældent frem, men det formår Anders Agger at afhjælpe på bedste vis.
 
Jeg begriber bare ikke, at en kommunikationsrådgiver vælger at eksponere sig selv på den måde. Kald mig bare gammeldags, men PR-bureauer bør være så meget i baggrunden som overhovedet muligt. De skal bringe kunden i eller uden for fokus - ikke omvendt.

Godt nok får vi ikke rullet Ulvemans bureau helt ud, men det vi får, er alligevel ret utroligt. Vi taler om en ukrainsk oligark og præsident med en højest tvivlsom fortid, et nu konkursramt og skandaliseret lysfirma, og sidst men ikke mindst Goldman Sachs, der har spillet en meget omdiskuteret rolle i forbindelse med den delvise privatisering af DONG Energy. Jeg kan ikke erindre at have hørt om en lignende kundeportefølje.
 
Blandt de personer, der har været en del af Michael Ulvemans karriere, er den ukrainske præsident Petro Porosjenko. Polfoto/Yves Logghe.
 
Michael Ulveman fremstår både kompetent og sympatisk i programmet. Han glider let rundt mellem børsnoterede selskaber, internationale konferencer, toppolitikere og bureauets medarbejdere. Vi er både med, når han hænger ud i Kongens Have, og når mappen skal bæres for den gamle chef Anders Fogh Rasmussen. Vi får også en hurtig "who is who" via en tv-skærm fra Christiansborg ved statsministerens åbningstale. Selvom der i skyndingen bliver byttet rundt på en PET-agent og en ministersekretær, kan vi godt fornemme, at Ulveman selv har travet gangene tynde på Christiansborg. Vi bliver også mindet om, at Ulveman har arbejdet i NATO. Det er en stærk jobportefølje, der ikke mindst skyldes den nære relation til Fogh. Det er rådgiveren Ulveman mere end mennesket, vi stifter bekendtskab med.
 
 
Alle har ret til at få deres historie frem...
Michael Ulveman går ikke af vejen for at agere talsperson for sine kunder. Det er helt normalt i udlandet, men bestemt ikke i Danmark, hvor PR-bureauer ikke altid har haft det bedste ry. Men det gjorde Ulveman for det nu hedengangne Hesalight, og det var set i bakspejlet ikke nogen god beslutning. Det kan nemlig være meget risikabelt, hvis det viser sig at kunden ikke har rent mel i posen, for så får bureauet også smudset sit navn til. I Hesalights tilfælde viser det sig at være helt grelt - uanset, at Ulveman fik medhold i sin klage til Pressenævnet om en artikel i Børsen.
 
Michael Ulveman i Forsvarsministeriet. Kilde/dr.dk.
 
Mon ikke Hesalight nu er strøget af kundelisten, for den tidligere direktør Lars Nørholt har muligvis gjort sig skyldig i bedrag i 100 mio. kroners klassen, Erhvervsstyrelsen har forkastet selskabets regnskaber, og en række investorer, herunder adskillige pensionskasser har tabt over 600 mio. kr. tilsammen på obligationslån, som Hesalight har klattet væk. Selskabet er konkurs, og boets aktiver solgt for en slik.

Som Michael Ulveman siger i programmet: "alle har ret til at få deres historie frem". Det gælder også Lars Nørholt, men så er det ærgerligt, at det viser sig at være en af de værste erhvervsskandaler i nyere tid.
 
Et absurd teater
Relationen til Anders Fogh Rasmussen er et kapitel for sig. Michael Ulveman har intet problem med at bære mapper, når Fogh skal genetablere sin position i international storpolitik. Vi hører Ukraines præsident Porosjenko grådkvalt fortælle om sit lands fortræffeligheder på en storskærm foran en lille flok journalister, mens soldater står i et bur og samler deres våben. Fogh er åbenbart rådgiver for oligarken, men hvad formålet var med de tos tilstedeværelse fremstod ikke lysende klart i programmet.

Michael Ulveman har både arbejdet som presserådgiver og særlig rådgiver for Danmarks tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Polfoto/Jens Dresling. 

Men den ene tjeneste er den anden værd. Ulveman deltager gerne i et absurd teater i Kiev, hvis han til gengæld kan få lov til at rådgive Goldman Sachs om, hvordan man optræder som en god corporate citizen i den danske andedam. Det er der brug for oven på bankens investering i DONG Energy - Danmarks vel nok mest spektakulære kapitaludvidelse nogensinde. Bortset fra oplysningerne om, at de to Goldman Sachs-folk ikke vil interviewes til kamera, får man dog aldrig rigtig at vide, hvad opgaven går ud på. Det kunne ellers have været interessant tv.
 
Der bliver ikke gået kritisk til værks i dokumentaren om Ulveman. Kilde/dr.dk.

Anders Agger bliver fra tid til anden kritiseret for mikrofonholderi i stedet for at gå kritisk til værks. Jeg er ikke enig i den kritik, fordi programmets præmis tydeligvis er at være på "offerets" side. Men skal programmet fungere, synes jeg det kræver, at vi lærer mennesket bag facaden bedre at kende. Det var ikke rigtigt tilfældet her.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også