Når man ser en formand smælde

Når jeg ser en formand smælde på en blank og vårfrisk dag, kan jeg høre hende sælsomt fortælle om min verden, mit folk og min sag. Og hvordan klarede hun det så? Den nye formand for Socialdemokraterne. Mette, hold igen med de verbale lussinger og de politiske klichéer. Det er trættende med for meget smælden ad de små, blå mænd. Vi kan bedst lide dig, når du er sød - og rød - i mælet.
Mette Frederiksen uddeler verbale øretæver på sin første 1. maj-tale i Fælledparken. Polfoto/Peter Hove Olesen
Mette Frederiksen uddeler verbale øretæver på sin første 1. maj-tale i Fælledparken. Polfoto/Peter Hove Olesen
af Heidi Jønch-Clausen
Mette Frederiksen fik som fortjent og forventet stor ros for sin 1. maj-tale i Fælledparken. Men kamptalen ligger også udpræget til højrebenet for den nye formand, der i langt højere grad end sin forgænger, emmer af socialdemokratiske værdier, indignation og kampgejst. Niveauet er højt, men kan sagtens blive højere. Vil hun for alvor markere sig som en rigtig dygtig retoriker, bør hun dosere indignationen og undgå klichéerne.
 
 
Røde Mette på sin rette hylde
”Den evige elevrådsformand, for hvem hver dag er 1. maj…” Sådan husker jeg, at man sagde om den unge, fremadstormende Mette Frederiksen, der op igennem 00’erne som socialordfører og næstformand positionerede sig som en af Socialdemokraternes største talenter.
 
Det var som om Mette Frederiksen altid havde en ølkasse under sig. Når hun talte – altid højt, jysk og tydeligt – kunne ingen være i tvivl om, at hendes hjerte bankede for de socialdemokratiske værdier: Hun emmede af viljen til fællesskab og ønsket om lige muligheder for alle.
 
En ung, bly Mette Frederiksen - netop valgt til Folketinget i 2001. Polfoto/Thomas Borberg.
 
Igennem alle de år må tanken om engang, måske engang, at stå under de røde faner i Fælledparken og tale som Socialdemokraternes formand på Arbejdernes Kampdag have været en drøm. Og så sker det. Badet i forventningspres, kampgejst og solskin udlever hun drømmen.
 
Efter at have set og hørt korte bidder fra hendes første tale om morgenen i hendes kreds i Ballerup tænker man, at hun lige skulle i gang. Havde hun fået en kop kaffe eller en times søvn for lidt? Hun så for meget ned i manuskriptet, og talen blev derfor fremført noget ufrit, oplæst og ikke lige så kraftfuldt, som man kunne forestille sig. 
 
Men hun får tydeligvis talt sig varm i løbet af dagen, og da hun kl. 14.45 står i Fælledparken i lys skjorte, grålakerede negle og hestehale, er hun i topform. Svend Auken var kendt for at improvisere så meget ud fra sine talemanuskripter, at taleskriveren ofte ikke kunne genkende talen.
 
Svend Auken på talerstolen 1. maj 1991. Polfoto/Lars Hansen. 
 
Det samme gør Mette. Den lange, formfuldendte tale, som blev offentliggjort på nettet i forbindelse med hendes optræden i Ballerup, følger hun kun halvt eller kvart, og lange passager er helt væk. Nu er talen kort og mere fokuseret. Hun ejer talen på en helt anden måde end om morgenen.
 
Foto: Polfoto/Mogens Flindt.
 
I indignationens vold
1. maj-talen er som genre en blanding mellem en politisk tale og en lejlighedstale. I den ene ende af spektret er man konkret og vælger at bruge den store eksponering til at fremlægge politiske tiltag. I den anden forbliver man på et mere overordnet, ideologisk niveau ved at hylde fælles værdier og tage afstand fra politiske modstandere. Mette Frederiksen vælger det sidste:
 
 
Sådan lyder Mette Frederiksens allerførste ord. At lægge ud med et angreb på den måde er markant.
 
Mette Frederiksen smælder om kap med de røde faner, og over halvdelen af talen går med at håne de blå mænd, Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen og Kristian Thulesen Dahl, der igen og igen beskyldes for at splitte, sætte danskerne op imod hinanden, gøre de rige rigere, træde på de fattige, lade hånt om fællesskabet, lave blokpolitik og ødelægge uddannelsessystemet.
 
Kritikken er både dybfølt, rammende og flugter med publikums, men kammer over og bliver for forudsigelig, for trættende, for valgkamps-agtig. Politiske modstandere skal skoses 1. maj, det er del af kampretorikken. Men Mette Frederiksen går for meget all in på den del. Hun bør dosere sin vrede og indignation for ikke at trætte sit publikum med politisk mudderkastning.
 
Mette Frederiksen skal i det hele taget være opmærksom på sin lidt forurettede og usmilende attitude. Hun kan have svært ved at styre sin irritation over for både journalister og politiske modstandere, og det er problematisk, fordi det får hende til at fremstå utålmodig og kortluntet.   
 
Og hun var rasende, var hun. Og de blå mænd fik smæk. Polfoto/Mogens Flindt.
 
Langt mere overbevisende fremstår Mette Frederiksen derfor, når retorikken har positivt fortegn, og hun hylder de socialdemokratiske værdier. Et af højdepunkterne er hendes indledende historie om mønsterbryderen Malene, der har skrevet til Socialdemokraterne og delt sin historie om vejen fra en dysfunktionel familie og lave karakterer til at blive reddet af HF, ende med et gennemsnit på 11,2 og nu snart være færdiguddannet psykolog.
 
Mette Frederiksen får koblet den konkrete historie til sit rungende nej til et adgangskrav på 4 til gymnasiet og videre til den smældende kritik mod regeringen. Bevægelsen fra Malene til kritikken af adgangskrav på 4 videre til kritikken af Venstre og tilbage til Mette Frederiksens drømme om frie muligheder for alle er skarpvinklet, eksemplarisk opbygget og flyder frit og levende.
 
Klassisk socialdemokratisk retorik
Mette Frederiksens optræden i Fælledparken bringer associationer til forgængere som Anker Jørgensen og Svend Auken. Hun har den samme nerve, den samme knyttede hånd, der slår vigtige pointer fast, den samme insisterende øjenkontakt og de samme korte, slagkraftige sætninger som ”Det gode samfund er et samfund der giver dets børn en mulighed til og en mulighed til og en mulighed til” og ”Grådighed i jakkesæt skal mærke styrken af vores sammenhold”.
 
Har Mette indstuderet pegefingeren fra Anker Jørgensens optræden i Fælledparken 1. maj 1985? Polfoto/Mik Eskestad.
 
Et andet greb i opbygningen af den klassiske røde kampretorik, som Mette Frederiksen indskriver sig i, er de mange direkte henvendelser til publikum. Ud over at bruge en effektiv, helt gennemgående vi-form, (”Vi kan jo godt…”/”Det skal vi ikke finde os i…”) må der have været flere offentligt ansatte, der fik gåsehud i majsolen, da hun stoppede op og gav dem en dybfølt tak:
 
 
Mette Frederiksen skinner, når hun kommer helt ned og bliver så konkret og direkte, både i sin henvendelsesform og sine eksempler. Det demonstrerer hun også i sin afslutningsreplik, som lyder:
 
 
En så patospræget afslutning som denne, der smukt og enkelt indkapsler de socialdemokratiske livssyn, hørte vi sjældent fra Helle Thorning-Schmidt. Det var ikke hendes stil, det blev for karikeret rødt og gammeldags. Mette Frederiksen, derimod, går hele vejen. Det falder mere naturligt for hende at gå direkte i sine gamle toneangivende partifællers som Anker Jørgensen, Svend Aukens og Poul Nyrups retoriske fodspor.   
 
Det blev også til rosende ord og hilsner fra Mette Frederiksen. Især de offentligt ansatte er i kridthuset hos socialdemokraten. Polfoto/Jacob Jørgensen.
 
Pas på klichéerne 
Mere generelt kunne det røde kampsprog dog godt trænge til et eftersyn. Selvom Mette Frederiksen vælger at bruge klassisk socialdemokratisk retorik (sikkert til de fleste socialdemokraters store glæde), skal hun være opmærksom på, at sproget ændrer sig, og hvad der lød godt for ti år eller fem år siden, ikke nødvendigvis lyder godt i dag. Nogle af de socialdemokratiske paroler er blevet så slidte i kanten, at de har mistet deres effekt. Hvis hun vil give det gamle arbejderparti et moderne, tidsvarende præg kan hun og partiet derfor med fordel arbejde på at gøre kampsproget mere moderne. 
 
Vi orker ikke længere formuleringer som at ”trække Danmark i den rigtige retning” (en af Helle Thorning-Schmidts yndlingsformuleringer), at regeringen ”støvsuger kassen”, ”de kræfter vi er oppe imod” eller ”dem der er født på skyggesiden i vores samfund”. Tiden er løbet fra disse engang så fine formuleringer, der nu bare er tomme og uopfindsomme. Det tager tid og overskud at opfinde nye paroler, ord og vendinger. Men det vil være det hele værd, for som bekendt skaber sprog verden.
 
Og Mette Frederiksens første 1. maj formandstale viste med al tydelighed, at det er lige det, hun vil: I front for socialdemokraterne vil hun gøre alt hvad hun kan for at skabe en ny og bedre verden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job