Bogreolselfierne: Mette = Blixen
Statsminister Mette Frederiksen er en af mange politikere, hvis politiske kommunikation og selvfremstilling i høj grad foregår på de sociale medier og dér er eksploderet: Cirka dagligt lægger hun et billede af sig selv på Facebook og Instagram. Indtil nu har billederne typisk vist hende i en bestemt politisk sammenhæng – et plejehjemsbesøg fx – eller i en mere privat sammenhæng: på skovtur, i hjemmet med en fodboldkamp, i hjemmet med en makrelmad, til landskamp i Parken osv. Altid meget patospræget, altid næsten demonstrativt folkelig. Men den 7. november var vi nogle, der spærrede øjnene op, for pludselig lagde hun et nærbillede op af sig selv og sin private bogreol. Pludselig viser hun sig frem som læsende intellektuel. Velsagtens for første gang. Den 20. november: Endnu et nærbillede af statsministeren med markant fremvisning af den litteratur, som landets mest magtfulde menneske ønsker at vise os fra sine private gemakker. Og den 28. november: Alle de gode boggaver fra fødselsdagen.
At forstå magten og dem, der udøver den, er også at forstå, hvad de er formet af, hvad de tænker med, hvordan de (u)bevidst træder frem, og hvad de signalerer. Så hvad kommunikerer statsministerens bogreolbilleder? Mindst to overordnede ting. For det første: Der er en slående parallel mellem de fremviste bøger og hovedkoordinater i S-regeringens politik. Måske vil Mette Frederiksen – også som modvægt til alle anklagerne om en kulturfattig S-regering med nedadsnobbende, populistisk makrelmadsfolkelighed – vise os det intellektuelle fundament, hun står på. For det andet: Opstillede billeder er også æstetik, konnotationer og merbetydning, og de to bogreolbilleder er i sandhed rige på betydninger, signaler og symboler. Lad os se nærmere på alt dette.
En bogreol, der indrammer S-regeringens politiske væren
Bogreolselfien fra den 7. november er denne (besøger man statsministerens Facebook, er bogryggene lidt tydeligere):
Billedet er ledsaget af en kort tekst, der fortæller om nye coronarestriktioner – men hvad fortæller selve billedet os? Hvorfor skal vi se de bøger? Hvilken undertekst udgør de? En indirekte meddelelse mere symboltung end de fleste?
Læg først mærke til nederste hylde: Her er udlændingepolitikken repræsenteret. Som en bærende bund under det hele, og uden hvilken Socialdemokratiet ikke ville have regeringsmagten. Udlændingepolitikken er repræsenteret ved bøger om kvindeundertrykkelse og andre problemer i mellemøstlig kultur: De renes land, Huset i himlen, Jeg vil ikke hade og Et løft af sløret. Sidstnævnte af Rushy Rashid – om kulturkløfter og det svære ved at være indvandrerpige – er highlightet af statsministerens ene ørering. Ved fremvisning af disse bøger signalerer statsministeren, at den hårde udlændingepolitik ikke bare er populistisk tilbageerobring af DF-vælgere, men bygger på en dyb forståelse af de problemer, politikken søger at løse.
I midten af det hele – som et tegn på den strategiske aksel, hvorom udøvelsen af magtens sprog og selvfremstilling kredser, jf. også selve close up-billedet af statsministerens alvorlige ansigt – er følelserne, i form af tre tykke bøger: Følelsernes intelligens, Social intelligens og Destruktive følelser.
Og man skulle næsten tro, det er løgn, men lidt til venstre for midten træder Kafkas Processen tydeligt frem – den ikoniske roman om en magtfuldkommen statsmagt, som borgeren ikke kan gennemskue eller kigge i kortene. Her signaleres højkultur – men det er samtidig svært ikke at tænke på den magtfuldkommenhed, S-regeringen kritiseres for – eller er visningen af Processen et overlegent signal om bevidsthed om magtens til tider kyniske forudsætninger?. Øverst står og ligger dog folkeligheden: Drivhusdrømme. Og lige under dén er Kim Leine og Puk Damsgård – et strejf af internationalisme og interkulturel bevidsthed. Spændvidden er stor, må vi forstå.
Hvad så med kernen i partiets afgørende historiske og magtgenerobrende udvikling efter 00’ernes V-K-DF-dominans? Længst ude til venstre, langt ude på venstrefløjen kunne man næsten sige, står Carsten Jensen – på vej ud af billedet, henvist til periferien.
Statsministerens bogreolbillede er svært ikke at tolke som raffineret metakommunikation. Et lille selvbevidst politisk kunstværk. Et allegorisk blink med opspærrede øjne. Et billede mere symbolladet end en Martin A. Hansen-novelle. Litteratur om litteraturens betydning. Det er vanskeligt at forestille sig et billede, der mere betydningsrigt og ikonisk ville kunne indramme regeringens væsen.
Mette Frederiksen in character
Den 20. november kom så bogreolbillede nummer to, som om muligt er mere symbolsk og selviscenesættende end det første, og bogtitlerne er meget tydelige. At det tekstlige budskab blot er ”God lørdag aften til jer alle. Pas godt på hinanden <3”, vidner om, at det egentlige budskab er i det visuelle: I statsministerens fremtræden og i fremvisningen af de personlige bøger, hun er formet af. Mest markant må man bemærke et nyt look hos Mette Frederiksen i form af en helt iøjnefaldende Karen Blixensk fremtræden:
Parrallelt til Mette Frederiksen har vi Karen Blixen. Foto: Getty Images
Bemærk hos statsministeren de mange Blixen-træk: de eksotiske og næsten Kenya-konnoterende øreringe, det fine mørke omkring øjnene, det løse hår ført lige tilbage foroven, skindpelsen omkring hovedet, den mørke sweater op omkring halsen – Blixen classic – syv bøger øverst til højre af den magiske realismes mester, Isabel Allende, Blixens litterære slægtskab, og op ad Allende står Hemingway, der i 1954 sagde, at Blixen i stedet for ham skulle have haft Nobelprisen i litteratur. Det er et prægnant billede af statsministeren – med en aura af varme, vestlig kanon og (blixensk) åndelig rettethed. Statsministeren træder frem som åndrig og låner lidt intellektuelt aristokrati af den store, vise ånd fra Rungstedlund og dennes litterære forbindelser. Om billedet også er et forsøg på appel til de højtuddannede i byerne, der et par dage før, hun lægger billedet op, vragede Socialdemokratiet ved kommunalvalget, skal jeg ikke kunne sige.
Og der er mere betydning og relation mellem litteratur og politik at komme efter: Anne-Cathrine Riebnitzskys Forbandede yngel (om svigt af børn i en familie) og Ida Jessens Børnene (om relationen mellem forældre og børn) toner frem – har de medformet statsministerens og regeringens fokus på børn? Børnenes statsminister? Undskyldningen til Godhavnsdrengene? Flere tvangsfjernelser af børn?
Og Carsten Jensen er med igen og sjovt nok som i den første bogreolselfie på vej ud af billedet. Er det et tilfælde? Jan Stage, gammelkommunisten mv., er ligeså i periferien. De to ikoniske venstrefløjere og stærke mænd står længst ude til venstre – symboler på en venstrefløj, der var engang. De er dog hos statsministeren. Man kender vel sin venstrefløjsbagage. Og deres to fiktionsbøger her, om hhv. dansk søfartshistorie og kritisk belysning af danske tropper i Bosnien, viser historisk bevidsthed.
Pia Fris Laneths bog om kvinders vej til demokratisk myndighed, 1915 – da kvinder og tyende blev borgere, er også med. Endnu mere (Danmarks)historisk bevidsthed og et skær af feminisme. I regeringens kritiske udlændingepolitik er argumentet om kvinders ligeværd hyppigt. Og der er decideret kritisk sociologi: Rasmus Willig og Anders Ejrnæs’ Flexisme – om et mentalt giftigt arbejdsmarked med stigende selvcensur, stress, meningstab, usikkerhed mv. Hvem sagde regeringens opgør med bureaukrati, Arne-pension, arbejderretorik, genopfundet arbejderisme post-Thorning og gulvhøjde? Og der er en del krimier, Stein, Blædel, Jussi, en folkelig markør.
Blixen, Kierkegaard og Frederiksen
Og så sørme også, og næsten som det særegne i billedet, et af billedets fortolkningspunkter og det, der stikker lidt ud genremæssigt, men som også medskaber en rød tråd i billedet og løfter og raffinerer dets symbolske niveau: SAK, den fremragende biografi om vores største filosofiske stolthed træder markant frem i midten lige ovenover statsministeren. Den æstetisk mesterlige bog om en æstetisk mester. Billedet er skåret, så SAK-titlen tydeligt er med. Næppe tilfældigt. En tung kulturel markør; statsministeren hæver flyvehøjden. Og sin organiserende Blixen-parafrase – for også Blixen elskede Kierkegaard. Særligt det pseudonyme forfatterskabs hovedværk, Enten-Eller. Og heri særligt Forførerens Dagbog. Blixen og Kierkegaard er begge virtuose forførere, æstetisk og menneskeligt. De gennem kunsten både tryllebinder og leger med læseren og er som mennesker spændende i al deres mystificerende, betydningsrige, maskelegende selviscenesættelse. Statsministeren lidt ligeså her.
Karen, Søren og Mette forbundet. Hvilken triangel. En overraskende selviscenesættelse af statsministeren. Et udsagn om kulturel kapital og en replik til anklagerne om en kulturfattig regering. Karen, Søren og Mette. En uventet forbindelse. På tværs af tre århundreders dansk kulturhistorie. Denne triangel er billedets æstetiske og konnotative nerve og motor. Statsministeren er subtilt villig til at gå langt i sin stræben efter den helt rette selviscenesættelse. Ved fx at træde ind i et symbolsk billede sammen med Danmarks to største maskefikserede forførere.
