Mettes spitzenklasse spin

“Mette Frederiksen er danmarkshistoriens yngste statsminister, men efter de første uger i embedet ligner hun tillige en af de mest kompetente.” Sådan lød det i Politikens leder oven på det overraskende amerikanske købstilbud på Grønland.

Folketinget skulle ikke engang åbne eller vedtage bare et enkelt lovforslag, før hele centrum-venstre var faldet på røven over Mette Frederiksens ‘enorme statsministerkapaciteter’. Ja, den rosende leder i Politiken slutter af med et halleluja: “vort land er i gode hænder”. Amen, for et spitzenklasse spin.

Mette overalt over alle

Mette Frederiksen har ikke blot charmeret Politikens chefredaktør, men taget hele Mediedanmark med storm. Hun fylder godt op i medierne med en kæmpe share-of-voice, større end alle sine ministre tilsammen. Derudover har hun på trods af kaosset i Venstre fået over 80 % mere plads i mediernes spalter end Lars Løkke Rasmussen. Han er ellers god for noget medietrykke med alle sine julelege.

Det gode spin er ikke blot god mediestyring, men også godt tænkt som et bevidst forsøg på IKKE at gentage Helles fejl og forudsætningsløshed. Modsat Helle kom Mette derfor langt bedre forberedt ind i Statsministeriet. Hun har været minister før, både beskæftigelses- og justitsminister, og vigtigst af alt har hun kunnet se i bakspejlet og lære af Helles fejl.

Derfor valgte Mette selvfølgelig en mindretalsregering frem for at blive kørt over af de radikales krav på udlændingeområdet og økonomien. Krydspresset af SF’s Dong-hysteri.

Mette har med al tydelighed ikke villet gentage Thorning-regeringens kommunikative kaos, hvor det socialdemokratiske bagland bagtalte, og de andre partier i regeringen kørte solo med alt fra forældreorlov til DONG-salget. Det skabte larm og gav et billede af amatørisme. Netop derfor valgte hun også de åbne forhandlinger på Christiansborg og undgik dermed de mørklagte og lange regeringsforhandlinger.

"Mette lykkedes dermed med et diplomatisk stunt, som ingen andre til dags dato er lykkedes med."

Hun har også valgt en aggressiv repolitisering af statsapparatet og et meget offensivt angreb på departementscheferne, for at Finansministeriet ikke skal knuse drømmen om social omfordeling. Mettes krigserklæring mod departementscheferne består i opbygning af et stærkt kabinet i Statsministeriet, en strategisk placering af partitro apparatjikker overalt og banal chikane af embedsværket.

Spørgsmålet er, om denne stokkemetode er vejen til få statsapparatet til at arbejde for det socialdemokratiske projekt. Helles bløde linje var i hvert fald opskriften på et magtfuldkomment departementschefstyre. Måske lidt stok vil hjælpe denne gang.

Lad os se på perlerækken af spitzenklasse spin, fra Grønland til Godhavn.

I promise not to do this to Greenland! pic.twitter.com/03DdyVU6HA
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) August 20, 2019

Grønland, top-notch spinnet

Trump er, no surprise, en meget polariserende politiker og diplomatisk vandal. Ergo, som politisk leder i andre lande kommer man ofte til at fremstå som en skarp Trump-kritiker ved det mindste modstand mod hans kurs. Som konsekvens bliver man hadet af manden i Det Hvide Hus. Tænk blot på Londons borgmester. Den anden mulighed er, at man sælger ud af sin integritet for at please Trump. Du er her enten nasty eller nice for kæmpebabyen i Det Hvide Hus.

Her lykkes det Mette som nok den eneste politiker til dags dato at fremstå som en anti-Trump politiker med integritet, som Trump tilgiver og kalder a "nice lady". Noget, som skete, fordi hun gik i personlig samtale med Trump og skabte sympati for sig selv og Danmark. Tag lige den. Det er weltklasse diplomati, fra nasty til nice.

Mette lykkedes dermed med et diplomatisk stunt, som ingen andre til dags dato er lykkedes med. Hun trådte ind på den globale scene i et direkte opgør med den mest uforudsigelige præsident i mands minde. Og sateme, om hun ikke kom ud på den anden side som sejrherre og som hende, der sagde bullshit til Trumps bullshit.

Det at kalde Trumps planer for ‘absurde’, var i sig selv ikke stor diplomati, men på vej ned i afgrunden til en diplomatisk krise med det mest magtfulde land i verden satte hun begge ben i jorden, trak en streg i sandet og overbeviste Trump og hele kloden om sin kløgt. Bravo. Igen weltklasse.

Statsminister Mette Frederiksen giver den tidligere beboer på Godhavn Poul-Erik Rasmussen et knus ved den officielle undskyldning til Godhavnsdrengene og andre tidligere anbragte børnehjemsbørn med flere på Marienborg. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019)

En rigtig god undskyldning

Godhavn-undskyldningen var en både smuk og god ide. Mette vælger her at sige undskyld på samfundets vegne og viser hermed sin oprigtige interesse i at tage vare på de svageste i samfundet. Undskyld, men det kunne ikke gøres meget bedre. Mette træder hermed ind som ægte statsminister og begynder at græde med samfundets ofre på Marienborg. Hvad kan man kræve mere af en socialdemokratisk statsminister? Intet. Igen, igen weltklasse.

Gratis plastikposer var en god gratis omgang

Det var en spingenistreg af Mette Frederiksen ikke at give efter for de røde partiers grønne dagsorden i løbet af valgkampen. I sidste ende blev valget et klimavalg, og Mette Frederiksen skulle derfor under alle omstændigheder finde en måde at imødekomme klimakravene på.

Med sin vage tilgang til klima i valgkampen kunne Mette Frederiksen dermed give ‘indrømmelser’ på det grønne område under regeringsforhandlingerne. En taktisk genistreg, da man aldrig giver indrømmelser gratis, og hun deraf helt sikkert har fået noget retur. Et scoop for Frederiksen, der højst sandsynligt er grundlæggende enig med de øvrige røde partier alligevel.

Regeringen satte derfor fra start et ambitiøst klimamål på en 70 % CO2-reduktion inden 2030. I sit heltemod har Mette Frederiksen allerede nu valgt at sætte foden i jorden overfor gratis plastikposer. En gratis grøn omgang, der ikke ændrer det store i forhold til de 70 %, men som allerede fra dag ét får Mette Frederiksen til at fremstå som klimaets Messias.

ROSSEN mod Rov

Rossen som Trump-baby skabt af Radio24syv med Mette som hånddukke. Det er ikke godt for en spindoktor, at chefen fremstår som hånddukken og ikke omvendt. Kilde: Mads Brugger.

Mettes eneste dårlig spinsag er sjovt nok ikke hende selv, men hendes spindoktor. Hans eget personlige brand er i frit negativt spin med Mette Frederiksen som gidsel og Kirsten Birgit som fjende.

Et indspark på demokratiets fodboldbane. #martinrossenairborne #danmarksmægtigstemand pic.twitter.com/bjGnkXWbuy
— Kirsten Birgit (@DenKorteKirsten) September 2, 2019

Han er nu blevet brandet af Kirsten Birgit som en ny Struensee, som har fået mere magt, end godt er. Dette er kulmineret med, at Kirsten Birgit sammen med Radio24syv har lavet en kæmpe oppustelig ballon af ham på størrelse med Trump-baby-ballonen.

En satire på kanten af, hvad der er god takt og tone, men også et udtryk for, at Rossen er blevet set og udvalgt som regeringens voksenmobberioffer nummer et. Dette vil kun blive værre fremover. Han er nu diskursivt defineret som demokratiet og Mettes største problem.

.@24syv laver en perfid happening målrettet en embedsmand, der ikke kan forsvare sig. Bagefter holder de på krysteragtig vis et "det-er-jo-bare-satire"-skilt foran sig, og så synes de, at de kan tillade sig alt. Det er uværdigt og urimeligt. #dkmedier #dkpol
— Rasmus Stoklund (@RStoklund) September 2, 2019

Han tjener for meget og sidder de forkerte steder med for meget magt, er moralen i Mediedanmark. Ja, en sand Rossen mod rov konflikt er ved at tegne sig i Mediedanmark. En spinfaglig betragtning herfra er, at han fylder alt for meget, og jo mere han fylder, jo svagere står Mette som “hånddukke”.

Du kan bare ikke have en spindoktor, som fylder mere end de fleste ministre i din regering. Punktum. Spørgsmålet er, hvordan Mette & Rossen selv risikostyrer Rossen-brandet. Hvordan får de skruet ned for ham? Det bliver uden tvivl den store spinudfordring de næste år. Hvordan går Rossen fra at være skurk til offer?

Måske ved at hetzen bliver så grov, at sympatien skifter. Allerede nu er der ved at komme en modreaktion mod voksenmobberiet. Helt overraskende og uventet for eksempel fra den detroniserede Kristian Jensen, som nu springer ud som Rossens og embedsværkets beskytter. Flere følger nok trop snart.

Jeg støtter en kritisk tilgang til @SosseRossen position i @Statsmin men jeg tager afstand fra @24syv s platte kampagne på Kongens Nytorv.
Debatter gerne politikere (og magtfulde rådgivere) på deres handlinger, men ikke på denne måde#dkpol
— Kristian Jensen (@Kristian_Jensen) September 3, 2019

Hetzen er dog ikke bare perfid mobberi, men selvforskyldt i sit essentielle omdrejningspunkt. Mette & Rossen har valgt en meget høj profil af Rossen-brandet, og det koster politisk. For eksempel ved at Mette & Rossen insisterede på, at han skulle bryde lønrammen for spindoktorer. Hvorfor dog dette grådige selvmål?

Dette bringer blot mere ved til bålet omkring hans anderledes rolle. Ja, det bekræfter, at Mette & Rossen vil gå langt og tage store politiske risici for deres specielle forhold. Ja, og det bekræfter, at det er vigtigt, at verden og samfundet ved, at Rossen er noget meget specielt og en næsten ubetalelig prisværdig person for Mette & Rossen. Man må spørge sig selv, hvorfor partiet ikke bare gav ham en bonus under radaren. Fordi verden skulle vide, at her var ikke en spindoktor, men en ny ...

Fremtidens kommunikative udfordringer for Mette

Kommunikativt er Mette Frederiksen som skrevet antitesen på Thorning-regeringen, ligesom Helles spindoktor Noa “West Wing” Redington og Mettes Martin “HOC” Rossen også er hinandens modsætninger. Det er gået over al forventning med den nye strategi, og det var klogt at tænke og handle anderledes end Helle & Noa. Regeringen ‘Mette Frederiksen I’ har fokuseret på at skabe en loyal kerne af partitro soldater, hvor det tydeligvis er stramt koordineret af Mette & Rossen, hvad der siges, og hvad der er politiken hvornår. Som altid er problemet ved topstyring, at toppen styrer på bekostning af andres indflydelse.

Altså, alle de andre fremstår som reaktive nikkedukker, og det kræver meget af toppen at kunne være på så mange dagsordner så dybt på tværs af de enkelte ministerier. Tankevækkende er det, hvor usynlige de forskellige ministre er, og hvor meget de kun optræder, når de må og skal. Her er med vilje skabt en centralistisk politisk kultur, hvor vi savner de politiske udmeldinger fra enkelte ministre, fx med kronikker og politiske prøveballoner.

Lige nu går det godt på spinfronten, men på sigt vil der med garanti komme følgende spinudfordringer:

Først og fremmest Rossen-brandet.

Hvordan styres det? Hvordan skrues der ned for ham; af ham selv eller hvad?

Det begrænsede økonomiske råderum i forhold til de mange valgløfter.

Hvad skal vælges til og fra? Hvordan spinnes dette fravalg, så der ikke bliver råbt løftebryder? Fx retten til tidlig folkepension: Hvordan fikser man lige det, når man har lovet vælgerne tre gange statsbudgettet?

Den grønne omstilling kommer til at koste dyrt og kan meget vel ramme socialt skævt.

Det er let nok at love 1.000 nye vindmøller eller forbyde gratis plastikposer. Men vindmøller koster penge, og afgifter på plastikposer kommer disproportionalt til at gå ud over de fattigste. Mette & Rossen bliver derfor nødt til at slå hovederne sammen, hvis de skal udvide og styrke velfærdsstaten samtidig med, at de omlægger hele det danske samfund i en mere grøn retning.

Topstyringen kan hæmme billedet af regeringen som handlekraftig og visionær.

Indtil videre virker hele rammen som meget klassisk omfordeling af statsmidler fra top til bund. Ikke særligt visionært og bare røvsyg misundelsespolitik. Ergo, hvordan får regeringen et frisk pust ud over et sand-rød-tilbage-til-Anker-Jørgensen-Danmark? Medieforliget bliver her den store test, for er det bare pengene tilbage til DR og uændret mediestøtte til JP/Politiken, Berlingske og Børsen?

Hvordan stiller de både venstrefløjen og højrefløjen tilfredse med udlændingepolitikken.

Mette & Rossen skal være humanitære, men ikke for humanitære. Mette & Rossen skal være hårde, men bløde. De skal bevare den brede udlændingepolitik samtidig med, at de gør op med paradigmeskiftet. Eller de skal få den offentlige debat til at handle om noget helt andet.

Men Mette & Rossen skal nok klare den, for vort land er jo i gode hænder, ifølge Politikens største centrum-venstre-teoretiker, Christian Jensen. Vi bærer alle hinandens liv i vores hænder, men er det Rossen, som bærer på Mette, eller er det omvendt? Vi får se.