Lad aldrig en krise gå til spilde

Opmærksomheden på seksuelle krænkelser og antallet af sager om samme emne bare vokser og vokser. Især medievirksomheder bliver i øjeblikket involverede i sager – og netop disse virksomheder og organisationer har tilsyneladende særligt vanskeligt ved at håndtere de kommunikationsudfordringer, der følger med alvoren i selve sagen. Peter Goll giver 5 krisekommunikationsråd.
Medievirksomheden glemmer alle sine bedste råd, når den selv står for skud i sager som fx #MeToo. Getty Images/SimonPotter.
Medievirksomheden glemmer alle sine bedste råd, når den selv står for skud i sager som fx #MeToo. Getty Images/SimonPotter.
af Peter Goll, Camilla Søe
Gang på gang ser vi medievirksomheder handle nærmest efter den samme drejebog:
Først kommer nyheden frem – fra anden side, som en afsløring, selvom en tommelfingerregel for god krisekommunikation er, at du selv skal fortælle historien først for at have mest mulig indflydelse på, hvordan den i første omgang offentliggøres. Det giver trods alt ledelsen et minimum af indflydelse på at fortælle, hvad de har gjort og vil gøre ved sagen.
 
Medieorganisationer går i deres håndtering oftest præcis den modsatte vej. De lukker oftest stort set ned for al kommunikationen i forbindelse med, at sagen kommer frem. Det holder de så fast i, indtil det offentlige pres bliver så stort, at ledelsen bliver tvunget til komme på banen – hvis politikere, organisationer, kunder, investorer eller andre ikke pludselig skal påtvinge organisationen forskellige handlinger.
 
 
Nødtvunget melder ledelsen for medieorganisationen så ud, at de nu vil undersøge sagen. Dette sker uden at uddybe hvordan, med hvilket formål, eller hvad det betyder, og hvordan ledelsens prioriteter er for undersøgelsen. Dermed forsømmer ledelsen muligheden for at kommunikere empati for ofrene, retssikkerhed for den anklagede – i det hele taget misser de at vise, hvem de er, og hvad de står for som ledelse.
 
Når medierne tier
Man må aldrig lade en krise gå til spilde. En krise betyder, man pludselig får al den opmærksomhed, som man ellers må slås for. Det er ubehageligt, for det er på baggrund af nogle gange forfærdelige sager. Men det er en ledelses opgave at turde træde frem og vise, hvad den står for. Det kan den jo netop, når den er badet i det kritiske lys. Ingen forsømmer mere ofte det end medieorganisationer. I stedet udviser de fleste medier under kritiske sager netop den adfærd, de så ofte kritiserer samfundets magthavere for: De lukker i og kommunikerer ingenting.
 
I begyndelsen af Zentropa-sagen tog de den slet ikke alvorligt. Peter Aalbæk fik frie tøjler – og han udtalte sig på vanlig provokerende vis til TV 2 med henvisning til, at ”den slags går begge veje”. Så tog krisen fart, og siden har Peter Aalbæk fået mundkurv på. Han er i et internt brev blevet frataget al indflydelse og må ikke udtale sig om Zentropa eller i øvrigt have noget med filmselskabets elever at gøre. Nu har de igangsat en undersøgelse af sagen; én de ikke rigtigt vil fortælle nogen om.
 
Aalbæk får mere tid til at passe sin gård i Herfølge, nu da han er frataget indflydelse i Zentropa. Kilde: Scanpix.
 
Så kunne vi læse i Ekstra Bladet, at to ledende medarbejdere fra DR Kultur er blevet suspenderet efter ”krænkende adfærd”. Mere har vi ikke kunnet få at vide. DR undersøger nu sagen – hvordan, og hvad der sker, ved vi ikke. Sagen er kun bremset af, at de, der har meldt sig som ofrene i sagen, endnu ikke er stået frem i offentligheden. Gør de først det, vil sagen igen buldre derudad, uden DR's ledelse på nogen måde kan sætte sit præg på, hvilken retning den bevæger sig i.
 
DR har været særdeles tilknappet, efter nyheden om de to ledende medarbejdere kom ud.
 
Rygterne svirrer
Vi ser et tilsvarende mønster i sagen i Dansk Journalistforbund - Medier & kommunikation. Først vil man ikke rigtig gå ind i sagen, der svirrer rygter om alle steder. Herefter bliver ledelsen tvunget til at forholde sig til den af medierne - herunder forbundets eget blad. Ledelsen igangsætter så en undersøgelse, som forbundet derudover ikke fortæller særligt meget om. 
 
I denne sag er Lars Werge så nu gået mere på banen for at fortælle om sine generelle holdninger og forklare, hvorfor man reagerer sent. Det er velgørende og virker som de første spande med vand på bålet. Om det er nok til at slukke branden, må fremtiden vise. Mediernes kritik er ubarmhjertig – også over for tidligere journalister.
 
Alle kritiske sager skal håndteres forskelligt, og de er i sagens natur svære at navigere i og med. Kloge og dygtige mennesker har gjort nærmest alt kommunikationsmæssigt rigtigt, men er alligevel kommet galt af sted. For selve sagens indhold kan jo bare være så svært at håndtere eller så skadelig, at man som ledelse stort set ikke kan undgå at komme i klemme i den.
 
Når det er sagt, så er der dog en række specifikke råd, som det er værd for ledelsen af en given organisation at overveje, hvis den bliver ramt i de her #MeToo-sager:
 
1. Tag føringen
Så snart en dårlig sag opstår, er det vigtigt, at den kriseramte virksomhed søger at tage føringen for ikke at ende med at blive ført af andre. Ledelsen bør selv kommunikere aktivt.
 
2. Tag stilling og vær konsistent
En kritisk sag, som blusser op i pressen, handler kommunikationsmæssigt oftest mere om brud på normer end om regler. Det betyder, at ledelsen fra begyndelsen aktivt må tage stilling til de moralske dimensioner i sagen og være konsistent i den linje, de lægger. Inkonsistens får ledelsen til at virke uempatisk, utroværdig eller en kombination af begge.
 
3. Vær empatisk
Ledelsen skal udvise empati for ofrene ved straks at søge at komme til bunds i sagen og anerkende, hvad de har oplevet – uanset udfaldet af undersøgelsen. Det betyder ikke, de skal have ret i noget, hvor man ikke kender fakta. Men følelserne kan man anerkende og agere på. Derudover skal virksomheden naturligvis samtidig sikre den anklagede en retfærdig proces. Det er vigtigt, at ledelsen træder i karakter og hjælper ofrene i en sag – uanset hvem af parterne, der har ret. Man behøver jo ikke bare at straffe en mistænkt, man kan i stedet fokusere på at hjælpe dem, der oplever sig som krænkede – ved fx at kompensere, vejlede og hjælpe personerne videre.
 
4. Tag moralsk stilling til sagens principielle kerne
God krisekommunikation handler om at vide, hvad man mener om det principielle i sagen, så man ikke sidenhen modsiger sig selv ved at tage stilling til det konkrete fra sag til sag. Og det handler om konsekvens, og hvad man vil gøre for at rette op, for at lære, for at gøre bod på fortidens synder osv.
 
5. Kommunikér proces, når du ikke kan kommunikere fakta
Vis hvem du er, og hvad du står for, og fortab dig ikke i de faktuelle detaljer – især fordi du oftest ikke har dem. I en krisesituation vil ledelsen i en organisation eller virksomhed typisk mangle oplysninger og derfor have behov for at undersøge, hvad der er op og ned i sagen. Offentligheden vil derimod presse på for hurtige konklusioner og svar på alle de uopklarede spørgsmål.
 
En tommelfingerregel er derfor, at når man ikke kan kommunikere fakta, må man kommunikere proces. Man må altså i stedet grundigt formidle, hvilke initiativer man tager som ledelse for at komme til bunds i sagen og vise omsorg for personer, der er kommet i klemme – eller tage hånd om de normer, der er brudt. Og det reducerer samtidig presset på organisationen for hovedkulds handling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også