Mediestøtten er forældet
Mediestøtten: Ingen er lige for loven

Her er et snapshot af redaktionen på et illegalt medie under krigen. Al det mediestøttefidusmageri får en til at savne krigens ustøttede illegale medier. Dengang journalister satte en ære i at drive og dø for frie medier på trods af statens censur, dødsstraf og lokkende løfter om guld og samarbejde med tyskerne. Det er jo svært at være samfundets vagthund og i lommen på staten på en og samme tid. Medier, som er stærke i sig selv uden støtte, er i virkeligheden det bedste for stat og samfund. Det er læren fra krigen. Kilde. Det Kongelige Bibliotek. Den illegale redaktion.

Skrevet af
Mediestøtten er i medierne. Årets støttemodtagere er netop fundet, men der er ugler i mosen. Den hæderkronede avis Børsen har muligvis snydt sig til mere mediestøtte, end godt er. Gad vide, om der er andre, som har været lidt for pessimistiske omkring annoncetabet under corona? Den mediestøttede Radio LOUD, med tæt på nul lyttere, støttes med 260 millioner kroner. De nye skandaler peger tilbage på den egentlige skandale. Mediestøtten har et omdømmeproblem, er spild af penge, konkurrenceforvridende, smagsdommeri og udemokratisk elitær. Støtten er endt som en statsgodkendt troldeskov af dubiøse virksomhedskonstruktioner, mystiske navneskift og tomme paraplymediebrands. Emnet er tabu, selvom statsstøtten gives for at bryde tabuerne.
 
Når en hel branche lever af statens penge, opstår der let uretfærdigheder, hvor staten bestemmer, hvem der skal være branchens vindere og tabere. I dag gives størstedelen af millionmediestøtten til de få sunde og stærke mediemastodonter med kæmpe milliardformuer og overskud. Hvorfor skal staten forstærke deres overskud og formue? Er deres kommercielle interesser samfundets interesser?
 
Mediestøtten har et omdømmeproblem
Opløsningen af Radio24syv og etableringen af Radio LOUD har skabt et legitimitetsproblem for mediestøtten. Pludselig stod det klart for den danske befolkning, at mediestøtten ikke tilfalder de mediefolk med størst talent og folkelig succes, men dem hvis ansøgningsteknik er bedst til at tilfredsstille politikernes ideale forestillinger om et ungt medie til de unge.
 
Resultatet er et podcastværksted til en kvart milliard kroner med tæt på nul lyttere, betalt af de danskere, som ikke vil lytte med. Hvorfor har Berlingske så købt sig ind i dødssejleren Radio LOUD med tæt på nul lyttere? Fordi her er et kæmpe automatisk offentligt mediestøttetilskud, som er mange penge værd.
 
Det er og bliver en illegitim brug af offentlige midler i etablering, drift og videresalg, og det skæmmer omdømmet for hele mediestøtten. Moralen er, at de regulative rammer, ressourcefordelingen og kravene er i konflikt med den folkelige efterspørgsel på medier og indhold. Ikke mindst blandt de unge, som er mere på TikTok end på DAB-radio. Den aktuelle sag peger på hele mediestøttens illegimitet og politiske vilkårlighed.
 
Det er mere politik end ret, og det bliver tydeligere og tydeligere.
 
Hvornår var det Den Korte Avis fik mediestøtte? I DF’s storhedstid. Hvorfor får det socialdemokratiske debatmedie Pio Pio mediestøtte som et nyhedsmedie? politisk pres? Er Radio LOUD socialdemokratisk provinspopulisme?
 
Muligvis, men er det skrevet ind i mediestøtteloven? Nej, vel. Andre ting tæller tydeligvis i mediestøttens politiske økonomi.
 
Mediestøtten er spild af penge og stærkt konkurrenceforvridende
Få ved det, men de fleste danske medier overlever kun takket være statsstøtten. Overskuddet er aldrig større end støtten. Det er nemlig svært at drive et medie på markedsvilkår, skulle jeg hilse at sige efter i 20 år at have drevet Kforum med et utal af afslag på produktionsstøtte.
 
Mediestøtten burde ændres fra en overskudsforstærker til en underskudsforsikring. Altså, blot hjælpe dem, som for alvor har brug for pengene. Sådan fungerer det i Norge med stor succes og større retfærdighed. 
 
Når en hel branche lever af statens penge, opstår der let uretfærdigheder, hvor staten bestemmer, hvem der skal være branchens vindere og tabere.I dag gives størstedelen af millionmediestøtten til de få sunde og stærke mediemastodonter med kæmpe milliardformuer og overskud. Hvorfor skal staten forstærke deres overskud og formue? Er deres kommercielle interesser samfundets interesser?
 
Nej, de er IKKE samfundet og varetager ikke samfundets interesser, selvom om Medienævnet har besluttet det. De er private virksomheder. Den ubetingede kærlighed til mediemastodonterne er ulogisk, konkurrenceforvridende og totalt spild af offentlige penge.
 
 
De store mediekoncerner har solgt og spinnet deres CSR-indsats, som om de er samfundet, men de kunne potentielt erstattes af andre aktører og medier. Dette har skabt en statsfinansieret overinvestering i journalistik og sikring af deres monopolstilling. Som professor Nicholas Lemann, Columbia ­Graduate School of Journalism, skrev i New York Review of Books i februar sidste år: 
 
 the nontabloid, subscription-based morning daily newspaper had become a lucrative monopoly, generating profits of 20 or even 30 percent a year. Many of them adopted a journalistic version of the ethic of “corporate social responsibility” that big businesses have intermittently embraced over the last century, which in their case meant an economically irrational overinvestment in reporting.
 
Alt det spild af penge burde stoppes. Det kunne ske ved at indføre et koncernloft for, hvor stor en støtte man kan modtage som medievirksomhed. Altså kræve, at støtten spredes ud på langt flere, så de store mediemastodonter ikke modtager så stor en del af produktionsstøtten. Mediestøtten burdeændres fra en overskudsforstærker til en underskudsforsikring. Altså, blot hjælpe dem, som for alvor har brug for pengene. Sådan fungerer det i Norge med stor succes og større retfærdighed. 
 
mediestøtten slår ustøttede medier ihjel og sikrer støttede medier evigt liv
 
I den forbindelse kunne man også indføre en solnedgangsklausul, hvor medier får frataget støtte, når det igennem en årrække stabilt har haft en god økonomi. Dette ville sikre, at støtten gik til dem, som havde brug for det, og at man ikke kan være på støtten for livstid. Mediestøtten mangler en exit strategy, har et porteføljeproblem og brug for udskiftning, så de nye og svage hele tiden kan komme ind. Modsat nu. I dag gives altså millioner til medier med sunde bundlinjer og milliardformuer, for evigt.
 
Dette er unødvendigt, da disse medier kunne klare sig uden mediestøtte. JP/Politikens Hus havde i 2020 en samlet egenkapital på 2,44 mia. kr. og står til at modtage 357,7 mio. kr. mio. i mediestøtte i 2021
 
 Du læste rigtigt. De mange millioner bliver brugt til at forstærke og øge de store mediers overskud. 
 
Statsstøtten medfører altså, at mediemonopoler styrkes, og innovationen svækkes. Innovation andre steder bliver kvalt af den ulige konkurrence med statens penge.
 
Et illustrativt eksempel: En JPPOL-nichemediefamilie starter med 8,5 millioner kroner i basisstatsstøtte og kan ansætte journalister, hvor 35 % af lønnen betales af staten. Det er umuligt at konkurrere med, og staten sikrer, at frie ustøttede medier går konkurs. Ja, vores eget startupmedie Bootstrapping kæmper en ulige kamp mod det mediestøttede KapitalWatch.
 
Her er nemlig kommet afslag på produktionsstøtte, og vi har ikke lige 8,4 millioner og kan ej ansætte med 35 % rabat. Mediestøtten har altså en voldsom markedsregulativ og erhvervspolitisk konsekvens, som ingen vil tale eller skrive om. Den slår ustøttede medier ihjel og sikrer støttede medier evigt liv.  
 
Mediestøtten forvaltes på kant med loven i praksis
Medieudviklingen går som sagt imod små faglige nichemedier målrettet udvalgte erhvervsgrupper eller smalle view-paper-værdifællesskaber. Det skaber et sammenstød mellem, hvad loven stiller af krav, og hvad mediestøtten gives til i praksis. Medieudviklingen har simpelthen indhentet loven. Mod bedre vidende uddeles penge til smalle nichemedier på kant med lovens ånd og ord om bred kultur og samfundsmæssig dækning. 
 
Mediestøtten er nemlig oprindeligt skabt og skræddersyet til de store brede omnibusmedier og er skabt med afsæt i en omlægning af distributionsstøtten til “dagblade og dagbladslignende” medier, som det hedder. Her er derfor et krav om en bred dækning af kultur og politik for at få mediestøtte. Desuden er der et krav om at være et bredt nyhedsmedie, fordi disse omnibusmedier historisk levede af at være først og størst med de store fælles nyheder.
 
Denne forretning er væk i dag, hvor big tech har funktionstømt medierne for nyhedsværdi og taget hele deres annonceforretning. De fleste store mediehuse har derfor strategisk opgivet omnibusmedierne som de facto-forretning. De er blot en politisk kulisse. Al energiindtjening og alle visioner er i nicher, podcasts, pakketransport, e-boghandler og internationale eventyrer.
 
De ser med rette den fremtidige forretning alle andre steder, i særdeleshed i medieudvikling af trade press-nichemedier målrettet rige elite segmenter – JP/Politikens Hus’ Watch-medier er et lysende eksempel på dette. Godt for deres bundlinje, men dybest set i konflikt med mediestøttens ånd.
 
For et abonnement på et Watch-medie giver kun adgang til en smal snæver niche og er dermed langt fra tankegangen og kravet om en bred dækning af kultur og politik. Det fælles problem er, at det er svært, når det nu er skarpe smalle nicher, som er den eneste mulige forretning. Altså det, som pr. definition ikke er bredt politisk og kulturelt.
 
 
Det skaber et legalitetsproblem, hvor loven udmøntes alternativt. Medmindre nichemediet netop er nicher om kultur eller politik, så er mediet kategorien. Dette er Altingets store held og afgørende indflydelse gennem deres policy-arbejde i gruppen for specialmedier, som betyder, at Altinget vælter sig i mediestøtte, på trods af de er et nichemedie for evigt.
 
Alle andre nichemedier lever naturligvis ikke op til de krav, som er skræddersyet de store brede omnibusmediers historiske rolle som old school-portal og som samfundets markedsplads og fælles generalistoffentlighed. Her er derfor etableret en lang række alternative kreative løsninger, hvor det ikke er de enkelte nichemedier, som modtager mediestøtte, men en konceptuel paraply af medier.
 
Fx hvor det er medierne i flertal, som modtager støtte, frem for skarpe vertikaler, som vel ikke kan siges at være bredt dækkende kulturelt og politisk. Men den særregel gælder mystisk nok kun JPPOL-ejede medier, som Watch-medierne og Monitormedierne. Helt konkret betyder det, at Watch-medierne, der er blevet et af JP Politikens Hus’ guldkalve, har udviklet sig til den største erhvervsredaktion med et utal Watches og ansatte journalister, men støttes som brede kultur- og samfundsmedier.
 
Hvem medienævnet definerer som støtteværdige medier, er endt som vilkårlig smagsdommeri og favorisering af et vilkårligt journalistisk ideal. Nogle bliver afvist for regler og krav, som ikke gælder for andre. Nogle får mediestøtte på trods af, de ikke lever op til krav, som andre afvises på baggrund af. Smagsdommeriet er politisering. Ubegrundet forskelsbehandling af formelt identiske medier ses tit.
 
For få dage siden bekendtgjorde JP/Politikens Hus, at de nu tilføjer endnu et elite-Watch-medie til deres portefølje, om transport og infrastruktur – hvilket vel at mærke også vil modtage mediestøtte fremover. Man gad godt se argumenterne for den brede dækning af kultur her. Brokultur? Hvad handler det om?
 
Hold fast: om transport, logistik og infrastruktur i en skarp B2B-vinkel målrettet direktøren for transportgiganten DSV. Ikke for dig og mig, men for erhvervslivets top. Et medie, som i kraft af støtten vil udkonkurrere det ustøttede Nordiske Mediers medier, som naturligvis ikke kan konkurrere mod finanslovens uendelige midler. Det åbne spørgsmål er, hvorfor andre får afslag for ikke at være brede nok, når nogle ansøgere kan omgå det ved en eksklusiv “paraply”-model. 
 
Et andet JPPOL-medie, Monitormedier, har også skabt sin egen mediestøttegevinst gennem opkøbet af Kulturmonitor. Her er en masse medier, som fx Skoleliv, Byrum, renamet som Monitormedier for at få kulturværdi fra Kulturmonitor og kategorisere alt deres indhold som bredt politisk og kulturelt i en evig jagt efter mediestøtteistøttesættelse. Nu hedder det gamle Byrum fx Byrummonitor. Før fik JPPOL afslag som Byrum, nu får de støtte som Byrummonitor. Et godt efternavn og en god familierelation gør forskellen. Tillykke med det.  
 
 
I andre dele af medielandskabet udvikles view-papers som brandede værdifællesskaber. Disse er bredt kulturelle og politiske i deres dækning, men meget lidt nyhedsmedier.
 
Ergo, for at få mediestøtte etableres low cost-kuraterede nyhedsoversigter med nyheder ofte som sygt billige nyhedsbrevsservicer skrevet af billige journalistpraktikanter, selvom mediet er noget andet. Alle snor sig altså for at leve op til en lov og ramme for en ikkeeksisterende medievirkelighed. Et illustrativt eksempel er Danmarks Lærerforening, der ganske kreativt har opgivet dele af ejerskabet af fagbladet Folkeskolen til trykkeriet Stbo Graphics for at få mediestøtte.
 
Generelt har mediestøtten derfor et porteføljeproblem omkring alle de medier, de støtter. Mens medierne har et istøttesættelsestilpasningsproblem. Når et medie først er på finansloven, kommer det aldrig af igen.
 
 
Det vil sige, at meget forskellige medier er med af forskellige historiske grunde, men nogle kan ikke få mediestøtte af grunde, som andre kan.
 
Mandag Morgen får fx mediestøtte, men er det et nyhedsmedie? POV får mediestøtte som nyhedsmedie. Nej, de er ikke nyhedsmedier. Mange medier får afslag, fordi de ikke er nyhedsmedier, men hvorfor kan Mandag Morgen og POV så få, når de ikke er nyhedsmedier? Porteføljeproblemet i sin kerne, når ingen kan fjernes, og kriterierne skifter over tid, står selvmodsigelserne i kø.
 
Et B2B-nichemedie er og bliver ikke Louisiana Revy, lige meget hvor mange mediestøttekroner de modtager, og ansøgninger de udfylder. Omvendt er og bliver et nichemagasin med rød-grøn identitetspolitik ikke Ritzaus Bureau, men et værdifællesskab og view-paper. Det burde loven afspejle. Loven og udmøntningen burde stå ved det faktiske journalistiske smagshierarki, smagsdommeri og den statslige kåring af markedets vindere, som tydeligvis er så afgørende.
 
Mediestøtten er forklædt smagsdommeri
Hvem medienævnet definerer som støtteværdige medier, er endt som vilkårlig smagsdommeri og favorisering af et vilkårligt journalistisk ideal. Nogle bliver afvist for regler og krav, som ikke gælder for andre. Nogle får mediestøtte på trods af, de ikke lever op til krav, som andre afvises på baggrund af. Smagsdommeriet er politisering. Ubegrundet forskelsbehandling af formelt identiske medier ses tit, fx støttes filmmediet Ekko, men ikke musikmediet Gaffa.
 
Hvorfor kan magasinet Aktionæren, som bliver udgivet af Dansk Aktionærforening, med gode råd om investering få mediestøtte, mens mandemagasinet Euroman, der udgives af et kommercielt mediehus og indeholder gode råd om kultur og livsstil, ikke kan få støtte?
 
Hvad er forskellen? Det er svært at svare på, fordi smagsdommeri og ikkeeksplicitte journalistiske kvalitetsvurderinger spiller en rolle, nu loven ikke længere kan rumme medieudviklingen. Men hvilken rolle? Det kan desværre ikke læses i betænkningen. Hvad er så Medienævnets smag? 
 
Det er tydeligt, at de store mediehuses definition af, hvad den gode smag i journalistik er, er afgørende. Ergo, mediestøtten er et medarbejdergode for de store mediehuse og deres nuværende/tidligere ansatte, som deler den habitus og det vilkårlige journalistiske ideal. Det har den konsekvens, at de store mediemonopoler er den store topscorer af al mediestøtte, fordi god journalistik er defineret som den journalistik, der bedrives på de store mediehuse. Punktum.
 
I øjeblikket er idealet og tendensen todelt: Dels at støtte neutral trade press-transaktionsjournalistik for højindkomstgrupper, hvilket ikke skaber en bred politisk og kulturel dækning af samfundet. Dels at støtte den kreative klasses værdipolitiske værdifællesskaber af tidligere Information-Politiken-berlingske-DR-medarbejdere. 
 
Det står der bare ikke noget om i loven, hvilket er legalitetsproblemet i dets kerne, udover juristeriet omkring spredningskravet. Moralen er, at medieudvikling mod trade press-nicher og værdifællesskaber for længst burde have medført en revision af loven. I dag sker skønnet og udmøntningen af mediestøtten på grundlag af en forkert og forældet medievirkelighed. Skønnet sker vilkårligt og som smagsdommeri, fordi nyhedsbegrebet er for diffust. Euroman får afslag på mediestøtte, fordi det er livsstilsstof på trods af deres politiske journalistik, mens Politiken Lørdagsliv, fuld af lune boller og speltlivsstil, får gennem Politiken.
 
Pointen er, at grænsen mellem nyheder, livsstil og holdninger er imploderet i de forskellige titler og medietyper. Dette skaber et legalitetsproblem og hul mellem lov og støtteuddeling. Det er de medier, som modtager mange millioner, naturligvis ligeglade med. For så længe staten sikrer, de aldrig går konkurs og beskytter mod ustøttede konkurrenter, er alt jo godt.
 
Det er derfor ikke overraskende, at internationale købere altid står på spring for at købe Berlingske Tidende. Mediet er jo på finansloven og dermed lige så sikker som statsobligationer. Det ændrer bare ikke på, at medievirkeligheden er en anden, og det burde lovgivningen afspejle bedre frem for at skjule det i sin uddeling på mere eller mindre kreative måder.
 
For et B2B-nichemedie er og bliver ikke Louisiana Revy, lige meget hvor mange mediestøttekroner de modtager, og ansøgninger de udfylder. Omvendt er og bliver et nichemagasin med rød-grøn identitetspolitik ikke Ritzaus Bureau, men et værdifællesskab og view-paper. Det burde loven afspejle. Loven og udmøntningen burde stå ved det faktiske journalistiske smagshierarki, smagsdommeri og den statslige kåring af markedets vindere, som tydeligvis er så afgørende. Det er dog pakket ind i mediejura fra en forældet omnibusguldalder, som aldrig kommer tilbage.  
 
Mediestøtten er tabu, og det er et demokratisk problem
Mediernes opgave er at forholde sig kritisk til samfundet og magten. Mediestøttens præmis er, at medierne gør det og derfor skal kompenseres og støttes, så vi som samfund ikke ender i en post-truth fake news Fox News-verden. Mediestøtten og de danske medier ønsker ikke bare en kritisk diskussion af egen rolle og økonomi. Mediestøttens politiske økonomi er derfor underbelyst i det danske demokrati.
 
De få metamedier, som eksisterer, er økonomisk afhængige af mediestøtten eller en fagforening, som ønsker mediejobs for enhver pris, no questions asked. Staten giver altså en masse penge til de etablerede medier i bytte for arbejdspladser til medlemmer. For uden mediestøtte ville der ikke være et attraktivt arbejdsmarked til klassisk uddannede journalister, som søger mod de store mediehuse for en profession.
 
Markedet for journalistik/indhold er brudt sammen og i frit fald, fordi prisen på indhold går mod nul. Desuden mangler journalistprofessionen en faglig beskyttelse og adgangsbarriere, som beskytter andre faggrupper, som læger, jurister og revisorer, mod markedets voldelige selvrealisering og fattigdom. Tænk blot på freelancejournalister, som modsat de fastansatte journalister i de mediestøttede mediehuse, lever på markedets objektive ikke-statsstøttede pris for indhold. Det er lavt, meget lavt. 
 
Mediestøttens rolle er at undgå denne økonomiske virkelighed. 
 
Ergo, ingen har et incitament til at diskutere mediestøttens politiske økonomi, så længe staten skaber de nødvendige arbejdspladser og stopper sund konkurrence. Debatten har derfor været ikkeeksisterende, på trods af hvor mange penge og arbejdspladser det drejer sig om. Samtidig er de få medier, som ikke får mediestøtte, perifere/usynlige i DR/JPPOL/Berlingske/Information-offentligheden. Altså det klassiske sociologiske problem, at få menneskers økonomiske og politiske problemer har det svært i et flertalsdemokrati. Økonomien er afgørende, men usynlig. 
 
Mediestøtten sikrer dermed, at almindelige danskere er udelukket og uoplyste. Det skaber en medieulighed og en informationsfordel for eliten. Ergo, det burde være et krav til mediestøtten, at danskerne har fri adgang til de medier, der støttes. 
 
Mediestøtten er udemokratisk og elitær
Mediestøtten gives som skrevet tendentielt til elitære erhvervsnichemedier for den veluddannede overklasse af venturekapitalister, revisorer, djøf’ere, advokater og finansfolk osv. Senest til et elitemedie for fondsbestyrerne i Mærsk og Realdania. Altså medier og målgrupper, som har nul brug for statens støtte.
 
Almindelige mennesker har ikke råd til at betale for at læse dem, selvom de har betalt en gang over skatten. Mediestøtten sikrer dermed, at almindelige danskere er udelukket og uoplyste. Det skaber en medieulighed og en informationsfordel for eliten. Ergo, det burde være et krav til mediestøtten, at danskerne har fri adgang til de medier, der støttes. 
 
Et helt fair og demokratisk krav ville derfor være, at mediestøtte medførte en vis mængde frit tilgængeligt indhold til og for alle danskere. At mediepolitikerne tænkte og talte lidt mere om medie- og informationsuligheden og bekæmpede den med en mere retfærdig mediepolitik.
 
Situationen er nu, at rige og veluddannede McKinsey-djøf’ere med mediestøttens velsignelse og penge vælter sig i god elitenichejournalistik. Dette giver dem unikke informationsfordele til at øge deres økonomiske og sociale status/succes. Næppe en mission og mediepolitik for Folketingets flertal og en kritisk fælles samfundsinteresse, som øger sammenhængskraften.  
 
 
Al det mediestøttefidusmageri får en til at savne krigens ustøttede illegale medier. Dengang journalister satte en ære i at drive og dø for frie medier på trods af statens censur, dødsstraf og lokkende løfter om guld og samarbejde. Det er jo svært at være samfundets vagthund og i lommen på staten på en og samme tid. Medier, som er stærke i sig selv uden støtte, er i virkeligheden det bedste for stat og samfund.  Det er læren fra krigen.
 
Denne tekst har i en kortere version været trykt som indlæg i Berlingske Tidende. Mediet kommunikationsforum har aldrig fået produktionsstøtte i sin 25 årig leve tid på trods af talrige ansøgninger. Kommunikationsforum har også fået flere afslag på mediestøtte til mediet bureaubiz. Et medie kommunikationsforum ejede i perioden 2017- 2020. 
 
Til gengæld har kommunikationsforum engang fået innovationsstøtte til at etablerer mediet bootstrapping.dk og mediet Bias.nu. Her har kommunikationsforum efterfølgende fået afsalg på mediestøtte til mediet bootstrapping.dk. Mediet Bootstrapping drives nu ustøttet som mediet Kommunikationsforum i direkte konkurrence med statsstøtte medier.  
 

Relaterede artikler

Hvor stor er friheden i Brüggers budget på syv millioner? - Med vanlig sans for det bombastiske har Mads Brügger proklameret på Twitter, at han starter et nyt og fuldstændigt uafhæ...
-
"Der er noget galt i Danmark" - Ifølge Mads Brügger er der noget galt med den danske mediebranche. Det blev tydeligt for ham med lukningen af Radio24syv...

Giv din stemme

39 stemmer
3,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

86 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikatør

Frist: 17. oktober

Fagredaktør

Frist: 7. november

Kommunikationsspecialist

Frist: Hurtigst muligt
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.