Alle chefredaktører hader at sige undskyld, fordi….
Det er aldrig sjovt og let at sige undskyld. Som chefredaktør er det ekstra svært at sige undskyld – og af mange gode grunde. For det første er det en direkte indrømmelse af, at man ikke er i takt med forventningerne til mediet, hvilket jo lige præcist er det, mediet lever af og ånder for. Altså, beviset på, at man ikke gør sit job godt nok som både medie og chefredaktør. Det udstiller også, at der ikke er styr på de redaktionelle processer, hvor mediets værdier så hverken er en konsensus eller en praktisk kontrolinstans. Medier ser sig som samfundets vagthund, som tør sige og gøre det, andre er bange for. Et medie skal i sin definition derfor ikke være en undskyldning for sig selv. Når der endelig siges undskyld, skal presset være stort og fejl indlysendende. En chefredaktørs fornemmeste opgave er nemlig at kæmpe for sine journalister og deres kontroversielle historier. Hvor man er et skjold mod omverdenens angreb og trusler. At undskylde er at ofre og hænge en medarbejder ud for ikke at være på den redaktionelle linje og on-brand. Det koster på de indre linjer, og derfor vil mange chefredaktører prøve at balancere undskyldningen med en afstandtagen fra folkedybets blinde raseri. Dette så vi netop i sidste uge, hvor politikens Christian Jensen både sagde undskyld og sagde fra over for shitstormens hysteri. Hvad der så styrkede sammenholdet på bekostningen af den eksterne undskyldning.
"Fødselsdagsomtalen har samlet set for meget fokus på køn og kærester, og det beklager vi over for Pernille Rosendahl. Det burde vi have fanget i den redaktionelle proces, inden den blev bragt. Det er vores og ikke skribentens fejl, at den dialog og refleksion ikke fandt sted. Andre mener, at vi med vores beklagelse har undladt at bakke op om en af vores journalister i en shitstorm. Selvfølgelig bakker vi vores skribenter 100 procent op. Efterkritik er en vigtig del af vores hverdag som avis, og sådan skal det være." Christian Jensen
Opskriften er altid…
Når man ser på de sidste ti års medieskandalers mediestorie, så tegner der sig et tydeligt mønstre. Sex, køn, mord og muslimer er medieskandalens DNA. Shitstormen opstår, når mediet rammer helt skævt i forhold til tidsånden og dermed aktiverer større uløste konflikter i samfundet som fx indvandring og kønskamp. Det er netop her, chefredaktøren kommer på banen, fordi det er hans/hendes rolle at være garant for værdierne. Undskyldningen skal signalere og søge at genoprette værdifællesskabet mellem læser og medie efter normoverskridelsen. Specielt, hvis det er et løbende og gentagende problem for mediet. Politikens seneste undskyldning er igen et godt eksempel her. Har Politiken et problem med kvinder? Man begynder at tro det. Først den mystiske Jes Dorph-frikendelse i MeToo-anklager og nu et sexistisk angreb på det kvindelige feminist-ikon Pernille Rosendahl.
Lad os se på de sidste årtiers vigtigste medieskandaler, og hvad vi kan uddrage af dem.
Dengang Sørine smed Breivik-kortet
Den højreorienterede præst Sørine Gotfredsen er en selverklæret Rasmus Modsat. Det gik helt gakgak-galt med hendes famøse kronik om den racistiske massemorder Brevik. Budskabet var, at vi skulle udnytte den norske tragedie til at forstå faren for det multikulturelle. Hvor Breiviks tanker og manifest skulle tages alvorligt. Det skabte chokbølger af forargelse i den borgerlige offentlighed. Det var og er utilgiveligt selv nu årtier efter. Berlingskes chefredaktør måtte med rette beklage. Et klassisk eksempel på en fejllæsning af tidsånden. Den borgerlige avis ville være anti-woke for enhver pris, men her var prisen for høj. Siden dengang har ingen borgerlige turde trække Breivik-kortet. Sørine Gotfredsens tekst er også et godt eksempel på, at det tit er gæstebidrag, som skaber ramaskriget. Hvor ballademagerne ofte er skribenter, som ikke er en del af mediets dagligdag og derfor ikke kender de skjulte regler, rammer og værdier for, hvad der er okay at skrive. Samtidig kan ballademagerne slippe afsted med mange ting, fordi en debatredaktion er en travl og lille redaktion, hvor helt skæve tekster godt kan slippe igennem, forklædt som legitim debat pga. af travlhed og dovenskab.
Læs blot her til skræk og advarsel.
informations barnemorder-washing
Informations debatredaktør valgte engang i misforstået inklusivitet at bringe en uhyggelig kronik af en mand, som havde slået sin egen datter ihjel. Reaktionen var mere ubehag og chok end vrede blandt læserne. Det var taktløs, upassende og fysisk ubehageligt at læse den sindssyge tekst. Specielt den oprindelig rubrik, som lød: “ Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals og kyssede hendes lyse hår farvel”. Det føltes som et råb på skrift fra en sindssygeanstalt. Kronikken var langt uden for skiven og kvalmende. Her var tydeligvis grænser for, hvor woke og inkluderende det venstreorienterede medie kunne og måtte være ifølge læserne. Et eksempel på, hvordan medier søger at udforske og overskride grænser. I dette tilfælde drevet frem af et politisk ønske om, at marginaliserede stemmer og perspektiver kom mere til udtryk. Denne gang sagde læserne fra, og tilbage står her mange år efter en unødvendig og upassende tekst, som aldrig burde havde været trykt. Læs her, og døm selv den dømtes tekst.
Berlingske: Kvind jer op, for kvinder tænker kun på håndtasker til 25.000 kr. og Bo Bedre-hjemmet
Da Berlingske pr. definition er anti-woke, har mediet haft svært ved at navigere i feminismen som idé i alle dets nuancer. Mediet vil nemlig gerne være for blå corporate-feminisme, men mod rød RUC-feminisme. Man vil gerne hylde flere kvinder i bestyrelserne, mens man raser over og latterliggør kønsidentitetsdebatten. Det er svært og en opskrift på, at det kan gå galt. Helt galt gik det, da avisen i en leder sexistisk påstod, at kvinder kun tænker på dyre håndtasker til 25.000 kr. Raseriet var med rette stort, og sagen viste med al tydelighed, hvor ambivalent, kønsstereotypt og akavet Berlingske stod i kønsdebatten. Læs blot her.
“Kvinderne må ud af deres komfortzone fremfor at overlade den hårde konkurrence om de fede job til mændene, mens de selv prioriterer deres traditionelle bastioner i hjemmet. Her sidder de tungt på værdier inden for forældreskab og familieliv, standarder for hjemmets indretning og for deres egen fremtoning. Frem for at bruge 25.000 kr. på en designertaske, så spendér pengene på et sommerkursus på Harvard og acceptér, at hjemmet ikke ligner Bo Bedre.”
Den besynderlige frifindelse af Jes Dorph i Politiken. Kilde: eget foto.
JesToo-frikendelsen i Politiken
Politiken valgte af uransagelige grunde at rense Jes Dorph for enhver MeToo-anklage. Et 360 graders blik på MeToo-debatten kaldte chefredaktøren friskt fadæsen. Alt imens den fyrede, trekantbesatte Dorph rejste land og rige rundt med sit MeToo-martyr-roadshow. Når verden og værten vælter. Ja, det virker helt surrealistisk, at Politiken netop igen har publiceret en sexistisk tekst. Chefredaktøren måtte, som nu, også beklage dengang. Læs her det absurde forsvar for Jes Dorph, naturligvis skrevet af en mand.
Da Thorning ankom til Zulu Awards i en Gucci-jakke mødte Ekstra Bladets udsendte den tidligere statsminister med en dumsmart, sexistisk kommentar om hendes tøj: – Du er jo sådan lidt bordello-mor i det der. Kilde:scanpix
Fredensborg: Du er jo sådan lidt bordello-mor i det der
Ekstra Bladet har i mange år levet godt af prostitution. Alligevel er der grænser for, hvor og hvem som må skrive hvad om bordeller. EB’s enfant terrible René Fredensborg kom i et videointerview til at kalde vores tidligere statsminister for en bordelmutter. Det blev i René Fredensborg-frisk omskrivning til bordello-mor. Det måtte chefredaktøren undskylde for. Det var en plat krænkelse af statsministeren som rolle og institution, lød budskabet. Igen et eksempel på, at køn, kvinder og sex er sprængfarlige emner, som kan antænde shitstorme igen og igen. Se klippet her
Festbananen Carsten Kock
Nogle gange er det mere fejl og fuckup end fordomme, som får chefredaktøren til at undskylde. En sjovt eksempel er omtalen af djøfokarten Carsten Kocks 60-årsfødselsdag. En tekst skrevet af en 16-årig erhvervspraktikant. Teksten var en lille øvelse og praktikopgave, men blev ved en fejl trykt. Morsom og uskyldig som forfatteren bag. Her kom en undskyldning, men mere af navn end gavn og alvor. Samme sag som Pernille, men same same, but different. Denne tekst er barnagtig og kærlig, mens Pernille-teksten er perfid på et personligt plan.
TV 2-kondomerne: Alt det vi deler
TV 2 valgte at sætte deres berømte payoff “Alt det vi deler” på kondompakker, som ledelsen delte ud til alt og alle. Plat og usjovt. Målet var at sprede og understøtte en sexistisk kultur. Absurd og upassende, hvilket naturligvis krævede en undskyldning, da det kom frem. Vildt, at ledelsen ikke forlængst er skiftet ud. Den bedste undskyldning ville være at få en ny ledelse.
TV 2: fake news-fadæse
Mindre kulørt og langt mere alvorlig var TV 2 News’ forsøg på at påvirke det grønlandske valg med fake news. Muligvis produceret af virksomheder, som ville påvirke valget til deres fordel. Her findes næppe nogen større synd og forbrydelse for et fag og medie, som ser sig som demokratiets grundfjeld. Den ansvarlige redaktør blev fyret, og TV 2-cheferne måtte med rette undskylde. Emnet taget i betragtning nok årtiers største journalistiske skandale, fordi den rammer ind i fagets kerne og sjæl. Læs mere her.
Muhammed-tegningen vs. Tøgers undskyldning
.png)
