Medieskandalernes mediehistorie
Chefredaktøren beklager, at…

Sex, køn, mord og muslimer er medieskandalens DNA. Shitstormen opstår, når mediet rammer helt skævt i forhold til tidsånden og læsernes normer. Når det sker, aktiveres større uløste følelser og konflikter i samfundet om indvandring, kønskamp og kriminalitet. Det er netop her, chefredaktøren kommer på banen, fordi det er han/hendes rolle at være garant for værdierne. Selv undskyldningen er et signal om fælles værdier på disse kardinaldagsordener trods skandalens normoverskridelse. Kilde: Kforum Collage

Skrevet af
Politiken valgte fornylig at “fejre” sangerinden Pernille Rosendahls 50-årsfødselsdag med et både ondskabsfuldt og sexistisk portræt. Med rette rejste sig en shitstorm af dimensioner blandt læsere og fans. Til sidste blev vreden så stor, at Politikens chefredaktør måtte ud at undskylde for den upassende tekst. Dens slags medieskandaler optræder med jævne mellemrum. Men hvad er egentlig deres fællesnævner? De handler alle sammen om køn, sex, mord eller muslimer. Kforum kommer her med en mediehistorisk gennemgang af de vigtigste medieskandaler for at forklare og forsvare den chefredaktionelle bodsgang.

Forrige uges medieskandale: Politikens Pernille-bashing. Med stor snilde lykkedes det at være ondskabsfuld, taktløs og sexistisk i en og samme tekst. Et totalt unødvendigt genrebrud, som blot udstiller manglen på sans for både tidsånd og læsernes værdier. Kilde: Politiken Print.

Alle chefredaktører hader at sige undskyld, fordi….
Det er aldrig sjovt og let at sige undskyld. Som chefredaktør er det ekstra svært at sige undskyld – og af mange gode grunde. For det første er det en direkte indrømmelse af, at man ikke er i takt med forventningerne til mediet, hvilket jo lige præcist er det, mediet lever af og ånder for. Altså, beviset på, at man ikke gør sit job godt nok som både medie og chefredaktør. Det udstiller også, at der ikke er styr på de redaktionelle processer, hvor mediets værdier så hverken er en konsensus eller en praktisk kontrolinstans. Medier ser sig som samfundets vagthund, som tør sige og gøre det, andre er bange for. Et medie skal i sin definition derfor ikke være en undskyldning for sig selv. Når der endelig siges undskyld, skal presset være stort og fejl indlysendende. En chefredaktørs fornemmeste opgave er nemlig at kæmpe for sine journalister og deres kontroversielle historier. Hvor man er et skjold mod omverdenens angreb og trusler. At undskylde er at ofre og hænge en medarbejder ud for ikke at være på den redaktionelle linje og on-brand. Det koster på de indre linjer, og derfor vil mange chefredaktører prøve at balancere undskyldningen med en afstandtagen fra folkedybets blinde raseri. Dette så vi netop i sidste uge, hvor politikens Christian Jensen både sagde undskyld og sagde fra over for shitstormens hysteri. Hvad der så styrkede sammenholdet på bekostningen af den eksterne undskyldning.
 
 
"Fødselsdagsomtalen har samlet set for meget fokus på køn og kærester, og det beklager vi over for Pernille Rosendahl. Det burde vi have fanget i den redaktionelle proces, inden den blev bragt. Det er vores og ikke skribentens fejl, at den dialog og refleksion ikke fandt sted. Andre mener, at vi med vores beklagelse har undladt at bakke op om en af vores journalister i en shitstorm. Selvfølgelig bakker vi vores skribenter 100 procent op. Efterkritik er en vigtig del af vores hverdag som avis, og sådan skal det være." Christian Jensen
 
Opskriften er altid…
Når man ser på de sidste ti års medieskandalers mediestorie, så tegner der sig et tydeligt mønstre. Sex, køn, mord og muslimer er medieskandalens DNA. Shitstormen opstår, når mediet rammer helt skævt i forhold til tidsånden og dermed aktiverer større uløste konflikter i samfundet som fx indvandring og kønskamp. Det er netop her, chefredaktøren kommer på banen, fordi det er hans/hendes rolle at være garant for værdierne. Undskyldningen skal signalere og søge at genoprette værdifællesskabet mellem læser og medie efter normoverskridelsen. Specielt, hvis det er et løbende og gentagende problem for mediet. Politikens seneste undskyldning er igen et godt eksempel her. Har Politiken et problem med kvinder? Man begynder at tro det. Først den mystiske Jes Dorph-frikendelse i MeToo-anklager og nu et sexistisk angreb på det kvindelige feminist-ikon Pernille Rosendahl. 
 
Lad os se på de sidste årtiers vigtigste medieskandaler, og hvad vi kan uddrage af dem.
 
 
 

Dengang Sørine smed Breivik-kortet 

Den højreorienterede præst Sørine Gotfredsen er en selverklæret Rasmus Modsat. Det gik helt gakgak-galt med hendes famøse kronik om den racistiske massemorder Brevik. Budskabet var, at vi skulle udnytte den norske tragedie til at forstå faren for det multikulturelle. Hvor Breiviks tanker og manifest skulle tages alvorligt. Det skabte chokbølger af forargelse i den borgerlige offentlighed. Det var og er utilgiveligt selv nu årtier efter. Berlingskes chefredaktør måtte med rette beklage. Et klassisk eksempel på en fejllæsning af tidsånden. Den borgerlige avis ville være anti-woke for enhver pris, men her var prisen for høj. Siden dengang har ingen borgerlige turde trække Breivik-kortet. Sørine Gotfredsens tekst er også et godt eksempel på, at det tit er gæstebidrag, som skaber ramaskriget. Hvor ballademagerne ofte er skribenter, som ikke er en del af mediets dagligdag og derfor ikke kender de skjulte regler, rammer og værdier for, hvad der er okay at skrive. Samtidig kan ballademagerne slippe afsted med mange ting, fordi en debatredaktion er en travl og lille redaktion, hvor helt skæve tekster godt kan slippe igennem, forklædt som legitim debat pga. af travlhed og dovenskab. Læs blot her til skræk og advarsel.
 
 

informations barnemorder-washing

Informations debatredaktør valgte engang i misforstået inklusivitet at bringe en uhyggelig kronik af en mand, som havde slået sin egen datter ihjel. Reaktionen var mere ubehag og chok end vrede blandt læserne. Det var taktløs, upassende og fysisk ubehageligt at læse den sindssyge tekst. Specielt den oprindelig rubrik, som lød: “ Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals og kyssede hendes lyse hår farvel”.  Det føltes som et råb på skrift fra en sindssygeanstalt. Kronikken var langt uden for skiven og kvalmende. Her var tydeligvis grænser for, hvor woke og inkluderende det venstreorienterede medie kunne og måtte være ifølge læserne. Et eksempel på, hvordan medier søger at udforske og overskride grænser. I dette tilfælde drevet frem af et politisk ønske om, at marginaliserede stemmer og perspektiver kom mere til udtryk. Denne gang sagde læserne fra, og tilbage står her mange år efter en unødvendig og upassende tekst, som aldrig burde havde været trykt. Læs her, og døm selv den dømtes tekst.

 

Berlingske: Kvind jer op, for kvinder tænker kun på håndtasker til 25.000 kr. og Bo Bedre-hjemmet 
Da Berlingske pr. definition er anti-woke, har mediet haft svært ved at navigere i feminismen som idé i alle dets nuancer. Mediet vil nemlig gerne være for blå corporate-feminisme, men mod rød RUC-feminisme. Man vil gerne hylde flere kvinder i bestyrelserne, mens man raser over og latterliggør kønsidentitetsdebatten. Det er svært og en opskrift på, at det kan gå galt. Helt galt gik det, da avisen i en leder sexistisk påstod, at kvinder kun tænker på dyre håndtasker til 25.000 kr. Raseriet var med rette stort, og sagen viste med al tydelighed, hvor ambivalent, kønsstereotypt og akavet Berlingske stod i kønsdebatten. Læs blot her.
 
“Kvinderne må ud af deres komfortzone fremfor at overlade den hårde konkurrence om de fede job til mændene, mens de selv prioriterer deres traditionelle bastioner i hjemmet. Her sidder de tungt på værdier inden for forældreskab og familieliv, standarder for hjemmets indretning og for deres egen fremtoning. Frem for at bruge 25.000 kr. på en designertaske, så spendér pengene på et sommerkursus på Harvard og acceptér, at hjemmet ikke ligner Bo Bedre.”
 
 

Den besynderlige frifindelse af Jes Dorph i Politiken. Kilde: eget foto.
 
JesToo-frikendelsen i Politiken
 
Politiken valgte af uransagelige grunde at rense Jes Dorph for enhver MeToo-anklage. Et 360 graders blik på MeToo-debatten kaldte chefredaktøren friskt fadæsen. Alt imens den fyrede, trekantbesatte Dorph rejste land og rige rundt med sit MeToo-martyr-roadshow. Når verden og værten vælter. Ja, det virker helt surrealistisk, at Politiken netop igen har publiceret en sexistisk tekst. Chefredaktøren måtte, som nu, også beklage dengang. Læs her det absurde forsvar for Jes Dorph, naturligvis skrevet af en mand.
 
 

Da Thorning ankom til Zulu Awards i en Gucci-jakke mødte Ekstra Bladets udsendte den tidligere statsminister med en dumsmart, sexistisk kommentar om hendes tøj: – Du er jo sådan lidt bordello-mor i det der. Kilde:scanpix

Fredensborg: Du er jo sådan lidt bordello-mor i det der
 

Ekstra Bladet har i mange år levet godt af prostitution. Alligevel er der grænser for, hvor og hvem som må skrive hvad om bordeller. EB’s enfant terrible René Fredensborg kom i et videointerview til at kalde vores tidligere statsminister for en bordelmutter. Det blev i René Fredensborg-frisk omskrivning til bordello-mor. Det måtte chefredaktøren undskylde for. Det var en plat krænkelse af statsministeren som rolle og institution, lød budskabet. Igen et eksempel på, at køn, kvinder og sex  er sprængfarlige emner, som kan antænde shitstorme igen og igen. Se klippet her

 

Festbananen Carsten Kock

Nogle gange er det mere fejl og fuckup end fordomme, som får chefredaktøren til at undskylde. En sjovt eksempel er omtalen af djøfokarten Carsten Kocks 60-årsfødselsdag. En tekst skrevet af en 16-årig erhvervspraktikant. Teksten var en lille øvelse og praktikopgave, men blev ved en fejl trykt. Morsom og uskyldig som forfatteren bag. Her kom en undskyldning, men mere af navn end gavn og alvor.  Samme sag som Pernille, men same same, but different. Denne tekst er barnagtig og kærlig, mens Pernille-teksten er perfid på et personligt plan.

TV 2-kondomerne: Alt det vi deler

TV 2 valgte at sætte deres berømte payoff “Alt det vi deler” på kondompakker, som ledelsen delte ud til alt og alle. Plat og usjovt. Målet var at sprede og understøtte en sexistisk kultur. Absurd og upassende, hvilket naturligvis krævede en undskyldning, da det kom frem. Vildt, at ledelsen ikke forlængst er skiftet ud. Den bedste undskyldning ville være at få en ny ledelse.

TV 2: fake news-fadæse
Mindre kulørt og langt mere alvorlig var TV 2 News’ forsøg på at påvirke det grønlandske valg med fake news. Muligvis produceret af virksomheder, som ville påvirke valget til deres fordel. Her findes næppe nogen større synd og forbrydelse for et fag og medie, som ser sig som demokratiets grundfjeld. Den ansvarlige redaktør blev fyret, og TV 2-cheferne måtte med rette undskylde. Emnet taget i betragtning nok årtiers største journalistiske skandale, fordi den rammer ind i fagets kerne og sjæl. Læs mere her.
 
Muhammed-tegningen vs. Tøgers undskyldning
Muhammed-tegningerne er alle mediekrisers mor. Ikke set større, vildere og farligere i dansk mediekrisemediehistorie. Den falder dog uden for kategori, fordi det var en bevidst provokation og et politisk statement. Et overlagt forsøg på at starte en religionskrig og kulturkamp. En kulturkamp, som også splittede JP/POL, hvor Politikens chefredaktør valgte at sige undskyld, mens JP holdt – og stadig holder – fast i sin ytringsfrihedsfundamentalisme på godt og ondt. Igen-igen eksemplet på, at store mediekriser næres af de store urkonflikter, som i dette tilfælde kristendom versus islam.
 
 
Nu er det Line Baun Danielsen, som sidder tilbage med aben
Morgen-tv er hygge-tv smurt ind i Familien Danmark-kaffesniksnakstemning. Desto mere uventet var det fatale slip of tongue, hvor hele Danmarks ishockeydronning i en lille, dum quiz forvekslede et billede af en sort mand med en abe. En misforståelse, som hverken Danmark eller Line nogensinde er kommet sig over. Et nationalt traume, som ellers kun er blevet mere aktuelt, jo mere vi taler om fordomme og skjulte bias i kultur og samfund. Dengang kom der naturligvis en undskyldning. Den er nu glemt, og tilbage står Line med aben.
 

Metagate: Berlingske-chefredaktør AG vs. Touché Tøger

Det er typisk chefredaktøren, som siger undskyld, men hvad nu, hvis det er chefredaktøren selv, som er problemet? I disse tilfælde kan det ende som en fyring. Et godt eksempel på en historie om en chefredaktør, som måtte sige farvel efter en uheldig genpublicering. Ildsjælen og mediekvinden Annegrethe Rasmussen var engang i tidernes morgen chefredaktør på Berlingske Tidende. Her kom hun ved en uheldig fejl til at udgive Politikens leder fra dagen før som sin leder dagen efter i Berlingske. Et banalt og meget uheldigt genoptryk fra et konkurrerende medie. Det gigafuckup kostede hende jobbet og fik følgende replik med på vejen fra den legendariske chefredaktør Tøger Seidenfaden. Det var sjovt dengang, og det er stadig sjovt her mange år senere. Touché, Tøger.

Alle exits exit: Claes Kastholms farvel til EB. Ingen undskyldning
Nogle redaktører kan bare ikke sige undskyld. Man kan sige farvel til sit arbejde på mange måder. Ja, der er mode i at spinne sin exit på LinkedIn som en forfremmelse. De fleste holder en kort tale om søde kollegaer og sorgen ved at sige farvel. Andre siger farvel med manér til evig hukommelse. I denne kategori hører debatmennesket Claes Kastholms farvel til Ekstra Bladet. Her burde etableres en Claes Kastholm-skala fra 1 til 5, som alle andres job-exit bør dømmes ud fra. Kastholm får naturligvis fulde 5 point for denne fuldemands-exit
 
Efter sin fyring fra Ekstra Bladet valgte han at drikke sig sindssygt fuld, skide i sin chefs kontorstol, tørre røv i gardinerne og på vej ned ad trappe at kysse og tigge om oralsex fra dem, han møder på trappen – afsluttende med, at han halvnøgen forsvinder i en taxa. Dagen efter udtaler han: Jeg har mistet mit job, men fået min frihed tilbage. Farvel og tak.  Lad os give det sidste ord til redaktøren. Det er ikke en undskyldning, men en anklage mod den gamle arbejdsplads, hvor den nu fyrede opfordrer ledelsen til at fyre alle andre. 
 
Ekstra Bladet ville stå bedre i fremtiden, hvis der blev luftet ud blandt medarbejderne. Det er en meget lukket landsby, hvor indbyggerne har gået sammen i mange år, uden egentlig kontakt til resten af egnen, både øvrig presse og det virkelige liv. Derfor er det meget vanskeligt for ledelsen at bibringe avisen den mere grundlæggende fornyelse, som en hel ny tid kræver. Avisen føles meget gammeldags” 

 


 
 
 
 
 

Relaterede artikler

Q for Quiz – hvordan skal Brix tjene pengene? - Den kommercielle ledelse i JP/Politikens Hus har nu to gange uddelegeret det til den ansvarshavende chefredaktør at opfi...
Ledelse er jo kommunikation - Ved hjælp af få greb ned i værktøjskassen med kommunikationsredskaber er ledere langt bedre hjulpet, når de skal leve op...
Farvel og tak til motivspekulation - En fredag i juni 2022 var den kendte debattør Anne Sophia Hermansen med i DR-programmet 4. division på P1. Hun leverede ...

Giv din stemme

9 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.