Hokuspokus - journalisten i fokus

Inden for den journalistiske forskning taler man først om en egentlig subjektivitet i 1970’erne. Her fremhævede Tom Wolfe som frontperson for den litterære strømning New Journalism sceniske konstruktioner, dialog, en tredjepersonsfortæller og detaljerigdom som kriterier for den nye måde at bedrive journalistik på.

En strømning, som på mange måder lagde op til en mere fremtrædende fortællerstemme, og som Hunter S. Thompson var med til at videreudvikle til det, vi i dag kender som gonzojournalistik, hvor journalisten sætter sig selv i centrum for rapporteringen af et givent emne ved at inddrage sceniske beskrivelser og sanseindtryk ekspliciteret af et ”jeg”. En journalistik, som særligt Morten Sabroe, men også Mads Brügger og Gudrun Marie Schmidt af danske journalister er kendte for.

I den massive bølge af confessional journalism, når subjektiviteten imidlertid nye højder. Her tager journalisten udgangspunkt i et personligt anliggende, der er forbundet med en vis skamfuldhed, hvorfor det journalistiske produkt rummer intimitet og får en betonende funktion. Genren er dermed karakteriseret af allestedsnærværende subjektivitet i kraft af såvel form qua en fremtrædende jeg-fortæller som indhold, der er af følelsesladet og privat karakter.

Lone Frank er mest kendt som videnskabsjournalist, men brugte i 2018 sig selv i podcasten Ingen elsker Lone Frank. Foto: Sofie Amalie Klougart/Ritzau Scanpix

Lone Frank, Abdel Aziz Mahmoud, Anders Legarth Schmidt, Petra Nagel og Sanne Cigale Benmouyal er nogle af de danske ansigter bag genren. I Weekendavisens seneste satsning, podcasten Ingen elsker Lone Frank, begiver Lone Frank sig med afsæt i sin personlige sorg over tabet af sine forældre og sin kæreste på jagt efter ”den videnskabelige forklaring på kærligheden”.

Politiken-bloggen JEG LØBER af Anders Legarth Schmidt bygger også på sorg – dog over tabet af en datter, mens Abdel Aziz Mahmoud i DR2-miniserien Helvedes homo – en muslim springer ud tematiserer sin seksualitet, om end den også på mange måder berører religion, som ligeledes er afsættet for Sanne Cigale Benmouyals bekendelse i DR2-programmet Jøde!.

Afslutningsvis betror Petra Nagel sig med både kærlighedskvaler, kropsbevidsthed og usikkerhed over sit kommende moderskab i sine prisvindende DR3-serier Petra dater hele verden, Petra elsker sig selv og Petra får en baby.

I Petra dater hele verden satte Petra Nagel sig selv i spil i søgen efter kærligheden.

Confessional journalism tager ifølge Rosalind Coward, der er den førende forsker inden for feltet, generelt udgangspunkt i tematikker som blandt andet brudte parforhold, familieanliggender såsom børneopdragelse og skilsmisser, seksuelle problematikker, herunder traumatiske seksuelle oplevelser og stalking. Rosalind Coward har selv en fortid som bidragyder til den såkaldte confessional journalism, da hun fra 2006 til 2008 skrev den ugentlige klumme Looking for Mother for The Guardian, hvilken omhandlede hendes demente mor og livet som pårørende til den sygdomsramte.

Ifølge hende er genren ikke blot central for den journalistiske diskussion, fordi den på ypperste vis bryder med det journalistiske objektivitetskriterium, men også, fordi den rummer praktiske og etiske konsekvenser for både journalister og journalistikken som fagligt felt.

Hvad der er i familien, bliver i familien?
Familieforhold eller nære relationer er særligt in, når det kommer til confessional journalism. Selvom udgangspunktet for det journalistiske produkt er at skildre et privatanliggende for udelukkende journalisten, er det private anliggende ofte bundet til andre mennesker og som oftest familiære relationer.

Abdel Aziz Mahmoud har haft sin familie i offentlighedens søgelys både i programmet Helvedes homo - en muslim springer ud og i Familien fra Lærkevej. Foto: Olivia Loftlund/Ritzau Scanpix

Så når journalisten betror sig og giver offentligheden adgang til sin personlige sfære ved eksempelvis at lukke et TV-hold ind i sit hjem, hvor der måske også bor en kæreste, ægtefælle, børn eller hænger familiefotos, så giver journalisten også til en vis grad offentligheden adgang til disse menneskers privates sfære. Og det kan være problematisk, hvis der ikke indhentes samtykke.

I både Helvedes homo – en muslim springer ud og Jøde! indvies seerne i direkte samtaler mellem hovedpersonerne og deres familier om familiemedlemmernes medvirken og programmernes eksistens i det hele taget. Petra Nagel har også med fødslen af sin søn udtrykt skepsis i forhold til fortsat at åbne for sit privatliv. Det er efter udgivelsen af TV-programmet Jøde! også blevet offentliggjort, at Sanne Cigale Benmouyal, før hun "lod sig overtale", havde takket nej to gange til at lave programmet, fordi hun fra alle sider, herunder familie og venner, blev advaret mod at lave det.

Også bare i overskriften på den klumme (Jeg er blevet advaret mod at skrive denne klumme, men vi skal kunne tale om alt), som TV-programmet bygger på, fremgår hendes omgangskreds' holdning til hendes offentlige betroelse. Og da Sanne Cigale Benmouyal i den tredje og sidste episode af Jøde! vil konfrontere sin far med sin jødiske baggrund og den måde, familien har valgt at håndtere det på, har hun sat ham stævne på en restaurant, fordi han ikke vil have, at der bliver filmet i hjemmet. Sanne Cigale Benmouyal siger selv, at hun har ”skullet overtale sin far til det her” – fordi han egentlig ønsker, at hele familien ”holder lav profil”.

I kølvandet på mødet med sin far indrømmer hun også, at hun aldrig har hørt hans historie ”så konkret før”, og at det måske – som hendes far mener – skyldes hendes egen utålmodighed eller blot det faktum, at tiden ikke har været moden.

Netop denne scene mellem Sanne Cigale Benmouyal og hendes far illustrerer den væsentlige erindringsforskydning, som i andre – ofte skrevne værker – ikke medtænkes og skaber grobund for splittelse og forurettelse blandt de involverede efter offentliggørelsen. Scenarier, som også er åbenbaret i forbindelse med udgivelser af autofiktive værker.

Karl Ove Knausgård ligger som eksempel herpå lige til højrebenet. Hans mastodonte seksbindsværk Min kamp skabte diskussionen om, hvorvidt han både udleverede sin depressive kone og besudlede sin afdøde fars eftermæle, hvor sidstnævnte diskussion blev anført af faderens familie. I Danmark blev medierne også scene for et familiedrama i 2017 med Thomas Korsgaards debatroman Hvis der skulle komme et menneske forbi.

Karl Ove Knausgård skabte en diskussion om, hvorvidt han besudlede sin fars eftermæle i sit seksbindsværk Min Kamp. Foto: Rii Schroer/Ritzau Scanpix

Hele den autofiktive genre har ligesom confessional journalism været i højkonjunktur de seneste år, men den har også gang på gang været genstand for diskussion; for hvis der er tale om en sammenblanding af biografiske og fiktive elementer, hvornår kan læseren så tro på forfatteren? Og når der som oftest er tale om et retrospektivt blik baseret på erindring, hvordan kan læseren så vide sig sikker på, at forfatteren husker alt korrekt?

Mens denne diskussion overhovedet kan finde sted i forbindelse med autofiktionen, så hører den ikke hjemme på den journalistiske scene. Som det allerede står skrevet på side to i Journalistikkens grundtrin, er det faktuelle en kerneværdi i journalistik, og derfor beskrives journalistik og fiktion med henvisning til ordene af den svenske journalist Göran Rosenberg som ”to uforenelige værdisystemer”.

Adskillelsen beror på moral. Derfor handler det i sidste ende om den kontrakt, der er mellem journalist og læser om, at journalistens ord og bekendelser bygger på virkelige hændelser og er faktuelt korrekte. Men hukommelsen kan svigte for selv den bedste, og som det blev åbenbaret i scenen mellem Sanne Cigale Benmouyal og hendes far spiller tid en væsentlig rolle i forhold til erindringer og erfaringer.

Noget kan tyde på, at der i confessional journalism er en faldgrube, som såvel journalist som læser skal være opmærksom på. Det gælder i særdeleshed også, fordi journalistik ikke er et beskyttet erhverv, og flere klummeskribenter og essayister også optræder som skønlitterære forfattere.

Terapeutisk eller nedværdigende?
Confessional journalism har ifølge Rosalind Coward den særlige funktion at kunne virke terapeutisk på såvel journalisten som læserne eller seerne. Det kan spille en lettende, aftabuiserende rolle for begge parter. Det oplevede hun selv, da hun skrev klummen om sin mors demenssygdom: ”The column, they [the readers, red.] said, made them feel they were not alone with their difficulties, and they appreaciated having their own experiences with elderly dependents refelcted back to them,” skriver hun i artiklen PRACTICE REVIEW: JORUNALISM ETHICS AND CONFESSIONAL JOURNALISM.

Det samme giver eksempelvis også Sanne Cigale Benmouyal udtryk for i Jøde!, hvor hun i første episode omtaler den klumme, som programmet udspringer af, og som hun efterfølgende modtog adskillelige positive læserhenvendelser på. Rosalind Coward pointerer imidlertid også i førnævnte artikel med henvisning til de britiske journalister Rachel Johnson og Jill Parkin, at særligt kvinder optræder i kortlægningen af confessional journalism, og der kan være et vist pres forbundet med at bidrage til den slags journalistik.

Et pres, som journalisterne oplever fra redaktørernes side, der netop har en tendens til at vægte denne slags journalistik højere og højere og dermed ”tvinger” journalisterne til selvransagelse. Det har givet anledning til begrebet ”fem-humilation”, som omfatter journalistiske produkter, hvori kvindelige journalister bekender personlige svagheder eller fiaskoer i relation til primært kropsbevidsthed.

I en sådan diskurs synes Petra Nagels kropsbevidste program Petra elsker sig selv nærliggende at slå ned på, men det er seeropbakningen også. Programmet blev ved ZULU Awards 2018 kåret som ”Årets originale tv-program” og resulterede i en række udsolgte foredrag med hovedpersonen. Hvor grænsen går, er i sidste ende individuelt, men ifølge flere klummeskribenter eksisterer der en ”previously carefully observed line", som bør tages højde for – særligt når andre mennesker involveres.

Det kan godt betale sig at bruge sig selv i journalistikkens navn. Petra Nagel fik i 2018 en ZULU Award for Årets mest originale tv-program for Petra elsker sig selv. Foto: MALENE PORUP/Ritzau Scanpix

En løsning på den journalistiske krise?
Men hvis confessional journalism er forbundet med mange mulige forbehold for både journalister, redaktører og læsere, hvorfor melder flere og flere journalister sig så i rækken af bidragydere, mens læserne flokkes om de nyeste udgivelser? Ifølge Cecilie Sølvsten, der i specialet Mere end bare en god fortælling (Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2018) har undersøgt confessional journalism i en dansk kontekst, kan genren ”anskues som et redskab, hvorigennem den tabte forbindelse mellem journalistikken og borgerne kan genetableres”.

Hun henviser til den journalistiske krise og argumenterer ved at referere til Søren Schultz Jørgensen og Per Westergårds værk Den journalistiske forbindelse for, at genren rummer den fornyelse af journalistikken, som mange læsere efterspørger, så de på ny kan identificere sig med journalistikken og føle sig forbundet med et givent medie.

Netop begrebet identitet er ifølge Søren Schultz Jørgensen og Per Westergård centralt i produktionen af journalistik i dag, og ifølge Cecilie Sølvsten har genren grundet sin stilistik en ”iboende evne til at skabe identifikation, indlevelse og en relation mellem læser og skribent, som kan tilføre identitet til et medie, ligesom stilartens brud med objektiviteten netop kan være med til at tiltrække læsere.”

Fremgangen i formatet vidner om nogle klare forskydninger i produktionen af journalistik. For selvom det rummer faldgruber for såvel journalister som læsere, må præmissen bero på, at der blandt begge parter eksisterer en bevidsthed herom, og det subjektive hverken insisterer på eller opfattes som det faktuelle, men til enhver tid efterstræber sandfærdighed, så den moralske grænse mellem journalistik og fiktion ikke overskrides.