Mediernes game frame har vundet

De seneste årtier er der sket et skifte i mediernes framing af politik. Mediernes fokus på partiernes strategier har nu overhalet den substantielle dækning af politiske sager. Tilbage i 60'erne handlede mediernes historier om indholdet i politikernes taler og budskaber. I dag stiller medierne ofte det samme spørgsmål: Hvem vinder, og hvem taber?

Socialdemokraterne ligger i spidsen - men kun lige netop, da Venstre langsomt haler ind sammen med de Radikale. Konservative danner bagtrop, men formår siden sidste kapløb at nuppe Venstre i haserne.

Politiske strategier og knockouts

Med game framing af det politiske liv dækkes politik som et hestevæddeløb, hvor det debatteres og analyseres, hvem der er foran i meningsmålingerne og hvorfor.

Tænk eksempelvis tilbage på den seneste valgkamps tv-dueller mellem Lars og Helle - som Danmark i øvrigt med denne udvikling er kommet på fornavn med. Du skulle ikke vente i mange minutter efter debatternes afrunding, før samtlige store medier bragte analyser af aftenens duel. Vel at mærke analyser af de to modstanderes retoriske strategier og ikke mindst konklusioner af, hvem der gjorde det bedst.

Game framing er altså mediernes måde at gøre det politiske landskab en smule mere spiseligt ved at dække og kommentere på partiernes taktikker og motiver. Det kan også gå så vidt, at medierne dækker sin egen rolle i den politiske sfære. Eller dækker de mere underholdende elementer som politikernes skandalesager, baggrund og karaktertræk - eksempelvis Løkkes fadbamser og Thornings Gucci-tasker.

Helles trang til Gucci-tasker og andet kræs forfølger hende stadig i mediebilledet. Presseafdelingen hos Berlingske vurderede løseligt, at Thorning-Schmidt havde tasker for en kvart million kroner. Kilde: Information.

Et andet særligt kendetegn ved mediers game framing af politik er, at der ofte benyttes metaforer lånt fra sportens verden. I et game frame vil du eksempelvis støde på sprogbrug som for eksempel partier, der bliver knockoutet, spiller på modstanderens banehalvdel, sætter et nyt hold eller er bagud på point.

Hvad er mediernes gulerod?

Men hvorfor bruger medierne så meget energi på at dække de strategiske elementer i dansk politik frem for en mere substantiel vinkling? Det er der tre grunde til.

1 - Spillet er objektivt

Med professionaliseringen af den politiske kommunikation føler journalisterne det i stigende grad som deres pligt at forklare partiernes strategier - for at bevare deres image som objektive og uafhængige aktører. Det er svært at agere den fjerde statsmagt, hvis man kan blive klandret for at tage parti eller tale mere om nogle partiers budskaber end andres.

Og hvad er det modsatte af at tage parti? Det er at skyde alle partiernes argumenter ned og forsøge at skære ud i pap for danskerne, hvordan budskaberne i virkeligheden bare er udtryk for partiernes kamp om vælgernes gunst.

En typisk måde at lave game framing er ved at lave en historie om partiernes opbakning blandt vælgerne - nemlig meningsmålinger. Mediedækning af meningsmålinger har den fordel, at den altid er objektiv og nærmest "forskningsbaseret". Derimod havde en fortolkning af politiske emner i højere grad været i fare for at fremstå vinklet eller farvet. Og det er den værste beskyldning, en journalist kan forestille sig.

Der gik kun Panorama i den på grund af den røde presse. Screen shot fra Politiken.

Med game framing bevarer medierne altså deres objektivitet og uafhængighed af det politiske system.

2 - Spillet er billigt

Det er ikke længere nok at udgive en morgenavis, hvis man vil overleve som nyhedsmedie. Og i forlængelse af ovenstående professionaliserings-pointe, så er der absolut ikke mindre pres på, som tiden går. Medierne skal i sidste ende tjene penge for at kunne løbe rundt. De skal producere en masse indhold - og det skal gå hurtigt.

Og det kræver tid, hvis en journalist ønsker at bringe en politisk historie. Det kræver samtidig et bredt netværk at få fat i den helt rigtige ekspertkilde, der kan fortælle om detaljer og konsekvenser ved den politiske sag. Journalisten kan derfor med fordel vælge at bringe den samme politiske historie med fokus på det politiske spil. Det kræver blot et opkald til en af mediets sædvanlige politiske kommentatorer. Muligvis krydret med en lækker grafik, som formentlig kan opdateres fra en tidligere version.

På den måde behøver journalisten hverken at sætte sig ind i detaljerne i sagen eller at samle en masse krævende kilder og information.

Udbredelsen af spin-programmer i mediebilledet taler for sig selv. Med game framing sparer medierne altså ressourcer og kan hurtigere producere indhold.

Med eller uden spin. Game framing er stadig i højsædet hos 'Jersild minus spin'. Program sendt den 27. maj 2016.

3 - Spillet er elsket

Men hvorfor er den strategiske vinkling af politik så effektiv? Fordi det politiske spil sælger. I medieverdenen taler man ofte om fem nyhedskriterier, der styrker den gode historie: aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Og med et fokus på det politiske spil opfylder en historie ofte kriterierne konflikt, sensation og identifikation.

Det politiske spil udgør ofte en konflikt mellem to eller flere partier eller politikere. Historien opfylder sensations-kriteriet, hvis der for eksempel er tale om en dækning af skandalesager eller partier, der går væsentligt frem eller tilbage i meningsmålingerne. Desuden giver strategisk framing ofte medierne mulighed for at personalisere nyhederne. Og det sælger at sætte nogle personer og ansigter på historien, da det skaber identifikation.

Det tiltrækker simpelthen et større og bredere publikum at dække kendte politikeres baggrund og deres politiske succeser og fiaskoer end at tale om deres konkrete budskaber. Game framing er derfor en fiks metode til at spice en hvilket som helst politisk begivenhed op med lidt konflikt, sensation eller identifikation.

Med game framing kan medierne altså nemmere sælge ellers tungt og kedeligt politisk stof.

Et eksempel: Pape vs. Løkke

Lad os tage et eksempel. Eva Kjer Hansen præsenterede i december landbrugspakken som et initiativ, der ville være en stor gevinst for miljøet. Den påstand var en række eksperter ikke helt enige i. Og efter samrådet i februar erklærede de Konservative og hele rød blok ministeren mistillid. Lars Løkke var ikke meget for at fyre Eva Kjer Hansen og truede blandt andet de Konservatives formand Søren Pape med at udskrive valg, hvis han ikke ombestemte sig. Den 27. februar trak Eva Kjer Hansen sig, og der blev ikke udskrevet valg.

Deadline den 26. marts

Hvorfor valgte Lars Løkke at spille højt spil mod Søren Pape? Hvad var hans motivation for pludselig at tage ordet "valg" i sin mund? Og hvad vil kampens hede afrunding få af betydning for magtbalancen i blå blok?

Det kan de fleste danskere formentlig komme med et bud på.

Medierne havde nemlig meget travlt med at dække landbrugspakke-sagen som en magtkamp mellem Søren Pape og Lars Løkke. Rubrikkerne fra februar måned 2016 trækker heftigt på teaterscenen og sportsverdenen.

Men hvad var egentlig problemet med landbrugspakken? Hvad var det nøjagtigt for informationer, der var misvisende ifølge eksperterne på samrådet? Og hvilke konsekvenser har landbrugspakken for miljøet?

Det er der nok færre, der ved. Og hvorfor? Fordi medierne fokuserede på det politiske spil og partiernes strategier frem for den politiske substans.

Debatten var på pletten knap 24 timer efter Lars Løkke Rasmussen på de sociale medier havde proklameret sin tvivl om den siddende regerings overlevelse.

Why care?

Og hvad betyder det så, at medierne godt kan lide at tale om strategi frem for substans? Den oplagte kritik er, at det er et demokratisk problem, at borgerne ikke oplyses om den politiske substans. Det må jo alt andet lige betyde, at vi ved mindre om selve indholdet i politiske emner og dermed er dårligere rustet til at træffe en oplyst beslutning ved demokratiske valg.

Samtidig har flere studier vist, at det gør os mere negative over for politik generelt og skaber en fremmedgørelse over for den politiske proces.

Men game framingen er mere underholdende end en tør gennemgang af politiske sager, lovforslag og forhandlinger. Derfor kan game framing omvendt skabe mere interesse for politik og ad den vej øge både politisk vidensniveau og politisk engagement i befolkningen. Ja, måske er spilmetaforen ligefrem mere demokratisk, fordi den er til at forstå.

Eller måske er det i netop disse tider decideret uansvarligt af medierne at vinkle politik som et horse race om vælgernes stemmer, når der i virkeligheden er tale om et nulsumsspil, der rækker langt ud over danske spillere såvel som tilskuere.

Uanset konsekvensen af game framing er det værd at bide mærke i, at det helt er ved at overtage mediebilledet. Det er særligt interessant for partierne selv. Det er nemlig en strategisk pointe i sig selv, at de fleste politiske beslutninger bliver dækket som et magtspil frem for et spørgsmål om politisk indhold. Partier har derfor god grund til at tænke en ekstra gang over deres strategiske fremtræden.

Alt andet ville være politisk selvmål.