Når røgen har lagt sig om medieforliget, og branchens reaktioner er ovre, er det tid til at løfte blikket og vurdere forligets længerevarende konsekvenser. De vedrører ikke bare medierne, men demokratiet.
Mette Bock er overskrifternes minister. Hun har præsenteret et smalt medieforlig med en historisk beskæring af DR. Det hovedpunkt – og stridspunkt – har hun præsenteret ved at sige de samme to ting på alle platforme og hele tiden: DR skal gennemgå en ’renæssance’, altså en genfødsel, til sit ophav i 1925, hvor Statsradiofonien kom til verden. Det betyder, at DR skal være en ’fokuseret kulturinstitution’ i stedet for at være en multimedie-’mastodont’, der rummer ’alt for alle’.
Bock bruger historien til at legitimere en historisk beskæring af DR. Men hun bruger samtidig historien til at markedsføre et opgør med hele grundidéen med public service og det begreb om demokrati, den er en del af. Hendes historie har bare intet hold i virkeligheden.
Kulturminister Mette Bock mener, DR skal gennemgå en renæssance, og vil samtidig gøre op med public service-forpligtelsen. Foto: Linda Kastrup/Scanpix Ritzau.
For da Statsradiofonien opstod, skulle den netop være alt for alle! Radio skulle nå ud til alle i hele landet, og den skulle berøre alle dele af samfundslivet. Radioloven fra 1929 angiver tydeligt, at Statsradiofoniens formål er at sende programmer af ”alsidig, kulturel og oplysende karakter.”
At være ’alt for alle’ udtrykker hele grundtanken i public service: diversitet (’alt’) og universalitet (for alle). Man skal ikke kun tage sig af de emner og programmer, som den private mediesektor ikke kan tjene penge på; man skal ikke kun henvende sig til bestemte målgrupper, hvad enten de kan puttes i kasser som æggehoveder, provinsboere eller børn.
Idéen om public service-medier hænger tæt sammen med idealer om demokratisk dannelse. Alle borgere skal have adgang til et offentligt forum, der rummer både oplysning, oplevelse og information. I begyndelsen var Statsradiofonien ganske vist ikke ligefrem et forum, hvor lytterne kom til orde i stor stil. Men grundlaget var lagt til en politisk forståelse af, at medier er et offentligt gode i et demokrati. De er for vigtige til kun at være overladt til private medieudbydere, der naturligvis ofte må se mere på den økonomiske bundlinje end den samfundsmæssige overligger.
Hvor skal DR skære?
Det DR, Mette Bock ønsker, er en ’fokuseret kulturinstitution’. Flere kommentatorer spurgte forgæves ministeren lige efter forligets offentliggørelse, hvad DR så ikke skal bringe, når økonomien beskæres med en femtedel. Naturligvis fik vi ingen svar. Vigtigere er det måske i stedet at spørge, hvad vi faktisk får, når DR åbenbart ikke længere skal nå alle med alt.
Når DR ikke længere skal nå alle, får vi en splittelse af befolkningen. Nogle får en gourmet-menu med blandede retter fra public service- og især udenlandsk ejede private aktører. DR’s skrabede public service-menu bliver især for de grupper, der ikke kan betale for streamingtjenester, eller som ikke vil betale med deres data til AGFA (Apple, Google, Facebook og Amazon).
DR's egenproduktion Matador
blev af seere i 2015 kåret til at være det bedste program i DR. Oplysende danmarkshistorie for alle.
Og hvad får vi, når DR ikke længere skal producere alle slags programmer? Det er ikke bare X Factor, der ryger. Vi får en begrænsning af befolkningens oplevelses- og oplysningsunivers, når DR skal til at stå for nyheder og kulturprogrammer, de kommercielle medier ikke kan sælge. Forliget understøtter en opfattelse af, at nyheder og kultur er varer, vi som forbrugere kan vælge til og fra. Det er langt fra de historiske idealer om, at kultur i alle dets afskygninger er en vigtig del af samfundslivet, og det er langt fra troen på, at nyhedsinformation bare er en del, omend en vigtig del, af den demokratiske debat.
Selvfølgelig kan man ikke udvikle public service i det 21. århundrede ved bare at kopiere nationalstatens behov efter 1. verdenskrig, hvilket havde smadret industrialismens optimisme og rokket kolonialismens hierarkier. Det er medieforligets totale udgrænsning af de globale problemer med AGFA det tydeligste bevis på.
Men ministeren inviterer altså selv til lidt historisk kildekritik. Og hendes løsagtige omgang med mediehistorien viser måske tydeligere, end vi længe har set, hvor vanskeligt det er blevet at debattere medier herhjemme som andet og mere end noget, der skal forstås ud fra en kortsigtet økonomisk logik.
Den vanskelighed indsnævrer vores forståelse af kultur som en vigtig klangbund i livet, og den begrænser vores opfattelse af medierne som fora, hvor man kan være enige om at være uenige. Kort sagt, forliget begrænser alles demokratiske muligheder.