Framing, følelser og fortid: kampen om DR og mediedebatten

”Han skal væk fra den stilling. Det mener jeg helt afgørende,” lød det fra Søren Espersen (DF) om en DR-journalist efter en Deadline-udsendelse 18. januar.

Omdrejningspunktet var et interview med formanden for Trykkefrihedsselskabet, der samme dag have tildelt en pris til en engelsk, højreorienteret og islamkritisk aktivist. Ifølge Søren Espersen var dele af interviewet fra DR’s side ”journalistisk manipulation”, og han ville gå til både kulturministeren og DR’s bestyrelse med sin kritik.

At en politiker offentligt og direkte kræver én bestemt journalist på DR omplaceret og fjernet fra programmet, har efterfølgende vakt stor furore og forargelse.

Det er – for mange – et brud på armslængdeprincippet og endnu et skred i (medie)politisk situationsfornemmelse; de stødvise skred, som gennem længere tid har præget mediedebatten og særligt forholdet til DR. Men hvorfor skrider det, og hvorhen?

En ”mediemastodont” befolket af ”røde lejesvende” med "fede lønninger". Det er blot nogle af de frames, der har verseret i debatten, og som klæber sig til DR. At frame er grundlæggende at udvælge nogle bestemte vinkler og fremhæve dem i en tekst, som gennem eksponering kan cirkulere og vinde indpas i sprog og bevidsthed.

For at besvare dette må der kigges tilbage – og indad. Ikke bare på det seneste medieforlig, men helt tilbage til Statsradiofoniens start og udvikling. Og ligeledes på de politiske, kollektive og personlige mekanismer, som er en del af debatten og framingen af mediepolitikken og DR. Framing og effekten heraf kan være magtfuld, og derfor er det både vigtigt og interessant at undersøge nærmere, hvilke mekanismer der gør sig gældende.

Det er svært for DR at slippe væk fra sit image som propagandaorgan for venstrefløjen. Her et eksempel fra Hodjanernes Blog.

Gentagelser skaber virkelighed

En ”mediemastodont” befolket af ”røde lejesvende” med "fede lønninger". Det er blot nogle af de frames, der har verseret i debatten, og som klæber sig til DR.

At frame er grundlæggende at udvælge nogle bestemte vinkler og fremhæve dem i en tekst, som gennem eksponering kan cirkulere og vinde indpas i sprog og bevidsthed. Det opstår således ved gentagelser gennem tid, og for at en framing er særligt effektfuld, skal den være dyb og derfor gentages mange gange over mange år. Og er en frame først plantet i vores hjerner, sprog og offentlige bevidsthed, så er den svær at fjerne.

Det forklarer professor i kognitiv lingvistik George Lakoff, der i amerikansk kontekst arbejder med, hvordan sprog påvirker hjernen og herigennem former vores (politiske) virkelighed. I Danmark taler vi om en ”ny medievirkelighed”, men vi glemmer ofte, at det den gamle, der ligger til grund for den nye.

For DR’s vedkommende er disse frames gentagne gange blevet brugt og dermed styrket af særligt politikere. Allerede i 1927, to år efter Statsradiofoniens fødsel, stod der i Nationaltidende, ”at radioen kunne udnyttes som ’agitationsmiddel’” for Socialdemokratiet.

Første gang, udtrykket “røde lejesvende” så dagens lys, var i 1968, hvor en politiker efter et kritisk interview skrev: ”Skal regeringen […] dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende?”. Dermed blev framingen og udtrykket et led i en politisk kamp om indflydelse på DR og et forspil til en lang række debatter, der siden har udspillet sig og til stadighed gør. ”De røde lejesvende” har gået sin sejrsgang i medierne og den offentlige debat. Et stereotypt billede, der ud fra forskning i nutidens DR er blevet

tilbagevist flere gange, eksempelvis af forskere fra Syddansk Universitet (se henvisning nederst).

Alligevel klæber forestillingerne om DR-journalisters manglende politiske og journalistiske objektivitet stadig til DR, hvilket Søren Espersens seneste udtalelser og anklager om ”åbenlys journalistisk bedrageri” (Politiken, 28. januar) medvirker til. Fakta slår nemlig ikke altid framing – eller følelser.

Som statsfinansieret public service-medie vil DR altid være et både politisk og personligt emne, fordi det selvsagt vedrører os alle. Ikke alene, fordi alle har en økonomisk aktie og investering i foretagendet, men også, fordi DR har en plads i vores kollektive og private mediebrug og dermed minder.

DR er noget, vi diskuterer med hinanden

Som statsfinansieret public service-medie vil DR altid være et både politisk og personligt emne, fordi det selvsagt vedrører os alle. Ikke alene, fordi alle har en økonomisk aktie og investering i foretagendet, men også, fordi DR har en plads i vores kollektive og private mediebrug og dermed minder.

Hvor mediebilledet tidligere var præget af færre udbydere, var DR’s udsendelser naturligt noget, man samledes om i stuerne – fra DR’s dramaserier over nyhedsudsendelser til live-tv ved skelsættende begivenheder. Og selvom den nye medievirkelighed har gjort sit indtog med streaming og Netflix, viste Medieudviklingen 2018 (DR Medieforskning) eksempelvis, at danskerne stadig samles om de store begivenheder på tv.

Mange har derfor også investeret såvel tid som oplevelser og følelser i DR’s produkter, og det har den betydning, at vi i langt højere grad end ved andre statsfinansierede organisationer, medier og tiltag har et kollektivt, historisk og affektivt forhold dertil. Derfor er DR noget, vi diskuterer med hinanden, og noget, vi alle har en holdning til.

Det er naturligvis legitimt, at vores holdninger hertil divergerer, men vi skal være bevidste om, at vores opfattelser også er formet af politikeres og mediers framing af DR. For politisk retorik og medieeksponering (med)skaber framing og en dagsorden i den offentlige debat og dermed også forudsætningerne for at danne forståelser og holdninger.

”Licenshesten” Jazz blev genstand for stor opstandelse i 2017, da det kom frem, at den var blevet fløjet til USA – for at en korrespondents hustru kunne ride i Washington D.C. Historien skabte massiv debat om DR’s politiske dispositioner og var samtidig et effektivt billede og en stærk metafor over, hvordan DR forvaltede vores penge.

Hesten Jazz og mangfoldighedskonsulenten

Netop en række opsigtsvækkende nyheder om brugen af licenskroner var bidragende, dagsordensættende og holdningsskabende i processen og debatten op til medieforliget 2018. Eksemplerne er mange. De dårlige DR-sager rullede nemlig frem op til medieforhandlingerne. Og det samme gjorde de politiske udmeldinger med krav om ”slankning”, ”udflytning” og ”fokusering”.

For eksempel var ”licenshesten” Jazz genstand for stor opstandelse, da det kom frem, at den var blevet fløjet til USA – for at en korrespondents hustru kunne ride i Washington D.C. Historien skabte massiv debat om DR’s politiske dispositioner og var samtidig et effektivt billede og en stærk metafor over, hvordan DR forvaltede vores penge.

Det metaforiske billede er virkningsfuldt og planter sig nemt på nethinden: en hest i en flyvemaskine for licenskroner. Det er der ikke meget public service over.

Så var der historien om mangfoldighedskonsulenten, der blev velbetalt for at lave, hvad der i den brede befolkning opfattedes som pseudoarbejde. Også denne sag aktiverer nogle effektive billeder, der ramte et moralsk klimaks: Både den ”fede løn” og jobbeskrivelsen, hvis værdi flere ikke forstod, var genstand for kritik, blandt andet fordi det ikke harmonerede med det aktuelle kulturelle klima og moralske kompas.

For DR’s vedkommende er disse frames gentagne gange blevet brugt og dermed styrket af særligt politikere. Allerede i 1927, to år efter Statsradiofoniens fødsel, stod der i Nationaltidende, ”at radioen kunne udnyttes som ’agitationsmiddel’” for Socialdemokratiet. Første gang, udtrykket “røde lejesvende” så dagens lys, var i 1968, hvor en politiker efter et kritisk interview skrev: ”Skal regeringen […] dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende?”

Disse sager blev en lavine for DR, og det politiske og folkelige pres voksede. Det var nemlig også samtidig et symbol på den moderne statslige skandale, hvor offentlige penge forvaltes i strid med moral.

Netop moral – eller oplevelsen af mangel på samme – er ifølge George Lakoff centralt for hjernens forhold til politik. Han påpeger, at morale grundlæggende er koblet til følelser, og at oplevelsen af amoralsk opførsel kan få betydning for den politiske debat og beslutninger, fordi politik og magt hænger tæt sammen med, hvordan vi forstår moralitet.

Det emotionelle aftryk, som sagerne efterlod, blev blandt andet brugt politisk. DF’s daværende medieordfører udtalte i sommeren op til medieforhandlingerne: ”I mine ører lyder det som om, at DR's skjulte dagsorden er at komme et medieforlig i forkøbet med dets eventuelle nedskæringer ved at opfinde en konsulentstilling, så man kan sige, at man løser mangfoldighedsopgaver.” (Berlingske 1. august 2017).

Sagerne og den politiske retorik skabte et nærmest dramaturgisk forløb, hvor ”point of no return” for længst var passeret, da medieordførerne fra den daværende regering med kulturminister Mette Bock (LA) i spidsen holdt pressemøde 16. marts 2018. Her blev der varmet op til en slutning og beslutning med konsekvenser, hvor DR skulle ”slankes” og ”fokuseres”. Der udspillede sig en sproglig kamp, ”the frame game” som det populært betegnes, om at vinde fortolkningen af virkeligheden og derigennem også den

offentlige opinion.

Resultatet blev medieforliget 2018, hvor DR blev kraftigt beskåret med 20 %. I samme mediedebat og -forlig blev Radio24syv i endnu højere grad end DR framet som et ”københavnermedie” fra politisk side. Radio24syv endte med at lukke efter specifikke udflytningskrav.

I dag kan det konstateres, at der indtil videre er langt fra København til den nye Radio 4 i Aarhus – i hvert fald for politikere, som helst deltager per telefon eller i det københavnske satellitstudie. Man kan derfor frygte, at den politiske retorik med ønsker om fx detailstyring og geografisk placering har betydning for pressens selvstændighed og fuldstændig grundlæggende kritiske funktion. For skal man være bange for politisk hævn, hvis man går hårdt til magthaverne eller udfordrer de gængse holdninger?

Den politiske retorik og framing er derfor også et spørgsmål om politisk magt, hvor medier og især magthavere har et stort ansvar. Midt i en medietid, hvor fake news, Facebook-manipulation og faktakrig bliver diskuteret, er der lige nu – muligvis mere end nogensinde – brug for en uafhængig og kritisk presse, som politikerne ikke forsøger at detailregulere eller udøve misforstået magt over.

Demokratiets kerne – og mulige krise

Der har været afstandtagen til Søren Espersens udtalelser fra bred politisk side, og kulturminister Joy Mogensen (S) har markeret, at det var ”over stregen”. Men selvom Søren Espersen ikke umiddelbart har politisk magt, som han har agt, har han stadig mediemagt.

Når en specifik journalist kræves omplaceret, medvirker ordene samtidig til en reaktivering af forestillinger, som ikke har hold i fakta, men følelser, fordomme og fortid. Fortællingerne ”om de røde lejesvende”, og herunder DR’s påståede manglende politiske objektivitet, er mættet af affektiv ophobning på grund af deres akkumulering i kulturen og cirkulation i medierne. Både den

forgangne og aktuelle mediedebat viser, hvordan framing og effekten heraf kan være magtfuld.

Det er medieforliget med både DR’s besparelser og konsekvenserne for Radio24syv eksempler på. Den politiske retorik og framing er derfor også et spørgsmål om politisk magt, hvor medier og især magthavere har et stort ansvar. Midt i en medietid, hvor fake news, Facebook-manipulation og faktakrig bliver diskuteret, er der lige nu – muligvis mere end nogensinde – brug for en uafhængig og kritisk presse, som politikerne ikke forsøger at detailregulere eller udøve misforstået magt over.

Aktuelt kan vi kigge ud i verden for at se, hvordan pressefrihed og armslængde under pres ser ud: Vi kan kigge til Ungarn. Vi kan kigge til Ukraine. Vi kan kigge til Tyrkiet. Vi kan kigge til Italien. Vi kan kigge til USA. Vi kan også kigge på os selv. Det viser den mediepolitiske tilstand, at vi er nødt til. Pressefrihed er kernen i et velfungerende demokrati.

Armslængdeprincippet er elementært, og public service er dyrebart. Det må ikke skride, og derfor bør særligt politikerne i mediedebatten og de kommende medieforhandlinger tage deres ansvar for såvel debatten som demokratiet og Danmark.

Indlægget er skrevet med udgangspunkt i mit speciale om medieforliget 2018: "Affektiv framing er politisk magt: DR er noget, vi diskuterer med hinanden" (Aalborg Universitet, 2018)

Henvisning i teksten: Erik Albæk, Nicolas Hopmann, C.H. Vreese: Kunsten at holde balancen – Dækningen af folketingsvalgkampe i tv-nyhederne på DR1 og TV2 1994-2007 (2010), Syddansk Universitet.