Når Frihedens Soldat udfordrer ytringsfriheden

Ytringsfriheden og mediernes forvaltning af den bliver i disse dage udsat for en live betatest, hvor politiske og publicistiske holdninger støder sammen i et gigantisk dilemma.

Er Rasmus Paludan en trojansk hest, der er lukket ind i en demokratisk arena, hvor der er højt til loftet? Er ytringsfriheden blevet en gratis adgangsbillet til at opfordre til racisme eller andre former for ekstreme holdninger?

Den jurauddannede Rasmus Paludan, der er tidligere medlem af Radikal Ungdom, Junibevægelsen, Venstre og Nye Borgerlige, stiftede partiet Stram Kurs i 2017 med det primære formål at skabe et forbud mod islam i Danmark.

Efter en dom på 14 dages betinget fængsel til Paludan, 53 demonstrationer og en udgift til staten på 24 millioner kroner senere står vi nu i den situation, at de færreste kan finde ud af, hvordan medierne skal håndtere en politisk vildbasse, der konstant udfordrer de traditionelle spilleregler og i flere tilfælde efterlader bydele i ragnarok, når han har optrådt med noget, der minder om et bizart politisk teater.

Udviklingen i vælgererklæringer til Stram Kurs i 2019.

Danernes Lys og ytringsfriheden

Efter Blågårds Plads på Nørrebro i København den 14. april var i noget, der til forveksling kunne ligne en undtagelsestilstand, blev det hurtigt i Mediedanmark en obligatorisk øvelse at forholde sig til, hvorvidt Rasmus Paludan og hans politiske manifestationer fik for megen medieomtale. Dansen om ytringsfriheden var begyndt.

Presselogen på TV 2 News gik slæbende i gang med de sædvanlige øvelser med lommeuldsberetninger fra de øverste redaktionslokaler fra landets tungeste mediehuse, mens Rasmus Paludans politiske modstandere på de sociale medier lystigt skændtes om, hvem der havde ansvaret for, at Stram Kurs havde retning mod landets parlament. I takt med, at Stram Kurs fik flere og flere vælgererklæringer, steg panikken og forklaringsdebattørerne fik travlt.

Var det medierne, der havde eksponeret en politisk ekstremist, og var medieomtalen en gave til noget, der kunne ligne et politisk teater? Eller var Rasmus Paludan blot en fortsættelse af noget, vi har set i lang tid, men blot i en mere ekstrem udgave? Noget, der skulle ties ihjel.

Mediekendissen Adam Holm så Rasmus Paludan som gammel vin på nye flasker: »Rasmus Paludan er blot en logisk fortsættelse af en lang linje af islamofobiske og antimuslimske ytringer, som længe har lydt fra Christiansborg... Paludan er et symptom på noget, som er galt inde i os og i vores samfund,« skrev han på Altinget.

Rasmus Paludans dans med de danske medier udfordrede de fleste politiske iagttagere og meningsdannere. Ytringsfrihed var noget, der var blevet taget for givet i det danske velfærdssamfund. Men nu blev der råbt: Sluk for mikrofonen!

Nordens Håb og mediemuren

Det er svært at bebrejde nyhedsmedierne, at de beretter om dramatiske hændelser, der foregår lige for snuden af dem. Det, der foregik på Nørrebro den 14. april, havde en karakter, der ud fra et nyhedskriterium var umuligt at komme udenom.

Rasmus Paludans politiske happening skabte voldsomme uroligheder på og omkring Blågårds Plads. Flere steder blev der sat ild til containere, og der blev kastet med flasker, sten og kanonslag. Politiet var massivt til stede og omringede til sidst hele pladsen med omkring 7-8 salatfade og brugte tåregas mod demonstranterne.

I uge 16 eksploderede mediedækningen af Rasmus Paludan fuldstændig.

Men hvad så med tiden inden den 14. april? Badede de danske publicistiske nyhedsmedier sig i vild og voldsom Paludan-omtale? Svaret er nej. Der har løbende i januar, februar og marts været medieomtale af Rasmus Paludan, men den har været sparsom. Nogle vil nok mene, at der har været for meget, men voldsom har den ikke været.

Langt størstedelen af medieomtalen af Rasmus Paludan er foregået under og efter 14. april. Det har til gengæld været med en så massiv kraft, at status er, at Rasmus Paludan i 2019 har fået mere medieomtale i de landsdækkende trykte medier og nyhedsudsendelserne i radio/TV end partilederne Morten Østergaard, Uffe Elbæk, Pernille Skipper og Pia Olsen Dyhr.

De andre partilederes synlighed.

Så der er et før 14. april-scenarium og et efter 14. april-scenarium. Men vi kan også konstatere, at befolkningens vælgererklæringer korrelerer med nyhedsmediernes dækning.

I statistik plejer man at sige, at fordi der et år er markant flere storke, der besøger Danmark, og der i samme år bliver født markant flere børn, så er det ikke en garant for, at der er en direkte sammenhæng mellem de to variabler. På samme måde skal man være varsom med at forklare de øgede vælgererklæringer med mediernes dækning.

Pilen peger nok nærmere på de sociale medier. Og her er det vanskeligere at frikende nyhedsmedierne (se artikel af Jan Birkemose).

Samfundets Vogter og den syge netkultur

Fra Politikens fornemmeste hjørnekontor på Rådhuspladsen blev der nikket genkendende til, at forklaringen på den øgede tilslutning til Stram Kurs ikke lå hos de etablerede publicistiske medier. I noget, der kunne ligne en offentlig ansvarsfraskrivelse, skrev Politikens chefredaktør, Christian Jensen, en leder, der forklarede, hvorfor medierne ikke skulle tie Paludan ihjel – Nada-strategien, som Paludan selv havde foreslået.

I lederen forklarede Christian Jensen, at Rasmus Paludans fremgang skyldtes en ”syg netkultur”: »Rasmus Paludan er et grufuldt produkt af den digitale tidsalders nedrige mobbekultur.«

Christian Jensens udpegning af internettet som den ansvarlige medieskurk må betragtes som en dobbelt salto med fuld skrue og flad mavelanding. At han selv er en del af den ”syg(e) netkultur” faldt ham åbenbart ikke ind. Kommentarsporene på Politikens netartikler er ofte et lystigt galopridt udi grov kammertone, for slet ikke at tale om alle de medier, der indgår i JP/Politikens koncern.

Koncernen JP/Politiken er sammen med Berlingske Media hovedsponsor for clickbaits og amokløb i Facebooks kommentarspor. Men beskeden fra Rådhuspladsen var: Vi skal fortsat dække Paludan, men det er Zuckerberg og tech-giganterne fra Silicon Valley, der har skylden for populismens fremgang. Man kunne mærke JP/Politikens direktør, Stig Ørskov, smile veltilfreds i baggrunden.

Jyllands-Posten har ikke holdt sig tilbage i dækningen af Paludan-fænomenet. Men det er vigtigt at pointere, at megen af den omtale af Stram Kurs og advokaten med den bløde sixpence er foregået i debatsektionerne. Den store dækning er således ikke kun redaktionel omtale, men især i valget af debatstof.

De landsdækkende dagblades dækning af Rasmus Paludan.

Fredens Skaber og partilederrunderne

Da det i slutningen af april stod klart, at det var ved at lykkes Rasmus Paludan – mod manges forventning – at samle vælgererklæringer nok til at stille op til det snarlige folketingsvalg, betød det, at han muligvis også skulle inviteres ind i mediernes hellige haller og deltage i de tv-transmitterede partilederrunder i DR og TV 2.

Partilederrunderne på tv er ofte en lakmusprøve på, hvordan de gamle, store medier vil håndtere et valg. Derfor er partilederrunderne ofte meget omdiskuterede. Hvem bliver inviteret med, og hvem får ikke adgang til at stå foran kameraerne? Skal alle partiledere med – også dem der endnu ikke er i Folketinget – eller skal man lave en slags præsidentkamp mellem statsministeren og Mette Frederiksen?

Det vækker altid debat, hvordan de to statsejede tv-stationer vælger at gribe et valg an. Og nu var Rasmus Paludan også dukket op, for at det ikke skulle være løgn. En elefant var ankommet i medierummet, som mediekommentator på Information, Lasse Jensen, formulerede det.

»Vi vil forsøge at være fair,« sagde nyhedsdirektør på TV 2, Mikkel Hertz, til Berlingske Tidende, men tilføjede: » Hvis nogen har en adfærd, som er ødelæggende for debatten. Da er det studieværten og den pågældende redaktørs opgave at sige, nu skal vi lige lukke for boks A, fordi nu går personen over stregen.«

Regeringens partiledere (og støttepartient DF's) fik mere medieomtale end Rasmus Paludan frem til demonstrationen på Nørrebro.

DR's nyhedschef, Thomas Falbe, havde den samme udmelding. Rasmus Paludan ville blive inviteret i tv-studiet, men: »Vi har en interesse i at sikre, at de politiske debatter bliver både sobre, nøgterne og inden for lovgivningens rammer. Når DR inviterer partiledere ind i studiet og programmerne, så er det på nogle spilleregler og en bane, som vi kridter op, og det forventer vi, at alle accepterer på forhånd,« forklarede han til dr.dk.

Reaktionerne kom med ekspresfart fra Dansk Folkeparti, der på den ene side ikke forgudede deres nye politiske modstander fra Stram Kurs, men på den anden side lugtede en begyndende censur fra de etablerede mediers side mod alt dét, der i deres øjne ikke var politisk korrekt. Eliten ville lukke munden på de indvandrerkritiske partier.

»Det giver mindelser om, da svensk tv i september 2018 valgte side og afviste Sverigedemokraternas Jimmie Åkessons udtalelser som racistiske. Lige så skrupforkert det var dengang, SVT gjorde sig til aktiv deltager i debatten, lige så forkert er det, når TV2 nu har planer om at gøre det samme,« skrev Svend Lindhardt, folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Den Korte Avis den 29. april og fortsatte:

»Og det varsler ilde for os, at vi har en nyhedsformidling, der er vokset sammen med eliten, hvis prægtige og pæne mennesker I åbenlyst har solidariseret jer med. I har i den forbindelse gjort journalistik til en meningsdisciplin, hvor I anvender journalistikken til at bekæmper dem, der er uenige med jer. Det er kvalmende, og det bliver ikke bedre af, at I skamløst henviser til jer selv som dedikerede fortalere for demokrati og fri debat.«

Én ting er sikkert: Der er nærmest statsgaranti for, at med Rasmus Paludan i de tv-faciliterede partirunder bliver tonen og polariseringen i de politiske debatter speedet op. Det bliver særdeles interessant at se, hvordan moderatorerne fra DR og TV 2 vil håndtere dette.

Deadlines Lotte Folke Kaarsholm er siden interviewet om Stram Kurs' politik blevet hyldet for sin evne til at møde Paludan med saglighed. Måske det kan tjene som eksempel på, hvordan man under partirunderne skal moderere samtalen, hvis Stram Kurs er inviteret med i panelet?

Sjælefredens Kilde og Trump

Hvem der har ansvaret, eller hvem der har skabt det fundament, som gør, at Paludan er på vej til at ride direkte ind i Folketinget, ved vi ikke. Muligvis kunne det lade sig gøre uden demonstranter eller nyhedsjagende medier. Vi aner det ikke.

Den mangeårige korrespondent for Berlingske Tidende i USA Kristian Mouritzen frygter – i en kommentar på Facebook – at se en gentagelse af det amerikanske valg i 2016, hvor det lykkedes Donald Trump at sætte dagsordenen og dreje debatterne væk fra ”alt det væsentligste i USA”:

»Hans strategi var, at jo mere uhyrlige påstande, han kunne komme med under tv-debatterne, jo mere stjal han opmærksomheden fra alt det, han ikke havde den fjerneste ide om, hvad han mente om,« skrev Kristian Mouritzen, der på tæt hold havde fulgt det amerikanske valg.

Den 10. januar 2017 fortalte Rasmus Paludan i kulturprogrammet AK 24syv på Radio24Syv, at alle, der kendte ham, vidste, at han var ”uden for kategori.” Det er der nok mange, der vil skrive under på.

På valgnatten – der snart er inden for rækkevidde – ved vi, om manden, der har kaldt sig Frihedens Soldat, Danernes Lys, Sjælefredens Kilde, Samfundets Vogter, Nordens Håb og Fredens Skaber veltilfreds kan sætte sig til rette i en af de 179 stole i landets fornemste parlamentariske kammer på Christiansborg – med eller uden hjælp fra de danske nyhedsmedier.