Hvordan taler man med én, der sørger?
Op på hesten igen, I laver bare et barn mere

Det bedste, man kan gøre, er at lade være med at sige så meget, men at turde VÆRE sammen med den sørgende. Kilde: Døden og moderen. SMK Public Domain

Skrevet af

Esben Kjær

1 artikler

0 indlæg

Medfølelse er også en kommunikationsopgave – og endda en svær én, hvis man dømmer efter alt det, efterladte skal lægge ører til. Her er nogle gode råd til, hvad du kan sige – og navnlig IKKE skal sige – til mennesker i sorg.
Som efterladt oplever man nogle gange, at folk ’kondolerer’, når de hører om ens tab. Det er et underligt ord, der nok for mange af os i højere grad skaber følelsen af distance end af empati. Men det kan altid blive værre: I et land, hvor vi fuldstændig mangler sociale færdselsregler og god opdragelse, når det handler om sorg, er rædselskabinettet af tankeløse kommentarer, efterladte bliver udsat for, ganske enkelt overvældende.
 
I forbindelse med min netop udkomne bog, Døden – en overlevelsesguide, bad Kforum mig skrive en artikel om, hvad man siger og ikke siger til efterladte.
 
 
Jeg sendte spørgsmålet videre til læserne af mine to sorgbøgers Facebookside. Der kom over 100 kommentarer på opslaget, og de ligger fint i tråd med de historier, jeg har hørt så mange af, når jeg har mødt efterhånden tusinder af efterladte ved mine foredrag om sorg. Her er Facebookkommentarer, der ganske godt opsummerer mange af de fejl, der bliver begået:
 
Anne Klottrup mistede uventet sin datter Amanda dagen efter, hun blev født. Hun delte nogle af de ting, folk har sagt:
 
  • ’Nå, men var det bedste ikke, at hun døde, når nu hun var handicappet?’
     
  • ’Du kan ikke være så ked af det, når hun døde dagen efter fødslen. Du kendte hende jo ikke særligt godt'
     
  • 'Min søster har også prøvet at abortere.’

Hun skrev også om nogle af de mange instanser, der gjorde alt andet end at hjælpe: 
 
"Min daværende arbejdsplads var ikke så forstående. De havde lavet en lille afstemning, da jeg ikke var der, om man skulle tage hensyn til at jeg havde mistet et barn. De var kommet frem til, at det skulle man ikke.
 

"Op på hesten igen. I laver bare et barn mere." 

 
Jeg var ved min nye læge, og han sagde, at det kunne han da godt forstå, sådan som jeg tog på vej. Desuden mente han, at jeg skabte mig, fordi jeg var bange for, at der skulle være noget galt med det nye barn, jeg ventede. Han havde et billede af tre sunde glade børn på sit skrivebord.
 
Jeg fik min levende søn 11 måneder efter, Amanda døde, så kom der nye kommentarer: ’Nu kan du jo ikke være ked af det mere; du har jo fået et levende barn – tillykke, nu er du endelig blevet mor.’”
 
Jeg håber, du kan lave ”find fem fejl” på Annes oplevelser og finde alle sammen. Grundlæggende er kommentarerne, som Anne fik, ikke drevet af den efterladtes behov – de er drevet af omverdens (ofte ubevidste) behov for at tale Annes sorg væk, sådan så alt kan blive normalt.
 
Og dette er en af de klassiske fejl, omverdenen begår, når de taler med efterladte. Sorg er vild, og den skal anerkendes og have plads. Når andre forsøger at tale den væk, kan det føles som et overgreb.
 
Danskerne er i vid udstrækning sorganalfabeter. Til min første bog, Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet, som jeg skrev efter at have mistet min 7-årige søn, interviewede jeg en antropolog, som havde studeret dødekultur verden over i 20 år. Han sagde, at hvor resten af verden har færdselsregler, ritualer og sociale konventioner for at omgås mennesker i sorg, har vi i Vesten afskaffet dem og famler følgelig rundt – og det er allerværst på netop vore breddegrader.
 

"Godt, du har de andre børn."

 
Derfor valgte jeg i Døden – en overlevelsesguide at skrive et længere afsnit til pårørende til efterladte om, hvordan man bedst er der for mennesker i sorg.
 
Nedenstående opsummerer bogens pointer om, hvad man siger og ikke siger til efterladte – krydret med kradse eksempler fra brugerne af bøgernes Facebooksider. Mange af brugerne har mistet børn, så en del eksempler knytter sig hertil. Men det er lige meget – andre efterladte oplever lignende ting, så eksemplerne er universelt gyldige.
 
Tabet af et barn opvejes ikke af, at man har andre børn. Sorgen kan ikke tales væk, så giv den plads. Kilde: SMK Public Domain. Begravelse. Anna Ancher. 
 
Prøv ikke at tale sorgen væk
Det kan være svært at være sammen med et menneske i dyb sorg. Vi kan ikke holde ud, at dem, vi holder af, er ulykkelige. Desuden minder den efterladtes ulykke os om vores egen dødelighed, og at tæppet kan blive revet væk under os på et øjeblik. Det kan vi heller ikke have, og derfor oplever efterladte tit, at omverdenen prøver at tale sorgen væk for at normalisere situationen.
 
Det har selvfølgelig den modsatte effekt på efterladte, der ikke føler sig set og anerkendt i deres enorme lidelse. Her er nogle oplevede eksempler fra Facebookbrugerne: 
 
  • "Op på hesten igen. I laver bare et barn mere" 
     
  • ”Nu må du da også ha' fået din del af sorg og ulykke i dit liv.”
     
  • “Vi alle skal den vej.”
     
  • “Det er jo den vej, det går” .
     
  • ”Jeg mistede mit barns far, da jeg var i fjerde måned. Der var en, der sagde: "Tænk på, hvad han blev skånet for". Jeg tænkte mere på, hvad han gik glip af.”
     
  • ”Min søn døde af kræft for 4 år siden, og flere sagde: ‘Godt han fik fred!’ Jeg hader det udtryk.”
     
  • ”Folk siger: "Godt, du har de andre børn" ... den gør ondt hver gang. Jeg forstår godt, hvad folk mener, og tanken er sød, men mine andre, smukke børn minder mig jo også om den dejlige dreng, vi mangler nu og aldrig får igen."
     
  • "Har I det ikke bedre nu?", var noget, jeg mødte rigtig tit. Som om folk virkelig gerne vil høre, at man har det bedre, for så kan de selv få det bedre.

Sorgen går ikke bare væk – og slet ikke gennem floskler. Anerkend, at sorgen er en af de vildeste menneskelige følelser, der findes. Det skal du som ven eller familiemedlem til en efterladt kunne rumme.
 
Det handler ikke om dig
En anden kategori af fejl er at forsøge at sammenligne sorgen med egne erfaringer. Det ender næsten altid galt. Her er nogle eksempler.
 
”Det værste er, når jeg fortæller andre om, at mit barn er dødt: “Hvordan kan du holde det ud? JEG ville ALDRIG kunne leve uden mit barn”!! OK – jeg lever, går på arbejde, griner og har en hverdag. Men kan jeg det?"
 
Eller hvad med hende her, som mistede to sunde og raske, men for tidligt fødte tvillingepiger. De levede i en time. To af de mest afsindige kommentarer, hun modtog, var:
 
"Vores barnedåb var hård". Og: "Så har du også prøvet noget lige så slemt, som da min mand var utro!"
 

"Alting sker af en årsag.”

 
Det virker selvoptaget at begynde at tale om sig selv i den situation. Desuden er sorg unik, og det er uinteressant at sammenligne. Og hvis man kommer til at sammenligne med noget mindre slemt, virker det igen som en manglende anerkendelse af den efterladtes sorg – som bemærkningen om den utro mand vist demonstrerer ganske tydeligt.
 
Hold dig fra ytringer, der smager af tro og spiritualitet, medmindre du er MEGET sikker på, hvad den efterladte tror og ikke tror på. Kilde: SMK Public Domain. Kristus. 
 
Hold dig fra bemærkninger, der smager af tro og religion
Selvom de fleste af os tænker på sorg som et psykisk problem, rammer den efterladte på mange andre niveauer. Et af dem er det eksistentielle og spirituelle, hvor sorgen for mange bliver en anledning til at udfordre sin egen tro (eller mangel på samme) og stille sig selv de allerstørste spørgsmål: Hvorfor skete det her? Hvor er han nu? Er der liv efter døden? Er der en Gud?
 
Men denne søgning efter mening og svar er dybt personlig. Så hold dig fra ytringer, der smager af tro og spiritualitet, medmindre du er MEGET sikker på, hvad den efterladte tror og ikke tror på. Ellers kommer det til at lyde klichéfyldt og som endnu et forsøg på at tale sorgen væk.
 
Eller som Laila Pade Jensen skrev på Facebook: ”Noget af det værste (og mest overraskende), folk sagde, var: ’Ja, man har jo altid sagt, det var bedst at få tre børn, så der er et til far, et til mor og et til Gud.’ Sagt sådan lidt "naturlovs-agtigt". Jeg er mor til tre, og vi mistede vores ældste for 2,5 år siden.”
 
Trøsten i dette udsagn er til at overse. Her kommer nogle flere eksempler: 
”Gud passer på hende nu ...” Så tænkte vi: Okay, kunne vi ikke selv passe på vores datter?"
 
“Gud tager altid de bedste først”. Eller: ”Alting sker af en årsag.” Ved, at alle siger det i en god mening. Det giver bare ingen mening, når du står i dit livs krise."
 
"Hun er et bedre sted"... Den sætning er jeg ved at kaste op over. Mange har sagt den sætning til mig, efter jeg mistede min ufødte datter to dage over termin. Og jeg ved, at folk mener det godt.. Men hvilket sted er bedre for en baby/barn end i sin families kærlige arme? Så hun er ikke et bedre sted, hun er et godt sted. Et bedre sted end hos sin mor og far findes ikke."
 
”Jeg mistede mit barn. Da jeg kom hjem fra sygehuset for at planlægge begravelsen få dage efter, er der en (nu forhenværende) veninde, der ringede til mig og sagde kort, at hun ikke ville kondolere, men det var trist, at Anders var død. Men nu skulle jeg se fremad, for jeg burde vide, at “der var en mening med alting”. Jeg har aldrig kunnet snakke med hende siden; det gjorde så ondt. Det, jeg havde brug for, var omsorg – ikke andet.”
 
Medmindre du er Gud, kan du ikke vide, om der er en mening med alting, eller om den døde er et bedre sted nu. Så hold op med at prøve at være Ham – det støtter og trøster ikke.
 
Prøv med lidt indlevelse
Så er der selvfølgelig kategorien af mennesker, der er så selvoptagede, at de ikke engang fatter, at den efterladtes sorg er et problem. De fortjener ikke så mange kommentarer, men her kommer lige nogle eksempler til skræk og advarsel: 
 
’To mærkelige ting at sige om navne, vi har hørt: "Ærgerligt, at I brugte det gode navn, så" og "Skal det næste barn så også hedde X?"
 
”Jeg var på vej i kirke til en venindes datters konfirmation kort tid efter, at min 25-årige søn havde taget sit eget liv. Det var første gang, jeg igen trådte ind i en kirke, og tårerne stod mig i øjnene. Min veninde kom mig i møde, kiggede forbavset på mig og udbrød: Nå, har du det sådan?".
 
”Vi er følsomme og sårbare efter et tab, men det mest uforståelige for mig var, da en tidligere veninde sagde, at jeg selv skulle have sagt, at jeg havde brug for omsorg, da jeg nogle måneder efter konfronterede hende med hendes manglende kontakt. I de situationer har vi jo netop ikke overskud til at række ud."
 
“Jeg kom jo egentlig for at besøge din far, men han ville jo ikke være her mere” ... sagt 2-3 dage efter min far døde af kræft i en alder af 53, og jeg selv var 19 ... "
 
"Kan du ikke afskrive det som en abort?" (min søn døde en time efter fødslen, der var en uge over termin)"

Tavshed er det allerværste
Ovenfor er der masser af eksempler på folk, der taler for meget. Men faktisk er en af de hyppigste fejl, omverdenen begår over for efterladte, at de taler for LIDT – at omverden så at sige forsøger at tie den døde ihjel:
 

”INGENTING. DET ER NOK NOGET AF DET VÆRSTE, DER ER BLEVET SAGT TIL MIG.”

 
”Det værste har været en samlever, som ikke har spurgt ind overhovedet. Jeg har mistet 4 medlemmer i familen.”
 
”Stilheden – larmende stilhed – ingen taler om eller nævner far ... Ja, det er 3 år siden, og ja, vi lever da selvfølgelig videre og har det godt. Men det betyder jo ikke, at man ikke savner eller tænker på ham.”
 

”Jeg antager, at det er, fordi omgivelserne ikke vil gøre det værre – ikke ved, hvad de skal sige – men man er allerede i smerte, og stilheden gør det bare værre.” 

 
Omverdenens tavshed skyldes ofte en angst for at rippe op i sorgen. Men sorgen er allerede derinde og vil ud. Desuden tror omverdenen, at den efterladte eksploderer i tusind stykker, hvis de siger ét forkert ord. Det er en helt urealistisk magt at tillægge sig selv i betragtning af, hvad den efterladte allerede er gået igennem – og har overlevet. Efterladte har et enormt behov for at tale om den døde, og at tie den døde ihjel er ondt.
 
Det bedste, man kan gøre, er at lade være med at sige så meget, men at turde VÆRE sammen med den sørgende. Kilde: SMK Public Domain. En begravelse. 
 
 Så hvad bør man sige?
Til mine mange foredrag om sorg får jeg tit spørgsmålet: Hvad skal man sige til folk i sorg? Jeg svarer altid, at det i sig selv ikke er så vigtigt, men at det vigtige er, med hvilken intention – med hvilken energi – man siger det. Hvis det sagte kommer fra et rent hjerte og er båret af en reel empati og ønske om at vise sin deltagelse, er det svært at sige noget forkert. Det er, når vores intentioner er mudrede, at det går galt.
 
Jeg selv siger ofte blot det helt enkle: ”Det gør mig ondt.” Men jeg sørger altid for at forbinde mig til min egen smerte, så deltagelsen kommer et ægte sted fra – så man rent faktisk kan høre, at det GØR mig ondt.
 
I det hele taget behøver man måske ikke sige så forfærdelig meget. Til gengæld skal man være noget mere. Til et foredrag mødte jeg en kvinde, der kort efter sin elskedes død, havde ringet til nabokonen og bedt hende om at komme over. Og sagde til hende: ”Jeg kan ikke holde ud at være alene. Men jeg kan heller ikke holde ud at tale.” Så havde de siddet sammen en hel dag uden at sige så meget.
 
En Facebookbruger skrev sådan her om, hvad hun synes, var det bedste, nogle havde gjort: ”Noget af det bedste var en veninde, der sagde: Jeg har dig, og jeg slipper dig ikke (hvilket hun stadig ikke har gjort)”.
 
Citatet illustrerer smukt, hvad det hele handler om, når vi vil være der for mennesker i sorg – nemlig at signalere: ”Jeg mærker din smerte, jeg er her for dig, og jeg slipper dig ikke.” Det er sådan set i al enkelthed, hvad der er brug for. Her kommer til slut nogle andre eksempler på, hvad Facebookbrugerne har været særlig glade for:
 

”Vi er her altid for jer, selvom vi ikke kan fjerne smerten.” “Tillykke”på deres fødselsdag.” “ Han ville have elsket at være en del af jeres familie” “Vi elsker jer”. “Jeg synes han var så smuk”. Præsten og ALLE talere til vores bryllup sagde hans navn højt, 4 år efter. Det var det bedste.”

 
”Det bedste, man kan gøre, er at lade være med at sige så meget, men at turde VÆRE sammen med den sørgende. Sige: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg kommer og går en tur med dig, kommer med en skålfuld aftensmad og afleverer i døren" etc etc. Vise, at man er der gennem konkrete handlinger og uden at forvente noget igen.”
 

”Det bedste har ikke været så meget, hvad der er blevet sagt, men hvad der er blevet gjort. Min veninde har lyttet til ALLE mine underlige og grænseoverskridende tanker. Hun har lyttet til min historie igen og igen og igen og forsikret mig om, at ingen tid er for lang tid!”

 
”Det bedste var en veninde, der spurgte, om vi skulle lufte hundene sammen? Så kom vi til at gå der ved siden af hinanden – og jeg fik plads til at mærke min egen sorg i vores samtaler – så jeg bedre kunne være med børnenes sorg. Det så jeg først værdien af lidt på afstand.”
 
Eller hvad med denne her:
 
”Kan jeg få lov at give dig et kram?”
 
Esben Kjær er radiovært på Bagklog på P1. Efter at have mistet sin søn skrev han bøgerne Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet og den netop udkomne Døden – en overlevelsesguide. En eksistentiel guide til efterladte”. Han var vært på og medtilrettelægger af DR K-serien Kunsten at miste, og han har holdt utallige foredrag landet over. www.esbenkjaer.dk

Relaterede artikler

Dødsrengøring for begyndere - Dødsrengøring. At rydde op, smide ud og gøre rent i sit liv inden døden er ikke blot en tjeneste, vi gør os selv ved at ...
Du kan ikke intervalløbe fra døden - Hverken din grønne juice, morgenløbetur eller nul-sukker-politik redder dig fra døden. Din krop har aldrig været og vil ...
Vinduet står på klem. Luk det! - Igennem de seneste år synes både debattonen og den førte politik at være blevet hårdere og hårdere. Hvad der for blot et...

Giv din stemme

26 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

59 JOB

Communications Partner, Food & Beverage

Se alle job Indryk job

Job

Sales and Marketing Manager

Frist: 30. november

Kommunikationskonsulent

Frist: 2. december

Digital rådgiver

Frist: 17. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.