Kontrarevolutionens kvinder

MeToo er tit blevet kaldt en revolution, og nu kommer kontrarevolutionen. I Danmark har MeToo fra starten mødt en lettere forudsigelig modstand fra mænd, der frygter, at vi med de mange historier om navngivne mænd risikerer en heksejagt, eller omvendt kritiserer, at vi uden navne på bordet også risikerer en heksejagt. MeToo er altså en heksejagt uanset hvad.

Modstanden mod MeToos anden bølge bliver dog især tegnet af en gruppe kvinder til højre for midten. De borgerlige bølgebrydere tæller blandt andre Pia Kjærsgaard, der advarer imod en nypuritanistisk krænkelseskultur og i Debatten på DR2 sagde: ”Vi skal altså også passe på, at vi ikke bliver så sexforskrækkede, så vi ikke kan flirte med hinanden overhovedet.”

Ærligt talt! Jeg synes, det er ved at gå helt over gevind med al den MeToo og sexisme-snak. Ingen skal finde sig i...
Slået op af Inger Støjberg i Søndag den 20. september 2020

Ved siden af Kjærsgaard går Inger Støjberg, der vidt og bredt citeres for, at hun ”synes, det er ved at gå helt over gevind med al den MeToo og sexisme-snak”; som ”meget meget nødig” vil ”være mand i 2020, for ALT kan åbenbart misforstås og udlægges som sexisme”, og frygter en ”verden uden komplimenter.”

Værdiordføreren og næstformanden sekunderes af Pernille Vermund, der (også her) erklærer sig ”helt på linje med Inger.” Og med dem flere andre – om end langt fra alle – politikere til højre for midten.

ET SÆRLIGT STED I HELVEDE MED INGER? 🥰 Inger Støjberg advarer mod at hænge mænd ud som sexhungrende monstre og...
Slået op af Pernille Vermund i Mandag den 21. september 2020

Sammen skaber de en politisk position, der er interessant af mindst tre årsager. For det første kan de ikke angribes på deres køn: De kan ikke kaldes privilegieblinde mænd, der bare aldrig selv har oplevet sexisme og derfor kan være ligeglade. For det andet iscenesætter de sig selv som en slags mandeforkæmpere, hvilket ellers plejer at være en mandlig position.

Og for det tredje er de ikke imod MeToo som sådan, men derimod nogle dystopiske scenarier, MeToo enten har bragt os i eller truer med at føre til. På den måde ender de alligevel med at blive en modposition til den igangværende revolution, men uden at de kan kritiseres for at være imod ligestillingskampen eller for sexisme.

Generelt er deres argumenter kendetegnet af glidebaner (“vi skal ikke ende i et krænkelsestyranni” – underforstået: Der kommer vi hen, hvis ikke vi stopper snart), stråmænd (“jeg er imod, at man ikke må give komplimenter” – læs: Det går MeToo-aktivister ind for) og strategisk vaghed, hvor det er uklart, hvem og hvad man egentlig kritiserer. Tilsammen er det aldeles virkningsfuldt og giver dem store mængder opmærksomhed, både i traditionelle og på sociale medier. Dags dato ligger Støjberg og Vermund med ét opslag om MeToo hver nummer 1 og 2 målt på interaktioner på Facebook i Danmark.

Derfor skal vi nu se nærmere på den ideelle MeToo-kontrarevolutionære argumentation.

Selv når man slår interaktionerne fra mediernes mange Facebook-opslag sammen, placerer de to politikere sig i top 10 over de aktører, der samlet set dominerer metoo-debatten på Facebook. Det har nichemediet Medietrends skrevet en fin analyse af. Læs den her.

Argumentér som en god kontrarevolutionær

Vil du være en succesfuld kontrarevolutionær under den verserende ligestillingsrevolte, skal du tage ved lære af Kjærsgaard, Støjberg og resten af generalerne i denne MeToo-tidens Hvide Hær. Her er en miniguide.

Du skal altid starte med at deklarere, at du selvfølgelig tager afstand fra alle overgreb og krænkelser. Det må ingen være i tvivl om. Men der er selvfølgelig et men. Uanset hvad dit men består af, skal din kritik som minimum have følgende fire træk:

1) Din kritik skal være svær at være uenig i.

Hvem kunne være uenig i, at det ”ikke må gå for vidt”, og at vi ”ikke skal ende i et krænkelsestyranni”? Hvem ville argumentere for, at vi skal være ”sexforskrækkede” og stoppe med at give komplimenter? Det gør for det første, at dit ærinde virker sympatisk og fornuftigt, hvilket øger chancen for, at dit publikum vil købe resten af din argumentation.

Og for det andet, at mange moddebattører vil falde i den fælde at bruge dyrebar taletid eller spalteplads på først at slå fast, at de selvfølgelig er enige med dig (de vil selvfølgelig ikke kunne beskyldes for puritanisme og krænkelsesparathed), men at du altså har misforstået det ene, det andet og det tredje, før de så endelig kan komme med deres egen pointe.

2) Din kritik skal være vag...

Tal med det, G.W.F. Hegel ville kalde abstrakte ubestemtheder. For hvis du kritiserer revolten som sådan (”al den snak om sexisme kan føre os til et krænkelsestyranni”), er det uklart, om du går efter hele bevægelsen eller enkelte sager, om du kritiserer specifikke personer, eller det, de siger, og om du går efter målet, midlerne eller begge dele.

"Politik er andet og mere end rationelle argumenter, hvor konklusionen følger logisk af præmisserne."

Det er smart, for hvis nogen konfronterer dig med en konkret sag, der ikke passer i dit narrativ, kan du altid svare “jamen, det er ikke den, jeg mener.” Støjberg kritiserer MeToo i et interview i Ekstra Bladet, men kritikken gælder tilsyneladende ingen af de konkrete tilfælde, interviewet kommer ind på – det er snarere MeToo som sådan. Alting og ingenting. Hendes opslag på Facebook har heller ingen konkrete eksempler. Hendes presserådgiver har efterfølgende nævnt to tilfælde, der dog nøgternt set næppe kan siges at ”sætte samtlige mænd på anklagebænken” endsige være den direkte vej til en verden uden komplimenter.

3) … men ikke for vag.

I fald en nævenyttig journalist skulle tvinge dig til at være konkret i dine ængstelser over, hvad MeToo kunne lede til, så hav din eksempelpakke parat. Nævn for eksempel Benny Frederiksson, der i Sverige måtte forlade sin post og endte med at tage livet af sig; fyringen af forfatterskolens rektor Jeppe Brixvold og anklagerne imod Jean-Claude Arnault, lederen af den svenske kulturscene Forum. Du skal selvfølgelig ikke nævne, at sidstnævnte over to omgange faktisk blev dømt for voldtægt. Skynd dig dog at bevæge samtalen tilbage fra dette mikroniveau til det store makroniveau og hold fast i det grundlæggende: At vi ikke skal ende i en krænkelseslabil verden, hvor vi ikke tør flirte og give komplimenter.

4) Din kritik skal være hypotetisk.

Din kritik skal gerne advare imod et muligt, truende fremtidsscenarium: ”Det må ikke gå for vidt”, ”vi skal passe på, at vi ikke …” etc. Det skal dog ikke være for klart, om vi er tæt på denne dystopi, om den er lige oppe over, eller om vi godt kan trække den et stykke til. Det skal i tråd med pkt. 2 heller ikke være tydeligt, hvilke eksempler fra virkeligheden der trækker i den farlige retning. På den måde undgår du at forholde dig til MeToo-bevægelsen, som den konkret ser ud lige nu, for i stedet at tale om, hvad den kunne blive til.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at man ikke kan kritisere MeToo for noget. Der er desuden intet galt, forkert eller umoralsk i at argumentere med stråmænd, glidebaneargumenter og strategisk vaghed, og det bliver gjort i alle mulige diskussioner af politikere af alle farver.

Politik er andet og mere end rationelle argumenter, hvor konklusionen følger logisk af præmisserne. Den politiske kamp indebærer i al sin beskidthed, at man bruger den mest muligt overbevisende retorik til at vinde tilhængere. Derfor kan ingen politikere i nogen side af Folketinget sige sig fri for at benytte den slags tricks, jeg har beskrevet, fra tid til anden.

Netop derfor er det så vigtigt som kritisk borger at være opmærksom på trickene – for de er dog stadig tricks.

De rigtige venner

Kjærsgaard og co.s udmeldinger fører så sikkert som amen i Frederikskirken til shitstorm på Facebook og Twitter og sågar splittelse i den borgerlige familie. Samtidig er de dog også taktisk smarte.

For vælgermæssigt er der intet at hente for Kjærsgaard, Støjberg og Vermund i at bidrage med vidnesbyrd eller opbakning til MeToo, uanset om de reelt set støtter bevægelsen eller ej. Ligestillingsdagsordener er andre politikeres domæner, mens kontrarevolutionens kvinder kan noget andet.

Der er nemlig et stort publikum for modstand mod eller skepsis over for MeToo, hvilket ikke repræsenteres af de mange politikere til højre og venstre i Folketinget, der hashtagger, fortæller og støtter for tiden. Lad os gætte forsigtigt på, at der er mange mænd i denne målgruppe – det er trods alt dem, der står for skud i MeToo, men sandsynligvis også en del kvinder.

Dette segments medlemmer er selvfølgelig imod overgreb og krænkelser, men mange af dem er dødtrætte af, hvad de ser som et selvbestaltet venstreorienteret identitetspolitisk politi, der konstant prøver at begrænse det danske frisind, vores traditioner og vores hygge.

De læser MeToo som endnu et kapitel i ’krænkelseskulturen,’ altså i forlængelse af sagen om ”Den danske sang er en ung blond pige,” som de tror blev forbudt på CBS i 2018; de angiveligt fremsatte krav om, at man ikke længere må sige ”han” og ”hun” på landets højere læreanstalter; og det nye påfund fra disse krænkelsesparate hystader om, at en bette uskyldig is nu ikke længere må hedde Kæmpe Eskimo.

Imod denne totalitarisme etablerer kontrarevolutionens kvinder en position for alle, der siger fra, eller gerne vil det, men ikke tør af frygt for at blive banket på plads på sociale medier. En politisk nødbremse i historiens Kombardo-bus i form af et højlydt ”nu er det nok!”, som alle, der synes, at det er nok nu, kan samles under. For vi vil da ikke ende i en verden uden komplimenter og flirt, vil vi vel?

De rigtige fjender

Så kontrarevolutionen har uden tvivl mange støtter på den anden side af shitstormens skudsalver. Men lige så vigtigt, det er at have de rigtige venner, lige så vigtigt er det at være fjender med de rette. For en central del af det politiske er, som Chantal Mouffe skriver, at skabe skel, konflikt og modsætninger mellem ’dem’ og ’os.’

Det kunne derfor ikke passe bedre for Støjberg, da Pia Olsen Dyhr tweetede, at der er et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke støtter andre kvinder. SF’s formand er netop sådan en politisk korrekt socialist, Støjberg ikke vil være, så med sådan en sviner, behøver hun ikke komplimenter. Samtidig gav det Pernille Vermund – hvis stadigt voksende politiske kapital, Støjberg gerne vil trække på – en anledning til at skrive, at ”Vi, der kender Inger, ved, at det ‘sted i helvede’ i så fald må være det rareste, frieste, tryggeste og mest underholdende sted, der nogensinde er skabt.” Det kunne ikke være bedre.

Kære Inger. Nu går du altså over gevind. Vil blot minde dig om Madeleine Albrights ord: “There is a special place in hell for women who don’t help other women” Måske godt at huske på i denne tid #dkpol https://t.co/v01W4K3IqQ
— Pia Olsen Dyhr (@PiaOlsen) September 21, 2020