Nu er Poul Madsen ikke længere døv og blind?

Fra Sofie Linde ene kvinde genstarter den danske #MeToo-debat ved på tv at berette om en stor DR-kanons uhyrlige adfærd over for hende som yngre, går der fire dage, før sagen den 30. august bliver behandlet i Presselogen på TV 2 News.

”Jeg tror ikke, der er den rådne kultur i dag, som man leder efter, nogen steder. De steder, jeg har kendskab til, tror jeg, man har gjort et seriøst stykke arbejde for at sige, at det her skal frem i lyset,” udtaler Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, ved den lejlighed.#REKLAMEPLADS#

28 dage senere, søndag den 27. september, undskylder selvsamme Poul Madsen på lederplads for »seksuelle krænkelser, upassende bemærkninger, mobning og en generel uacceptabel opførsel fra chefer og kollega her på Ekstra Bladet« .

I løbet af den mellemliggende måned har Poul Madsen trinvist måtte trække sin oprindelige afvisning af eksistensen af problemer med sexisme på den avis og blandt de medarbejdere, han har ansvaret for, tilbage og befinder sig nu i stedet i en situation, hvor han kæmper for sit job:

»Jeg er flere gange i ugens løb blevet spurgt, om jeg ikke er så stor en del af problemet, at jeg ikke kan være en del af løsningen. Men jeg går ikke frivilligt. Jeg truer med at blive. Jeg har sagt det hele ugen, men leverer det tillige hermed på skrift for god ordens skyld. Overgrebene og den upassende opførsel er sket på min vagt. Derfor er det også min pligt at rydde op«, slutter han sin undskyldningsleder, hvor han indrømmer at have været »døv og blind«.

Nedslag i Madsens tilbagetog

Her er nogle nedslag i, hvad der skete i løbet af de 28 dage, fra Poul Madsen deltager i Presselogen og afviser alt, til han på lederplads erklærer, at han har fået både hørelsen og synet tilbage:

11. september: Poul Madsen siger til Politiken:

”Vi har fået skabt en kultur på Ekstra Bladet, hvor man ikke gemmer det væk. Det er jo som regel yngre kvinder, der bliver chikaneret af ældre mænd, og de finder sig heldigvis ikke i så meget som tidligere.”

Madsen gentager i store træk sit budskab fra Presselogen og hævder desuden, at hvis der opstår sager, så kommer svesken på disken. Madsen kommer dog samtidig uforvarende til at sige, at løsningen er, at de unge kvinder siger fra – ikke, at de ældre mænd ophører med at udøve chikane.

17. september: I Fagbladet Journalisten undskylder den tidligere ledende medarbejder hos Ekstra Bladet Thomas Stokholm for, at han har været med til at dække over sexismesager i sin tid på avisen. Det kommer i samme ombæring frem, at en chef blev fyret i 2019 på grund af blandt andet sexisme.

”Det er fint nok, at han nu går bodsgang. Han har jo været direktør i et firma før Ekstra Bladet – det kan være, han har noget at fortryde derfra. Men hvis Thomas i sin tid som chef på Ekstra Bladet har haft kendskab til noget af den her karakter, så er jeg ærgerlig og skuffet over, at han ikke er gået videre med det”, siger Poul Madsen til Journalisten som kommentar til Stokholms udtalelser.

Ifølge Madsen er der stadig ikke noget at komme efter, og han er ikke for fin til at mistænkeliggøre en tidligere ansat, der står frem.

21. september: Flere medier beretter, at 46 nuværende og tidligere kvindelige ansatte har skrevet et brev til Ekstra Bladets ledelse, hvor de ifølge Information fortæller om »oplevelser, som spænder fra seksualiserede eller upassende kommentarer og mails fra kolleger og overordnede til befamlinger og et fysisk overgreb.«

”Jeg er selvfølgelig rystet over at få et brev af den her karakter. Vi har forsøgt at håndtere de sager, vi har fået. Men jeg kan se, der er et mørketal, som er voldsomt. Det er en kultur, ingen skal leve med. Hele ledelsen kommercielt og redaktionelt er i red alert,” siger Poul Madsen til Journalisten.

22. september: Poul Madsen varsler en ekstern afdækning af sexismekultur på Ekstra Bladet

23. september: Tidligere mellemleder og journalist på avisen Julie Kragh fortæller til Ekstra Bladet:

"Det gør mig så vred, når alle chefer nu siger 'det vidste vi ikke noget om'. For jeg har sagt fra. Vi er mange, der har sagt fra. Jeg gik til chefer. Jeg gik til tillidsmanden. Jeg gik til adskillige chefredaktører. Jeg var kortvarigt del af en arbejdsgruppe om bedre arbejdsforhold for kvinder. Det kom der aldrig noget ud af."

27. september: Poul Madsen siger undskyld på lederplads.

Madsen gør alt forkert

Der er altså gået under en måned, fra Poul Madsen i Presselogen nonchalant henviser problemer med sexisme og chikane til historiebøgerne, til han må lægge sig fladt ned og undskylde. Hvad går galt? Alt i store træk. Resultatet er, at Poul Madsen både befinder sig i en personlig jobkrise, og at den avis, han har ansvaret for, befinder sig i en omdømmekrise.

Det første og vigtigste, der går galt, er selvfølgelig, at der er noget at komme efter: At Poul Madsen som chef har tilladt en sexistisk og chikanøs kultur. Hvor mange mænd, herunder mandlige ledere, opfattede det relativt iøjnefaldende vink med en vognstang i 2017, da #MeToos første bølge rullede, så var Poul Madsen med egne ord døv og blind.

Issue management har til formål at forebygge kriser ved at opfange og løse problemsager, før de eksploderer i offentligheden. Talrige vidnesbyrd fortæller, at Poul Madsen har ignoreret henvendelser, han har fået, og at de sager, der faktisk er landet på hans bord, er håndteret problematisk, herunder en chef, der får en advarsel for sexisme OG en forfremmelse.

Da der ikke er handlet på problemerne med en sexistisk og chikanøs kultur, efterlader det et klart krisepotentiale. Dette krisepotentiale er nu – med rette – detoneret i hovedet på en uforberedt Poul Madsen, der herefter begår tre krisekommunikative dødssynder i rap.

Tre krisekommunikative dødssynder

Når man står med en potentiel krise eller en krise under udvikling, så er det første, man skal gøre, at få det fulde overblik over sagens substans og omfang for at kunne handle rettidigt og adækvat.

Da Poul Madsen medvirker i Presselogen, begår han derfor krisestyringens første dødssynd: Han udtaler sig på mildest talt ufuldstændigt og uoplyst grundlag og afviser, at der er noget at komme efter. Dermed beder han selv om at se dum ud, efterhånden som det viser sig, at det modsatte i den grad er tilfældet, og sagen udrulles i offentligheden.

Hvis Poul Madsen i Presselogen i stedet for at afvise sagens substans havde givet et processvar og sagt, at han ville iværksætte en undersøgelse for at afdække virkeligheden på sin avis, så havde han givet sig selv en position, hvor han – bedre sent end aldrig – havde mulighed for at handle proaktivt.

I stedet bragte han sig i en position, hvor han halser efter en stadig grimmere sag, der udvikler sig uden for hans indflydelse.

Anden dødssynd er, at han ikke benytter ugerne umiddelbart efter sin fejlagtige benægtelse til at rette op på dødssynd nummer et, efterhånden som #MeToo volume 2 udfolder sig med blandt andet over 1.600 mediekvinders støtteerklæring til Sofie Linde og oprulningen af store sexismeproblemer på TV 2. Alle advarselslamper blinker, og signalflagene blafrer i vinden, men Poul Madsen sidder fortsat på hænderne i stedet for at forbinde punkterne mellem de sager, han selv haft på sit bord – senest med fyringen af en ledende medarbejder i 2019 – og vidnesbyrdene fra den øvrige mediebranche.

Tredje dødssynd er, at Poul Madsen, inden han bliver nødt til at lægge sig fladt ned, løbende angriber kritikere som Thomas Stokholm, Lisbeth Langwadt og Julie Kragh. Ja, han angriber sågar de medier, der beskæftiger sig med hans eget spektakulære tilbagetog.

Kære alle i #dkmedier jeg kan ikke nå at besvare alle jeres henvendelser, da jeg også vil løse de åbenlyse sexistiske problemer på @EkstraBladet Kan I ikke i stedet bruge tiden på at grave i jeres egne medier? Jeg er sikker på i finder samme problemer som hos os
— Poul Madsen (@pomaEB) September 23, 2020

“Der er nogle ting, der er kompliceret omkring Julie”. Hokuspokus, Julie i fokus, i stedet for Poul, der har ansvaret.

Ved at angribe kritikerne bærer Poul Madsen dels ved til mediebålet, dels udhuler han både sin egen nyanlagte indsigt, anger og undskyldning. Poul påtager sig ansvaret komma men. Som chefredaktør for en avis, der blandt andet har som sit adelsmærke at bore i netop komma men, fremstår det temmelig tonedøvt.

En troværdighed i ruiner

Som konsekvens af egne undladelsessynder gennem årene og som konsekvens af en katastrofal krisehåndtering hænger Poul Madsens job nu i en tynd tråd. Poul Madsen tager ikke selv konsekvensen af, at Ekstra Bladet under hans ledelse har haft et giftigt arbejdsmiljø for kvinder i almindelighed og unge kvinder i særdeleshed. Poul Madsen overlader til andre at tage konsekvensen. Det ved han godt selv, og derfor benytter han undskyldningslederen til at love bod og bedring og forsøger at vaccinere debatten mod den oplagte konsekvens for sit eget job ved selv at nævne den:

»Jeg er flere gange i ugens løb blevet spurgt, om jeg ikke er så stor en del af problemet, at jeg ikke kan være en del af løsningen«, skriver han og opnår ved at bøje sagens kerne i neon den stik modsatte effekt, end han formentlig forsøger at opnå. I stedet for at opnå modstandsdygtighed illustrerer han de klokkeklare symptomer.

Poul Madsen svarer på vaccineforsøget ved at true med at blive, hvad der jo hverken er et ja eller nej til det spørgsmål, han er blevet stillet, og leverer den fyndige udgangsreplik:

»Overgrebene og den upassende opførsel er sket på min vagt. Derfor er det også min pligt at rydde op«

Der lyder flot. Poul Madsens problem er dog, at han siden sin optræden i Presselogen egenhændigt har lagt sin troværdighed i ruiner: Poul Madsen siger jo så meget. Dertil rejser der sig et spørgsmål, som hans arbejdsgivere formentlig må stille sig selv:

Er Poul Madsen sikker på, at hans nys genvundne syn og hørelse er kommet for at blive? Altså sådan permanent?