Kvinderne bag Weinsteins fald
Karma is a bitch. Kvinderne vandt

#MeToo-bevægelsen eksploderede i hovedet på Harvey Weinstein. Kilde: Getty Images.

Skrevet af

Dorte Toft
IT-kommentator, journalist

4 artikler

656 indlæg

Bogen She Said er et lærestykke i, hvorfor magtfulde røvhuller, der forgriber sig på kvinder, kan fortsætte uantastet, og hvorfor #MeToo-bevægelsen er nødvendig. Helt konkret handler den om Hollywoodmogulen Harvey Weinstein, og forfatterne er de to kvinder på New York Times, der fældede ham trods alle odds. Noget lignende var næppe lykkedes i Danmark, for She Said batter ikke. Der skal papirspor til.
Selvom udfaldet er kendt, fik jeg knuder i maven, da jeg læste om de sidste døgn op til New York Times’ afsløring af Hollywood-mogulen Harvey Weinsteins overgreb på kvinder. Siderne emmer af journalisternes travlhed og nervøsitet, mens frygtede jurister bruger alle midler for at få stoppet artiklen, og en kommunikationsrådgiver går hele vejen for en rådden klient. Men den 5. oktober 2017 blev der sat punktum for Weinsteins hærgen.
 
Forfatterne af bogen She Said, Jodi Kantor og Megan Twohey, fik en Pulitzerpris for deres afdækning af Weinsteins syge fremfærd gennem årtier, og bogen repræsenterer tre års dækning, baseret på hundredvis af interviews. Læserne bringes helt ind i det redaktionelle maskinrum, hvor der kæmpes for at hente det nødvendige hjem, så der ikke står en eneste sårbar flanke tilbage.
 
Jodi Kantor og Megan Twohey – forfatterne af bogen She Said. Kilde: Getty Images.
 
Rygter svirrer gennem årtier
Det så længe sort ud, og andre journalister havde tidligere forgæves forsøgt af fælde manden. Rygterne havde jo svirret i flere årtier. Weinstein, tidligere topchef for det succesfulde filmselskab Miramax og senere for The Weinstein Company, krævede sex for at give kvinder roller i sine film.
 
Ingen skuespillerinder ønskede at tale med de to journalister fra New York Times. Da Jodi Kantor og Megan Twohey til sidst fik hjælp, ikke mindst fra Lena Dunham og Jenni Konner kendt fra Girls-succesen, lysnede det, men ingen ville stå frem ved navns nævnelse.
 
Det talte også for tystheden, at nogle ofre havde indgået en hold-kæft-aftale efter råd fra egen advokat og risikerede økonomisk ruin, hvis de sagde noget.
 
Bestyrelsen var bekendt med problemerne, men valgte at lukke øjnene. Business first! Da bomben sprang med Times-artiklen, og #MeToo-bevægelsen eksploderede, blev business first imidlertid til Weinsteins prompte exit, selvom han erklærer sig uskyldig, og retssagen er udskudt til januar 2020.
 
Skyldige kvinder
Mange kom imidlertid til mandens forsvar: ”Kvinderne ville jo selv. De kneppede sig til roller i hans film. Noget for noget. Det har ikke en skid med #MeToo at gøre,” lød det. Også i den danske debat. Men hermed et godt råd til dem, der gerne vil forblive salige i den tro: Undlad at læse bogen She Said – Breaking the Sexual Harassment Story That Helped Ignite a Movement.
 
Bogen dokumenterer, at flere unge kvinder, der blot var ansat i Weinsteins selskaber som assistenter, manus-scouts eller andet, måtte flygte. Nogle fra dag til dag. Nogle af rædsel over, hvad han forlangte af dem, andre, fordi de ikke ville medvirke til hans overgreb på kvinde efter kvinde, herunder altid at sikre hans Caverject, der injiceres direkte i penis, så der kan performes. Som damage control blev der tilbudt hold-kæft-aftaler til visse.
 
Harvey Weinstein er her på vej i retten for sine voldsomme overgreb på adskillige kvinder. Kilde: Getty Images.
 
I bogen kan læses et udførligt brev til ledelsen fra en af de ansatte kvinder. Et brev, der bare blev afvist af bestyrelsen. At det brev alligevel blev kendt, skyldes Irwin Reiter, Weinsteins regnskabsmand gennem tre årtier. Reiter ville have sat en stopper for overgrebene på de ansatte, men var gået forgæves til bestyrelsen. Under et af sine fortrolige møder med en af Times-journalisterne glemte han bevidst sin mobil, da han gik på toilettet. Kvindens notat var på skærmen.
 
Modige Madden
Blandt de få kvinder, der var modige nok til at stå frem med navns nævnelse i den første artikel af mange, var den tidligere ansatte Laura Madden. Hun havde været på London-kontoret, var nu kræftramt og stod foran en større brystoperation, da journalisterne kontaktede hende. Madden havde døtre, og hun håbede, at mere åbenhed om magtmænds overgreb kunne gøre en forskel for næste generation. Hendes døtre støttede, at hun stod frem.
 
Ashley Judd var den eneste skuespiller nævnt med navn i den første artikel, og hendes accept af ikke at stå som anonym kom så sent som 48 timer før publikation. Hun havde afvist Weinstein, og det tog han ilde op.
 
Judds mod til at stå frem fik Weinsteins såkaldte Golden Girl, Gwyneth Paltrow, til at gøre det samme i den opfølgende artikel. Inden da havde hun bag linjerne hjulpet journalisterne og fortalt, at hun selv havde afvist ham, og at hendes daværende kæreste Brad Pitt havde truet Weinstein med tæsk, hvis han forsøgte sig igen.
 
Løgn som middel
Da Weinstein blev klar over, at artiklen næppe kunne afværges, krævede han igen og igen besked om, hvorvidt netop hans Golden Girl var en af kilderne. Det viste sig, at han havde brugt den Oscarbelønnede Paltrows navn over for nye skuespillerinder som beviset for, at det kunne betale sig at efterkomme hans ønske om ”massage”.
 
At der er kvindelige skuespillere, der gav efter, når den hærgede, overvægtige mand mødte dem iført bar røv og badekåbe i hotelsuiten til et møde aftalt som forretningsmøde, lægger bogen heller ikke skjul på. Disse kvinder forblev tavse. Begrebet casting couch – ”sofaen”, der sker casting på – er ikke ud af ingenting i film, teater- og tv-verdenen.
 
En afvist magtfuld mand med stort ego kan være ødelæggende for en karriere, inden den er begyndt, såvel i USA som i Danmark, men der kan være andre motiver, lige fra tiltrækning til opportunisme.
 
De israelske snagefirma
Big boys-netværk med gensidig hjælp skimtes flere gange i She Said. F.eks. ville en berømt advokat, Davis Boies, hjælpe sin datter til en karriere i filmbranchen, og Weinstein åbnede døren for hende. Til gengæld gik Boies hele vejen for støtte Weinstein. Faktisk så langt som til at hyre et israelsk firma, Black Cube, specialiseret i at finde snavs på folk, om journalister eller vidner for at kunne uskadeliggøre dem.
 
"Nok om hjemlige forhold, hvor vores alles ageren har sikret, at der ikke er fugls føde på påstanden om heksejagt i Danmark og folkedomstol, så slap af. De syge æg kan fortsætte."
 
En af Black Cubes kvindelige agenter foregav at være noget helt andet, da hun kontaktede en af de to journalister på New York Times. Hun lokkede med interessesammenfald om kvinders situation, selvfølgelig bakket op af et professionelt udseende websted, samt med højtlønnet taletid på stor konference om kvinders vilkår, som hun planlagde.
 
Svaret blev nej, men formålet var naturligvis at opnå fortrolighed med journalisten, så Black Cube fik viden om, hvad der helt konkret blev arbejdet på, og hvem der udgjorde kilderne. Samme kvinde forsøgte under andet navn at lokke et af Weinsteins ofre, der skrev på bog om ”en mægtig mands overgreb”, i en velbetalt fælde, men forgæves.
 
Metoden bringer minder frem om, da Stein Bagger insisterede på at få mig til at ringe til USA til en studieadministrator på San Francisco State University, der ville bekræfte hans ph.d. og MBA. Havde jeg taget imod tilbuddet, var jeg endt på Frederiksberg hos den amerikansk skuespiller Vicky Lang. Men det er barnemad ved siden af, hvad der skete i Weinstein-sagen, ligeså er Baggers kommunikationschefs forsøg på karaktermord af mig.
 
Betændt medierådgiver
Weinsteins medierådgiver, juristen Lisa Bloom, var i det offentlige rum berømt for at hjælpe ofre for magtmænds overgreb. Journalisterne opdagede først sent, at Bloom havde skiftet side, og det helt på eget initiativ. Et scoop i bogen er gengivelsen af Lisa Blooms mail til Harvey Weinstein, hvor hun lover noget i retning af at ændre stanken af lort til duften af roser.
 
Han skulle gå ud som synderen, der fortrød så inderligt og arbejdede på at forbedre sig, støttet af hende, og oveni skulle han bruge millioner på at forbedre kvinders vilkår. Lisa Bloom ville desuden sikre miskreditering af hans ofres troværdighed.
 
Lisa Blooms mor, Gloria Allred, der er en berømt kvindesagsadvokat, slipper heller ikke uskadt fra bogen i relation til filmmogulen. Ofre rådes til tage imod penge og bare ”komme videre med livet” frem for at gå i retten. En win-win for advokaten, der scorer 30-40 procent af erstatningen, og for Weinstein og de andre magtfulde, der bare kan forsætte deres overgreb i fred.
 
Den praksis fra USA, hvor trusler om sagsanlæg flittigt bruges som oplæg til forlig, var en fordel for opklaringen. Det giver penge- og papirspor, og sådanne ledte kort tid forinden til, at New York Times fældede Bill O’Reilly, den berømte politiske kommentator på Fox News. Tv-stationen havde betalt millioner af dollars til hans ofre for at holde overgrebene skjult.
 
Bill O’Reilly var den mest sete tv-personlighed mange år i træk, indtil han blev fyret fra Fox pga. sexuelle krænkelse mod kvinder. Kilde: Getty Images.
 
Nøglen til at åbne kvinderne
Jodi Kantor og Megan Twohey fortæller, hvad der fik kvinderne – også nogle af dem med hold-kæft-aftaler – til at stå frem. Det var følgende udsagn fra journalisternes side: ”Jeg kan ikke ændre, hvad der skete for dig, men sammen kan vi måske være i stand til at hjælpe med at beskytte andre mennesker.”
 
En stor andel af voldtægtsmænd nøjes jo ikke med ét overgreb. Derfor hjalp #MeToo med at vise mønstre, også herhjemme, men i Danmark nævnes ikke navne. Ingen tør, og der er intet papirspor for journalister at støtte sig til.
 
Der er heller ingen ’she said, he said’ i relation til magtmisbrug; det ville sandsynligvis koste karrieren. Alle ved desuden, at ’he said’ næsten altid vejer tungere. At #MeToo herhjemme blev reflekteret i medier på overvejende negativ måde, bør dog ikke kunne overraske. Da to kvinder på Information tidligere havde givet voldtægtsofre en stemme i avisen og blev indstillet til en Cavling for serien #jegblevvoldtaget, sås skarp kritik fra visse mediemænd af, at kun kvinden blev hørt, for så kunne det ikke være journalistik. Kritikerne savnede åbenbart: ”Hun ville selv.”
 
Nul heksejagt, nul folkedomstol
Weinstein-sagen, der førte til #MeToo, gjorde heldigvis mange andre mænd klogere, også i Danmark, men der skvaldres fortsat løs i andedammen om kvinder, der bare fortryder samlejer eller lyver for at hævne sig, ikke mindst blandt modstandere af en samtykkelovgivning.
 
Nok om hjemlige forhold, hvor vores alles ageren har sikret, at der ikke er fugls føde på påstanden om heksejagt i Danmark og folkedomstol, så slap af. De syge æg kan fortsætte.
 
Men bogen She Said falder på et tørt sted, og den er i høj grad læseværdig for alle, også ikke-journalister og -kommunikatører. Den forklarer nødvendigheden af #MeToo i relation til magtens mænd. Men bogen illustrerer også, at journalistik er under stadig alvorligere angreb, og kan bidrage til en forståelse af, hvor mange kræfter og hvor stor forsigtighed der skal til for at få afdækket svære sager. Samtidig får læserne et indblik i de stærke, mørke kræfter, der sættes ind for at kvæle sandheden.
 
De første to tredjedele af bogen er de stærkeste. Her handler næsten alt om Weinstein-sagen, krydret med Donald Trump-relateret stof, inklusive ”Grab them by the pussy”.
 
Kavanaugh-sagen
Luften siver lidt ud af bogen på de følgende sider, der handler om sagen med professor Christine Blasey Ford og Brett Kavanaugh, der var nomineret til Højesteret af Donald Trump.
 
Brett Kavanaugh er nu højesteretsdommer i USA. Flere kvinder er trådt frem med historier om, at Brett Kavanaugh har forgrebet sig på dem. Kilde: Getty Images.
 
Blasey Ford troede alt for naivt og længe, at hendes beretning om overgreb årtier tidligere kunne holdes fortrolig, blot indgå i afdækningen af mandens moral i forbindelse med godkendelse af udnævnelsen, men hun endte med, modvillig til det sidste, at vidne for Kongressen, USA's lovgivende forsamling, for øjnene af millionvis af tv-seere verden over. ”I like beer”-manden blev som bekendt godkendt som højesteretsdommer og er det, til han dør.
 
Kun lidt i den sag kommer fra New York Times’ eget maskinrum, og derfor bliver det blegere, men sagen kan ses som et nødvendigt trinbræt til afslutningen.
 
Kvinde til kvinde
Af kapitlet før det omfattende kilderegister fremgår nemlig, at Christine Blasey Ford deltog i et halvandet døgns arrangement arrangeret af de to journalister. Kvinder, der har vovet at stå frem i forskellige sager, mødtes. Beretningerne om, hvorfor de havde turdet, blev udvekslet, ligesom konsekvenserne af det, også for deres eget selvværd. De udspurgte hinanden og fandt fællesskab, om så de var skuespillerinde, McDonald’s-ansat eller psykologiprofessor.
 
Der deltog en enkelt succesrig kvinde, der ikke havde turdet stå frem grundet en hold-kæft-aftale om Weinstein. Hun valgte at fortælle sin historie i New York Times efter mødet med de andre.
 
Skildringen af mødet er overfladisk, sikkert af hensyn til kvinderne, der i forvejen har vovet nok, men pyt. Det er en smuk gerning at sikre, at kvinderne fik chancen for at mødes og gøre hinanden klogere på prisen og konsekvenserne.
 
Fra Silicon Valley til McDonald’s
Hvad der giver mig ekstra respekt for New York Times’ satsning er, at den ikke begrænsede sig til film og medieverdenen, hvilket mange danske medier gjorde i #MeToo-kølvandet.
 
Avisen dedikerede ressourcer til afdækning af problemet så bredt som fra blandt Silicon Valleys venturekapitalister, der lagde op til at få sex til gengæld for investeringer, til fastfoodkæden McDonald’s, der ikke greb ind, når kvindelige ansatte blev udsat for sexchikane fra chefer og kolleger.
 
Selvfølgelig er jeg også betaget af, hvor mange kræfter et så stort medie kan sætte ind på at opnå det bedste mulige resultat. Bag Pulitizerprisen til de to journalister står jo også et stort hold af folk, der hjælper med ekstra øjne og ekstra research, og en chefredaktør, der slet, slet ikke lader sig skræmme af trusler.
 
Forfatterne takker dem alle, men især deres redaktør, Rebecca Corbett: “Sixty-something, skeptical, scrupulous and allergic to flashiness or exaggeration”, og det forstår man.
 
Redaktøren, der så helhjertet lægger tid og erfaring i at sikre, at hvert ord udgør det bedst mulige valg, at hver sætning holder, at læserne beriges og ikke besværes, at journalisterne ikke kommer i farezonen, er drømmen for enhver journalist. Måske også mareridtet for enhver opportunistisk injurieadvokat og medierådgiver.
 
 Af Jodi Kantor og Megan Twohey
Udgivet på Penguin Press
320 sider
$ 28

Relaterede artikler

#metoo for synlighed eller forandring? - #metoo, #metoo, #metoo. Sådan ser manges social feed ud i disse dage. Det er over den sidste uge blevet til over 1.7 mil...
Krasniks kæmpe #themtoo-selvmål - Martin Krasnik måtte i denne uge igennem kritikmøllen i de selvsamme medier, han igennem sin karriere har været og er en...
Vreden, Gudinde! besyng - Siden antikken har kvinder fået frataget deres stemme, så de ikke kunne vidne om forbrydelser, voldtægter og overgreb. P...
#MeToo læst med Žižek - #MeToo er (desværre) ved at udarte sig til en identitetspolitisk farce, som det kan være lidt svært at håndtere for prog...
Er #Metoo's dage talte? - #Metoo aktiverede en tornado af aktivitet og skabte en bevægelse, der har været dagsordensættende. Men hvordan gik det i...
100 indflydelsesrige kvinder fra kultur- og medieverdenen - Kforum synes, der mangler en kultur- og mediekvinde eller to (eller måske 100) på Berlingskes liste over de 100 mest ind...
En misogyn drag - Så er det tid til at lægge Kirsten Birgit på briksen. Frederik Cilius’ seniorreporter-persona har løftet niveauet for da...
Sexskandalen i Nobel-akademiet - Det Svenske Akademi er i krise efter den såkaldte sexskandale. Sagen handler imidlertid om meget mere end sex; den handl...
Verdens rigeste mands dickpics - ”Vi har billeder af din stådreng – og vi offentliggør dem, med mindre du trækker dine anklager om, at vi holder med Trum...

Giv din stemme

51 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

44 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.