En texaners tårer

Se hele talen her.

En nihilistisk detektiv, der skal finde vej i Louisianas sump af mord. En coke-sniffende aktiespekulant på Wall Street i 1980’erne. En pillesmuglende AIDS-patient i Dallas.

Den amerikanske skuespiller Matthew McConaughey har spillet mange roller i sin karriere, men tirsdag d. 7. juni 2022 var han i Det Hvide Hus som sig selv: en amerikansk borger og en søn af sydstaterne, opvokset i Uvalde, Texas: lokationen for (endnu) et grufuldt masseskyderi på Robb Elementary School to uger forinden.

19 skoleelever og 2 lærere mistede livet til 18-årige Salvador Ramos’ AR15-riffel, som han havde anskaffet på ganske lovlig vis. Ramos selv blev skudt og dræbt af politiet (efter forstyrrende lang tids tøven).

Masseskyderier er bestemt ikke et nyt fænomen i USA, hvor våbenlobbyen har et fast greb om beslutningstagerne, og hvor der er flere skydevåben, end der er indbyggere – i mange stater er det lettere at få fat på end en pakke smøger.

Alligevel har mange en følelse af, at en grænse er nået med Uvalde-skyderiet. En kvalmegrænse.

Det den kontekst, McConaughey talte til onsdag i Det Hvide Hus. På invitation af præsident Joe Biden holdt skuespillerstjernen en tale foran journaliststanden om behovet for ændringer i våbenlovgivningen i USA. Hans budskab var ikke radikalt, men en midtsøgende manen til besindelse: Det er simpelthen ikke til at komme uden om at stramme lovgivningen og blandt andet indføre baggrundstjek inden køb af automatvåben.

I denne artikel vil jeg i en kort retorisk analyse pege på, hvorfor denne tale er så vellykket, og hvorfor jeg tror, at den vil blive husket i fremtiden som en central del af debatten om skydevåben i USA.

Særligt tre elementer spiller for McConaugheys tale: de billedskabende fortællinger af ofrene, selve fremførelsens balance mellem forskellige følelsesregistre og afvigelserne i billedet af Hollywoods eliter i McConaugheys etos.

Billeder af børn

Det, som især har cirkuleret som kortere uddrag på sociale medier, og som talen primært kommer til at blive husket for, er den indledende sekvens, hvor McConaughey fortæller om sit møde med de efterladte – og med sin barndomsby i choktilstand – og fortæller om de enkelte ofre. Han fremhæver børnenes håb og drømme, som kunne have været, men aldrig blev.

For eksempel fremhæver han historien om 9-årige Maite, som drømte om at blive havbiolog.

Hvordan hun elskede natur og miljø så højt, at hendes mor ikke ønskede at slippe balloner op i himlen for at mindes hende: Maite ville ikke ønske, at man smed skrald i naturen. Hvordan hun gik i grønne Converse-sko med et håndtegnet hjerte på højre skospids.

Her viser Matthew McConaughey et billede af 10 årige Alithia Ramirez, der også var blandt en af ofrene. Foto: Getty Images

Skoene var blevet medbragt til pressebriefingen, og McConaughey pegede på dem og konstaterede det grufulde faktum, at det var netop de sko, der gjorde det muligt overhovedet at identificere den lille piges sønderskudte døde krop.

Han havde også medbragt billeder af flere af ofrene og et selvportræt, som en af dem havde tegnet. De drømme og de liv, som nu er udslettet, får lov at leve videre gennem talen – blandt andet med oplæsningen af Maites brev, hvor hun forstiller sig at være i et laboratorie og ved stranden – samtidig med vi mærker sorgen over, at de aldrig kan udleves i fremtiden.

Disse billedskabende greb kan vi med et klassisk retorisk begreb kalde evidentia: En talestrategi, hvor man søger at få bestemte ting til at fremstå klart for publikums indre øje. De konkrete detaljer skaber et nærvær hos tilhøreren, som mere abstrakte formuleringer ikke opnår.

Det kan virke som en banal pointe, at billedskabende sprog kan have stor effekt, men det er ikke nødvendigvis så let udført i praksis. Det kræver noget af taleren at udvælge netop de detaljer, som bærer budskabet frem, og som i dette tilfælde får os til at se situationens groteske alvor, ikke blot vide, at den findes.

Hånden i talerstolen, foden i gulvet

Men det er ikke kun i selve ordene og deres struktur, at talens effekt opstår. Det er i høj grad også i måden, de bliver leveret på.

Det er tydeligt, at McConaughey er berørt af situationen. Han er hele tiden på randen af tårer; han slår i podiet, trommer med fingrene på det; han kan næsten ikke være i sig selv og må holde sammen på sig selv for ikke at gå i stykker.

Samtidig leverer han talen i en særlig balance mellem det indignerede, det triste og det sarkastiske. Det er en farlig balance, som bliver drevet hjem gennem dygtig brug af intonation, trykfordeling, gestik osv. Disse træk ved talen, som ikke ligger i selve ordene, men deres levering, kan kaldes talens paraverbale træk, eller med endnu et klassisk retorisk begreb talens actio.

Talens særlige actio kan man bl.a. spore i den måde, McConaughey trykfordeler og strukturerer talen lydligt, når han bryder ord og sætninger op i en slags staccato: ”…that her dying had a point and wasn’t point – less” ... ”Loss – of – life”. Lad os gå tilbage til fortællingen om Maites sko, hvor han siger ”these are the same green Converse, on her feet, that turned out to be the only clear evidence that could i-den-ti-fy her at – the – shooting.” Denne sætning efterfølges af en frustreret næve i talerpodiet, der afgiver en dyb, stump lyd gennem mikrofonen og et sarkastisk ladet ”How about that!”

McConaugheys sarkasme er dog klart rettet med meningsløsheden og volden, ikke ofrene eller de efterladte. Det er en affektiv protest imod en verden, der er skruet sådan sammen, at dette overhovedet kan finde sted. Meningsløs død og ødelæggelse, der bare fortsætter: Hvad siger I så!?

Den retoriske tradition er fyldt med udlægninger af og advarsler om ironi og sarkasme som retoriske virkemidler. I sin The Elements of Rhetoric fra 1861 skriver Richard Whately for eksempel, at ironi kan være yderst kraftfuld, men at risikoen er lige så høj. Man skal være ganske sikker på, at publikum opsnapper de ironiske elementer, ellers kan det gå grueligt galt.

Den risiko løber McConaughey i sin fremførelse af talen, og han slipper elegant afsted med det. De forskellige følelsesregistre – sorgen, vreden, håbløsheden – balancerer op imod hinanden og er hele tiden lige ved at briste, ligesom McConaughey selv, men gør det aldrig.

Sarkasmen i tonefaldet langer ikke ud mod gerningsmanden (der slet ikke nævnes i talen), men sparker i stedet ud mod et samfund, hvor denne form for mord bliver ved med at ske.

Talen blev afholdt efter skuespillerens møde med Joe Biden. Foto: Getty Images

Gendrivelse af elitekritik

Det er ikke overraskende, at McConaughey mestrer denne følelsesbalance i sin actio: Han er trods alt en professionel og ganske erfaren skuespiller. Og netop dette faktum åbner for nogle forudsigelige angreb fra den amerikanske højrefløj, som modsætter sig regulering af våbenindustrien: Biden og Demokraterne bruger endnu en gang en Hollywood-celebrity fra nationens økonomiske og kulturelle elite til at diktere, hvad ”den almindelige amerikaner” skal gøre og mene.

De allermest yderligtgående højrefløjsmeningsdannere, for eksempel talkshow-værten og konspirationsteoretikeren Alex Jones, har ved flere lejligheder antydet, at masseskyderier har været ”staged”, og at de påståede ofre er skuespillere. Dette er ikke et udbredt synspunkt i den generelle befolkning, men den peger tilbage på den samme medie- og elitekritik: Bag de glitrede forsider og mediernes dagsorden foregår et langt mere fordækt og decideret ondt magtspil. Det hele er et eliternes skuespil, som vi skal gennemskue.

Men McConaughey får implicit gendrevet noget af denne kritik. Det gør han på flere måder:

For det første skal vi igen vende tilbage til actio. McConaughey gør det nemlig tydeligt, at der er tale om en tale, ikke en indstuderet monolog. Han har sit talepapir med; han læser op. Han kunne sagtens have indøvet det som replikker, som så mange gange før, bruge sin rutine, men det gør han ikke.

På den måde bliver selve oplæsningen, i dette konkrete tilfælde, et autentisk element – på trods af at vi under andre omstændigheder tænker det oplæste som noget, der ikke kommer ”fra hjertet” på samme måde, som den mere spontane talestrøm.

For det andet er McConaugheys relation til masseskyderiets lokation afgørende. Han har sin gang i Hollywood, ja, men han er ikke fra Hollywood, men fra Texas, hvilket han viser med sin dialekt, sin fortælling om sin opvækst, hvor han lærte "responsible gun ownership", og med den lille Texas-pin på jakken.

Og for det tredje taler han netop ikke for et forbud mod våben, men for ansvarlig våbenbesiddelse. Han appellerer end ikke for et forbud mod salg af AR15-geværer, men for baggrundstjek. For mange er dette alt for pragmatisk og adresserer slet ikke problemerne i høj nok grad, men McConaughey er eksplicit om sit ønske om at ramme et midterpunkt i den amerikanske offentlighed: ”Vi er mere enige om dette spørgsmål, end vi er uenige.”

Et lille led i en længere politisk kamp

Heri ligger også nogle af talens problemer: Kan man virkelig mene, at vi både kan sælge militærrifler til normale borgere på den ene side, men forhindre masseskyderier alene ved lidt flere barrierer omkring købet af dem? Dertil er der den oplagte kritik omkring, at nationen nu lytter til en hvid amerikaner, når han siger, at ”we start by making the loss of these lives matter” i et ekko af Black Lives Matter-bevægelsens krav på at blive hørt, der ligger faretruende tæt på det afsporende all lives matter-slogan.

Men vi må se McConaugheys tale som en tale til de amerikanere, der ikke deler idéen om at begrænse adgangen til skydevåben. Træerne vokser ikke ind i himlen, og talens direkte effekt bliver ikke, at der vedtages strammere våbenlovgivning i USA i morgen. Men den er et potentielt effektivt led i at flytte nogle af de værdier, der på sigt skal gøre dette muligt.

McConaugheys tale er en lille, men potentielt meget betydningsfuld del af et større arbejde med at øge presset fra vælgerne på de politikere, der lytter mere til våbenlobbyister end til sund fornuft.